Livet med Mathildemyret

Så er det imorgen vi triller afsted mod Jydelandet til 3 uger med afslapning, traveture, hygge i tosomhed samt med familien og forhåbentlig en helt masse sol og skøn feriestemning. Lige nu er der lige lidt stress på, da vi er kanontrætte, og stadig mangler en hel del pakkeri. Humøret er imidlertid i top og vi glæææder os usigeligt til at køre afsted i den lille bil med fuld skrue på musikken og ferien ventende forude :-)

Så er Lillemyr-mobilen hentet hjem, og sat i barnevognsskuret. En barnevogn er nu sådan en dejligt konkret børneudstyrsting, og det var skønt at trille den afsted hen ad fortovet :-)

Det var også rigtig dejligt at besøge dem fra vores kursus, som vi har fået den af. Deres datter fra Kina er bare en supercharmerende, køn og dejlig lille spilopmager, der tog os med storm. Der er fuld fart på hende, og hun er i en alder, hvor alt skal undersøges og afprøves. Der er ikke noget at sige til, at forældrene så lidt trætte ud, men de strålede samtidig af glæde, lykke og kærlighed. Vi var meget varme om hjertet og rørte over, hvor tæt et bånd der kan dannes på kun to måneder, da vi vinkede farvel til den lille familie. Vi glæææder os til, at det bliver vores tur.

Solen skinner fra en skyfri himmel, det er en sommerdag af den fineste slags - så jeg burde egentlig sætte mig ud i haven og nyde den!

Men bunkerne og skidtet er efterhånden vokset op i knæhøjde - så jeg burde måske istedet få ordnet lidt herhjemme!

Og skoleferien er lige begyndt, og det er tid til at få taget hånd om de sidste hængepartier, så lærerens sommerferie for alvor kan begynde - det var måske i virkeligheden det jeg burde få gjort nu!

Vi rejser iøvrigt på ferie på søndag, og der skal vaskes tøj, pakkes, købes kattegrus osv. - det burde jeg i hvert fald begynde at tage hånd om!

Kors i r.... hvor er der i grunden meget her i verden, man burde gøre! Jeg kan blive helt rundtosset af det nogle gange, og hvad ender jeg så med at gøre istedet? Jeg surfer lidt rundt på nettet, får læst de seneste nyheder på Adoptionzone, Adoption fra Vietnam og på ACs hjemmeside. Hvorfor h...... er det så svært at tage en beslutning, holde fast i den og så rykke på den???

Nå, men first things first hedder strategien. Jeg begynder simpelthen fra en ende af. Jeg går sq ud i haven, gør jeg! Hvor jeg f...... VIL slappe af og hygge mig uden samvittighedskvaler de næste par timer, om jeg så får hedeslag, forbrændinger og varmeknopper af det! Så må jeg tage hånd om det herinde og alt det andet, når jeg er solet godt igennem.

PYH - det letter at brokke og at ha' en plan :-)

Jeg er lige stødt på siden: Things Asian, der har multible mængder af fantastisk smukke billedserier med Vietnam-motiver. Det er ren kræs for øjnene. Prøv selv at kigge forbi her.

Og imorgen er det sidste skoledag - HURAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAAA :-)

Det er ved denne skæppeskønne strand, vi kommer til at slå vores folder. Der er ca. 10 minutters gåtur til stranden fra sommerhuset og uanset vejret, så skal vi nok trave afsted og få kigget på bølgen blå dagligt - om vi hopper i baljen er nok mere tvivlsomt med de kølige temperaturer badevandet har på disse breddegrader :-)

Her er sommerresidensen. Mon ikke vi nok skal finde ud af at nyde vores forhåbentligt sidste sommerferie i tosomhed i mange år i disse skønne rammer :-)

Huset kan iøvrigt også lejes af andre.
Interesserede kan checke det lidt mere ud her.

