Livet med Mathildemyret

Her i de stille timer sent på aftenen/først på natten og netop vågnet fra et par timers slummer på sofaen foran flimmerkassen, har jeg fået energi til at fortælle lidt om dagen idag, der på den side slet ikke har handlet om adoption og på den anden side har været fyldt med adoptionstanker og -snakke. Denne lidt kryptiske indledning dækker over, at vi idag fik min søsters yngste datter på 5 år på besøg til en lille påskeferie, og at dagen har været fyldt med almindelige feriehyggelige aktiviteter sammen med hende (gåtur, plante blomster i haven samt årets første måltid i haven - pakket godt ind i tykke jakker mv. *brrrrr* - for at fejre foråret og at havemøblerne netop var blevet hentet frem fra gemmerne). Det med det adoptionsrelaterede handler om, at niecen er adopteret fra Thailand, og for tiden er i en skøn - men indrømmet af og til også lidt udmattende - "spørge Jørgen fase" med en enorm appetit på viden om verden generelt og naturligvis også om det faktum, at hun er adopteret, har sort hår, er lille af vækst og kort sagt har asiatiske træk. For tiden går hun meget naturligt op i, hvorfor mennesker egentligt ser forskellige ud samt om hvilke ting, der ændrer sig, når man bliver ældre og hvilke ting, der er blivende "tilstande". Når man som jeg er filosofisk anlagt, er det intet mindre end en gave at blive konfronteret med alle disse tanker, og efter at vi selv har besluttet at adoptere, sætter det gang i særligt mange tanker hos mig om det at blive adoptivforældre / adoptivfamilie / adoptivbarn; de særlige emner, der bliver en del af ens hverdag og den synlighed, man har, når man skiller sig ud fra flertallet. Peter og jeg er stærke tilhængere af mangfoldighed og multietnicitet i samfundet, og ser det som en stærk ressource. Vi er slet ikke i tvivl om, at vi vil adoptere og har heller ikke været i tvivl om, at det skal være fra Asien, men vi er bestemt ikke blåøjede og tror, at det bliver problemfrit, hverken at være adopteret eller at skille sig ud udseendemæssigt. Vi har dog en tro på, at hvis vi - udover naturligvis at have fokus på at styrke Lillemyrs selvværd generelt - tydeligt viser, at vi tillægger såvel udseende, oprindeligt fædreland og baggrund iøvrigt værdi samt er åbne omkring adoptionen og alle dens aspekter forhåbentligt kan give Lillemyr ballast til at gå ud i verden og være glad for og stolt af at være lige netop den han/hun er. Samtidig håber og beder vi til, at de fremmedfjendske holdninger, der har haft rigelig vind i sejlene i de seneste år, samt de mange platte såkaldte perkerjokes og - sagt med Dronning Magrethes ord - dumsmarte bemærkninger efterhånden tynder ud! (har lige læst dette afsnit for Peter, der har overtaget min plads på sofaen, og han replicerede med et engageret "YES").

Efter dette dybtfølte antiracistiske og pro-mangfoldigheds-statement, vil jeg slutte lidt blødt men lige så dybtfølt af med, at det altid har været en højt skattet fornøjelse at være sammen med de superskønne niecer og nevøer, som vi elsker uendeligt højt - samt naturligvis med alle vennernes skønne unger, der også fylder meget i vores liv - men efter at vi nu tør tro på, at det også nok skal lykkes for os at få et par stykker selv, så er glæden ved samværet med lånebørnene faktisk blevet endnu større, for så minder det os om det, der snarligt er i vente (-: