Livet med Mathildemyret

For lige godt et år siden kom godkendelsen i hus og om to dage er det et år siden, vi kom på Vietnam-ventelisten som nr. 30. Jeg husker tydeligt den enorme lettelse og glæde ved at have fået have fået det blå stempel. Det var intet mindre end fantastisk at kunne skifte det lille usikre ord "hvis..." ud med det skønne og sikre ord "når..." vi bliver forældre. Især når ventetiden føles for træls og uvisheden om tidshorisonten bliver for frustrerende, så trøster det at vide, at det jo nok skal lykkes på et tidspunkt. At det så er en meget længere proces, end vi havde håbet på, er der ingen tvivl om. Jeg har kigget lidt i vores papirer og faldt bl.a. over, at dengang vi kom på ventelisten forventede AC en ventetid på ½-1 år til barn i forslag og herefter 5-6 måneders ventetid til udrejsen. Gid det var gået så vel, for så var vi enten i mål eller i hvert fald meget tæt på nu. Istedet har vi nu i mere end et halvt år stået reelt stille på ventelisten som nr. 16 (+/- et par pladser da det jo er rykket en smule såvel frem som tilbage i et par omgange). Vi fortryder bestemt ikke, at vi valgte Vietnam, men det er da en slem streg i regningen, at det hele er gået så fuldstændigt i stå.
Ikke desto mindre vil vi på onsdag (d. 7/9) fejre årsdagen for vores indtog på ventelisten med en omgang vietnamesisk take away og nogle gode franske bobler (vi har en flaske på køl, som vi havde håbet på skulle bruges til at fejre barn i forslag, men ellers er det franske godt nok ikke i høj kurs herhjemme pga. af deres usmagelige babyshopping - "skide snegle- og frølårsædere!" fnyser vegetaren). Hvis vi er rigtig heldige, så har AC til den tid publiceret den lovede opdatering af, hvad der sker på Vietnamfronten for tiden, og hvis ikke så fester vi sq alligevel, for det gælder om at fejre alle milepæle - små som store - i denne langtrukne proces for at vi kan bevare gejsten og optimismen.