Livet med Mathildemyret

Nu synger påsken på sidste vers, og niecen er vel hjemme hos mor og storesøster igen, så der er ro i lejren og tid til at følge op på de tanker, den lille thaitrolds besøg hos os har givet anledning til.

Inden jeg postede gårdsdagens indlæg, mailede jeg det lige til gennemsyn hos min søster for at sikre mig, at hun nu også var indforstået med, at jeg sådan skriver om hendes datter. Det havde hun ingen problemer med, og hun mente iøvrigt, at det ville være en god anledning til at fortælle: "at det ikke alene er hulens svært at finde asiatisk udseende dukker, f.eks., - også i Asien - om end det er blevet nemmere, men at det sgu også kan være svært at få børnene til at identificere sig med dem osv. Pocahontas er vores redning, og så det faktum, at der er ved at komme flere 'etniske' personer i reklamerne, både de hjemlige som f.eks. Tuborgs, og nogle af de internationale, der i stigende antal befolkes af asiater, f.eks., hvilket jeg selvfølgelig er inderligt lykkelig for. Så sent som i morges havde vi en snak om, hvor mange sorthårede børn vi kender. Ikke mange, må jeg sige. En dag på gaden blev barnet da også så inderligt begejstret over at se en asiatisk familie, at hun hujende råbte: 'SE mor - de er THAIER'."

Det er altså ikke altid så ligetil, at finde rollemodeller, når man bor i Danmark og er lille og mørk, mens resten af familien, og de fleste i det omgivende samfund, er høje og lyse. Jeg kan tilføje, at niecen, der faktisk er prinsesseagtigt smuk med langt gnistrende sort hår, graciøse bevægelser og en stærk hang til skinnende kjoler og glitrende diademer, bestemt ikke selv synes, at der er noget som helst prinsesseagtigt over hendes udseende, for "prinsesser har jo gult hår!", mener damen ganske bestemt. Efter at have set på billeder af den smukke og mørkhårede prinsesse Alexandra samt talt om, at der faktisk er en del prinsesser i det thailandske kongehus, gik hun lidt modstræbende med til, at det måske nok var en mulighed, men fastholdt dog, at det i hvert fald ikke er det rigtige for en prinsesse at have sort hår! Der er da også langt imellem eventyrprinsesser, som ikke hyldes for deres gyldne lokker, men heldigvis er Snehvide (som til mosterens overraskelse faktisk er sorthåret) og indianerprinsessen Pocahontas kommet højt på hitlisten hos den lille thai-prinsesse - med den tilføjelse, at hun dog for nylig næsten uforstående spurgte, "Hvorfor har Pocahontas sort hår?"

Det er altså ikke nemt for hende med det asiatiske udseende for tiden, og det er noget hun bruger en del energi på at forholde sig til. De bekymrede læsere, der ikke kender den unge dame, kan jeg imidlertid forsikre om, at hun heldigvis grundlæggende en meget stærk og glad, men altså også yderst tænksom, pige.

Ovenstående er ikke et tegn på, at vi har fået kolde fødder mht. at adoptere fra Vietnam, men vi er som tidligere nævnt ikke blåøjede mht. hvilke problemer, man kan opleve, når man dels er adopteret og dels skiller sig ud udseendemæssigt. Der er vist meget forskel på, hvilke tanker adopterede gør sig om disse forhold, og for nogen går det lettere end for andre, men der er vist ingen tvivl om, at det er vigtigt at have forældre samt omgivelser iøvrigt, der forsøger at sætte sig ind i, hvad det er, man som adopteret går og bakser med, og som giver én mulighed for at kunne spejle sig i andre med samme baggrund /udseende osv.