Så står der snart sommerferie på programmet. For mit vedkommende begynder ferien så småt, når vi har sendt eleverne afsted på fredag, men i den efterfølgende uge er der dog stadig lidt afvikling, forberedelse af nyt skoleår samt et par møder. Det er lige til at overse, og intet af det kræver, at jeg skal stå op før kl. 8 og det i sig selv er jo helt ferieagtigt :-) Ferienstemningen breder sig imidlertid først for alvor i uge 26, hvor Peter begynder sin ferie. Vi har haft uendeligt svært ved at planlægge ferie i år, for vi havde ærlig talt mere eller mindre regnet med, at sommeren skulle bruges på at blive klar til at hente Lillemyr til efteråret. Peter havde derfor tænkt sig at spare så meget som muligt på sin ferie, så han kunne bruge den i forlængelse af sin barselsorlov. Planen var derfor primært at hygge os herhjemme på Frederiksberg og blot feriere en smule ved at smutte lidt på visit hos familien i Jylland. Det ville også have været helt fint, hvis der havde ligget en Vietnamrejse lige om hjørnet, men efterhånden som vi har måttet se i øjnene, at det har lange udsigter med at rejse til Vietnam efter Lillemyr, så meldte trangen til at holde en lang og hyggelig ferie sig med fuld kraft. Vi føler os på en eller anden diffus måde lidt udmattede af uvished og venteri. Det lyder måske lidt underligt, men vi har næsten ikke orket at skulle forholde os til ferieplanlægning, efter vi har måttet erkende, at vi vist bare skal indstille os på at vente i laaaang tid endnu. Det er ligesom rarere blot at forholde sig til "her og nu", for så snart vi begynder at planlægge og tænke frem, så konfronteres vi med ubehaget ved usikkerheden og uvisheden. Det var derfor også først ret for nylig vi så i øjnene, at hvis vi ville lidt væk hjemmefra og opleve noget, så måtte vi til at rykke. Men hvordan arrangerer man ferie helt kort varsel uden særlig mange moneter at spytte i projektet? Det nåede vi næsten ikke at bekymre os om, for Peters søde storesøster Anne-Grethe spurgte ganske af egen drift, om vi mon var interesserede i at låne deres sommerhus ved Bratten Strand i Nordjylland i en uge eller to. Om vi var :-) Nu har vi aftalt at låne residensen i uge 26 og 27, hvorefter vi smutter til den sydlige del af jylland for at besøge familien på de kanter. Sikken det lettede på feriestemningen i det lille hjem. Nøj, hvor er det bare dejligt :-)

Jeg er hamrende træt, forædt, oppustet, har lidt kvalme og min fysiske form er generelt noget nedkørt, men hold da op hvor er jeg lettet og glad i låget. I næsten en uge har jeg ventet på, at min menstruation skulle komme, og da den - modsat mig ;-) - normalt er yderst punktlig, så var jeg ærlig talt ved at frygte det værste. Nåh ja, det værste er måske så meget sagt, men ærlig talt, så var det bestemt ingen fornøjelse at tro, jeg måske var gravid. Det lyder måske temmelig mærkeligt, men for os så er adoption tydeligvis nu blevet MÅDEN at få børn på, og vi følte begge to sorg og tab ved tanken om, at vi måske alligevel ikke skulle til Vietnam efter Lillemyr. Da jeg højt og larmende råbte "YES!" ude fra toilettet var Peter, da heller ikke i tvivl, om hvad det handlede om, og han replicerede ligeså højlydt "PYHA!". Det er lidt sjovt som det, der før var det mest ligetil og oplagte pludselig føles helt forkert og faktisk ærgeligt. Vi var naturligvis også hen ad vejen blevet glade, hvis det havde vist sig, at Lillemyr var kommet ad biologisk vej, men det ville ærlig talt koste noget af en voldsom tur i den følelsesmæssige centrifuge. Og, ja - vi har ellers rimeligt styr på det der med prævention, men helt sikkert er det jo aldrig det skidt ;-)

Noget helt andet, der også er til at blive helt høj i hatten af, er, at vi idag var til afslutningsreception på Handelshøjskolen, hvor Peter fik sit HD(O) eksamensbevis. Nøj, hvor var det bare skønt, at se ham få overrakt "præmien" for de seneste fire års kanonhårde slid med at balancere job, privatliv og studie. Det er bare så imponerende godt gået!

Overskriften "PYH - sikke en lettelse" passer uden tvivl lige genialt på begge dagens emner :-)

Så er ventelisterne opdaterede. Vi er rykket en enkelt sølle plads og er altså nr. 14. Siden begyndelsen af dette år har vi nærmest bare steppet rundt på stedet med lidt rykken frem og tilbage. I februar var vi således nr. 15 og er altså siden blot rykket én enkelt plads nærmere Lillemyr. Det er rigtig supertræls, men vi havde heldigvis ikke sat næsen op efter revolutioner på ventelisten i denne omgang, da vi ikke har hørt mere til de børn, AC for nylig meldte, de forventede at kunne bringe i forslag. Vi er faktisk blevet helt fatalistiske, hvad Lillemyr angår; hun/han kommer, netop når det er tid til det og har lige præcis det køn og den alder, som Lillemyr skal ha', for ellers var Lillemyr jo ikke Lillemyr. Forvirret? :-) Det giver mening for os (og vist mange andre adoptanter og adopterede) at tænke sådan, for det er næsten ikke til at bære, at det blot er tilfældighedernes spil, hvem man kommer i familie med, hvornår og hvordan. Om der reelt er en mening med galskaben, kan jeg selvfølgelig ikke vide noget om, men det giver ro og mening at forholde sig sådan til de ting her i livet, som man alligevel ingen indflydelse har på.

Nok af luftig snak for nu. Siden sidste indlæg kl. l... imorges har jeg både fået mig en stærkt tiltrængt lur og fundet endnu en supergod side om Vietnam. Denne gang er det Danmarks ambassade i Hanois hjemmeside. Her er der både overskuelig faktuel viden om landet, diverse friske nyheder, en masse links osv. Noget af det bedste er imidlertid, at der er en hel sektion med borgerservice, og i denne sektion kan man udover at læse om visumregler, vaccinationer og rejseforsikringer også læse om, hvordan man kan finde en midlertidig bolig i Hanoi, hvor i byen man kan købe diverse gode sager, hvor det er godt at spise og hvilke dagture der er værd at tage på. Denne del er skrevet af danskere, der bor i Hanoi, og derfor kender såvel byen som danskeres præferencer særdeles godt. På siden henvises iøvrigt også til DANIDAS rejsemagasin "Vietnam Inside", der findes såvel i papirversion som i elektronisk form. Jeg har indtil videre kun skimmet det, men det virker absolut læseværdigt og der er i hvert fald masser af lækre Vietnam-billeder at svælge i :-)

Igen, igen, igen har jeg svært ved at sove. Grrrrrrrrr.... )-: Det er sq da træls! Jeg har imidlertid besluttet mig for at få det bedste ud af mine ufrivilligt vågne timer, og har denne gang hygget mig med at finde nyt om Vietnam på nettet. Jeg stødte undervejs på siden Vietmedia, der er en ret hyggelig og spøjs sag med noget skrevet på vietnamesisk og andet på engelsk. Her kan man finde ud af en masse om vietnamesisk mad, litteratur, geografi, aktuelle film, historie, musik, dating-regler osv. Man kan desuden tilmelde sig som bruger og deltage i diverse diskussionsfora og chatrooms. Det har jeg dog ikke prøvet, så jeg ved ikke, om det hele foregår på vietnamesisk.
Noget af det, jeg synes, er sjovest er imidlertid, at man gratis kan komponere og sende elektroniske postkort med vietnamesiske motiver og ditto musik. Man bliver guidet gennem hele proceduren på engelsk, der er masser af gode valgmuligheder, så man kan kreere et skønt kort og så er det faktisk ret let at gå til.
Hvis man trænger til et lille kursus i at bruge spisepinde og måske også gerne vil vide lidt om baggrunden for at bruge dem og om deres symbolske betydning, så er der også god hjælp at hente. I denne forbindelse er det helt geniale, at der er et animeret billede af, hvordan man holder og bevæger pindene.
Det er en kæmpestor side, så der er til mange timers informative input og ikke mindst god underholdning.

