Livet med Mathildemyret

Så var den sq gal igen! Igennem knap en uge er skrækken vokset til astronomiske højder, fordi min ellers så tilregnelige menstruation valgte at udskyde sin entré ligesom på samme tid sidste år (åbenbart en årlig begivenhed... hrmf... yderst besynderlig opførsel!). Denne gang har det bare været om muligt endnu mere nervepirrende og ubehageligt end sidst, idet opringningen om Lillemyr jo kan komme når som helst. Hver gang telefonen har ringet, så har det givet et gip af den ubehagelige slags, for det ville bare være SÅ TRÆLS (årets fedeste underdrivelse!) ikke at kunne glæde sig 110%, når nyheden om den lille længe ventede guldklump endelig overbringes. Spekulationerne om, hvordan vi ville have tacklet situationen hvis og i fald, der var en graviditet, har vi forsøgt at holde os fra. Lad os her nøjes med at konstatere, at vi på ingen som helst mulig tænkelig måde var spor varme på tanken om bio-familieudvidelse!

To gange testning (igår og idag) er det blevet til for at få afklaring på situationen. Begge viste negativ, men da jeg også testede negativ, da jeg i sin tid havde en graviditet udenfor livmoderen, så turde vi ikke føle os fuldstændig beroligede, før "Plet" endelig meldte sin ankomst her til aften.

Nu er der for alvor glæde, lettelse og positiv forventning i det lille hjem. Forskrækkelsen har imidlertid givet anledning til genovervejelse af, hvordan vi kan opruste på præventionsfronten. Det må være noget med en kombi-metode, så vi både går med livrem og seler - for noget skal der åbenbart til for at holde vores bukser oppe ;-)

Hmmm... Måske skulle vi istedet overveje en snedig løsning ala denne her.

Som titlen antyder inviteres du med i de mørke afkroge af et par venteramte adoptanters sære sind. Der er således fokus på det, der af og til skygger for den glæde og forventning, der trods alt fylder mest for tiden. Vi er dybest set ved godt mod, men der er dog jævnligt nogle hårdnakkede bekymringer, der stikker deres grimme fjæs frem og bryder forventningens glæde.

Den lange ventetid (dags dato 2 år, 7 måneder, 1 uge og 6 dage = knap 1000 dage) har som nævnt så ofte før tæret. Det værste ved, at vi nu føler os lidt vel matte, energiløse og hyperfølsomme, er, at det jævnligt går ud over optimismen og selvtilliden. Vi har hidtil primært været fortrøstningsfulde (måske naive? :-) ) i fht. opgaven som forældre. Vi har set os selv som rimeligt ressourcestærke og med meget at byde på, men i takt med at slitagen sætter ind, så daler tiltroen til vores egen formåen og det er bare ikke spor fedt! Vi ved jo godt, at det nok skal ændre sig, for vi har hørt præcis det samme fra andre langtidsventeramte adoptanter, som nu har et blomstrende familieliv, men i de mørkeste stunder kan det altså godt knibe lidt med optimismen.

En anden mere vedvarende mørk tanke, der faktisk har naget gennem hele processen, er frygten for, at en af os pludselig skulle gå hen og få en sygdom, der (Gud, Allah, Buddha, Shiva, Odin og resten af de høje herrer forbyde det!!!) ville sætte en stopper for adoptionsprocessen. I et stykke tid har helbredsfrygten været skubbet i baggrunden, men nu hvor vi skal regodkendes og lægen skal skrive under på, at vi fortsat er sunde, raske og velforvarede, så melder frygten sig med fornyet styrke, for hvad nu hvis... Vi har ingen som helst grund til at tro, at der skulle være noget som helst galt med nogen af os, men tænk nu hvis der var...

Endnu en bekymring, der ihærdigt insisterer på at komme frem i disse dage, er, om opringningen om barn i forslag vil give ambivalente følelser, fordi der måske er noget i vejen med barnet - eller at papirerne indikerer, at der muligvis kunne være det. Vi ville HADE at skulle tage stilling til, om vi turde binde an med den ene eller den anden skavank, som vi i mange tilfælde overhovedet ikke vil kunne få ordentlig information om, hvad kommer til at betyde i fremtiden. Det kan være, at der er noget i barnets lægepapirer, der måske, vist nok og muligvis vil kunne betyde ditten eller datten, men man ved det ikke... (bestemt ikke et ukendt fænomen, omend jeg ikke ved, hvor tit det sker). Ofte kan det i praksis ikke lade sig gøre at få af- eller bekræftet mistanken, og i masser af tilfælde viser det sig heldigvis, at der absolut intet er i vejen, når det kommer til stykket. Min hypotese er, at de danske adoptionsbørnelæger arbejder udfra et yderst konservativt forsigtighedsprincip, og oplyser selv den mindste ting, der eventuelt kunne betyde noget. Det, synes jeg, på sin vis er meget forståeligt, for dels skal lægerne have deres ryg fri og dels giver det de kommende forældre en mulighed for at vurdere, om de mener sig i stand til at til at varetage den særlige opgave. Men så alligevel... For hvordan f...... skal man som kommende forældre og med følelserne uden på tøjet kunne tage stilling til, om man magter at varetage en opgave, som sagkundskaben ikke magter at beskrive for en?
Det ville bare være SÅ usigeligt svært at stå i den situation. Det vil være lidt som at skulle lege Vor Herre eller den kræsne eventyr-prinsesse, der siger "duer" eller "duer ikke, væk!" Jeg ved, at mange gravide gør sig lignende tanker i fht. hvis skanninger eller andet skulle tyde på misdannelser. I disse tilfælde drejer det sig endda om at gøre sig til herre over liv og død. Så drastisk er adoptanters valg heldigvis ikke, for normalt vil et "nej-tak, det tør vi ikke binde an med" betyde, at en anden familie får barnet "tilbudt", så barnet er trods alt ikke idømt børnehjem på livstid.
Jeg aner ikke, hvad vi ville gøre, hvis vi bliver sat i sådan et dilemma udover at trække på al den støtte, vi kan få fra såvel lægelig sagkundskab som garvede adoptanter, der har stået i en tilsvarende situation. Jeg håber dæleme (7, 9, 13 & knock on wood), at vi slipper for at skulle forholde os til denne problemstilling på anden vis end rent hypotetisk.

Og ellers så går det såmænd ganske godt. Vi glæder os, er spændte og nyder at læse nyt fra de, der lige nu er i Vietnam for at hente deres små dejlige poder :-)

Det er superskønt og fantastisk spændende, at det nu er SÅ tæt på, men kors hvor det da tærer på kræfterne. Her i weekenden har vi kun fået lavet en brøkdel af, hvad vi havde forestillet på "projekt lejlighed" (ADVARSEL: vi ser os snart nødsaget til at indkalde reserverne, hvis det skal rykke videre!!!). Og nej, det var bestemt ikke fordi, vi havde sat forventningerne tårnhøjt. Vi føler os bare noget så ubeskriveligt udmarvede, energiløse og oven i hatten hudløst følsomme. Mon vi kommer til at hakke lidt på hinanden af og til...? Tjaeh - gæt selv ;-)
Hvis denne højspændte venteposition trækker meget længere ud, frygter jeg at ende sådan her:

...men på en ganske anden vis.

Det drejer sig denne gang om, at vi har et fjernsyn til overs efter oprydning og omorganisering herhjemme. "Dyret" foræres væk ganske gratis til den første person, der henvender sig med lovning om at hente det snarest hos os på Frederiksberg.

Det er et NOKIA, vist nok 26”, stereo, farver, 1 almindeligt antennestik, 2 scart-stik, sort kabinet. Det har ca. 10 år på bagen.

Det ser pænt og enkelt ud og fungerer sådan set også udmærket (det har indtil i dag været i nogenlunde daglig drift i vores stue), men det har en lille spøjs defekt, der består i, at billedet ligesom er blevet en lille smule for stort til skærmen. Det er faktisk kun i fht. undertekster, det virker forstyrrende, da den yderste smule af teksten mangler (vel svarende til et bogstav eller to der ikke kan ses).

Hvis der er interesse for det, kan et sort TV-bord med hylde under medfølge.

Gi' lyd hvis du er intereseret!

