Livet med Mathildemyret

Det er en rigtig god og spændende tid, hvad Vietnamformidlingen angår. Nu har både DanAdopt og AC fået licens, så nu kan formidlingen af børnene endelig begynde. Det har godt nok været lidt af en gyser, da formidlingsstoppet har varet uventet længe. Nu bliver det superspændende at følge med i de mange familieforøgelser rundt omkring.

Så er der mere godt nyt om formidlingen fra Vietnam. Idag kan man læse følgende positive melding på ACs hjemmeside:

"AC får formidlingslicens i denne eller næste uge
AC's kontaktperson Mrs. Minh Nguyet har i dag meddelt os, at det vietnamesiske Justitsministerium er klar til at overrække AC vores formidlingslicens i denne eller næste uge. Herefter går AC's to institutioner i Há Tây provinsen: Mai Linh Center og Bá Thá Center i gang med at bringe de ca. 40 børn i forslag, der venter på at blive formidlet til AC's ansøgere."

Jeg kun derudover tilføje, at børnene er matchede, og deres papirere er til gennemsyn hos de danske børnelæger. Først når lægerne er færdige, får forældrene officielt besked samt udleveret barnets papirer og de nok så interessante fotos af de længe ventede guldklumper. Allerede nu kan forældrene imidlertid få oplyst deres barns alder og køn. Det er bare så dejligt, at det endelig begynder at rykke.

Et KÆMPESTORT tillykke til alle de forældre, der netop har fået besked om deres små pus. Vi må håbe, at det kommer til at gå hurtigt og gnidningsfrit med at få hentet poderne hjem :-)

Yes - nu begynder der er at være udsigt til, at der meget snart bliver lukket op for Vietnam-formidlingen igen. Igår var følgende positive melding at finde på DanAdopts hjemmeside: "DanAdopt’s repræsentant i Vietnam vil i morgen torsdag den 22. april 2004 få overrakt den skriftlige autorisation, der giver DanAdopt mulighed for igen at påbegynde formidlingsarbejdet". Vi har hørt om flere, der efterfølgende har spurgt AC, hvordan det ser ud for dem. Meldingen derfra er ligeledes positiv, og man håber på, at kunne komme igang igen i løbet af næste uge. Det er dog nok meget vigtigt, at holde sig for øje, at den udmeldte tidshorisont blot er en forventning, og at der naturligvis sagtens kan komme uforudsete ting i vejen, der forsinker processen. Det vigtige er under alle omstændigheder, at alt nu endelig ser ud til at klappe, og at det tilsyneladende er lige før, det er nu.

Det er superdejligt - ikke mindst for de, der allerede har stået på venteliste længe. For os betyder det primært, at vi nu er mere trygge ved at satse så ensidigt på Vietnam. Selv om udmeldingen fra de formidlende organisationer hele tiden har været, at der blot var tale om et midlertidigt stop i formidlingerne pga. en ny lov, så frygtede vi i de sorteste stunder alligevel for, om man kunne rissikere et totalt stop. Det viser lidt om, hvor meget vi allerede har vænnet os til tanken om en lille vietnamesertrold og taget Vietnam til os som en slags ekstra fædreland. Det er lidt sjovt, hvor hurtigt man kan indstille sig på noget; for under et år siden troede vi, at Lillemyr ville være af "egen avl" - så indstillede vi os meget hurtigt på, at det var adoption, der var vejen til guldklumpen - hurtigt derefter besluttede vi, at det var fra Asien og kort herefter nærmere bestemt Vietnam, vi ville adoptere - og nu kan vi næsten ikke forestille os, at det over hovedet skulle kunne være anerledes noget af det. Det er da en omstillingsevne, der vil noget, og det er dejligt, at det bare føles så rigtigt :-)

... hvad har de i grunden til fælles med hinanden - og med os?

Og hvad har John Lennon, Marilyn Monroe, Carl Theodor Dreyer og Nelson Mandela dog til fælles?

