Livet med Mathildemyret

Hanoi er netop ved at vågne og jeg har åbnet døren til altanen, så en frisk brise og byens morgenlyde holder mig med selskab, mens jeg skriver.

Vi nyder fortsat vores ophold her i Mathildeland i fulde drag. Jeg får dog væsentligt mere ud af det end Peter – tidsmæssigt i hvert fald ;-) – for han trækker simpelthen stikket ud og går nærmest i coma 10 timer i døgnet. Jeg er imidlertid (næsten) ikke misundelig, for i nat lykkedes det mig for første gang endelig at nappe hele 7 timers søvn. Det var såååååååå skønt! :-)

I går ankom den familie, vi skal have ceremoni sammen med på torsdag. Vi har fundet en lejlighed til dem lige ovre på den anden side af gaden (der er fuldt optaget på vores hotel) og det er skønt, at vi har hinanden så tæt på, når vi skal gå og tulle rundt med de små nye pus.

Vi nyder at lege turister og har oplevet en masse af byen allerede, men har også en del vi gerne vil se endnu, inden der fra på torsdag for alvor står Mathilde på programmet og aktivitetsniveauet og aktionsradiusen derfor bliver stærkt reduceret. Det er helt klart også godt for os at holde os i gang nu, for efter at have mødt den lille vidunderlige trunte i fredags er angsten for at noget skal gå galt et sted i processen vokset til uanede højder. Heldigvis kan man ikke tænke på andet end ren overlevelse, når man under sin færd rundt i byen skal krydse de stærkt befærdede og absurd kaotiske gader med trafik i flere spor, hvor alle har hornet i bund en stor del af tiden og cirkler ud og ind mellem hinanden på uoverskuelig vis. Pyha… Jeg er gået hen og blevet helt katolsk af det og slår mentalt korsets tegn foran mig hver gang, der er lykkedes at slippe helskindet over vejen :-)

Nu vil jeg se, om Peter er til at få hevet ud af fjerene, så vi kan komme ud og få oplevet lidt og imorgen er det så atter blevet tid til et besøg hos den lille dejlighed :-)))