I nærmeste fremtid er der hele tre forskellige adoptionsudsendelser på TV - det er jo det rene kinderæg (-:

Først er der mulighed for et gensyn med Når storken svigter - to år efter. "Storke-serien" har vi et ganske særligt forhold til, da vi netop havde besluttet os for adoption, da de første programmer blev sendt i æteren. Vi slugte dem råt, var totalt adoptionsinfohungrende og havde behov for at få konkrete billeder og historier på, hvordan familiedannelse via adoption foregår, og hvad det bringer af tanker, følelser og problemstillinger. Det var spændende men følelsesmæssigt ret udmattende at følge de forskellige familier og deres historier, fordi vi levede os så meget ind i dem. Det fløj med kommentarer ala "Nåh - sikke en skøn lille buksetrold", "Ej, det sagde han bare IKKE!" og "Hvis det var os, hvad tror du så, vi ville ha' gjort?". Det var guld værd for os at se de programmer, og vi tager dæleme hatten af for de seje familier, der lod kameraerne følge dem tæt i en så følelsesladet tid.

Programmet Engang var jeg koreaner har jeg hverken set eller hørt om før, men jeg glæder mig, for jeg synes det er så vigtigt at holde sig for øje, at det jo ikke bare er et lille yndigt adoptivbarn, man udvider familien med. Børn - de slyngler - har det jo med at vokse sig store og selvstændige og tillade sig at få egne meninger om både dit og dat. Engang vil Lillemyr og Minimyr (den foreløbige arbejdstitel på lillebror/-søster) jo forholde sig til deres adoptioner med en voksens blik og tankegang. Vi vil til den tid gerne kunne være vores forældreskab bekendt og vide, at vi har gjort, det bedste vi kunne baseret på den viden, vi kunne opstøve i forhold til at rumme børnene og deres særlige baggrund. At vi med garanti nok skal blive klasket til vægs af de 2xteenage-Myr af helt andre årsager, end vi overhovedet kan forestille os nu, er en ganske anden sag. Det må vi tage til den tid. For nu vil vi glæde os til at opleve tre koreanskadopteredes møde med fortiden.

Den tredje udsendelse Vores adoptivbørn er et mareridt lyder ærlig talt noget spooky og som en ganske rædselsfuld familietragedie. De to voksne sønners svære liv med hhv. afhængighed af alkohol og stoffer samt fængsling pga. brandstiftelse skulle ifølge forældrene skyldes noget i den bagage ungerne havde med sig i sin tid. Tjaeee - det med arv versus miljø samt ens livsvilkår i den allerførste levetid kan man jo altid diskutere omfanget af betydningen af. Det lyder imidlertid totalt absurd, at forældrene nu vil anlægge sag med den påstand, at de aldrig burde have adopteret de to sønner... Jeg kan leve mig ind i, at de er desperate, men... Jeg savner ord, og jeg MÅ se den udsendelse! Måske skulle jeg sørge for at have blodtrykssænkende medikamenter i nærheden samt at få repeteret beroligende vejrtrækningsøvelser lige inden... ;-)

Jeg har sakset info om udsendelserne fra DRs programoversigt:


Tirsdag den 30. maj klokken 20.00 på DR1

Når Storken svigter - to år efter (1)

For tre år siden fulgte DR TV nogle danske familier i tiden før og efter en adoption. I to nye programmer besøger vi familierne igen. Winnie og Morten hentede Johanna i Sydafrika. Hun er næsten tre år gammel. Nu venter familien på et nyt adoptivbarn - også fra Sydafrika. Nanna og Michael hentede Jakob i Korea. Han er nu blevet to år.
Sendt første gang 22.11.05. Sendes også 31.5. og 2.6.



Onsdag den 31. maj klokken 12.35 på DR1

Engang var jeg koreaner

Dokumentar om et gensyn med fortiden.

Om tre mennesker, der er født i Korea, men som børn blev bortadopterede og kom til Sverige. Filmen er en beskrivelse af følelser, opdagelser og beslutninger, evnen til at overleve og evnen til at bevare en kærlighed over mange år, men det er også et portræt af det land, som engang sendte børnene væk.
Nordvision fra Sverige.



Torsdag den 1. juni klokken 21.25 på TV2

Vores adoptivbørn er et mareridt

Det er aldrig nemt at være forældre.

Originaltitel: Adoption Hell
Andrew og Helen Hale adopterede de to drenge, Andy og Jason, da de var ganske små. I dag - 16 år senere - ligger forholdet mellem forældre og sønner i ruiner. Den nu 18-årige Jason har et alvorligt narko- og alkoholproblem, den tre år ældre Andy sidder i fængsel og afsoner en dom for brandstiftelse. Forældrene mener, at de sociale myndigheder har tilbageholdt oplysninger om drengenes baggrund, der kunne have forhindret, at det gik så galt. Derfor vil Andrew og Helen Hale anlægge sag med den påstand, at de aldrig burde have adopteret de to sønner. Men spørgsmålet er, om det er systemet eller forældrene, der har svigtet?
Programmet følger familien Hale tæt igennem et skæbnesvangert år.

Det frustrerende referer til, at vi skal regodkendes, da de to år, som en godkendelse gælder, snart udløber. Der skal i den anledning fremskaffes ny straffeattest, skatteattest, restanceerklæring og helbredserklæring. AC havde fortalt, at de havde mindet vores sagsmama om at få sat gang i sagen igen, men da vi intet havde hørt efter et par uger, ringede jeg idag. Det blev til en længere og yderst grundig samtale pr. telefon, der nærmest føltes som en fase 4 samtale...
på trods af
- at en sådan faktisk ikke eksisterer i dette system
- at en regodkendelse almindeligvis betragtes som en ren formsag
- at der rent faktisk ikke burde være noget som helst til hinder for, at vi skulle "gøre os fortjent" til en regodkendelse.

Vi HADER bare at være under lup! At skulle vurderes, måles og vejes. Jeg plejer at være i den anden ende af det offentlige system og på trods af, at jeg af og til kan klage over forholdene der, så er det intet imod, hvor skrækkeligt, afmægtigt og nærmest ydmygende det kan føles at være i den anden ende af systemet )-: Det er sikkert på sundt og lærerigt for mig at prøve, men jeg kan f...... ikke lide det! Jeg får samme følelse af, at der nok er et eller andet i vejen, som man kan få, hvis en politibetjent, en tolder eller en butiksdetektiv ser lidt for borende og indgående på én. Uanset hvor uskyldsren og kridvid en samvittighed man har, så kommer man nemt til at føle sig lidt småskyldig og halvkriminel. Jeg gør i hvert fald.

Det værste er, at det slet ikke er slut endnu, for vi skal muligvis igennem et noget grundigere helbredstjek, end man normalt skal ved en regodkendelse, idet vores tidligere læge er holdt op og en ny læge har overtaget tjansen og dermed os som patienter med journaler fra den forrige osv. Da hun imidlertid ikke personligt har hilst på os i det år eller så, hun har været på posten, så mente den yderst stramtandede sekretær, at vi bestemt måtte regne med skulle HELE turen igennem igen! Og lur mig om vi ikke også denne gang skal betale en pæn sjat for ulejligheden...

Nok om det og videre til det mere festlige. Der skulle være kommet et par helt nye babyer på det ene børnehjem. Vi aner ikke, hvor lang tid der kommer til at gå, inden papirarbejdet og alle stemplerne er på plads, så de kan bringes i forslag. Der kan rissikere at gå flere måneder, men det kan måske også ske rimeligt hurtigt. Der er ikke andet for end at vente og se, hvad der sker. Heldigvis er vi for tiden ret gode til den disciplin og vi gør det endda med godt humør. Her til aften har vi fejret den gode nyhed med lækker vietnamesisk mad og skøn champagne. Vi glæder os bare helt vildt over, at det er lige ved og næsten :-)

Klik her.

Måske kan det hjælpe dig, men efter et par timers tælleri er jeg ør og mør, men stadig lysvågen.

Grrrrrr...

Kom nuuuuu Ole Lukøje...

...er godt nyt. Tjaeh - det kan man jo godt mene...

Det er i hvert fald et faktum efter at have snakket med AC idag, så vi holder på proppen lidt endnu.

Sådan!

Fem styks adoptionsbøger bestilt og betalt hos www.saxo.dk

Billigt, nemt og som regel hurtigt.

* Attaching in Adoption

* Lifebooks - Creating a Treasure for the Adopted Child

* The Post-Adoption Blues

* Adoptivmor

* Adopteret Teenager

Jeg glæder mig til at blive fodret med kloge ord :-)

er nu en skøn opfindelse, når man har så betænksomt og gavmildt et barn som Lillemyr ;-)

Det søde barn havde bedt sin far overraske mig med et web-kamera og et sæt tilhørende hovedtelefoner med mikrofon, så vi nemt og billigt kan holde kontakt med familie og venner, mens vi er i Hanoi. Med MSN Messenger, Skype og hvad der ellers findes af lignende smarte tiltag er det jo muligt ganske gratis at kommunikere med såvel lyd og levende billeder.

