Livet med Mathildemyret

Der er endelig ved at komme mere ro på venteveerne, der ellers har nappet slemt, som jeg jo har underholdt vældigt om. Vi blev temmelig overraskede over at blive ramt så slemt af ventetidsblues efter at have fået ACs melding om nedjustering af forventningerne. Vi vidste jo godt, at situationen ikke var god, og vi syntes egentlig, at vi efter omstændighederne var ved rigtig godt mod alligevel. Men ak hvor kan man blive snydt – og så af sig selv! Luften gik nærmest ud af ballonen på et splitsekund, og vi røg begge i et sort hul, som det har været overraskende svært at kravle op af. Det var som om, at vi pludselig var mentalt, følelsesmæssigt og fysisk udmattede på én gang. Orkede ingenting, mistede humøret og blev en kende småirritable overfor hinanden. Vi besluttede os for at give os selv og hinanden rum til at reagere og har så i øvrigt fået snakket en masse med hinanden og lidt med andre om, hvordan vi har det. Nu er det som om, vi har fået luft for frustrationerne og der igen er plads til gejst og glæde i det lille hjem.

Noget af det der hjalp os op af hullet var, at der faktisk er sket lidt på ventelisten siden sidst. På listen på ACs hjemmeside er vi stadig nr. 16, men ved seneste snak med AC spurgte jeg til vores placering, da der jo kunne være sket noget i forbindelse med ventelisteskift. Det viste sig, at vi er nr. 14, samt at der vist meget snart er børn til de tre øverste på listen, så vi rykker op på en 11. plads. Hvor længe vi så skal blive stående der, aner vi jo intet om, men der er helt fantastisk, at der igen er børn på vej. En anden positiv melding fra AC er, at direktøren nu igen tager et smut til Vietnam for at se på sagerne:

Direktør Jørgen-Ulrich Raunskov besøger i næste uge (uge 40) Vietnam. Der skal han bl.a. mødes med de centrale myndigheder i Hanoi og med den danske ambassade samme sted. Han skal også besøge Há Tây provinsen og dels mødes med myndighederne der og med de to institutioner, som AC Børnehjælp samarbejder med Mai Linh Center og Bá Thá Center. Hoveddagsordenen alle steder er at få bekræftet vores formodninger om, hvorfor den aktuelle formidling slet ikke lever op til vores forventninger og også for at se, om der er noget, som AC Børnehjælp kan gøre, for at forbedre denne.

Hans besøg på de kanter har før bragt gang i sagerne, og det håber vi så uendeligt stærkt på, at det vil gøre igen.

Et sikkert tegn på, at der igen er ventegejst, er at jeg atter har kastet mig ud i Vietnam-cyber-surf. Jeg har netop fundet en interessant side, hvor vesterlændinge bosat i Hanoi fortæller om byen. Det er hyggelig og vældig informativ læsning. En lidt mere kedelig men nok så nyttig side handler om SOS klinikken i Hanoi, der vist er the place to go, hvis man bliver dårlig derude eller hvis man vil have sit barn checket godt igennem af læger med forstand på tropemedicin, inden man rejser hjem – og det kan vist være en rigtig god idé, da bl.a. parasitter og fnat trives fænomenalt på de kanter.
Apropos adoptivbørn og sundhed, så har jeg via Vietnam-mailing-listen fundet ud af, at Sundhedsstyrelsen har udgivet en pjece desangående. Den har den fikse titel: "Vejledning om helbredsmæssige forhold hos udenlandske adoptivbørn og børn i indvandrerfamilier". Man kan få info om den her.

Idag fik vi snakket med AC, og det var rigtig rart af få svar på nogle af de spørgsmål, der tumlede rundt. Vi er nu helt afklarede med, at vi vil blive på Vietnam-ventelisten. Den sagsbehandler, vi talte med, bakkede beslutningen op (vi ved, at andre længere nede på listen klart er blevet tilrådet at skifte) og hun var enig i analysen i fht. at det rent tidsmæssigt ikke ville være en fordel at skifte til en anden liste - HVIS altså prognosen på de 20 børn årligt holder. Det er jo ikke sikkert, men vi tager chancen efter at have fået lovning på, at der ikke uden varsel bliver lukket for muligheden for at skifte venteliste, hvis vi på et tidspunkt skulle skifte mening. Indtil videre har vi besluttet os for at se situationen an i et halvt år og så revurdere. Selv om vi hverken blev overraskede over ACs melding igår eller i tvivl om, at vi vil forblive på listen, så er vi noget påvirkede af situationen. Vi føler os begge to enormt trætte og nærmest tomme indeni idag. Det er ærlig talt noget træls og frustrerende lige nu, så det bliver ikke til mere skriveri i denne omgang.

Idag bragte AC den lovede information om formidlingssituationen i Vietnam. Det var utrolig dejligt at blive opdateret, omend der desværre var tale om, at vore værste anelser blev bekræftet. Lige nu er jeg lidt for ør og bims til at skrive så meget om, hvad der sker, så I må lige selv tygge jer igennem dagens udmelding sakset fra ACs hjemmeside:


*******************************************************************************************


AC's forventninger til Vietnam må desværre nedtones
Nu, da flaskehalsen i forbindelse med vores familiers udrejser efter godt et år er løst, er vi stødt ind i et nyt problem vedrørende adoptionsformidlingen fra Vietnam: AC Børnehjælps forventninger til antallet af børn, vi årligt kan bringes i forslag til danske forældre, holder tilsyneladende ikke stik!

Mange af adoptivforældrene på Vietnam-ventelisten har ikke bare oplevet, at de er blevet stående på deres plads på ventelisten – de har desværre oplevet at rykke baglæns på ventelisten. Det er selvsagt meget frustrerende. Årsagen er den uventede langsommelighed i formidlingen sammenholdt med den tidligere omtalte ulykkelige situation, hvor hele 3 familier har mistet det barn, de havde i forslag fra Vietnam og derfor er kommet tilbage på ventelisten. Dertil kommer, at et par bero-sager, er blevet aktive igen.

Vores forventninger holder ikke
AC Børnehjælp var af vores samarbejdsparter i Vietnam blevet stillet i udsigt, at vi ville komme til at bringe ca. 35 børn i forslag årligt fra Hâ Táy provinsen i Vietnam. Det havde vi bestemt ingen grund til at betvivle. I første halvdel af 2005 fik vi i alt 11 børn i forslag, hvilket var mindre end forventet, men dog ikke alarmerende. Vi havde fået forventninger om at få et antal børn i forslag i løbet af sommeren, men fra april til nu har vi imidlertid kun fået 2 børn i forslag. Selv om vi har forventninger om snart at kunne bringe et par nye børn i forslag, giver det nu anledning til en markant nedtoning af vores forventninger til formidlingerne for resten af 2005.

Den nye lov havde gode intentioner
Vores kontaktperson Le Minh Nguyet har nu haft flere møder med myndighederne i både Hâ Táy provinsen og i Hanoi for at diskutere situationen. Som det formentlig er bekendt, indstillede Vietnam for nogle år siden al adoptionsformidling med henblik på at forbedre regelsættet på området og undgå ”child-trafficking”. Danmark fik som det første land en bilateralt adoptionsaftale med Vietnam under den nye lovgivning, og både i Vietnam og i Danmark havde vi forventninger om, at adoptionsformidlingerne nu ville kunne gennemføres efter internationale etiske og moralske regelsæt, der sikrer, at ”child-trafficking” ikke finder sted.

Gode intentioner holder ikke altid
I mellemtiden har Vietnam indgået bilaterale aftaler med mange lande, som har et meget mere liberalt syn på adoptioner end Danmark, herunder Frankrig og USA. Begge lande har adoptionsansøgere i tusindtal og tillader at adoptivforældrene rejser rundt i afgiverlandene (eller via kontaktpersoner lader sig repræsentere i afgiverlandene) og indgår direkte aftaler med biologiske forældre, hospitaler eller børnehjem om adoption af børn.

Årsagen til det faldende antal børn, der bringes ind på børnehjemmene i Hâ Táy provinsen med henblik på adoption, findes ifølge de vietnamesiske adoptionsmyndigheder i stigningen af antallet af disse ”private” adoptioner, og selv om myndighederne ser med bekymring herpå, har de ingen retshjemmel til at standse denne trafik under den nuværende lovgivning.

Sagen bør tages op i internationalt forum
AC Børnehjælp har i denne sammenhæng støttet en henstilling fra DanAdopt til, at Danmarks centralmyndighed tager problemstillingen op ved det kommende møde i slutningen af september i Holland mellem alle de centrale myndigheder i både afgiver- og modtagerlande henhold til Haager-konventionen om Beskyttelse af Børn og Samarbejde omkring Internationale Adoptioner. Det er dog desværre vores erfaring, at hvis regelsættet i afgiverlandet ikke direkte forbyder private adoptioner, vil det være nærmest umuligt at dæmme op for denne trafik.

Familier på Vietnam-ventelisten kan flytte
På grund af den markante nedjustering i forventningerne til formidlingerne i 2005, og dermed en forventning om en ventetid på 2½ år eller måske længere endnu for de senest tilkomne, har AC Børnehjælp besluttet, at ansøgere på Vietnam-ventelisten kan vælge andre ventelister. Dette er kun muligt, når vi forventer, at en nedgang i formidlingen fra et land er omfattende og vedvarende, hvilket vi desværre på baggrund af den viden, vi har nu, forventer er tilfældet for Vietnams vedkommende. Vi har derfor justeret vores forventninger til omkring 20 børn årligt. Derfor vil vi ikke blot åbne mulighed for, men også anbefale at de ansøgere på Vietnam-ventelisten, der ikke er blandt de øverste på listen, vælger et andet formidlingsland.
Ingen bliver tvungen fra Vietnam-ventelisten. Vores familier må selv vurdere, om deres placering på ventelisten giver en acceptabel ventetid med vores nye forventninger til formidlingen.

Se landemulighederne på landeoversigten på www.a-c.dk
For de ansøgere, der måtte være interesseret heri, henviser vi til oversigten over formidlingsmuligheder på dette link.

Her kan man se prognoser for ventetider, betingelser etc. på alle lande. Det er vigtigt for jer, der måtte overveje at vælge et alternativt land, at I løbende checker ventetiderne på nettet, da vores prognoser for ventetid på de små formidlingslande kan ændre sig hurtigt med tilgang eller afgang af forholdsvis små antal nye ansøgninger.

Vietnam-familier, der overvejer at flytter, er naturligvis også velkomne til at rette henvendelse til såvel vores adoptionsrådgivere på Vietnam, Margrethe Primdahl - mp@a-c.dk og Annette ap@a-c.dk som til den adoptionsrådgiver, der arbejder med det land, som de overvejer. Se oversigt over adoptionsrådgiverne her

Vi har desværre ikke nogen ventelister, der giver mulighed for overførsel af anciennitet, da man på alle vore aktuelle ventelister starter sin sag op med udsendelsen af dokumenter til afgiverlandet.

Eneansøgerne
Nogle familier har givet udtryk for utryghed ved, at vi også reserverer pladser til eneansøgere på Vietnam-ventelisten (efter kvota-ordningen) og vi skal for en god ordens skyld gøre opmærksom på, at der ikke længere ”reserveres” pladser til eneansøgere, da ventelisten nu (på trods af det ringe antal børn i forslag) betragtes som en aktiv venteliste.

Hvis nogle af vores eneansøgere ønsker at komme væk fra Vietnam-ventelisten, tager de deres anciennitet med tilbage på puljeventelisten.

BEMÆRK:
Alle familier på ventelisten får disse informationer pr. brev i morgen torsdag d. 15. september. Vi har valgt, at lægge informationerne på nettet allerede i dag d. 14. september, så snart vi var klar med teksten, da vi ved, at mange venter på en forklaring på den meget beklagelige situation.


