Livet med Mathildemyret

Yes - nu begynder der er at være udsigt til, at der meget snart bliver lukket op for Vietnam-formidlingen igen. Igår var følgende positive melding at finde på DanAdopts hjemmeside: "DanAdopt’s repræsentant i Vietnam vil i morgen torsdag den 22. april 2004 få overrakt den skriftlige autorisation, der giver DanAdopt mulighed for igen at påbegynde formidlingsarbejdet". Vi har hørt om flere, der efterfølgende har spurgt AC, hvordan det ser ud for dem. Meldingen derfra er ligeledes positiv, og man håber på, at kunne komme igang igen i løbet af næste uge. Det er dog nok meget vigtigt, at holde sig for øje, at den udmeldte tidshorisont blot er en forventning, og at der naturligvis sagtens kan komme uforudsete ting i vejen, der forsinker processen. Det vigtige er under alle omstændigheder, at alt nu endelig ser ud til at klappe, og at det tilsyneladende er lige før, det er nu.

Det er superdejligt - ikke mindst for de, der allerede har stået på venteliste længe. For os betyder det primært, at vi nu er mere trygge ved at satse så ensidigt på Vietnam. Selv om udmeldingen fra de formidlende organisationer hele tiden har været, at der blot var tale om et midlertidigt stop i formidlingerne pga. en ny lov, så frygtede vi i de sorteste stunder alligevel for, om man kunne rissikere et totalt stop. Det viser lidt om, hvor meget vi allerede har vænnet os til tanken om en lille vietnamesertrold og taget Vietnam til os som en slags ekstra fædreland. Det er lidt sjovt, hvor hurtigt man kan indstille sig på noget; for under et år siden troede vi, at Lillemyr ville være af "egen avl" - så indstillede vi os meget hurtigt på, at det var adoption, der var vejen til guldklumpen - hurtigt derefter besluttede vi, at det var fra Asien og kort herefter nærmere bestemt Vietnam, vi ville adoptere - og nu kan vi næsten ikke forestille os, at det over hovedet skulle kunne være anerledes noget af det. Det er da en omstillingsevne, der vil noget, og det er dejligt, at det bare føles så rigtigt :-)