Livet med Mathildemyret

Som titlen antyder inviteres du med i de mørke afkroge af et par venteramte adoptanters sære sind. Der er således fokus på det, der af og til skygger for den glæde og forventning, der trods alt fylder mest for tiden. Vi er dybest set ved godt mod, men der er dog jævnligt nogle hårdnakkede bekymringer, der stikker deres grimme fjæs frem og bryder forventningens glæde.

Den lange ventetid (dags dato 2 år, 7 måneder, 1 uge og 6 dage = knap 1000 dage) har som nævnt så ofte før tæret. Det værste ved, at vi nu føler os lidt vel matte, energiløse og hyperfølsomme, er, at det jævnligt går ud over optimismen og selvtilliden. Vi har hidtil primært været fortrøstningsfulde (måske naive? :-) ) i fht. opgaven som forældre. Vi har set os selv som rimeligt ressourcestærke og med meget at byde på, men i takt med at slitagen sætter ind, så daler tiltroen til vores egen formåen og det er bare ikke spor fedt! Vi ved jo godt, at det nok skal ændre sig, for vi har hørt præcis det samme fra andre langtidsventeramte adoptanter, som nu har et blomstrende familieliv, men i de mørkeste stunder kan det altså godt knibe lidt med optimismen.

En anden mere vedvarende mørk tanke, der faktisk har naget gennem hele processen, er frygten for, at en af os pludselig skulle gå hen og få en sygdom, der (Gud, Allah, Buddha, Shiva, Odin og resten af de høje herrer forbyde det!!!) ville sætte en stopper for adoptionsprocessen. I et stykke tid har helbredsfrygten været skubbet i baggrunden, men nu hvor vi skal regodkendes og lægen skal skrive under på, at vi fortsat er sunde, raske og velforvarede, så melder frygten sig med fornyet styrke, for hvad nu hvis... Vi har ingen som helst grund til at tro, at der skulle være noget som helst galt med nogen af os, men tænk nu hvis der var...

Endnu en bekymring, der ihærdigt insisterer på at komme frem i disse dage, er, om opringningen om barn i forslag vil give ambivalente følelser, fordi der måske er noget i vejen med barnet - eller at papirerne indikerer, at der muligvis kunne være det. Vi ville HADE at skulle tage stilling til, om vi turde binde an med den ene eller den anden skavank, som vi i mange tilfælde overhovedet ikke vil kunne få ordentlig information om, hvad kommer til at betyde i fremtiden. Det kan være, at der er noget i barnets lægepapirer, der måske, vist nok og muligvis vil kunne betyde ditten eller datten, men man ved det ikke... (bestemt ikke et ukendt fænomen, omend jeg ikke ved, hvor tit det sker). Ofte kan det i praksis ikke lade sig gøre at få af- eller bekræftet mistanken, og i masser af tilfælde viser det sig heldigvis, at der absolut intet er i vejen, når det kommer til stykket. Min hypotese er, at de danske adoptionsbørnelæger arbejder udfra et yderst konservativt forsigtighedsprincip, og oplyser selv den mindste ting, der eventuelt kunne betyde noget. Det, synes jeg, på sin vis er meget forståeligt, for dels skal lægerne have deres ryg fri og dels giver det de kommende forældre en mulighed for at vurdere, om de mener sig i stand til at til at varetage den særlige opgave. Men så alligevel... For hvordan f...... skal man som kommende forældre og med følelserne uden på tøjet kunne tage stilling til, om man magter at varetage en opgave, som sagkundskaben ikke magter at beskrive for en?
Det ville bare være SÅ usigeligt svært at stå i den situation. Det vil være lidt som at skulle lege Vor Herre eller den kræsne eventyr-prinsesse, der siger "duer" eller "duer ikke, væk!" Jeg ved, at mange gravide gør sig lignende tanker i fht. hvis skanninger eller andet skulle tyde på misdannelser. I disse tilfælde drejer det sig endda om at gøre sig til herre over liv og død. Så drastisk er adoptanters valg heldigvis ikke, for normalt vil et "nej-tak, det tør vi ikke binde an med" betyde, at en anden familie får barnet "tilbudt", så barnet er trods alt ikke idømt børnehjem på livstid.
Jeg aner ikke, hvad vi ville gøre, hvis vi bliver sat i sådan et dilemma udover at trække på al den støtte, vi kan få fra såvel lægelig sagkundskab som garvede adoptanter, der har stået i en tilsvarende situation. Jeg håber dæleme (7, 9, 13 & knock on wood), at vi slipper for at skulle forholde os til denne problemstilling på anden vis end rent hypotetisk.

Og ellers så går det såmænd ganske godt. Vi glæder os, er spændte og nyder at læse nyt fra de, der lige nu er i Vietnam for at hente deres små dejlige poder :-)