*******************************************************************************************


Naturligvis er vi p....frustrerede over, at der ikke bare var tale om nogle midlertidige forhindringer. Samtidig er vi lettede over at få en klar udmelding fra AC, og vi håber selvfølgelig på, at der er tale om et konservativt skøn, så der i hvert fald ikke kommer færre end 20 børn årligt. Lige nu føler vi os overbeviste om, at vi holder fast i Vietnam. Udover det rent følelsesmæssige aspekt (Vietnam er jo allerede blevet vores families andet fædreland og i vores bevidsthed er der pt. slet ingen tvivl om, at det er Lillemyrs fødeland), så ser det heller ikke ud til, at det vil gå væsentlig hurtigere for os, hvis vi skifter nu. Hvis prognosen med de 20 børn om året kommer til at holde, så burde der, såvidt vi kan regne ud, være gevinst i løbet af det næste år (vi er pt. nr. 16). Hvis vi skifter til Kina (den hurtigste liste), så vil der sandsynligvis også komme til at gå op mod et år, inden der kommer et barn i huset.

PYH - det er altså en træls og svær situation. Vi håber på, at en god nats søvn bringer mere klarhed og overskud. Og vi glæder os til, at vi kan få fat i vores sagsbehandler på AC imorgen, så vi kan få svar på nogle af de spørgsmål, der svirrer lige nu.

Overskriften kunne antyde, at her kommer et saftigt indlæg om de søde teenager-år, men den dækker såmænd blot over en tør konstatering af, at efter ventelisternes opdatering igår ligger vi som nr. 16. Og man kan vel ret beset ikke sige, at der er tale om en ”sød” placering, da vi jo har cyklet hen over 16. pladsen et par gange nu. Der er altså stadig ikke kommet børn i forslag, og der er iøvrigt heller ikke kommet yderligere info fra AC om adoptionssituationen i Vietnam. Det er ikke nogen overdrivelse at sige, vi venter i spænding på at høre nyt og det burde som tidligere nævnt ske i løbet af denne uge. Vi glæder os imidlertid rigtig meget over, at der vist er to familier på vej ud for at hente børn. Det er en stor fornøjelse hver gang der sker noget positivt på Vietnamfronten.

Det er selvfølgelig træls, træls, træls, at det slet ikke rykker på ventelisten, men vi formår heldigvis i det store hele at fokusere på andre og mere positive ting i vores hverdag, så det ikke går for meget ud over humøret. En af de ting, der giver mit humør et godt pift for tiden, er læsningen af Catfish and Mandala: A Two-Wheeled Voyage Through the Landscape and Memory of Vietnam. Bogen er skrevet af Andrew X. Pham, der som barn flygtede fra Vietnam til USA sammen med sin familie. I bogen beskriver han på nærmest lyrisk, underfundig og ret morsom vis sine oplevelser i forbindelse med sin tilbagevenden til Vietnam som voksen. Man følger ham på en cykeltur fra syd til nord, og undervejs er der en masse afstikkere tilbage i tiden. Bogen er blændende godt skrevet, og samtidig med at jeg føler mig godt underholdt - ikke mindst af en fed selvironiske tilgang - så lærer jeg en masse om Vietnam og får jeg en hel del stof til eftertanke. Et gennemgående tema er det med at være landet mellem to stole ved at skille sig ud og ikke helt at høre til nogen steder. I USA opfattes han som vietnameser, og i Vietnam opleves han som "viet keu" (kort fortalt en slags udenlandsvietnameser - det er dog svært at forklare præcis, hvad der ligger i begrebet, men det er tilsyneladende både forbundet med prestige og med nedvurdering).
Jeg var så heldig at få bogen i gave af min søster, der købte den i USA, men den kan også købes på Amazon.com, hvor man iøvrigt kan læse en helt masse læseranmeldelser af den - i skrivende stund hele 92 styks.

