Livet med Mathildemyret

Så er vi blevet gennemlyst og undersøgt i hoved og den anden ende - næsten da :-) Vi var jo til den første fase tre samtale idag, hvor vi snakkede om opvækst, uddannelse, jobs, netværk, stærke/svage sider, parforhold etc, og det var faktisk en ganske rar og helt udramatisk oplevelse. Der var en god stemning, spørgsmålene var sobre og relevante, og det var i grunden helt sjovt at få lejlighed til at høre hinanden fortælle om barndom, tidligere parforhold osv. Ikke fordi der kom noget nyt frem, men det er jo ikke lige det, vi sidder og snakker om over aftensmaden til hverdag, og da slet ikke i den udstrækning som til samtalen idag. Sagsbehandleren virkede generelt positiv og imødekommende, så vi satser på, at resten af godkendelsesforløbet kommer til at glide rimeligt glat. Vi har aftalt hjemmebesøg til torsdag den 15. juli og får herefter rapporten til gennemsyn og godkendelse, inden den sendes videre til samrådet, der forhåbentligt godkender os på deres møde torsdag den 26. august.

I lørdags havde vi iøvrigt en lidt spøjs oplevelse, idet vi fik et brev fra AC, hvor de ønskede os tillykke med godkendelsen og informerede os om det videre forløb. Øhhhhh.... Vi var på det tidspunkt ikke engang kommet igang med fase tre, så det var tydeligvis en bommert, men vi vidste ikke, om det var kommunen eller AC, der havde kuk i kartoteket. Det viste sig at være AC, og vi er nu (desværre) atter opført som værende igang med godkendelsesforløbet. Det er selvfølgelig ikke så godt, når der er rod i butikken, men et kort øjeblik hyggede os nu lidt med at lege med tanken om at være godkendte helt uden at gå igennem fase tre. Vi var rigtigt selfede og jokede med, at det nu endelig var gået op for verden (eller i hvert fald kommunen / AC), at vi vil være så geniale og uovertrufne som forædre, at der slet ikke var behov for flere undersøgelser. Det var en besnærende, men desværre temmelig urealistisk - og indrømmet MEGET højrøvet - tanke. Men i et par minutter nød vi den i hvert fald :-) I grunden er jo vi temmeligt tilfredse med bare at være på vej, for det er sgu en rigtig go' fornemmelse.

Idag var jeg på café sammen med to veninder, der også er i fuld gang med familieforøgelser. I deres tilfælde er det dog ganske synligt, og de er superflotte med deres store maver og yppige former. Det var skønt for mig at konstatere, at jeg ikke misunder dem hverken graviditet, fødsel eller biologiske børn. Disse ting kan jeg sagtens leve foruden. Jeg kunne dog godt unde Lillemyr samt Peter og migselv, at vi kunne være sammen fra day one, men er dog helt afklaret mht. dette, og vil glæde mig ganske eventyrligt meget, uanset om Lillemyr er tre måneder eller tre år, når vi kommer ind i hinandens liv. Jeg er derimod nærmest selvlysende grøn af misundelse over, at det for nogle mennesker er relativt nemt og hurtigt at blive forældre - på hvilken måde de så end bliver det - mens vi skal bruge flere år på en proces fyldt med bureakrati og uvished om, hvor lang tid der kommer til at gå. Heldigvis synes jeg for tiden, at det er relativt nemt at rumme disse modsætningsfyldte følelser, og magter at glæde mig på andres vegne uden forbehold samtidig med, at jeg på egne vegne ærger mig over processens besværligheder og langsommelighed.

Noget helt andet er, at Lillemyr fik en skøn gave idag. En af veninderne havde - efter at have læst indlæggene om vigtigheden af at have dukker man kan "spejle sig i" - købt nogle temmeligt seje mørklødede basketspillende LEGO-mænd fra NBA-ligaen. Tak iøvrigt til hendes sporty husbond for at sikre sig, at der var en CELTICS-spiller i blandt. Det vil Lillemyr garanteret sætte pris på (-:

Peter har skam også sørget for en hyggelig gave til Lillemyr for nylig. Da vi var i Tivoli med Faster Søs og gemal arbejdede den kommende farmand ihærdigt på at ramme plet på skiven i skydeteltet tilpas mange gange til, at han kunne vinde lige præcis den "Giraf-øgle", han havde udset til Lillemyr. Den vordende mor - der ikke havde fattet en brik af, hvad anstrengelserne gik ud på - foreslog ellers at vælge et grønt keramikkrus istedet. Fatter holdt heldigvis stædigt fast ved "Giraf-øgle", der ved nærmere bekendtskab har vist sig at have stor charme og udstråling - og helt bestemt ikke bare er et spøjst og ubestemmeligt gult og lilla tøjdyr, som moderen fejlagtigt antog ved første øjekast (-: Det er under alle omstændigheder en gave med en dejlig og varm historie om, hvor ventet og elsket Lillemyr er allerede inden sit indtog i familien, og "Giraf-øgle" skal naturligvis ligesom "Ælling" med, når vi henter Lillemyr.

Vi holder os ellers i det store hele rigtig pænt i skindet, hvad indkøb til Lillemyr angår, men hygger os godt med, når der flytter en lille ting ind engang imellem, og vi nyder at kigge på børneting i kataloger og butikker. Venindeturen idag blev da også rundet af i butik Rosalil, hvor både mor og barn kan blive ekviperet i de lækreste outfits. Børnetøjsshopping er afgjort noget jeg ser frem til :-)

Hvor er det bare dejligt at være igang igen og have en dato at se frem til :-) Vi har oven i købet kunnet bruge noget af ventetiden de seneste par dage på at forberede samtalen, idet vi hver især har skullet udfylde et skema med dataoplysninger om opvækst, uddannelse, jobs og ledighed gennem årene samt om søskende samt forældres alder, ægteskabelige status og erhverv. Det har været helt hyggeligt at sysle med og lige til at gå til. Det har især været dejligt at kunne GØRE noget og ikke bare sidde med hænderne i skødet og vente. Vi ved iøvrigt, at man i andre amter/kommuner skal skrive væsentligt mere uddybende om sig selv og sin baggrund, og det er egentligt lidt pudsigt, at man ikke har en standardiseret procedure på dette område. Det væsentligste område at få indført standardkrav på pt. er dog, hvad ventetid angår, så der sættes en overgrænse på, hvilken ventetid de enkelte amter/kommuner kan tillade sig at operere med. Udover at det forhåbentligt ville få de sløveste amter/kommuner til at sætte lidt skub i tingene, så ville det også give mulighed for, at man som adoptant ved, hvornår man kan tillade sig at dømme nøl og sætte gang i en klage over langsom sagsbehandling. Nok om det, nu er vi på vej igen og vi nyder det i fulde drag.

Så lykkedes det endeligt. Vi ringede til sagsbehandleren imorges og kom igennem straks denne gang, og hun lagde ud med at sige, at hun netop var nået til os i bunken, og havde et forslag til dato for første fase tre samtale. Nøj - hvor det var dejligt! Vi slog straks til, da hun foreslog mandag den 28. juni - altså om 10 dage. Vi er bare så lettede over, at der endelig er afklaring på, hvornår vi kan komme videre.

Det er fortsat uklart, hvornår vi kan komme igang med fase tre, da vi desværre ikke havde held med at få fat i sagsbehandleren hverken mandag eller tirsdag. Jeg lagde så en besked til hende igår, og hun ringede tilbage idag, mens vi ikke var hjemme, så det blev blot til en "gi' mig et ring igen" på telefonsvareren. Da vi kom hjem og hørte beskeden, var hun imidlertid ikke længere på kontoret. Pyh - hvor vi ikke gider, at det skal være så besværligt lige for tiden. Vi vil bare ha' en tid NU! Jeg kan godt selv høre hvor infantilt det lyder, men evnen til behovsudsættelse, hvad dette angår, er for tiden vel også sådan cirka på et 3-års-stadie :-)
Imorgen har vi begge to fri og er herhjemme, så der har vi mulighed for at tæppebombe med opringninger, hvis det skulle blive nødvendigt.

På det seneste er det knebet noget med at leve op til min egen målsætning om at skrive i dagbogen minimum en gang om ugen. Lige som sidst, hvor der var lidt vel langt mellem indlæggene, skyldes det en cocktail af travlhed og sygdom - denne gang var det dog kun mig virusen slog ned på. Nu må jeg da have opbrugt min kvote af skranteri for i år.

I søndags var vi sammen med de folk, vi var på adoptionsforberende kursus med. Vi har løbende holdt kontakt via nettet, så vi vidste godt lidt om, hvor langt vi hver især var i processen, men det var skønt at ses igen og få lidt mere at vide om, hvad der rører sig af tanker og følelser hos de forskellige. Som tidligere nævnt er vi helt klart havnet i den langsomste kø; Frederiksberg har vist aldrig været kendt for hurtig sagsbehandling på adoptionsområdet, men i et langt stykke tid har der så oven i købet været underbemanding. Vi er de eneste fra kurset, der end ikke er påbegyndt fase tre. De fleste er enten blevet godkendte eller regner med at være meget tæt på at blive det. Det er som tidligere nævnt naturligvis frustrerende for os at føle os overhalede, men det var utroligt dejligt at snakke med de andre om det. Folk, der selv har været barnløse igennem en årrække og brændende ønsker sig børn, kan naturligvis i særlig grad leve sig ind i frustrationen over, at det hele bare sådan går i stå, og at der ikke i det mindste er en mødedato at se frem til. Vi satser dog kraftigt på, at sagsbehandlerens forsikring om, at vi kan komme til samtale tre måneder efter vi indsendte anmodningen om iværksættelse af fase tre holder stik. Til Skt. Hans er der lige præcis gået tre måneder, og på mandag eller tirsdag vil vi prøve at få booket en tid, så vi kan komme videre (sagsbehandleren havde lovet os at kontakte os for at aftale tid ca. 14 dage før, hun har mulighed for et møde).

