Livet med Mathildemyret

Så er det den store dag her i Hanoi, om nogle timer er der ceremoni og så får vi endelig Mathilde med os hjem.
Moderen er lige gået i bad - vi har begge sovet super i nat, dog ikke så mange timer - men nu er der masser af forventningsfulde og flyvegale sommerfugle i maven.

Alt her på vores midlertidige matrikel er gjort klar, sengen blev flyttet ind ved siden af vores seng i går. Vi fik også gjort pudslepladsen klar i badeværelset, faderen ordnede flasker - dog ikke uden en opringning til dagplejemoren på den anden side af gaden:-) (den anden familie der er ude for at hente deres lillesøster). Alt i alt blev reden gjort indflytningsklar på alle mulige måder.

Nu vil faderen også en tur under bruseren, så han kan se præsentabel ud, når han sådan skal holde tale for Peoples Comitee og så ellers være far for den lille guldklump:-)))

Også vores andet og sidste besøg inden overdragelsen gik over al forventning. Mathilde er aldeles vidunderlig og virker faktisk temmelig tryg ved os. Vi er glade og lettede over, at det også denne gang forløb fint og fortæller nok lidt mere senere.
Vi er lige kommet hjem fra Hoa Sua, der er en træningsrestaurant for gadebørn og unge uden så mange andre muligheder her i livet. Det er et skønt sted og maden er god, men det allerbedste er nu at bakke op om det gode formål. Vores unge lidt generte og temmeligt urutinerede tjener kunne slet ikke få gjort det godt nok, og vi blev bare så rørte over hans ivrighed. Det var en god og tankevækkende oplevelse at være der - ikke mindst som adoptant...

Hanoi er netop ved at vågne og jeg har åbnet døren til altanen, så en frisk brise og byens morgenlyde holder mig med selskab, mens jeg skriver.

Vi nyder fortsat vores ophold her i Mathildeland i fulde drag. Jeg får dog væsentligt mere ud af det end Peter – tidsmæssigt i hvert fald ;-) – for han trækker simpelthen stikket ud og går nærmest i coma 10 timer i døgnet. Jeg er imidlertid (næsten) ikke misundelig, for i nat lykkedes det mig for første gang endelig at nappe hele 7 timers søvn. Det var såååååååå skønt! :-)

I går ankom den familie, vi skal have ceremoni sammen med på torsdag. Vi har fundet en lejlighed til dem lige ovre på den anden side af gaden (der er fuldt optaget på vores hotel) og det er skønt, at vi har hinanden så tæt på, når vi skal gå og tulle rundt med de små nye pus.

Vi nyder at lege turister og har oplevet en masse af byen allerede, men har også en del vi gerne vil se endnu, inden der fra på torsdag for alvor står Mathilde på programmet og aktivitetsniveauet og aktionsradiusen derfor bliver stærkt reduceret. Det er helt klart også godt for os at holde os i gang nu, for efter at have mødt den lille vidunderlige trunte i fredags er angsten for at noget skal gå galt et sted i processen vokset til uanede højder. Heldigvis kan man ikke tænke på andet end ren overlevelse, når man under sin færd rundt i byen skal krydse de stærkt befærdede og absurd kaotiske gader med trafik i flere spor, hvor alle har hornet i bund en stor del af tiden og cirkler ud og ind mellem hinanden på uoverskuelig vis. Pyha… Jeg er gået hen og blevet helt katolsk af det og slår mentalt korsets tegn foran mig hver gang, der er lykkedes at slippe helskindet over vejen :-)

Nu vil jeg se, om Peter er til at få hevet ud af fjerene, så vi kan komme ud og få oplevet lidt og imorgen er det så atter blevet tid til et besøg hos den lille dejlighed :-)))

Åh - hvor er hun altså dejlig vores lille Mathilde :-)))))))