Endelig er det weekend, og det er jo superskønt, men det vrimler nu ikke ligefrem med jubelråb og festraketter her, for jeg skranter stadig og har været nødt til at blive hjemme og passe på mig selv istedet for at deltage i konferencen om Post Adoption Services på KUA. Øv, øv og tusindfold ØV - det er jeg bare rigtig træt af )-: Jeg er desværre ikke velsignet med et overskudsgen - altså sådan et der sætter en i stand til lige at fremtrylle hjemmbagte boller (af den rigtige slags med spelt, økologiske hørkerner und so weiter) med venstre hånd, imens jeg med højre laver blommechutney (efter opskrift af tidens hotteste madguru naturligvis) iført afslappet smil, trendy tøj og toplækkert hår. Jeg er snarere i besiddelse af et svæklingegen, der effektivt får mig lagt ned, når aktivitetsniveauet (det indre såvel som det ydre) bliver for højt og presset for stort. På den ene side er det jo p....træls (og det er absolut sådan, jeg tænker om det lige nu), og på den anden side er det jo praktisk nok at jeg bliver lagt ned, inden jeg får løbet livet af mig. Med tiden har jeg desuden erfaret, at det paradoksalt nok er svæklingegenet, der bringer udvikling i mit liv. Jeg bliver simpelthen løbende tvunget til at forholde mig til, om det jeg foretager mig nu også er så kløgtigt og om jeg bruger mine ressourcer hensigtsmæssigt. Det kan tage sin tid, inden jeg fatter budskabet om, at det jeg har gang i, ikke lige er sagen, men så sørger svæklingegenet bare for at skrue op for signalerne, indtil det trænger igennem. Så kan jeg lære det, kan jeg! Jeg bliver heldigvis bedre og bedre til at mærke efter og til at planlægge realistisk. Faktisk har jeg aldrig været så topmotiveret som nu i fht. at finde en god balance i mit liv, for jeg er meget bevidst om, at det kræver sin kvinde at være mor samt at Lillemyr har krav på at have en mor, der har rimeligt styr på sig selv og sine ressourcer. Nu er det jo ikke bare mig selv, men også Lillemyrs mor, jeg skal passe på - så jeg skal sq lære det!

Her er de så, de to skøre gutter på deres rickshaw.
Three Wheels, Two Guys, One Country - 1,700k south through Vietnam from Hanoi to Ho Chi MInh City by cyclo.
Følg dem på Extreme Charity - 321 Cyclo.

Idag er det lige præcis et år siden, vi kom på Vietnam-ventelisten. For tiden tager vi ventetiden og stilstanden rimeligt cool, og det er faktisk lykkedes os at fejre dagen med rigtig godt humør. Det har givet humøret et boost at tænke på, hvor glade og lettede vi var for godkendelsen og indtoget på ventelisten for et år siden og så minde hinanden om, at vi nu faktisk er godt på vej.
Vi spiste som flere gange tidligere på Tan Tan på Nørrebro - det var billigt, helt OK uden at være fantastisk, men bedst af alt så var det vietnamesisk. Det vi trængte aller mest til var da også lige netop et Vietnamfix til at minde os om det, der venter os. Vi må indrømme, at der ikke er så meget snak om Lillemyr for tiden, da det er svært at blive ved med at forholde sig til et abstrakt væsen uden hverken ansigt, navn eller køn. Vietnam kan vi imidlertid forholde os til, og vi benyttede lejligheden til at snakke med den søde servitrice om, hvordan man bedst kommer igang med at lære vietnamesisk til husbehov (vi overvejer stadig om vi orker at kaste os ud i det hundesvære projekt). Skulle nogen have fået lyst til at kaste sig ud i vietnamesiske spiseorgier (der serveres andet end hund!), så kan man læse anmeldelser og finde adresser samt links på Dansk Vietnamesisk Forenings hjemmeside.

Apropos Vietnam så er jeg stødt ind i endnu flere skønne blogs skrevet af vesterlændinge bosat i landet. Det er ret hyggeligt at læse med og ikke mindst se de flotte fotos på Our Man in Hanoi, Hanoi Days og The Alpha Project. Sidst men ikke mindst vil jeg fremhæve Extreme Charity - 321 Cyclo, hvor man kan følge to gutter, der cykler på rickshaw hele vejen fra Hanoi til Ho Chi Minh City (Saigon) for at samle penge ind til KOTO, der er en træningsrestaurant for gadebørn i Hanoi. Et skørt, skønt og sejt initiativ, der bestemt fortjener opbakning - og som iøvrigt er ret sjovt at følge med i fra dag til dag.