Der er dømt sløv og hyggelig søndagsstemning her i det frederikbergske, hvor vi er ved at genvinde energien igen ovenpå specialeeksamen + sommerfest på jobbet for Peters vedkommende og efter en aktiv uge på jobbet, der blev rundet af med en overnatningstur med 6./7. specialklasse i shelter for mit vedkommende. Ret hyggeligt men dæleme også udmattende, så det er godt, der ikke er det vilde på programmet idag. Noget er dagen er blevet brugt på at tjekke adoptionshjemmesider ud, og et besøg på Adoptionzone bød på et supergodt link til en amerikansk hjemmeside om en familie, der har adopteret en lille pige fra Kina. Nogle af familiens venner har lavet en rigtig fin lille film om ventetid og overdragelse. Den varer 10 minutter, og er noget så rørende. Vi kan ligeså godt tilstå, at den gav en klump i halsen, fugtige øjne og mere til :-) Tag et smut forbi deres hjemmeside, se The Amelia Movie og få renset tårekanalerne.

For nylig blev der på Adoptionzone desuden henvist til en vældig interessant artikel om tilknytningsproblemer hos adoptivbørn. Artiklen er skrevet af cand. psych. Niels Peter Rygård, der selv er adoptivfar. Det er en længere sag, men den er letlæst og bestemt værd at ofre tid på. På ACs hjemmeside finder man iøvrigt en anden vældig interessant artikel af Niels Peter Rygård. Den har tidligere været bragt i Dansk Psykolognyt marts 2005 og har titlen: Adoptivbørn i pubertet - erfaringer fra familieterapi. Endnu en læsværdig artikel om adoption i psykologisk perspektiv finder man i det seneste nummer af Alverdens Børn på Danadopts hjemmeside. Her er det psykolog Robert Johansen, der selv er adopteret, som skriver om øget interesse for krisepsykologi i forståelsen af adoptionsproblematikker.

Nok om film og artikler for nu, og over til noget mindst ligeså interessant: endnu en udvidelse af Lillemyrs samling af bløde venner. Noget af farmands sommerfest foregik i Tivoli, og ligesom sidste sommer hjembragte han en bamse til Lillemyr. Sidste år flyttede Giraf-øgle ind. Den blev vundet ved at farmand eksercerede sin præcisionsskydning og den er en kær og pudsig gul, lilla og ceriserød skabning med prikker, striber, lang hals, fire korte ben og små girafagtige horn i panden. Denne gang resulterede en omgang rickshaw-ræs i en lille blød og sød lysebrun bamse med lidt løs hud, som derfor er døbt Rynke. Farmand opponerede på det bestemteste mod navnet Rynkerøv selv om bamsedyret bestemt ikke kan prale med baller af stål - med hvem gider også putte med så bastante attributter?

På ACs hjemmeside er der idag en tankevækkende og gruopvækkende artikel om noget af det værste, man kan forestille sig i adoptionssammenhæng; at miste det barn man har i forslag. Vi har naturligvis altid vidst, at det er en mulighed i tilfælde af, at der tilstøder barnet noget - fx. avorlig sygdom eller endda død. Det er også sket, at lande pludselig har lukket helt ned for adoption. Senest var det Hviderusland, hvor den despotiske præsident pludseligt stoppede adoption og lod såvel børn som ventende forældre i stikken. Fra Vietnam var vi bekendt med et enkelt tilfælde på det seneste, hvor et barn viste sig at være så handicappet, at adoptionen blev afblæst. På det tidspunkt havde familien ventet næsten et år på at kunne hente barnet, så det er naturligvis et kæmpestort tab og en ualmindeligt frygtelig oplevelse. I artiklen nævnes også et for os nyt eksempel på noget, der kan gå galt i Vietnam. Der fortælles om en dreng, der bliver trukket tilbage efter at have været i forslag til en familie i et år og oven i købet lige efter, at de havde fået invitation til at rejse afsted for at hente ham hjem. PYH - det må være så forfærdeligt for de ventende forældre, at det slet ikke er til at bære at tænke på! Årsagen var i dette tilfælde, at moderen havde fortrudt adoptionen. Denne problematik har vi ikke tidligere hørt om fra Vietnam, og vi håber på, at der blot er tale om et helt enestående tilfælde, for alene tanken om tabet af ens barn er nok til at give gåsehud og mareridt! Heldigvis nævnes det i artiklen, at det er yderst sjældent, der trækkes børn tilbage: Ud af AC Børnehjælps årligt ca. 350 - 400 formidlinger, har fra 0 - 6 familier om året i de senere år stået i denne situation. Vi føler uendeligt meget med de familier, der bliver berørt at sådan et tab og beder til alverdens guder om at blive forskånet for sådan en slem oplevelse.