Hun var i superduper fin form og tog første møde med mor og far i stiv arm. Vi blev studeret med stor interesse og hun ikke bare fandt sig i, men nød tydeligvis at blive dikkedikket, nusset, kysset osv. Det lader til, at hun generelt ser lidt tænksom og alvorlig ud, men der skal dæleme ikke meget til, før hun finder smilet frem og pludrer på livet løs. Kort efter vi var ankommet begyndte hun at se en smule træt ud, øjenene blev smallere og smallere og så faldt hun ellers trygt i søvn i fars arme. Det var tydeligvis noget, der gjorde den nybagte hands-on-far lykkelig, så i et pænt stykke tid vandrede han rundt med den sovende skønhed på armen og havde påfaldende blanke øjne. Efter luren, som hun rundede af i den seng, hun deler med sin kærlige plejer Mai og lille skønne Jeppe Long om natten, kom far på banen igen, for så skulle der gives flaske. Det hyggede såvel far som Mathilde sig vældigt med, men der røg dæleme ikke meget ned, for det var tydeligvis meget sjovere at få fat i sine fødder og at "filme" med far. Mor fik heldigvis også lov til at komme til og tog bl.a. den lille trunte med på tur rundt på børnehjemmet. Det hyggede vi os begge gevaldigt med. Mathilde virkede fuldstændig tryg og jeg nød at mærke hende, snuse til hende og give hende de første af utallige kys og kærtegn.

Kort sagt - vores datter er aldeles vidunderlig og det lader heldigvis til, at hun synes vi er helt OK og ret hyggelige. Det var skønt endelig at kunne være sammen med hende og vi er fuldstændigt forelskede i den lille dejlige skat.

Det bliver ikke til mere skriveri nu, for vi trænger meget til en lille lur og regner med at tage et smut i byen bagefter.

Om tolv timer skal jeg møde min datter for første gang – nu får I den vordende faders umiddelbare indtryk, jeg har bemægtiget mig puteren mens den vordende moder basker rundt uden på en flok store sommerfugle.

Det er meget svært og underligt, at sidde og prøve at forestille sig, hvordan det bliver for første gang at tage det barn op, som jeg har drømt om så længe og kendt ”på papiret” i næsten fire måneder.
På den ene side, så er det jo et barn som alle andre børn – jeg har hygget mig med og glædet mig over at være sammen med de børn der er kommet til i omgangskredsen, og jeg skal holde fast i, at alle de store tanker og følelser, der knokler rundt inden i mig ikke bliver delt af Mathilde.
Lige nu, klokken halv ni om aftenen, ligger hun formodentlig og sover 40-50 km. herfra og har ingen anelse om, hvad der rammer hende når hun vågner i morgen – ligesom jeg ikke ved, hvad der rammer mig, jeg har dog muligheden for at gøre mig nogle forestillinger, tænke på, hvad jeg har hørt fra andre og ikke mindst – jeg har selv valgt det her, det har hun ikke.
Det er derfor mig der skal styre både hende og mig igennem dette første møde – puha et stort ansvar at lægge på en blød mands bløde skuldre!!

På den anden side, så er hun jo ikke bare et barn som alle andre, hun er Mathilde, hende som jeg har ventet på så længe og som skal være en helt uadskillelig del af resten af mit liv og derfor er det jo ikke nemt at forestille sig, hvordan det bliver, når det er hende jeg møder. Og selvom mange har givet gode råd og indspark til, hvordan det bliver – så er det sådan det har været for dem – hvordan bliver det for mig?
Og så det er det måske alligevel Mathilde der har fordelen i det serveparti, hun skal ikke prøve at holde snor i mange års opsparede følelser og længsel efter dette øjeblik, og 1000 mærkelige tanker om hende og det at blive far og alt derimellem.
Uanset hvordan hun reagerer, så vil alle synes det er OK, for hun er et lille barn og helt uvidende om det forestående, mens min reaktion vil blive betragtet meget nøje;
Hvad tænker min datter om mig? Og min kone? Og plejerne og børnehjemsdirektøren og Mr. Tuan? Og i sidste ende Jesus, Muhammed og Buddha?

