Livet med Mathildemyret

På et tidspunkt lovede jeg at vende tilbage til noget af det, der blev taget op på kurset, og hvad man lover skal man jo som bekendt holde, så her kommer lidt mere om, hvad der blev sat igang af tanker.

Allerførst vil jeg kort fortælle, at vi var 22 deltagere og 2 kursusledere. Vi var af sted to weekender (den første fra fredag til lørdag og den sidste fra lørdag til søndag), og det foregik på et skønt kursussted i Bisserup. Den første weekend handlede om os som vordende adoptivforældre, og den sidste handlede om barnet; om hvad vi kan forvente, det kommer med af bagage og behov, samt naturligvis om hvordan vi bedst tager hånd om det. Begge weekender var supergode og spændende, men især den sidste weekend, hvor barnet var i fokus, gav stof til eftertanke.

En vigtig og spændende del af kurset var at se og diskutere tre film. Den første viste noget om, hvordan det er for et barn at bo på børnehjem i den 3. verden, den anden film handlede om to adoptivbørn, der havde tilknytningsvanskeligheder (den ene havde tendens til hyperaktivitet - den anden var overdrevent sød og tilpasset) og den tredje film handlede om, hvordan man kan arbejde med at skabe tilknytning. Det var tre rigtigt gode film, der både fodrede følelser og hjerne. Vi har jo hele tiden vidst, at et adoptivbarn som minimum har ét svigt bag sig, og derefter sandsynligvis også oplever skiftet fra børnehjem til adoptivfamilie som et svigt. At det også er belastende at bo på et børnehjem – hvor godt dette end måtte være – med larm, skiftende voksne og mangelfuld stimulation, vidste vi også godt, men at opleve det på film uden speak eller underlægningsmusik, men af og til krydsklippet til et dansk spædbarns hverdag med tryghed og nærhed gjorde alligevel et stort indtryk. De små poder havde hver deres overlevelsesstrategi, der i grove træk enten handlede om at smile stort til alle og forsøge at charmere sig ind eller at gøre opmærksom på sig selv v.hj.a. gråd / larm / gale streger eller ved at trække sig ind i sig selv og enten ligge passivt, at rokke stereotypt eller ved simpelthen konstant at bevæge sig formålsløst omkring for at undgå at føle. Der er stor forskel på børnenes baggrundshistorier og naturligvis på deres personligheder og måder at tackle svigt på, men at de alle kommer hertil med særlige behov, kan der ikke være tvivl om. Nogle børn formår relativt hurtigt at danne tilknytning til deres nye familie, mens andre gennem MEGET lang tid kan have svært ved f.eks. at knytte sig til nogen bestemt og opfatter alle voksne som nogenlunde lige interessante og udskiftelige, andre bryder sig ikke om at blive rørt ved og reagerer f.eks. stort set ikke på smerte (vil ikke føle og skal have hjælp til det). Atter andre er som nævnt enten hyperaktive og slipper derigennem for at føle eller er overdrevent tilpassede og ”søde”, og forsøger på den måde at undgå at blive svigtet igen. Det er ikke kun børn, der er store på adoptionstidspunktet, der kan have alvorlige tilknytningsproblemer, for det afhænger ikke af, hvor bevidst man er, når man oplever svigtet – det er derimod populært sagt kroppen, der husker.

Ovenstående kan sikkert godt lyde lidt skræmmende og som noget af en mundfuld for de stakkels vordende forældre, og hvad man egentlig er parat til at håndtere, kan man jo dybest set ikke vide, før man står i situationen. Måske er vi naive, men vi føler os faktisk ikke vældigt bekymrede. Vi bruger ventetiden på at sætte os ind i, hvad man kan gøre for at få tilknytningen til at glide så let som muligt, og har allerede gjort os forskellige tanker om det. F.eks. planlægger vi som anbefalet at isolere os med barnet i en periode, efter vi er kommet hjem - altså EFTER vi lige har hilst på den velkomstkomité, der forhåbentligt møder os i lufthavnen (-: - så det bliver helt klart for Lillemyr, at det er os tre, der hører sammen, og så kan vi efterhånden udvide langsomt med nye ansigter og nye omgivelser (ofte har barnet slet ikke været udenfor børnehjemmet, mens det har boet der). Vi har også planer om at få fat i en bæresele, så der bliver så meget tæt kontakt som muligt (hvis barnet ellers er med på det) samt at sove med Lillemyr helt tæt på, så vi hele tiden kan bekræfte, at man godt kan stole på, at vi ER der og BLIVER der.

Vi har stor forståelse for, at nogen føler sig skræmte ved tanken om, hvor stor en opgave, det KAN være at adoptere. For de fleste glider det dog nogenlunde let, hvis man er opmærksom og tager de nødvendige hensyn til barnets baggrund. Vi har forstået på flere, at noget af det sværeste i den forbindelse vist ofte er, at ens omgivelser kan have svært ved at forstå, at der skal arbejdes på tilknytningen, og nogle forældre oplever at blive opfattede som overdrevent pylrede, når de f.eks. ikke vil have at folk ”bare lige kommer forbi og sige hej”, når man lige er kommet hjem, eller når de insisterer på, at det kun er dem selv, der må røre barnet i den første tid. Der er sådan set ikke noget at sige til, at det kan være svært at forstå forældrenes grænsesætning, for som udenforstående kan man bestemt ikke altid se, at der skulle være problemer af nogen slags.

Der er ikke tvivl om, at det er en svær balance på den ene side at varetage barnets behov på betryggende vis og på den anden side ikke at overpylre og se spøgelser alle vegne – men det er vel dybest set en problemstilling alle forældre kan nikke genkendende til. Som sagt maler vi ikke fanden på væggen og frygter det værste, for i de fleste tilfælde går det som nævnt ret smertefrit, men vi er bare forberedte på lidt af hvert, for så kan det jo ikke gå helt galt.

Som det blev sagt på kurset, er adoptivbørn naturligvis i en eller anden grad påvirkede af de svigt, de har oplevet. At de reagerer herpå er helt forståeligt og naturligt, men som adopteret ind i en ressourcestærk familie, der tager kærligt hånd om dem, får de en fænomenal chance for at få et godt liv på trods af svigt og savn. Det er en mere livsbekræftende og ressourceorienteret tilgang end ”pyh - hvor er det svært og hvor er det synd for børnene”. Så endnu engang kan vi runde af med at konstatere, at adoption altså i højeste grad er berigende og meningsfuldt for os – og vi glæder os bare helt vildt til at tage imod Lillemyr.

På siden www.chiquitines-friends.dk, der handler om adoption fra Colombia, er der et supergodt afsnit om tilknytning (det er hentet fra en fantastisk svensk side om tilknytning: www.anknytning.nu). Derudover er der en rigtig god artikel om emnet på ACs hjemmeside: "Julie - et barn med typiske adoptivbarnsproblemer" (for tiden kan man finde artiklen på forsiden under "NYHEDER").