Livet med Mathildemyret

Det frustrerende referer til, at vi skal regodkendes, da de to år, som en godkendelse gælder, snart udløber. Der skal i den anledning fremskaffes ny straffeattest, skatteattest, restanceerklæring og helbredserklæring. AC havde fortalt, at de havde mindet vores sagsmama om at få sat gang i sagen igen, men da vi intet havde hørt efter et par uger, ringede jeg idag. Det blev til en længere og yderst grundig samtale pr. telefon, der nærmest føltes som en fase 4 samtale...
på trods af
- at en sådan faktisk ikke eksisterer i dette system
- at en regodkendelse almindeligvis betragtes som en ren formsag
- at der rent faktisk ikke burde være noget som helst til hinder for, at vi skulle "gøre os fortjent" til en regodkendelse.

Vi HADER bare at være under lup! At skulle vurderes, måles og vejes. Jeg plejer at være i den anden ende af det offentlige system og på trods af, at jeg af og til kan klage over forholdene der, så er det intet imod, hvor skrækkeligt, afmægtigt og nærmest ydmygende det kan føles at være i den anden ende af systemet )-: Det er sikkert på sundt og lærerigt for mig at prøve, men jeg kan f...... ikke lide det! Jeg får samme følelse af, at der nok er et eller andet i vejen, som man kan få, hvis en politibetjent, en tolder eller en butiksdetektiv ser lidt for borende og indgående på én. Uanset hvor uskyldsren og kridvid en samvittighed man har, så kommer man nemt til at føle sig lidt småskyldig og halvkriminel. Jeg gør i hvert fald.

Det værste er, at det slet ikke er slut endnu, for vi skal muligvis igennem et noget grundigere helbredstjek, end man normalt skal ved en regodkendelse, idet vores tidligere læge er holdt op og en ny læge har overtaget tjansen og dermed os som patienter med journaler fra den forrige osv. Da hun imidlertid ikke personligt har hilst på os i det år eller så, hun har været på posten, så mente den yderst stramtandede sekretær, at vi bestemt måtte regne med skulle HELE turen igennem igen! Og lur mig om vi ikke også denne gang skal betale en pæn sjat for ulejligheden...

Nok om det og videre til det mere festlige. Der skulle være kommet et par helt nye babyer på det ene børnehjem. Vi aner ikke, hvor lang tid der kommer til at gå, inden papirarbejdet og alle stemplerne er på plads, så de kan bringes i forslag. Der kan rissikere at gå flere måneder, men det kan måske også ske rimeligt hurtigt. Der er ikke andet for end at vente og se, hvad der sker. Heldigvis er vi for tiden ret gode til den disciplin og vi gør det endda med godt humør. Her til aften har vi fejret den gode nyhed med lækker vietnamesisk mad og skøn champagne. Vi glæder os bare helt vildt over, at det er lige ved og næsten :-)