Jo, ifølge den amerikanske side Adoption Celebrites (underside til adoption.com), så er førstnævnte allesammen adoptivforældre, mens sidstnævnte skulle være adopterede.

Der er også en hulens masse andre kendte mennesker, der enten er adopterede eller har adopteret og på Famous Adoptees, der er en underside til Fostering Perspectives, er der også en lang og interessant liste. Jeg ved ikke helt, hvad man skal bruge disse oplysninger til, udover at det naturligvis må være meget rart for adopterede at have positive og kendte rollemodeller. Her i huset har vi hygget os meget med, at man som adopteret åbenbart har rimeligt gode odds for at komme til at tage bolig i det hvide hus, da såvel Bill Clinton, Nancy Reagan, Gerald Ford som Eleanor Roosevelt alle skulle være adopterede. Ved at adoptere antager vi altså, at vi kraftigt forøger vores chancer for at få lov til at komme indenfor i det ovale værelse :-)

Der er jo så meget, man kan hygge sig med, mens man venter på at komme videre i adoptionsprocessen og at studere listerne over celebre adopterede samt adoptanter er så afgjort en af de mere morsomme sysler.

Sådan en søndag aften oven på en skøn forårsweekend, der for en stor del er tilbragt udendørs i det gode vejr, er det nu helt hyggeligt at sætte sig til computeren. Der er ikke så meget at fortælle på adoptionfronten, vi venter jo stadig bare på, at sagsbehandleren får tid til at finde mødetider til os i sin kalender, så vi kan komme igang med fase 3. Om tre dage er den første af de bebudede tre måneders ventetid gået. Vi veksler mellem at synes, at det på den ene side er helt OK med ventetiden, da vi jo har et dejligt indholdsrigt liv med (næsten) garanti for at blive beriget med et barn índenfor en toårig periode, og vi forstår heldigvis at nyde alle de ting, der er nemmest at gøre, når man kun er to. På den anden side kan vi af og til føle os vældigt utålmodige og synes, at der bare er aaaal for lang tid til, at Lillemyr flytter ind. Især når vi som idag er sammen med nogle gode venner og deres lille dejlige datter på 15 måneder på picnic ved legepladsen i Frederiksberg Have og møder masser af børnefamilier i igang med hyggelige aktiviteter i børnehøjde, så rykker det altså temmelig kraftigt i redebyggerinstinkterne hos os begge to. Denne adoptionsdagbog er på mange måder guld værd her i den lange ventetid. Udover at give os mulighed for at få bearbejdet diverse tanker og oplevelser ved at skrive dem ned, så bringer den os i kontakt med en masse dejlige mennesker, der giver respons på det de læser og begge dele er med til at gøre adoptionen mere virkelig for os. Så endnu engang 1000 tak for de mange dejlige henvendelser i gæstebogen og via mail, det sætter vi uendelig stor pris på :-)

Noget ganske andet er, at der netop idag er kommet mulighed for, at besøgende her på siden kan tilføje links om adoption enten til egne hjemmesider eller til sider, de selv har haft glæde af at besøge, og derfor gerne vil oplyse andre om. Det er meget enkelt; man skal blot klikke på
Mht. links kan vi da også lige fortælle, at vi for nylig blev kontaktet af ACs informationsmedarbejder, der fortalte, at hun var blevet gjort opmærksom på vores side, og spugte, om AC måtte linke til den. Selvfølgelig måtte de det, da et af vores formål med siden jo netop er at give andre med interesse for adoption mulighed for at følge med i vores proces, fordi vi selv har så stor glæde af at følge med på andres hjemmesider om adoption. Det har da også vist sig, at en del af sidens besøgende netop finder hertil via ACs hjemmeside, og det er dejligt for os at opleve, at der er bredere interesse end blot fra familie og nære venner.

