Livet med Mathildemyret

Tænk sig at vågne før klokken 5 en søndag morgen, når der ikke er tale om, at det er et barn, der får en ud af fjerene før hønsene får sko på. Det med at få søvn nok er ellers en af de ting, vi sætter stor pris på i vores nuværende barnløse liv. Ligesom vi også jævnligt minder hinanden om de øvrige fordele et liv uden børn byder på i form af større frihed og fleksibilitet (læs: spontane cafébesøg og lange arbejdsdage). Denne positive vinkling hjælper os i høj grad til at nyde vores nuværende liv mere, om end vi naturligvis hellere end gerne bytter tosomheds-goderne ud med forældreskab snarest – der er faktisk grænser for hvor længe man kan sove og hvor meget man gider gå i biffen :-)

Nå, men nu hvor jeg alligevel er lysvågen og oppe, kan jeg jo lige så godt få noget ud af dagen. I går henviste jeg jo til en interessant artikel om Mia Kamla Marie Bluhm i ALT for damerne. Af artiklen fremgik det, at Mia er sanger og sangskriver, og at hendes musikalitet måske stammer fra hendes biologiske far, der viste sig at være intet mindre end en lokal reggaestjerne. Det var Mias møde med familien på Trinidad, der affødte en trang til at skrive tekster, og hun udgav i januar albummet ”Looking In” sammen med Jakob Hessellund. De kalder sig LJ India og på deres hjemmeside er der mulighed for at høre uddrag fra numrene på pladen og læse såvel tekster som mere baggrundshistorie om Mia og musikken.

Som det vist tydeligt fremgår, er jeg blevet meget grebet af Mias historie. Udover at hun bestemt er en interessant person, så handler det også i høj grad om, at jeg mere og mere interesserer mig for, hvordan det er for unge og voksne at være adopteret. Når man skal være forældre, så er det min oplevelse, at fokus i høj grad er på det lille barn, og hvordan man skal gebærde sig i forhold til det. Forældreskab er imidlertid for hele livet, og jeg forholder mig mere og mere til, hvordan man mon bedst ruster sit adopterede barn til at kunne håndtere sin anderledeshed og følelsesmæssige bagage. Allerhelst vil man jo som forældre skærme sit barn fra enhver smerte, men må jo se i øjnene, at det ikke kan lade sig gøre for nogen af os at gå igennem livet uden knubs. I den forbindelse tænker jeg på, hvordan man som forælder sætter sig i stand til at kunne rumme barnets smerte, tomhed og trang til at forholde sig til sit biologiske bagland. Ikke mindst hvis/når det viser sig, at man bliver skubbet væk og det eneste man kan gøre er at give plads og naturligvis at være der, når der igen er behov for det. Dette med at ruste sine børn bedst muligt til livet og at kunne rumme dem fuldt og helt er naturligvis ikke en særlig adoptivforældreting, men den særlige belastning det må være at skille sig ud og i højere eller mindre grad at mangle det første kapitel i sin livsbog samt at vide man er blevet givet bort af sin biologiske familie skal rummes og håndteres af såvel forældre som barn. Jeg tænker meget på, hvordan man tager hånd om det særlige ved at være adopteret uden at gøre det til et problem eller en ”diagnose”. Jeg tænker, at det som så meget andet (en manglende arm, ens hudfarve og lign.) simpelthen er et livsvilkår, man skal lære at leve med. Det er altså ikke synd, det er bare sådan. Det betyder ikke, at det ikke kan være endog meget svært til tider, og at der skal vises forståelse for det, men jeg tror bare ikke på, at ”synd for” hjælper nogen i længden. Og hvordan er det så, at man forholder sig åbent til adoption i familien uden hverken at overproblematisere eller idyllisere det? Det lader vi være dagens store spørgsmål.

Der findes forskelligt interessant litteratur om emnet. Jeg har bl.a. haft stor glæde af at læse Kirsten Gunns bog ”Jeg er adopteret”, der består af 15 meget forskellige og personlige beretninger om at være adopteret. Senest har jeg læst ”Den adopterede dilemma – den anonyme adoption”. Det er en lidt ældre sag (den udkom i 1984), men den er bestemt interessant og tankevækkende. Bogen baserer sig på en spørgeskemaundersøgelse med efterfølgende dybtgående interviews og beskæftiger sig med den adopteredes forhold til adoptivforældrene, til de biologiske forældre og med egne tanker og holdninger til at være adopteret. Det fremføres, at adoption i høj grad er et tabubelagt emne både i familien og i samfundet. Det kan godt være, at det af nogen (en del af de adopterede måske?) stadig forekommer sådan, men jeg tilskriver i høj grad lukketheden den tid bogen omhandler. Jeg vil mene, at der er kommet meget mere åbenhed siden, og at ikke mindst de adoptionsforberedende kurser bidrager til dette.
De næste bøger, jeg har planer om at kaste mig over er et par bøger fra 90’erne: ”At være adopteret: udvikling og identitet” af Brodzinsky m.fl. samt ”Adoptivbarnet vokser op” af Madeleine Kats.

De tre af bøgerne – ”Jeg er adopteret” ”At være adopteret” og ”Adoptivbarnet vokser op” - er i øvrigt nærmere omtalt på Adoption & Samfunds korte liste over anbefalet litteratur for nybagte og vordende adoptanter. De to sidstnævnte er der oven i købet en samlet anmeldelse af, og der er et link direkte fra litteraturlisten til anmeldelsen.

Hvis du sidder inde med idéer til anden interessant adoptionslæsning eller input til svar på dagens store spørgsmål, så giv endelig lyd.