PUHA!! Det er en stor ting at blive far – jeg må hellere lade bekymringerne fare og så forsøger at give plads til glæden over at det er nu det er nu.

Det tog sin tid at få styr på alle tankerne, så nu er der kun syv timer til vi skal afsted - mon vi kan få ro til en lille lur.

Bare en hurtig hilsen for at sige, vi nu befinder os i Hanoi og har det aldeles skønt! Vejret er perfekt, øllerne kolde (og billige), lejligheden skøn, byen yderst fascinerende, trafikken… øh… spændende (er vist det mest dækkende ord ;-)) og det er ærlig talt rigtig rigtig svært at finde noget som helst at klage over :-)

Tvært imod er der en helt fantastisk nyhed, vi kan dele med jer. Vi har snakket med ACs kontaktperson herude, der kunne fortælle os, at vi kan få lov til at få hele to besøg på børnehjemmet, inden overdragelsen torsdag den. 30/11. Det havde vi slet i turdet håbe på, men hun spurgte, om vi var interesserede i det - og om vi var!!! Vi er helt rundt på gulvet glade i låget over det. Det første besøg bliver på fredag og det andet i begyndelsen af næste uge. Gosh – hvor bliver det spændende at møde Mathildemyret for første gang. Gad vide hvad hun mon siger til sådan et par langnæsede blegansigter som os…

Det er, som I nok kan regne ud, lykkedes at få den bærbare på nettet, men vi har en del tekniske vanskeligheder og kan fx af en eller anden grund ikke selv komme ind på Mathildemyrets hjemmeside. Vi har også problemer med at sende til nogle mailadresser fra Outlook, mens det går fint med andre. Heldigvis går det tilsyneladende fint med at modtage mails, for vi har i hvert fald fået nogle skønne nogen af slagsen (mange tak for dem), men det sikreste er nok at bruge vores net-mail dorte_peter@yahoo.dk

Ikke mere herfra for nu, jeg har nemlig en drink og en mand, der skal passes ;-)

Nu er der kun få timer til, vi skal ud ad døren og alt er efterhånden pakket og parat.

Vi ankommer til Hanoi tirsdag og ifølge DMI, bliver vi lige nødt til at udholde en enkelt dag med skyer og regn, men så er der til gengæld også dømt sol og ret så pænt vejr over hele linjen :-)



Vi giver lyd derudefra, når vi er blevet installeret på Oriental Palace, har fået en kold Tiger Beer og fået den bærbare koblet på nettet.

Her pakkes, ordnes og gøres rejseklar til den store guldmedalje, så det bliver ikke til så meget skriveri i denne omgang.

Vi er efterhånden adskillige gange blevet spurgt om, hvad Mathilde Huong ønsker sig. Dybest set ved vi det jo ikke, men vi har da forsøgt os med et bud ;-)

Vi har lagt hendes ønskeseddel (og vores ;-)) ind på en ny blog, som interesserede kan finde ved at klikke lige her.

Og så er det vist efterhånden på tide at finde sengen...

Sådan cirka lød det, da jeg blev ringet op af sagsbehandleren fra AC idag (fredag) og hun fortalte, at vores ceremonidato nu endelig er faldet på plads :-)

Efter at have forsikret den stakkels og forståeligt nok forvirrede kvinde om, at jeg skam havde det aldeles fremragende og blot var usigeligt lettet over, at det rent faktisk ser ud til, at det bliver til noget med den adoption, fik jeg de nærmere detaljer fremlagt.

Vi skal have ceremoni torsdag den 30. november, og da vi som bekendt har været så forudseende at have såvel visa, hotel og forhåndsbooking af billetter på plads, kan vi rejse afsted allerede på mandag.