I begyndelsen af april var Jørgen-Ulrich Raunskov, der er direktør i AC, og Gitte Cordes, der er viceformand i bestyrelsen samme sted, i Vietnam for at få afklaring på nogle problemer, der var opstået vedr. AC's formidlingslicens i forbindelse med, at Vietnam har fået ny lovgivning på adoptionsområdet. Kort før påske var der nyt om dette på ACs hjemmeside, og det ser heldigvis ud til, at der rimeligt snart kommer gang i formidlingerne fra Vietnam igen (der har været lukket siden årsskiftet 2002 / 2003) .

Idag var der så kommet mere nyt om Vietnamturen på ACs hjemmeside, og denne gang omhandlede det Jørgen-Ulrichs indtryk fra de to børnehjem, som AC samarbejder med. Teksten fik vi slet ikke læst i første omgang, for blikket faldt straks på de mange dejlige billeder af børn og plejere på både Bá Thá og Mai Linh. Vi glæder os meget over, at det ser ud til, at der er kærlig omsorg og god kontakt. Vi har naturligvis sat et af de nye billeder ind - et super-bedårende billede af to babyer i en kurvevugge sammen med en plejer, der sidder og vugger dem. Billedet er heeelt nede i bunden ude venstre side.

Bortset fra nogle temmelig ubehagelige problemer med forurening af vandet på Bá Thá, så lyder det heldigvis også til, at det går rigtig godt på børnehjemmene, og at børnene trives begge steder. Det er dog dybt frustrerende at vide, at børnene bare venter og venter, bliver større og større dag for dag, imens beaukratiet arbejder så helt utroligt laaaaangsomt med diverse tilsyneladende ubetydelige petitesser og formaliteter, inden der kan blive lukket op for adoptionerne igen.

Vi er ikke så bekymrede på egne vegne, da vi jo som bekendt har temmelig lang vej igen, inden vi er endeligt godkendte og klar til at blive matchet med en lille vietnamesertrold, men vi krydser fingre, tæer, og hvad der ellers kan krydses, for, at de mange vordende forældre, der efterhånden har ventet umenneskeligt længe på at få lov til at hente deres små guldklumper hjem, snart kan få lov til at rejse afsted.

Det med mørke dukker med hhv. asiatiske, afrikanske træk mv. har der været stor interesse for, da det åbenbart har voldt mange en del problemer at opstøve disse. Jeg iler derfor med at tilføje flere gode idéer til steder, hvor de kan købes. Også disse idéer stammer fra tidligere omtalte mailingliste adoptionsdebat på Yahoo.

Blandt andet er der et fransk firma, der producerer kvalitetsdukker af mærket Carolle i mange størrelser og med forskelligt etnisk udseende. Disse kan købes i eksklusive børne- og legetøjsbutikker, og er bl.a. at finde i FIX-Idé på Godthåbsvej på Frederiksberg, der viser et udvalg af dem på deres hjemmeside.

På siden www.multiculturaldolls.com, der særligt henvender sig til adoptivfamilier, er der også Carolle-dukker, men tillige et bredt udvalg af andre dukker i alskens størrelser, kulører og typer. Dette link er iøvrigt tilføjet ude i venstre side.

Desuden findes såvel Barbie som Bratz i mørke versioner, så i virkeligheden er der vel i grunden et ret bredt udvalg, når man altså bare lige ved, hvor man skal lede.

Det er godt nok guld værd med et netværk, hvor man kan stille spørgsmål samt udveksle tanker, idéer og erfaringer, så hip hip hurra for mailinglister :-)

Ved et pudsigt tilfælde stødte jeg netop idag på et link til en side med salg af rigtig fine asiatisk udseende dukker samt diverse børnebøger og -film etc. med asiatisk tema. Linket var i et indlæg på en mailingliste, jeg er med på, og det er jo lidt sjovt, da de seneste par indlæg her i dagbogen netop har handlet om vigtigheden af at have identifikationsmuligheder. Det er jo skønt, når tingene falder sammen på den måde.

Linket er naturligvis tilføjet ude i venstre side, men du kan også klikke på linket her for at komme direkte videre til Asia For Kids.

Og ellers vil jeg bare benytte lejligheden til at takke varmt for de mange dejlige hilsner såvel i gæstebogen som pr. mail, som denne dagbog har givet anledning til. Det er utroligt dejligt at mærke, at der er så stor interesse for projektet :-)

Nu synger påsken på sidste vers, og niecen er vel hjemme hos mor og storesøster igen, så der er ro i lejren og tid til at følge op på de tanker, den lille thaitrolds besøg hos os har givet anledning til.

Inden jeg postede gårdsdagens indlæg, mailede jeg det lige til gennemsyn hos min søster for at sikre mig, at hun nu også var indforstået med, at jeg sådan skriver om hendes datter. Det havde hun ingen problemer med, og hun mente iøvrigt, at det ville være en god anledning til at fortælle: "at det ikke alene er hulens svært at finde asiatisk udseende dukker, f.eks., - også i Asien - om end det er blevet nemmere, men at det sgu også kan være svært at få børnene til at identificere sig med dem osv. Pocahontas er vores redning, og så det faktum, at der er ved at komme flere 'etniske' personer i reklamerne, både de hjemlige som f.eks. Tuborgs, og nogle af de internationale, der i stigende antal befolkes af asiater, f.eks., hvilket jeg selvfølgelig er inderligt lykkelig for. Så sent som i morges havde vi en snak om, hvor mange sorthårede børn vi kender. Ikke mange, må jeg sige. En dag på gaden blev barnet da også så inderligt begejstret over at se en asiatisk familie, at hun hujende råbte: 'SE mor - de er THAIER'."

Det er altså ikke altid så ligetil, at finde rollemodeller, når man bor i Danmark og er lille og mørk, mens resten af familien, og de fleste i det omgivende samfund, er høje og lyse. Jeg kan tilføje, at niecen, der faktisk er prinsesseagtigt smuk med langt gnistrende sort hår, graciøse bevægelser og en stærk hang til skinnende kjoler og glitrende diademer, bestemt ikke selv synes, at der er noget som helst prinsesseagtigt over hendes udseende, for "prinsesser har jo gult hår!", mener damen ganske bestemt. Efter at have set på billeder af den smukke og mørkhårede prinsesse Alexandra samt talt om, at der faktisk er en del prinsesser i det thailandske kongehus, gik hun lidt modstræbende med til, at det måske nok var en mulighed, men fastholdt dog, at det i hvert fald ikke er det rigtige for en prinsesse at have sort hår! Der er da også langt imellem eventyrprinsesser, som ikke hyldes for deres gyldne lokker, men heldigvis er Snehvide (som til mosterens overraskelse faktisk er sorthåret) og indianerprinsessen Pocahontas kommet højt på hitlisten hos den lille thai-prinsesse - med den tilføjelse, at hun dog for nylig næsten uforstående spurgte, "Hvorfor har Pocahontas sort hår?"

Det er altså ikke nemt for hende med det asiatiske udseende for tiden, og det er noget hun bruger en del energi på at forholde sig til. De bekymrede læsere, der ikke kender den unge dame, kan jeg imidlertid forsikre om, at hun heldigvis grundlæggende en meget stærk og glad, men altså også yderst tænksom, pige.

Ovenstående er ikke et tegn på, at vi har fået kolde fødder mht. at adoptere fra Vietnam, men vi er som tidligere nævnt ikke blåøjede mht. hvilke problemer, man kan opleve, når man dels er adopteret og dels skiller sig ud udseendemæssigt. Der er vist meget forskel på, hvilke tanker adopterede gør sig om disse forhold, og for nogen går det lettere end for andre, men der er vist ingen tvivl om, at det er vigtigt at have forældre samt omgivelser iøvrigt, der forsøger at sætte sig ind i, hvad det er, man som adopteret går og bakser med, og som giver én mulighed for at kunne spejle sig i andre med samme baggrund /udseende osv.