Og så til dagens helt fantastiske nyhed:
Idag var Peter til sin afsluttende eksamen på HD-studiet, som han heldigvis bestod :-) Det er bare så fedt! Vi fejrede naturligvis begivenheden med at gå ud og spise en omgang lækker vietnamesisk mad. Efterhånden har vi vist prøvet alle byens vietnameserbikse og flere af dem adskillige gange. Det bedste ved, at Peter nu har studiet ude af verden er, at der nu bliver mere tid til alt det sjove og på sigt naturligvis ikke mindst til Lillemyr.

Tænk sig at vågne før klokken 5 en søndag morgen, når der ikke er tale om, at det er et barn, der får en ud af fjerene før hønsene får sko på. Det med at få søvn nok er ellers en af de ting, vi sætter stor pris på i vores nuværende barnløse liv. Ligesom vi også jævnligt minder hinanden om de øvrige fordele et liv uden børn byder på i form af større frihed og fleksibilitet (læs: spontane cafébesøg og lange arbejdsdage). Denne positive vinkling hjælper os i høj grad til at nyde vores nuværende liv mere, om end vi naturligvis hellere end gerne bytter tosomheds-goderne ud med forældreskab snarest – der er faktisk grænser for hvor længe man kan sove og hvor meget man gider gå i biffen :-)

Nå, men nu hvor jeg alligevel er lysvågen og oppe, kan jeg jo lige så godt få noget ud af dagen. I går henviste jeg jo til en interessant artikel om Mia Kamla Marie Bluhm i ALT for damerne. Af artiklen fremgik det, at Mia er sanger og sangskriver, og at hendes musikalitet måske stammer fra hendes biologiske far, der viste sig at være intet mindre end en lokal reggaestjerne. Det var Mias møde med familien på Trinidad, der affødte en trang til at skrive tekster, og hun udgav i januar albummet ”Looking In” sammen med Jakob Hessellund. De kalder sig LJ India og på deres hjemmeside er der mulighed for at høre uddrag fra numrene på pladen og læse såvel tekster som mere baggrundshistorie om Mia og musikken.

Som det vist tydeligt fremgår, er jeg blevet meget grebet af Mias historie. Udover at hun bestemt er en interessant person, så handler det også i høj grad om, at jeg mere og mere interesserer mig for, hvordan det er for unge og voksne at være adopteret. Når man skal være forældre, så er det min oplevelse, at fokus i høj grad er på det lille barn, og hvordan man skal gebærde sig i forhold til det. Forældreskab er imidlertid for hele livet, og jeg forholder mig mere og mere til, hvordan man mon bedst ruster sit adopterede barn til at kunne håndtere sin anderledeshed og følelsesmæssige bagage. Allerhelst vil man jo som forældre skærme sit barn fra enhver smerte, men må jo se i øjnene, at det ikke kan lade sig gøre for nogen af os at gå igennem livet uden knubs. I den forbindelse tænker jeg på, hvordan man som forælder sætter sig i stand til at kunne rumme barnets smerte, tomhed og trang til at forholde sig til sit biologiske bagland. Ikke mindst hvis/når det viser sig, at man bliver skubbet væk og det eneste man kan gøre er at give plads og naturligvis at være der, når der igen er behov for det. Dette med at ruste sine børn bedst muligt til livet og at kunne rumme dem fuldt og helt er naturligvis ikke en særlig adoptivforældreting, men den særlige belastning det må være at skille sig ud og i højere eller mindre grad at mangle det første kapitel i sin livsbog samt at vide man er blevet givet bort af sin biologiske familie skal rummes og håndteres af såvel forældre som barn. Jeg tænker meget på, hvordan man tager hånd om det særlige ved at være adopteret uden at gøre det til et problem eller en ”diagnose”. Jeg tænker, at det som så meget andet (en manglende arm, ens hudfarve og lign.) simpelthen er et livsvilkår, man skal lære at leve med. Det er altså ikke synd, det er bare sådan. Det betyder ikke, at det ikke kan være endog meget svært til tider, og at der skal vises forståelse for det, men jeg tror bare ikke på, at ”synd for” hjælper nogen i længden. Og hvordan er det så, at man forholder sig åbent til adoption i familien uden hverken at overproblematisere eller idyllisere det? Det lader vi være dagens store spørgsmål.