Vi er bare så uendeligt glade og lettede, men føler os samtidig en kende udmattede. Vi har fejret det glade budskab med en tur i Tivoli her til aften, hvor vi har nydt såvel julepynt som julemad, da vi jo nok ikke oplever så meget mere af den slags mere i år - men det skal der bestemt ikke lyde klager over, for vi vil også meget hellere til Vietnam ;-)

Lige nu sidder far Peter i sofaen og spacer til en eller anden tilfældig film, og jeg tror, jeg vil gøre ham selskab, for jeg er alligevel for træt og bims til at foretage mig mere fornuftigt idag.

HURAAAAAAAAAAAAAAAAA - hvor er det bare STORT, SKØNT, FANTASTISK og en enorm forløsning, at vi endelig kan blive forenet med den lille skønne Mathilde :-)

Så er weekenden overstået og vi har taget hul på en ny venteuge, som vi stærkt håber på, vil bringe mere lys over udrejse-situationen. Vi har desværre ikke hørt nyt idag, men måske bliver imorgen forløsningens dag.

Lige så forbløffende let det har været for os at vente de første 2½ måned efter vi fik besked om Mathilde - lige så træls og frustrerende er det blevet nu. Jeg tror egentlig godt, vi kunne have ventet både 2 og 3 måneder mere uden de helt store frustrationer, hvis det var sådan prognosen og erfaringerne fra de senest hentende havde set ud. Men nu hvor såvel prognose som erfaringer og forhåndsmeldingerne fra AC siger, at det er tid, så er det godt nok blevet surt og svært.

Det er ellers lykkedes rigtig fint at være positiv og optimistisk undervejs i forløbet, men jeg er begyndt at føle, at vi bliver overhalet og snydt den ene gang efter den anden i dette "game"; Vi bor i en af de aller langsomste amter, ramte en venteliste der sneglede sig afsted (den gik oven i købet på et tidspunkt så meget i stå, at vi blev bedt om at overveje at flytte land) og nu hvor det endelig laaaaangt om længe er tid til at hente Mathilde Huong hjem (efter mere end 3 års ventetid), så er der pludselig bøvl og uregelmæssigheder i sagsgangen. Såvidt vi ved, er vi det eneste par, blandt alle de vi var på adoptionsforberende kursus med, der endnu venter på at hente barn hjem og for de flestes vedkommende skete familieudvidelsen for mere end et år siden. Når al det piv og brok er lukket ud så må jeg dog sige, at det heldigvis er ualmindeligt sjældent jeg får sådanne "hvor er livet altså uretfærdigt og hvor det bare synd for os - anfald", og jeg priser mig lykkelig over ikke at være eneadoptant (for de har en endnu sejere godkendelsesproces og længere ventetid end par), endnu mere for ikke at have været igennem et langt og opslidende fertilitetsforløb, inden vi valgte adoption og allermest for at vi ikke hører til blandt de uheldige, der har måttet takke nej til et barn pga. alvorlige helbredsproblemer eller har mistet det barn de havde i forslag. Sidstnævnte scenarie spøger dog og jeg tror ikke, vi føler os helt trygge ved situationen, før vi har fået vores lille Mathilde Huong overdraget.

Dagens dugfriske melding fra Vietnam er, at der endnu ikke er klarhed over, hvornår der bliver ceremoni. Mandagens booking derfor droppet og vi glæder os over, det er weekend, så vi kan gå off line mentalt.

Idag har vi fået melding om, at fejlen i papirerne nu er rettet (skønt!) og om at de dd. er blevet afleveret til de centrale myndigheder. Herefter går turen videre til provinsmyndighederne og så er det ved at være tid til at få en ceremonidato på plads. Hvornår det bliver er endnu uafklaret. Vi synes jo nok, det begynder at knibe gevaldigt med at nå det med en ceremoni nu på torsdag, men det kan desværre hverken af- eller bekræftes pt. Imorgen sidst på eftermiddagen skal vi senest give besked vedr. billetterne på mandag og vi er efterhånden helt indstillede på, at det bliver et "no go" i denne omgang. Selv om det da er mægtig træls, så er det som altid rart bare at have et eller andet at forholde sig til. Om ikke andet kan vi da komme til at holde weekend uden at være på "red alert", og det tror jeg, vi trænger til.