Her i de stille timer sent på aftenen/først på natten og netop vågnet fra et par timers slummer på sofaen foran flimmerkassen, har jeg fået energi til at fortælle lidt om dagen idag, der på den side slet ikke har handlet om adoption og på den anden side har været fyldt med adoptionstanker og -snakke. Denne lidt kryptiske indledning dækker over, at vi idag fik min søsters yngste datter på 5 år på besøg til en lille påskeferie, og at dagen har været fyldt med almindelige feriehyggelige aktiviteter sammen med hende (gåtur, plante blomster i haven samt årets første måltid i haven - pakket godt ind i tykke jakker mv. *brrrrr* - for at fejre foråret og at havemøblerne netop var blevet hentet frem fra gemmerne). Det med det adoptionsrelaterede handler om, at niecen er adopteret fra Thailand, og for tiden er i en skøn - men indrømmet af og til også lidt udmattende - "spørge Jørgen fase" med en enorm appetit på viden om verden generelt og naturligvis også om det faktum, at hun er adopteret, har sort hår, er lille af vækst og kort sagt har asiatiske træk. For tiden går hun meget naturligt op i, hvorfor mennesker egentligt ser forskellige ud samt om hvilke ting, der ændrer sig, når man bliver ældre og hvilke ting, der er blivende "tilstande". Når man som jeg er filosofisk anlagt, er det intet mindre end en gave at blive konfronteret med alle disse tanker, og efter at vi selv har besluttet at adoptere, sætter det gang i særligt mange tanker hos mig om det at blive adoptivforældre / adoptivfamilie / adoptivbarn; de særlige emner, der bliver en del af ens hverdag og den synlighed, man har, når man skiller sig ud fra flertallet. Peter og jeg er stærke tilhængere af mangfoldighed og multietnicitet i samfundet, og ser det som en stærk ressource. Vi er slet ikke i tvivl om, at vi vil adoptere og har heller ikke været i tvivl om, at det skal være fra Asien, men vi er bestemt ikke blåøjede og tror, at det bliver problemfrit, hverken at være adopteret eller at skille sig ud udseendemæssigt. Vi har dog en tro på, at hvis vi - udover naturligvis at have fokus på at styrke Lillemyrs selvværd generelt - tydeligt viser, at vi tillægger såvel udseende, oprindeligt fædreland og baggrund iøvrigt værdi samt er åbne omkring adoptionen og alle dens aspekter forhåbentligt kan give Lillemyr ballast til at gå ud i verden og være glad for og stolt af at være lige netop den han/hun er. Samtidig håber og beder vi til, at de fremmedfjendske holdninger, der har haft rigelig vind i sejlene i de seneste år, samt de mange platte såkaldte perkerjokes og - sagt med Dronning Magrethes ord - dumsmarte bemærkninger efterhånden tynder ud! (har lige læst dette afsnit for Peter, der har overtaget min plads på sofaen, og han replicerede med et engageret "YES").

Efter dette dybtfølte antiracistiske og pro-mangfoldigheds-statement, vil jeg slutte lidt blødt men lige så dybtfølt af med, at det altid har været en højt skattet fornøjelse at være sammen med de superskønne niecer og nevøer, som vi elsker uendeligt højt - samt naturligvis med alle vennernes skønne unger, der også fylder meget i vores liv - men efter at vi nu tør tro på, at det også nok skal lykkes for os at få et par stykker selv, så er glæden ved samværet med lånebørnene faktisk blevet endnu større, for så minder det os om det, der snarligt er i vente (-:

Idag var dagen, hvor jeg fandt ud af, hvordan man lægger billeder ind på web loggen. Det tog lidt tid, men det er i grunden ganske simpelt, men sådan er det jo med alting, når man først har fundet ud af, hvordan det skal gøres - og ja, jeg må jo nok indrømme, at jeg er lidt af en nørd, for jeg elsker faktisk at tumle med små tekniske udfordringer af den slags.

