Livet med Mathildemyret

Så er weekenden overstået og vi har taget hul på en ny venteuge, som vi stærkt håber på, vil bringe mere lys over udrejse-situationen. Vi har desværre ikke hørt nyt idag, men måske bliver imorgen forløsningens dag.

Lige så forbløffende let det har været for os at vente de første 2½ måned efter vi fik besked om Mathilde - lige så træls og frustrerende er det blevet nu. Jeg tror egentlig godt, vi kunne have ventet både 2 og 3 måneder mere uden de helt store frustrationer, hvis det var sådan prognosen og erfaringerne fra de senest hentende havde set ud. Men nu hvor såvel prognose som erfaringer og forhåndsmeldingerne fra AC siger, at det er tid, så er det godt nok blevet surt og svært.

Det er ellers lykkedes rigtig fint at være positiv og optimistisk undervejs i forløbet, men jeg er begyndt at føle, at vi bliver overhalet og snydt den ene gang efter den anden i dette "game"; Vi bor i en af de aller langsomste amter, ramte en venteliste der sneglede sig afsted (den gik oven i købet på et tidspunkt så meget i stå, at vi blev bedt om at overveje at flytte land) og nu hvor det endelig laaaaangt om længe er tid til at hente Mathilde Huong hjem (efter mere end 3 års ventetid), så er der pludselig bøvl og uregelmæssigheder i sagsgangen. Såvidt vi ved, er vi det eneste par, blandt alle de vi var på adoptionsforberende kursus med, der endnu venter på at hente barn hjem og for de flestes vedkommende skete familieudvidelsen for mere end et år siden. Når al det piv og brok er lukket ud så må jeg dog sige, at det heldigvis er ualmindeligt sjældent jeg får sådanne "hvor er livet altså uretfærdigt og hvor det bare synd for os - anfald", og jeg priser mig lykkelig over ikke at være eneadoptant (for de har en endnu sejere godkendelsesproces og længere ventetid end par), endnu mere for ikke at have været igennem et langt og opslidende fertilitetsforløb, inden vi valgte adoption og allermest for at vi ikke hører til blandt de uheldige, der har måttet takke nej til et barn pga. alvorlige helbredsproblemer eller har mistet det barn de havde i forslag. Sidstnævnte scenarie spøger dog og jeg tror ikke, vi føler os helt trygge ved situationen, før vi har fået vores lille Mathilde Huong overdraget.