Mht. de andre fra kurset, så var det ret interessant, at vi havde valgt vidt forskellige lande og verdensdele som leverandør af guldklumperne. Der findes i forvejen en hel del landegrupper, hvor man kan mødes med andre, der har adopteret / er adopteret fra samme land, men det ville være skønt, hvis vi kan holde fast i dette blandede forum også, både for at følge og støtte hinanden videre, og for at vores børn kan spejle sig i familier med vidt forskellige sammensætninger etnisk set.

Afslutningsvis vil jeg nævne, at jeg lige for nylig stødte på en pragtfuld hjemmeside Rejsen til Bolivia hvor man kan følge Rikke og Morten, der lige nu er afsted for at hente deres skønne tvillingepiger, Maria Guadalupe og Christina Margarita. Pigerne er to år og tilsyneladende dejligt fyldt med energi og gå-på-mod. Man kan følge den nye families hverdag via daglige rejsebreve, billeder og videoklips. Det er en temmelig fantastisk oplevelse at få lov til at være på sidelinjen og følge denne særlige tid.

Yes, så kom vi endelig ind i juni - måneden hvor vi forhåbentligt kommer igang med fase tre af godkendelsesforløbet. Siden jeg skrev sidst, har vi heldigvis genvundet såvel humør som tålmodighed, så nu tager vi det igen rimeligt køligt og glæder os bare over, at vi snart kan komme videre i forløbet. Det har dog været ret utroligt på egen krop at mærke, hvor stærke følelser, der er forbundet med barnløshed og familiedannelse. Vi har hørt andre fortælle om, hvor hårdt det har været for dem at opleve familie, venner, kollegaer etc. få børn, mens de selv er blevet svigtet af storken den ene gang efter den anden. Vi har hidtil heldigvis kunnet prise os lykkelige over, at vi har været forskånet for at opleve det belastende at følge andres børnefamilieliv, men nu har vi altså også oplevet snerten af, hvordan det er, når man føler sig overhalet. Vi er glade for, at vi nu føler os ovenpå igen, og at det er glæden over at være sammen med venner og families børn, der præger samværet fremfor frustrationen over endnu ikke at have børn selv. For at undgå for mange følelsesmæssige rutschebaneture i fremtiden forsøger vi mentalt at indstille os på at skulle vente i MEGET laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang tid.

Det er godt, vi er kommet ovenpå igen, for hver eneste dag kommer der nu spændende nyt om Vietnam-formidlingen tikkende ind i mailboksen - og det er ærligt talt dejligst, når man helhjertet kan leve sig ind i glæden over de mange små pus, der har fået nye forventningsfulde forældre. Der kommer løbende oplysninger om børnene, billeder af dem (det er klart det mest interessante) og udvekslinger af rejsetips i forbindelse med at de nye forældre skal planlægge deres livs rejser til Vietnam efter poderne. Vi følger især med hos Grete og Bjørn, der er blevet forældre til lille dejlige Vuong Thi Quy, der netop fyldte 1 år i forgårs. Hun ser bare så sød ud den lille trold - sådan lidt betuttet og med en helt masse fint sort hår. Vi "fandt" Grete og Bjørn via deres hjemmeside, Vejen til Blyp, og kontaktede dem med en masse dumme spørgsmål om Vietnam (de tog en rekognosceringstur dertil, da de havde valgt at adoptere derfra), godkendelsesforløb, formidling osv. Siden har vi holdt kontakten, og det er bare superhyggeligt. Vi har også fået en hel del andre gode adoptionskontakter, og nyder i fulde drag at have muligheden for at snakke adoption med andre i samme båd, når der er behov for det. På søndag får vi særlig rig lejlighed til at snakke adoption, da vi skal mødes med dem, vi var på adoptionsforberedende kursus med for nogle måneder siden. Det er en flok dejlige og varmhjertede mennesker med god humor, så vi glæder vi os temmelig meget til at se dem igen.