Jeg er meget glad for nu at kunne illustrere lidt undervejs, og billedet af plejeren sammen med de tre børn på børnehjemmet er jeg særligt glad for at kunne dele med jer, da det fint illustrerer de relativt gode og trygge forhold, der er på de alle de fire vietnamesiske børnehjem, som man kan adoptere fra gennem DanAdopt og AC International Børnehjælp, der hver samarbejder med to børnehjem. Nomeringen er flot, idet der er en plejer fast tilknyttet to eller tre børn. Plejerne bor på stedet og deler seng med de større børn (de mindste ligger sammen to og to i vugger eller små senge). Det materielle niveau er vist ikke noget særligt, og såvidt vi har hørt, er det meget småt med legetøj og stimulering af de større børn, men det er bare så utroligt dejligt at vide, at der i hvert fald bliver taget godt og kærligt hånd om børnene - det er trods alt det allervigtigste. Det er iøvrigt en af grundene til, at vi er så varme på at adoptere fra Vietnam. Iøvrigt regner vi med at være helt særligt glade for visheden om, at børnehjemmene er gode, imens vi går og tripper for at hente Lillemyr, efter at vi er blevet "matchet" med hinanden. Det er, såvidt vi kan forstå på de fleste adoptanter, den aller aller sværeste ventetid, for da er det jo et konkret barn - ens eget barn! - man venter på at kunne hente hjem. Man har fået navn, foto, helbredsoplysninger osv. og skal så bare vente 3 - 5 måneder på, at beaukratiet arbejder. Den ventetid ville nok nærmest være ubærlig for os, hvis vi var utrygge ved børnehjemmet. Som det er nu, kan vi jo trøste os med, at det kun er os, der har det svært med at vente, for Lillemyr er efter al sandsynlighed i trygge, kærlige og kendte hænder.

Jeg vil iøvrigt lige gøre opmærksom på, at der er kommet et nyt link ude i venstre side til (endnu) en svensk side om adoption, adoptera.nu, der har en fin afdeling med information til familie og venner.

Og endelig vil jeg gøre lidt reklame for en skøn børnebog om adoption fra Vietnam: When You Were Born in Vietnam. Der er et billede af bogens forside ude til venstre samt et link til Dansk Vietnamesisk Forening, der sælger bogen i svensk udgave til 130 kroner. Interesserede kan også læse en anmeldelse eller bestille bogen i engelsk version her.

Det bliver bare et par hurtige linjer i denne omgang, da det er blevet sent, og vi skal have gæster til påskefrokost imorgen.

Jeg vil bare lige fortælle, at der er Vietnam på programmet på DR i denne uge. Det er ungdomsprogrammet Boogie, der sender live fra Vietnam hver dag på hhv. DR1 og i digital radio:

Torsdag:
TV - 11-12: Jeanet & Huxi sender i denne uge live fra Vietnam

DIGITAL RADIO - 17-18: Musik, chat og spas med Martin

Fredag:
TV - 11-12: Jeanet & Huxi sender i denne uge live fra Vietnam

DIGITAL RADIO - 17-18: Musik, chat og spas med Martin

Lørdag:
TV - 16-17: Boogie Listen - ugens Top 10 med Jeanet & Huxi fra Vietnam

Interesserede kan læse mere her.

På et tidspunkt lovede jeg at vende tilbage til noget af det, der blev taget op på kurset, og hvad man lover skal man jo som bekendt holde, så her kommer lidt mere om, hvad der blev sat igang af tanker.

Allerførst vil jeg kort fortælle, at vi var 22 deltagere og 2 kursusledere. Vi var af sted to weekender (den første fra fredag til lørdag og den sidste fra lørdag til søndag), og det foregik på et skønt kursussted i Bisserup. Den første weekend handlede om os som vordende adoptivforældre, og den sidste handlede om barnet; om hvad vi kan forvente, det kommer med af bagage og behov, samt naturligvis om hvordan vi bedst tager hånd om det. Begge weekender var supergode og spændende, men især den sidste weekend, hvor barnet var i fokus, gav stof til eftertanke.