Der findes forskelligt interessant litteratur om emnet. Jeg har bl.a. haft stor glæde af at læse Kirsten Gunns bog ”Jeg er adopteret”, der består af 15 meget forskellige og personlige beretninger om at være adopteret. Senest har jeg læst ”Den adopterede dilemma – den anonyme adoption”. Det er en lidt ældre sag (den udkom i 1984), men den er bestemt interessant og tankevækkende. Bogen baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse med efterfølgende dybtgående interviews og beskæftiger sig med den adopteredes forhold til adoptivforældrene, til de biologiske forældre og med egne tanker og holdninger til at være adopteret. Det fremføres, at adoption i høj grad er et tabubelagt emne både i familien og i samfundet. Det kan godt være, at det af nogen (en del af de adopterede måske?) stadig forekommer sådan, men jeg tilskriver i høj grad lukketheden den tid bogen omhandler. Jeg vil mene, at der er kommet meget mere åbenhed siden, og at ikke mindst de adoptionsforberedende kurser bidrager til dette.
De næste bøger, jeg har planer om at kaste mig over er et par bøger fra 90’erne: ”At være adopteret: udvikling og identitet” af Brodzinsky m.fl. samt ”Adoptivbarnet vokser op” af Madeleine Kats.

De tre af bøgerne – ”Jeg er adopteret” ”At være adopteret” og ”Adoptivbarnet vokser op” - er i øvrigt nærmere omtalt på Adoption & Samfunds korte liste over anbefalet litteratur for nybagte og vordende adoptanter. De to sidstnævnte er der oven i købet en samlet anmeldelse af, og der er et link direkte fra litteraturlisten til anmeldelsen.

Hvis du sidder inde med idéer til anden interessant adoptionslæsning eller input til svar på dagens store spørgsmål, så giv endelig lyd.

I ALT for damerne i denne uge er der en supergod artikel om Mia Kamla Marie Bluhm, der er adopteret fra Trinidad. Hun fortæller om længslen efter at kende sit biologiske ophav og baggrunden for sin adoption. Det er lykkedes hende at opspore og mødes med sin familie på Trinidad. Det har bestemt ikke været uproblematisk, men det har givet hende afklaring og ro.
Efterfølgende er der et mindst lige så interessant interview med Lene Kamm, der er psykolog og desuden selv adopteret. Hun mener, at det er en menneskeret at vide, hvor man kommer fra, og at den adopterede har ret til HELE sin historie - der skal altså ikke sorteres pinlige, uhyggelige eller sørgelige detajler fra. Hun pointerer desuden, at børns søgen efter genetisk ophav handler om at få svar på spørgsmål, som ingen har kunnet give dem, og ikke om at finde en mor/far-erstatning.
Det er sober og interessant læsning ALT for dåserne byder på i denne uge, der bestemt er investeringen på 25 kroner værd.

Her er den så - Lillemyr-mobilen. Desværre kommer den ikke med indhold, så vi bliver hængende på ventelisten :-)

Siden sidste opdatering for ca. halvanden måned siden, hvor der kom en smule liv i Vietnam-sagerne, så har det igen været en død periode – nærmest stendød - både hvad matchning og hjemtagelser angår. Det er lykkedes os at sætte forventningerne helt i bund og holde frustrationerne pænt i ave, for ellers slider det for meget. I går kom der imidlertid positive meldinger på ACs side. De skriver, at de forventer, at kunne hjemtage 8 børn (måske 9) i løbet af juni måned, og at flaskehalsen dermed snart er ude af verden. Det er usandtroligt dejligt, og vi glæder os meget på de ventende familiers vegne. Det eneste aberdabei er, at kronologien fortsat er i udu og at en af de familier, der har ventet på at hente deres lille trold helt siden sidste sommer stadig ikke er blandt, der skal af sted. Det må være helt umenneskeligt hårdt at vente i så lang tid, og blive sprunget over den ene gang efter den anden oven i købet uden at kunne få en forklaring på, hvad det er, der er kikset i ens sag. Vi krydser alt, hvad vi kan for, at de bliver de næste i rækken.

