Livet med Mathildemyret

Endelig er det weekend, og det er jo superskønt, men det vrimler nu ikke ligefrem med jubelråb og festraketter her, for jeg skranter stadig og har været nødt til at blive hjemme og passe på mig selv istedet for at deltage i konferencen om Post Adoption Services på KUA. Øv, øv og tusindfold ØV - det er jeg bare rigtig træt af )-: Jeg er desværre ikke velsignet med et overskudsgen - altså sådan et der sætter en i stand til lige at fremtrylle hjemmbagte boller (af den rigtige slags med spelt, økologiske hørkerner und so weiter) med venstre hånd, imens jeg med højre laver blommechutney (efter opskrift af tidens hotteste madguru naturligvis) iført afslappet smil, trendy tøj og toplækkert hår. Jeg er snarere i besiddelse af et svæklingegen, der effektivt får mig lagt ned, når aktivitetsniveauet (det indre såvel som det ydre) bliver for højt og presset for stort. På den ene side er det jo p....træls (og det er absolut sådan, jeg tænker om det lige nu), og på den anden side er det jo praktisk nok at jeg bliver lagt ned, inden jeg får løbet livet af mig. Med tiden har jeg desuden erfaret, at det paradoksalt nok er svæklingegenet, der bringer udvikling i mit liv. Jeg bliver simpelthen løbende tvunget til at forholde mig til, om det jeg foretager mig nu også er så kløgtigt og om jeg bruger mine ressourcer hensigtsmæssigt. Det kan tage sin tid, inden jeg fatter budskabet om, at det jeg har gang i, ikke lige er sagen, men så sørger svæklingegenet bare for at skrue op for signalerne, indtil det trænger igennem. Så kan jeg lære det, kan jeg! Jeg bliver heldigvis bedre og bedre til at mærke efter og til at planlægge realistisk. Faktisk har jeg aldrig været så topmotiveret som nu i fht. at finde en god balance i mit liv, for jeg er meget bevidst om, at det kræver sin kvinde at være mor samt at Lillemyr har krav på at have en mor, der har rimeligt styr på sig selv og sine ressourcer. Nu er det jo ikke bare mig selv, men også Lillemyrs mor, jeg skal passe på - så jeg skal sq lære det!