En vigtig og spændende del af kurset var at se og diskutere tre film. Den første viste noget om, hvordan det er for et barn at bo på børnehjem i den 3. verden, den anden film handlede om to adoptivbørn, der havde tilknytningsvanskeligheder (den ene havde tendens til hyperaktivitet - den anden var overdrevent sød og tilpasset) og den tredje film handlede om, hvordan man kan arbejde med at skabe tilknytning. Det var tre rigtigt gode film, der både fodrede følelser og hjerne. Vi har jo hele tiden vidst, at et adoptivbarn som minimum har ét svigt bag sig, og derefter sandsynligvis også oplever skiftet fra børnehjem til adoptivfamilie som et svigt. At det også er belastende at bo på et børnehjem – hvor godt dette end måtte være – med larm, skiftende voksne og mangelfuld stimulation, vidste vi også godt, men at opleve det på film uden speak eller underlægningsmusik, men af og til krydsklippet til et dansk spædbarns hverdag med tryghed og nærhed gjorde alligevel et stort indtryk. De små poder havde hver deres overlevelsesstrategi, der i grove træk enten handlede om at smile stort til alle og forsøge at charmere sig ind eller at gøre opmærksom på sig selv v.hj.a. gråd / larm / gale streger eller ved at trække sig ind i sig selv og enten ligge passivt, at rokke stereotypt eller ved simpelthen konstant at bevæge sig formålsløst omkring for at undgå at føle. Der er stor forskel på børnenes baggrundshistorier og naturligvis på deres personligheder og måder at tackle svigt på, men at de alle kommer hertil med særlige behov, kan der ikke være tvivl om. Nogle børn formår relativt hurtigt at danne tilknytning til deres nye familie, mens andre gennem MEGET lang tid kan have svært ved f.eks. at knytte sig til nogen bestemt og opfatter alle voksne som nogenlunde lige interessante og udskiftelige, andre bryder sig ikke om at blive rørt ved og reagerer f.eks. stort set ikke på smerte (vil ikke føle og skal have hjælp til det). Atter andre er som nævnt enten hyperaktive og slipper derigennem for at føle eller er overdrevent tilpassede og ”søde”, og forsøger på den måde at undgå at blive svigtet igen. Det er ikke kun børn, der er store på adoptionstidspunktet, der kan have alvorlige tilknytningsproblemer, for det afhænger ikke af, hvor bevidst man er, når man oplever svigtet – det er derimod populært sagt kroppen, der husker.

Ovenstående kan sikkert godt lyde lidt skræmmende og som noget af en mundfuld for de stakkels vordende forældre, og hvad man egentlig er parat til at håndtere, kan man jo dybest set ikke vide, før man står i situationen. Måske er vi naive, men vi føler os faktisk ikke vældigt bekymrede. Vi bruger ventetiden på at sætte os ind i, hvad man kan gøre for at få tilknytningen til at glide så let som muligt, og har allerede gjort os forskellige tanker om det. F.eks. planlægger vi som anbefalet at isolere os med barnet i en periode, efter vi er kommet hjem - altså EFTER vi lige har hilst på den velkomstkomité, der forhåbentligt møder os i lufthavnen (-: - så det bliver helt klart for Lillemyr, at det er os tre, der hører sammen, og så kan vi efterhånden udvide langsomt med nye ansigter og nye omgivelser (ofte har barnet slet ikke været udenfor børnehjemmet, mens det har boet der). Vi har også planer om at få fat i en bæresele, så der bliver så meget tæt kontakt som muligt (hvis barnet ellers er med på det) samt at sove med Lillemyr helt tæt på, så vi hele tiden kan bekræfte, at man godt kan stole på, at vi ER der og BLIVER der.

