Livet med Mathildemyret

Efter en fantastisk forkælelsesweekend på Hotel Grand Park i Korsør, hvor vi heldigvis formåede at slappe af, sove ud, grine igennem og nyde livet, er det nu blevet hverdag igen. Og for at sige det som det er, så er det efterhånden blevet hårdt at vente. Det er ellers gået ret fint med at holde snor i (u)tålmodigheden og humøret i plus, men nu kniber det altså gevaldigt for os begge to. Det skyldes naturligvis, at vi nu i et pænt stykke tid har været helt klar til at vende vore blege næser mod Vietnam, fordi vi har fået et par "nu sker det snart - meldinger", der alligevel ikke har holdt. I september fik vi en uofficiel melding om, at det så ud til, vi ville få ceremoni i slutningen af oktober. Vi håbede, men satte heldigvis ikke al for stor lid til meldingen, der jo var fra "Rygters Bureau" og dermed løs i kanten. Forrige fredag indløb så en officiel melding fra AC om, at det så ud som om, vi ville få ceremoni i 2. uge af november. Det valgte vi at tro på, men lagde en margin på et par uger til for en sikkerheds skyld. Nu hedder meldingen som bekendt, at alt er uvist pga. fejl i nogle papirer, og det er næsten ikke til at holde ud! Pyt med om det tager en, to eller tre uger ekstra - det klarer vi såmænd nok. Det der er benhårdt og rigtig træls lige nu er uvisheden og utrygheden ved, at der er noget galt. Vi aner ikke, hvad fejlen går ud på eller hvad det kommer til at betyde af ekstra ventetid for os. Det lyder heldigvis ikke graverende og ventetiden bliver ikke nødvendigvis meget længere af den ekstra kontorgang, men vore ventesyge og skruk hjerner skal holdes travlt beskæftiget med andre ting, for ikke konstant at give sig til at spinde bekymringsspind.

Kort og godt føler vi os lige nu temmelig matte, sårbare og hudløse, men satser stærkt på at have samlet os selv mere sammen i løbet af ugen, uanset om der er indløbet rejsebesked eller ej.