Livet med Mathildemyret

Om tolv timer skal jeg møde min datter for første gang – nu får I den vordende faders umiddelbare indtryk, jeg har bemægtiget mig puteren mens den vordende moder basker rundt uden på en flok store sommerfugle.

Det er meget svært og underligt, at sidde og prøve at forestille sig, hvordan det bliver for første gang at tage det barn op, som jeg har drømt om så længe og kendt ”på papiret” i næsten fire måneder.
På den ene side, så er det jo et barn som alle andre børn – jeg har hygget mig med og glædet mig over at være sammen med de børn der er kommet til i omgangskredsen, og jeg skal holde fast i, at alle de store tanker og følelser, der knokler rundt inden i mig ikke bliver delt af Mathilde.
Lige nu, klokken halv ni om aftenen, ligger hun formodentlig og sover 40-50 km. herfra og har ingen anelse om, hvad der rammer hende når hun vågner i morgen – ligesom jeg ikke ved, hvad der rammer mig, jeg har dog muligheden for at gøre mig nogle forestillinger, tænke på, hvad jeg har hørt fra andre og ikke mindst – jeg har selv valgt det her, det har hun ikke.
Det er derfor mig der skal styre både hende og mig igennem dette første møde – puha et stort ansvar at lægge på en blød mands bløde skuldre!!

På den anden side, så er hun jo ikke bare et barn som alle andre, hun er Mathilde, hende som jeg har ventet på så længe og som skal være en helt uadskillelig del af resten af mit liv og derfor er det jo ikke nemt at forestille sig, hvordan det bliver, når det er hende jeg møder. Og selvom mange har givet gode råd og indspark til, hvordan det bliver – så er det sådan det har været for dem – hvordan bliver det for mig?
Og så det er det måske alligevel Mathilde der har fordelen i det serveparti, hun skal ikke prøve at holde snor i mange års opsparede følelser og længsel efter dette øjeblik, og 1000 mærkelige tanker om hende og det at blive far og alt derimellem.
Uanset hvordan hun reagerer, så vil alle synes det er OK, for hun er et lille barn og helt uvidende om det forestående, mens min reaktion vil blive betragtet meget nøje;
Hvad tænker min datter om mig? Og min kone? Og plejerne og børnehjemsdirektøren og Mr. Tuan? Og i sidste ende Jesus, Muhammed og Buddha?

PUHA!! Det er en stor ting at blive far – jeg må hellere lade bekymringerne fare og så forsøger at give plads til glæden over at det er nu det er nu.

Det tog sin tid at få styr på alle tankerne, så nu er der kun syv timer til vi skal afsted - mon vi kan få ro til en lille lur.