Vi har stor forståelse for, at nogen føler sig skræmte ved tanken om, hvor stor en opgave, det KAN være at adoptere. For de fleste glider det dog nogenlunde let, hvis man er opmærksom og tager de nødvendige hensyn til barnets baggrund. Vi har forstået på flere, at noget af det sværeste i den forbindelse vist ofte er, at ens omgivelser kan have svært ved at forstå, at der skal arbejdes på tilknytningen, og nogle forældre oplever at blive opfattede som overdrevent pylrede, når de f.eks. ikke vil have at folk ”bare lige kommer forbi og sige hej”, når man lige er kommet hjem, eller når de insisterer på, at det kun er dem selv, der må røre barnet i den første tid. Der er sådan set ikke noget at sige til, at det kan være svært at forstå forældrenes grænsesætning, for som udenforstående kan man bestemt ikke altid se, at der skulle være problemer af nogen slags.

Der er ikke tvivl om, at det er en svær balance på den ene side at varetage barnets behov på betryggende vis og på den anden side ikke at overpylre og se spøgelser alle vegne – men det er vel dybest set en problemstilling alle forældre kan nikke genkendende til. Som sagt maler vi ikke fanden på væggen og frygter det værste, for i de fleste tilfælde går det som nævnt ret smertefrit, men vi er bare forberedte på lidt af hvert, for så kan det jo ikke gå helt galt.

Som det blev sagt på kurset, er adoptivbørn naturligvis i en eller anden grad påvirkede af de svigt, de har oplevet. At de reagerer herpå er helt forståeligt og naturligt, men som adopteret ind i en ressourcestærk familie, der tager kærligt hånd om dem, får de en fænomenal chance for at få et godt liv på trods af svigt og savn. Det er en mere livsbekræftende og ressourceorienteret tilgang end ”pyh - hvor er det svært og hvor er det synd for børnene”. Så endnu engang kan vi runde af med at konstatere, at adoption altså i højeste grad er berigende og meningsfuldt for os – og vi glæder os bare helt vildt til at tage imod Lillemyr.

På siden www.chiquitines-friends.dk, der handler om adoption fra Colombia, er der et supergodt afsnit om tilknytning (det er hentet fra en fantastisk svensk side om tilknytning: www.anknytning.nu). Derudover er der en rigtig god artikel om emnet på ACs hjemmeside: "Julie - et barn med typiske adoptivbarnsproblemer" (for tiden kan man finde artiklen på forsiden under "NYHEDER").

Allerførst tak til Faster Søs for et dejligt indlæg i gæstebogen - skønt at der nu er taget hul på skriveriet i den (-:

Det vist også efterhånden på tide, at vi får skrevet lidt. Vi har haft travlt med hhv. job og studie på det seneste, men selv om det ikke som sådan rykker adoptionsmæssigt for tiden, har vi dog brugt noget tid på at tænke og snakke adoption. For Dortes vedkommende har go’natlæsningen på det seneste været de forskellige beretninger om adoption fra Vietnam, der er at finde på nettet. Peter - der har været den travleste af os – har efterfølgende fået præsenteret de vigtigste highlights. Den største guldgrube af information samt forum for udveksling af tanker og erfaringer vedr. Vietnam-adoption er klart mailinglisten: Adoption fra Vietnam gennem AC. Når vi hører og læser om andres oplevelser med adoption fra Vietnam bliver det ligesom mere virkeligt for os, at det rent faktisk også kommer til at ske for os; at det bare er et spørgsmål om tid. Det giver en dejlig varm følelse indeni at vide, at Lillemyr nok skal komme – og måske allerede er født og blot venter på at komme ”hjem”. Som synligt symbol på, at vi er vordende forældre (der er jo ikke nogen mave, der vokser) har vi købet en Ælling hånddukke til Lillemyr. Den får af og til et strøg og et kærligt ord i forbifarten – mens vi griner af os selv, og håber vi ikke er på vej til at blive komplet lallende idioter. Vi bruger også af og til noget tid på at snakke om, hvordan vi skal indrette os, når Lillemyr kommer. Vi har desværre ikke noget ekstra værelse, så vi kommer til at dele soveværelse alle tre og mht. puslebord, så skal vi også være lidt kreative for at finde plads. Det er dejlige snakke og overvejelser, der gør ”projekt kernefamilie” mere nærværende for os.