Under Vietnamkrigen - eller Amerikakrigen som den naturligt nok kaldes i Vietnam - kunne man som bekendt få lokale nyheder, gags, gejl og masser af musik via radiostationen Good Morning Vietnam (lad evt. den skønne Robin Williams opfriske din hukommelse). Idag kan man dagligt få sit fix af dugfrisk info om livet og ikke mindst maden i Vietnam på Nettet. Jeg er tilfældigt stødt på tre skønne engelsksprogede vietnam-blogs: Noodle Pie, Sticky Rice og Vietnamese God. Førstnævnte bliver publiceret af journalisten Graham Holliday, der er bosiddende i Saigon. Han skriver levende om sine madoplevelser - og lidt til - og det hele er garneret med fantastisk skønne fotos. Graham præsenterer selv sin blog således: Through my blog - noodle pie - I get to write regular snippets about the street food and restaurant scene of my current home, Saigon. From gutter grub to gourmet tables, if it's edible I've probably eaten it and if I haven't it's just a matter of time.
Sticky Rice er i samme stil, men her gælder det Hanois gastronomi med mere. Også på denne blog vrimler det med lækre fotos.
Under min læsning af den tredje blog - Vietnamese God - fandt jeg ud mere om vietnamesernes hang til at spise hunde, end jeg har lyst til, og den info skal I da ikke snydes for:

Cooked Dog meat is just like other dish in Vietnam, served with different herbs and ingredients according to a very special recipe. What we ordered was Grilled dog with galangal and lemongrass, Boiled Dog in a bamboo stock, Stewed Dog with finely chopped lemongrass, Steamed Dog black pudding with peanuts, apricot leaves and sweet basil, Stir fried Dog meat with finely chopped lemongrass, ginger and chilli, Steamed Dog meat over Dog stock, but our favorite was Boiled Dog leg in Dog bone stock with young bamboo. All of these dishes have to be eaten with "mắm tôm"(fermented shrimp sauce), chilli, chopped lemongrass, fresh apricot leaves and squeezed lemon.

We ended up paying 180,000Vnd for three people with five beers and a coke which is really cheap.

Hund kan altså tilberedes på mange interessante måder, er velsmagende, ser lækkert ud (der er skam fine billeder af hundemaden) og oven i købet billigt. Oplevelsen af hvad der lækkert eller ulækkert, spiseligt eller uspiseligt er tydeligvis i høj grad kulturelt betinget. Eller som de store buddhistiske mestre siger: "it's all in the mind". Jeg siger bare bon appetit og glæder mig usigeligt over at være vegetar.

For lige godt et år siden kom godkendelsen i hus og om to dage er det et år siden, vi kom på Vietnam-ventelisten som nr. 30. Jeg husker tydeligt den enorme lettelse og glæde ved at have fået have fået det blå stempel. Det var intet mindre end fantastisk at kunne skifte det lille usikre ord "hvis..." ud med det skønne og sikre ord "når..." vi bliver forældre. Især når ventetiden føles for træls og uvisheden om tidshorisonten bliver for frustrerende, så trøster det at vide, at det jo nok skal lykkes på et tidspunkt. At det så er en meget længere proces, end vi havde håbet på, er der ingen tvivl om. Jeg har kigget lidt i vores papirer og faldt bl.a. over, at dengang vi kom på ventelisten forventede AC en ventetid på ½-1 år til barn i forslag og herefter 5-6 måneders ventetid til udrejsen. Gid det var gået så vel, for så var vi enten i mål eller i hvert fald meget tæt på nu. Istedet har vi nu i mere end et halvt år stået reelt stille på ventelisten som nr. 16 (+/- et par pladser da det jo er rykket en smule såvel frem som tilbage i et par omgange). Vi fortryder bestemt ikke, at vi valgte Vietnam, men det er da en slem streg i regningen, at det hele er gået så fuldstændigt i stå.
Ikke desto mindre vil vi på onsdag (d. 7/9) fejre årsdagen for vores indtog på ventelisten med en omgang vietnamesisk take away og nogle gode franske bobler (vi har en flaske på køl, som vi havde håbet på skulle bruges til at fejre barn i forslag, men ellers er det franske godt nok ikke i høj kurs herhjemme pga. af deres usmagelige babyshopping - "skide snegle- og frølårsædere!" fnyser vegetaren). Hvis vi er rigtig heldige, så har AC til den tid publiceret den lovede opdatering af, hvad der sker på Vietnamfronten for tiden, og hvis ikke så fester vi sq alligevel, for det gælder om at fejre alle milepæle - små som store - i denne langtrukne proces for at vi kan bevare gejsten og optimismen.