Til slut MANGE MANGE TAK for al jeres positive interesse og support. Det varmer og trøster fantastisk meget, nu hvor ventetiden og ikke mindst uvisheden for alvor "bider".

Seneste melding fra ACs kontaktperson kom i mandags og lyder på, at det nu ser ud til, at vi får ceremoni torsdag den 16. november. Vi venter fortsat i spænding på at få det af- eller bekræftet og har for en sikkerheds skyld forhåndsbooket et par billetter med THAI til Vietnam på mandag, da der pludselig var sådan et par stykker ledige. Vi hååååber, vi får brug for dem. Det vil lige præcis sætte os i stand til at nå det hele med ankomst tirsdag, besøg på børnehjemmet onsdag og overdragelsesceremoni torsdag. Pyha - vi får helt sved på panden bare ved tanken om det program.

Behøver jeg at sige, at vi er noget så trætte af at svæve i uvished efterhånden???

Efter en fantastisk forkælelsesweekend på Hotel Grand Park i Korsør, hvor vi heldigvis formåede at slappe af, sove ud, grine igennem og nyde livet, er det nu blevet hverdag igen. Og for at sige det som det er, så er det efterhånden blevet hårdt at vente. Det er ellers gået ret fint med at holde snor i (u)tålmodigheden og humøret i plus, men nu kniber det altså gevaldigt for os begge to. Det skyldes naturligvis, at vi nu i et pænt stykke tid har været helt klar til at vende vore blege næser mod Vietnam, fordi vi har fået et par "nu sker det snart - meldinger", der alligevel ikke har holdt. I september fik vi en uofficiel melding om, at det så ud til, vi ville få ceremoni i slutningen af oktober. Vi håbede, men satte heldigvis ikke al for stor lid til meldingen, der jo var fra "Rygters Bureau" og dermed løs i kanten. Forrige fredag indløb så en officiel melding fra AC om, at det så ud som om, vi ville få ceremoni i 2. uge af november. Det valgte vi at tro på, men lagde en margin på et par uger til for en sikkerheds skyld. Nu hedder meldingen som bekendt, at alt er uvist pga. fejl i nogle papirer, og det er næsten ikke til at holde ud! Pyt med om det tager en, to eller tre uger ekstra - det klarer vi såmænd nok. Det der er benhårdt og rigtig træls lige nu er uvisheden og utrygheden ved, at der er noget galt. Vi aner ikke, hvad fejlen går ud på eller hvad det kommer til at betyde af ekstra ventetid for os. Det lyder heldigvis ikke graverende og ventetiden bliver ikke nødvendigvis meget længere af den ekstra kontorgang, men vore ventesyge og skruk hjerner skal holdes travlt beskæftiget med andre ting, for ikke konstant at give sig til at spinde bekymringsspind.

Kort og godt føler vi os lige nu temmelig matte, sårbare og hudløse, men satser stærkt på at have samlet os selv mere sammen i løbet af ugen, uanset om der er indløbet rejsebesked eller ej.

Der bliver ikke noget af at rejse nu og her, da vi netop har fået besked om, at der er fundet fejl i nogle papirer. Det lyder ikke som om, det er noget alvorligt, men det kan trække sagsgangen ud, og det er ærlig talt træls!

Vi er matte og møre, men ved rimeligt godt mod. Weekenden er sat af til ren afslapning og råhygge med spa, god mad, rødvin, lang gåtur ved vandet osv. så vi kan få ladet lidt op til en ny omgang venteri og væren på stand by ved telefonen.

Jeg synes godt nok, vi er lidt uheldige!