<$BlogRSDUrl$>

mandag, juni 13, 2005

Et ryk men endnu ingen aflevering 

Så er ventelisterne opdaterede. Vi er rykket en enkelt sølle plads og er altså nr. 14. Siden begyndelsen af dette år har vi nærmest bare steppet rundt på stedet med lidt rykken frem og tilbage. I februar var vi således nr. 15 og er altså siden blot rykket én enkelt plads nærmere Lillemyr. Det er rigtig supertræls, men vi havde heldigvis ikke sat næsen op efter revolutioner på ventelisten i denne omgang, da vi ikke har hørt mere til de børn, AC for nylig meldte, de forventede at kunne bringe i forslag. Vi er faktisk blevet helt fatalistiske, hvad Lillemyr angår; hun/han kommer, netop når det er tid til det og har lige præcis det køn og den alder, som Lillemyr skal ha', for ellers var Lillemyr jo ikke Lillemyr. Forvirret? :-) Det giver mening for os (og vist mange andre adoptanter og adopterede) at tænke sådan, for det er næsten ikke til at bære, at det blot er tilfældighedernes spil, hvem man kommer i familie med, hvornår og hvordan. Om der reelt er en mening med galskaben, kan jeg selvfølgelig ikke vide noget om, men det giver ro og mening at forholde sig sådan til de ting her i livet, som man alligevel ingen indflydelse har på.

Nok af luftig snak for nu. Siden sidste indlæg kl. l... imorges har jeg både fået mig en stærkt tiltrængt lur og fundet endnu en supergod side om Vietnam. Denne gang er det Danmarks ambassade i Hanois hjemmeside. Her er der både overskuelig faktuel viden om landet, diverse friske nyheder, en masse links osv. Noget af det bedste er imidlertid, at der er en hel sektion med borgerservice, og i denne sektion kan man udover at læse om visumregler, vaccinationer og rejseforsikringer også læse om, hvordan man kan finde en midlertidig bolig i Hanoi, hvor i byen man kan købe diverse gode sager, hvor det er godt at spise og hvilke dagture der er værd at tage på. Denne del er skrevet af danskere, der bor i Hanoi, og derfor kender såvel byen som danskeres præferencer særdeles godt. På siden henvises iøvrigt også til DANIDAS rejsemagasin "Vietnam Inside", der findes såvel i papirversion som i elektronisk form. Jeg har indtil videre kun skimmet det, men det virker absolut læseværdigt og der er i hvert fald masser af lækre Vietnam-billeder at svælge i :-)

Comments: Send en kommentar

This page is powered by Blogger. Isn't yours?