For os personligt er det mest interessante for tiden naturligvis, hvordan det går med at bringe børn i forslag og også her er der positive meldinger. På hjemmesiden står der:

Nye børn i forslag
Vi venter i øjeblikket på papirer på nye børn i forslag fra Vietnam. Vi ved ikke, hvor mange eller hvornår, men håber at kunne komme tilbage med disse positive nyheder snart. Med de nye børn der kommer, så forventer vi stadig, at vi kommer til at bringe 30 – 35 børn i forslag til vores familie på ventelisten i år.

Det er helt forrygende skønt, at der er børn på vej igen, og det er ærlig talt lidt overraskende, at AC nu mener, at kadencen med de 30-35 børn i forslag i år kommer til at holde, for som nævnt i forrige indlæg var seneste udmelding, at det nok havde været for optimistisk et skøn. Der er nu også lang vej endnu op til de forventede 30-35 børn, for nu hvor vi er cirka halvvejs inde i året, er der kun matchet 11 børn til 10 familier. Vi håber, naturligvis, at forventningen kan indfries, for så kommer der godt nok børneboom det næste halve år. Da vi pt. er nr. 15 burde det betyde barn i forslag til os, inden årets udgang, men indtil videre tøjler vi dog glæden og forventningerne, og ser tiden an, for vi orker bare ikke at blive skuffede. Så hellere blive positivt overraskede, hvis det pludselig begynder at vrimle med små vietnamesere.

For tiden har vi meget fokus på andre ting end lige adoption. For Peters vedkommende er det ikke mindst hans afsluttende HD-eksamen på tirsdag, der fylder. Det er meget i bølger, hvor mange tanker og forberedelser, vi investerer i adoptionsprocessen, og indtil videre regulerer det sig selv meget godt. For nogle måneder siden læste jeg en masse bøger om adoption, jeg undersøgte alt muligt om grej og gear til Lillemyr samt om institutioner i området. Vi snakkede meget om rejsen til Vietnam, det første møde og den første tid med Lillemyr osv. osv. Senest har der været en periode, hvor vi godt nok dagligt checker ACs side, Adoptionzone og mailinglisten Adoption-fra-Vietnam samt løbende snakker lidt om Lillemyr og processen, men uden at det har været hovedfokus. Det er tydeligt, at vores fokuseringsgrad i høj grad er afhængig af, hvor godt eller skidt processen skrider frem, og dermed hvor meget vi tør glæde os. Det er utrolig dejligt, at vi i hvert fald indtil videre i det store hele har formået at afbalancere forventningerne i fht. de faktiske forhold, så de følelsesmæssige op- og nedture ikke bliver for voldsomme, for ellers kan man vist hurtigt blive rundtosset og opslidt i adoptionsrutschebanen.

Der er for resten kommet lidt udstyr til siden sidst. Et af de par, vi var på kursus med i sin tid, har for nylig hentet deres lille dejlige datter i Kina. Hun er ved at falde fint til, men hun synes bestemt ikke, at den danske skik med at tage middagslur i en barnevogn er noget hit. Forældrene havde fornuftigt nok valgt ikke investeret store summer i mobil-sengen, men havde erhvervet en brugt en af slagsen formedes den beskedne sum af tre flasker rødvin. Vi har fået lov til at overtage dyret til en tilsvarende pris, og så må vi jo se, om Lillemyr viser sig at være barnevognsfan – hvis ikke så ”sælger” vi naturligvis mobilen videre til samme favorable pris. Vi har ikke hentet kareten endnu, men glæder os faktisk til at få den i hus (læs: barnevognsskuret i gården), for et bedre og mere konkret symbol på en familieudvidelse end netop en barnevogn findes vel næppe.