Livet med Mathildemyret

Siden sidste opdatering for ca. halvanden måned siden, hvor der kom en smule liv i Vietnam-sagerne, så har det igen været en død periode – nærmest stendød - både hvad matchning og hjemtagelser angår. Det er lykkedes os at sætte forventningerne helt i bund og holde frustrationerne pænt i ave, for ellers slider det for meget. I går kom der imidlertid positive meldinger på ACs side. De skriver, at de forventer, at kunne hjemtage 8 børn (måske 9) i løbet af juni måned, og at flaskehalsen dermed snart er ude af verden. Det er usandtroligt dejligt, og vi glæder os meget på de ventende familiers vegne. Det eneste aberdabei er, at kronologien fortsat er i udu og at en af de familier, der har ventet på at hente deres lille trold helt siden sidste sommer stadig ikke er blandt, der skal af sted. Det må være helt umenneskeligt hårdt at vente i så lang tid, og blive sprunget over den ene gang efter den anden oven i købet uden at kunne få en forklaring på, hvad det er, der er kikset i ens sag. Vi krydser alt, hvad vi kan for, at de bliver de næste i rækken.

For os personligt er det mest interessante for tiden naturligvis, hvordan det går med at bringe børn i forslag og også her er der positive meldinger. På hjemmesiden står der:

Nye børn i forslag
Vi venter i øjeblikket på papirer på nye børn i forslag fra Vietnam. Vi ved ikke, hvor mange eller hvornår, men håber at kunne komme tilbage med disse positive nyheder snart. Med de nye børn der kommer, så forventer vi stadig, at vi kommer til at bringe 30 – 35 børn i forslag til vores familie på ventelisten i år.

Det er helt forrygende skønt, at der er børn på vej igen, og det er ærlig talt lidt overraskende, at AC nu mener, at kadencen med de 30-35 børn i forslag i år kommer til at holde, for som nævnt i forrige indlæg var seneste udmelding, at det nok havde været for optimistisk et skøn. Der er nu også lang vej endnu op til de forventede 30-35 børn, for nu hvor vi er cirka halvvejs inde i året, er der kun matchet 11 børn til 10 familier. Vi håber, naturligvis, at forventningen kan indfries, for så kommer der godt nok børneboom det næste halve år. Da vi pt. er nr. 15 burde det betyde barn i forslag til os, inden årets udgang, men indtil videre tøjler vi dog glæden og forventningerne, og ser tiden an, for vi orker bare ikke at blive skuffede. Så hellere blive positivt overraskede, hvis det pludselig begynder at vrimle med små vietnamesere.

For tiden har vi meget fokus på andre ting end lige adoption. For Peters vedkommende er det ikke mindst hans afsluttende HD-eksamen på tirsdag, der fylder. Det er meget i bølger, hvor mange tanker og forberedelser, vi investerer i adoptionsprocessen, og indtil videre regulerer det sig selv meget godt. For nogle måneder siden læste jeg en masse bøger om adoption, jeg undersøgte alt muligt om grej og gear til Lillemyr samt om institutioner i området. Vi snakkede meget om rejsen til Vietnam, det første møde og den første tid med Lillemyr osv. osv. Senest har der været en periode, hvor vi godt nok dagligt checker ACs side, Adoptionzone og mailinglisten Adoption-fra-Vietnam samt løbende snakker lidt om Lillemyr og processen, men uden at det har været hovedfokus. Det er tydeligt, at vores fokuseringsgrad i høj grad er afhængig af, hvor godt eller skidt processen skrider frem, og dermed hvor meget vi tør glæde os. Det er utrolig dejligt, at vi i hvert fald indtil videre i det store hele har formået at afbalancere forventningerne i fht. de faktiske forhold, så de følelsesmæssige op- og nedture ikke bliver for voldsomme, for ellers kan man vist hurtigt blive rundtosset og opslidt i adoptionsrutschebanen.

Der er for resten kommet lidt udstyr til siden sidst. Et af de par, vi var på kursus med i sin tid, har for nylig hentet deres lille dejlige datter i Kina. Hun er ved at falde fint til, men hun synes bestemt ikke, at den danske skik med at tage middagslur i en barnevogn er noget hit. Forældrene havde fornuftigt nok valgt ikke investeret store summer i mobil-sengen, men havde erhvervet en brugt en af slagsen formedes den beskedne sum af tre flasker rødvin. Vi har fået lov til at overtage dyret til en tilsvarende pris, og så må vi jo se, om Lillemyr viser sig at være barnevognsfan – hvis ikke så ”sælger” vi naturligvis mobilen videre til samme favorable pris. Vi har ikke hentet kareten endnu, men glæder os faktisk til at få den i hus (læs: barnevognsskuret i gården), for et bedre og mere konkret symbol på en familieudvidelse end netop en barnevogn findes vel næppe.