Livet med Mathildemyret

Der er endelig ved at komme mere ro på venteveerne, der ellers har nappet slemt, som jeg jo har underholdt vældigt om. Vi blev temmelig overraskede over at blive ramt så slemt af ventetidsblues efter at have fået ACs melding om nedjustering af forventningerne. Vi vidste jo godt, at situationen ikke var god, og vi syntes egentlig, at vi efter omstændighederne var ved rigtig godt mod alligevel. Men ak hvor kan man blive snydt – og så af sig selv! Luften gik nærmest ud af ballonen på et splitsekund, og vi røg begge i et sort hul, som det har været overraskende svært at kravle op af. Det var som om, at vi pludselig var mentalt, følelsesmæssigt og fysisk udmattede på én gang. Orkede ingenting, mistede humøret og blev en kende småirritable overfor hinanden. Vi besluttede os for at give os selv og hinanden rum til at reagere og har så i øvrigt fået snakket en masse med hinanden og lidt med andre om, hvordan vi har det. Nu er det som om, vi har fået luft for frustrationerne og der igen er plads til gejst og glæde i det lille hjem.

Noget af det der hjalp os op af hullet var, at der faktisk er sket lidt på ventelisten siden sidst. På listen på ACs hjemmeside er vi stadig nr. 16, men ved seneste snak med AC spurgte jeg til vores placering, da der jo kunne være sket noget i forbindelse med ventelisteskift. Det viste sig, at vi er nr. 14, samt at der vist meget snart er børn til de tre øverste på listen, så vi rykker op på en 11. plads. Hvor længe vi så skal blive stående der, aner vi jo intet om, men der er helt fantastisk, at der igen er børn på vej. En anden positiv melding fra AC er, at direktøren nu igen tager et smut til Vietnam for at se på sagerne:

Direktør Jørgen-Ulrich Raunskov besøger i næste uge (uge 40) Vietnam. Der skal han bl.a. mødes med de centrale myndigheder i Hanoi og med den danske ambassade samme sted. Han skal også besøge Há Tây provinsen og dels mødes med myndighederne der og med de to institutioner, som AC Børnehjælp samarbejder med Mai Linh Center og Bá Thá Center. Hoveddagsordenen alle steder er at få bekræftet vores formodninger om, hvorfor den aktuelle formidling slet ikke lever op til vores forventninger og også for at se, om der er noget, som AC Børnehjælp kan gøre, for at forbedre denne.

Hans besøg på de kanter har før bragt gang i sagerne, og det håber vi så uendeligt stærkt på, at det vil gøre igen.

Et sikkert tegn på, at der igen er ventegejst, er at jeg atter har kastet mig ud i Vietnam-cyber-surf. Jeg har netop fundet en interessant side, hvor vesterlændinge bosat i Hanoi fortæller om byen. Det er hyggelig og vældig informativ læsning. En lidt mere kedelig men nok så nyttig side handler om SOS klinikken i Hanoi, der vist er the place to go, hvis man bliver dårlig derude eller hvis man vil have sit barn checket godt igennem af læger med forstand på tropemedicin, inden man rejser hjem – og det kan vist være en rigtig god idé, da bl.a. parasitter og fnat trives fænomenalt på de kanter.
Apropos adoptivbørn og sundhed, så har jeg via Vietnam-mailing-listen fundet ud af, at Sundhedsstyrelsen har udgivet en pjece desangående. Den har den fikse titel: "Vejledning om helbredsmæssige forhold hos udenlandske adoptivbørn og børn i indvandrerfamilier". Man kan få info om den her.