Solen skinner, vi skal snart være forældre for alvor og jeg har lige fået nyt legetøj.

Livet er skønt!

er titlen på et amerikansk tidsskrift med masser af interessante artikler på nettet.

Der er bl.a. et par interessante og tankevækkende artikler om, hvordan det er at skille sig ud som adoptivfamilie. Der er ingen tvivl om, at man tiltrækker sig opmærksomhed, når man som hvid (lyserød?) bevæger sig ud i verden med sit mørklødede barn.

Det må være svært at vide, hvor man skal trække grænsen, når der er tale om positiv interesse...

Prøv at læse artiklerne Our Standout Family og Dealing with Nosy Questions.

Hvem vil med i cyber-baren?

Barn i forslag? Nope - endnu ikke.

Noget nyt om formidlingen? Desværre. Nummer 1 har netop idag haft kontakt med AC, der heller ikke i denne uge kunne bringe nyheder. Der er dog et par familier, der snart skal afsted for at hente deres små poder, så dem glæder vi os rigtig meget til at følge på sidelinjen.

Humør? Helt fint! Vi føler os glade, spændte og forventningsfulde, så optimistismen er i top.

Energi og overskud? Don't even ask!!! Vi får lavet det, vi skal, og har fundet os rimeligt til rette med, at buldrende bål af uforbrændt energi bliver vi vist ikke, så længe vi er i denne uforløste spændingstilstand.

Søvnproblemer? Peter har ingen vanskeligheder med at sove überhaubt. For mit vedkommende går det også rimeligt godt med det for tiden. Jeg veksler mellem at sove et par timer i underkanten den ene nat og så tage revanche med en ordentlig skraber den næste. Det mest fantastiske er de helt utrolige drømme, der fabrikeres i mit lille hovede for tiden. Blandt andet om børn, rejser til hidtil uudforskede egne af jorden, istandsættelse af lejlighed (drømte fx at det netop så fint istandsatte loft pludselig faldt ned i hovedet på os...). Vilde og mærkelige drømme.

Nye ting til Lillemyr? Jeps. Masser af gode sager købt såvel på sidste weekends babymesse og i Mødrehjælpens skønne butikker med brugt babygrej. Det er SÅ hyggeligt at købe lidt til den lille guldklump.

Hvad ellers? Tjaeee... spørg endelig bare løs... :-)

Da jeg vågnede med et sæt imorges - og alt alt for tidligt igen - var jeg klar over, at det atter var tid til, at få facts at forholde sig til.

I formiddags ringede jeg derfor til AC. Den søde sagsbehandler forstod fuldt ud min nysgerrighed, men kunne ikke fortælle noget som helst nyt. Logisk set burde det vel være frustrerende, men rent faktisk var det umiddelbart en lettelse; det dæmpede spændingen nu og her (jeg behøver ikke at få kriller i maven, hver gang telefonen ringer) og det udsætter tidspunktet, hvor vi bliver kastet ud i den følelsesmæssige turbulens, som beskeden om barn i forslag må give. Til gengæld skal vi jo så leve med uvisheden og spændingen det længere og blive endnu mere venteslidte. Jeg burde således ønske at få udløst spændingen, men logik og følelser går bare ikke altid hånd i hånd.

Humøret er OK, energiniveauet lavt og uvisheden totalt opslidende...

At vi bestemt ikke er alene om at opleve ventetiden som en dræber fremgår tydeligt af nedenstående citat fra Susanne Denckers indledning i nyeste nummer af AC FOCUS med temaet "Ventetid":

Uvisheden er den aller, aller værste partner i ventetidsprocessen. Det er ikke så meget længden af ventetiden, der i sig selv er skræmmende. Det er uvisheden. Jo mere forudsigelig og præcis, man har forventet, at processen ville være, jo værre er det, når uvisheden og usikkerheden for alvor tager plads i ens formidlingsproces.

Temaartiklerne kan iøvrigt læses på ACs hjemmeside. Du finder dem via linket på forsiden. Det er desuden muligt at abonnere på bladet kvit og frit i ni måneder. Klik på "udgivelser" øverst på forsiden og læs mere om dette rigtig fine tilbud.