Livet med Mathildemyret

ønsker Peter, Dorte & Mathilde Huong

Det er bare så skønt endelig at kunne fejre jul som familie :-)))

Selv om lillepigen jo ikke fatter en pind af det hele, nyder vi i fulde drag at dele julestemningen med den lille vidunderlige nisse og glæder os til at holde juleaften sammen med de to store skønne kusiner samt moster, morfar og morlizzi.

Føj for et par trælse dage!

I går ville vi have været ud og købe de sidste småting, vi gerne vil have med hjem (bl.a. nogle julegaver), men det er som om hjemrejseforberedelserne har sat gang i en reaktion hos os begge, så humøret og energien for første gang siden overdragelsen (altså lige på nær den dag med slangen…) var på nulpunktet og vi nærmest slæbte os gennem dagen og udsatte indkøbsturen til i dag. Det blev det dog ikke spor bedre af, for lillepigen har lige siden sidst på formiddagen været noget så pjevset. Hun har kun villet sidde på arm (samt heldigvis bæresele og slynge), har gnedet øjnene i et væk og for første gang i den tid vi har kendt hinanden kun kunnet sove max. 20-30 minutter ad gangen og har jævnligt nærmest stået i flitsbue og storbrokket sig. Heldigvis har hun ikke virket decideret ked af det (vi var ellers en kort overgang bekymrede for, om hun igen havde en reaktion på skiftet – og bekymre sig kan man jo altid… ;-)) snarere utilpas og efterhånden naturligvis temmelig overtræt. Vi forsøgte mavemassage og holden ind over en ble i vasken i flere omgange uden held og afskrev herefter maveproblemer (også fordi hun i nat havde afleveret en ordentlig kage i bleen, så der var l… helt op til nakken i morges - og farmand var den heldige "vinder" ;-)), men så her til aften, da hun var puttet til natten, vågnede hun efter ca. 15 minutter med et hjerteskærende skrig og stod igen i flitsbue. Jeg var (og er) alene på skansen, da Peter er sendt alene på indkøbstur her til aften (den stakkels mand og måske stakkels familie??? - det bliver spændende at se, hvilke julegaver der er til dem i år ;-)) og tog straks den lille forpinte trunte med på badeværelset for at prøve igen-igen. Og, søreme så... Det var alligevel en bæ, der havde siddet på tværs og efter den var afleveret slugte lillepigen begærligt en flaske og sover nu for første gang i dag helt trygt og roligt. Manner hvor kan meget små ting pludselig blive kæmpestore og hvor fik vi os altså lige en hands-on-lektion i, at det kan være rigtig svært at planlægge noget, når man har sådan en lille trold. Det er sådan set ikke nogen overraskelse, men det er bare første gang (men med garanti ikke sidste), vi oplever at måtte aflyse noget, fordi lillepigen ikke er i hopla. I stedet for fælles shopping og lækker afskedsmiddag på restaurant sidder moderen nu her og holder nattevagt, mens hun gumler tørre kiks og forsøger at tage sig sammen til at få pakket videre. Og faderen, han okser sikkert lige nu Hanoi rundt for at få købt alle tingene på sedlen (bl.a. mere blommemos så vi kan holde gang i Mathilde-maven). Velkommen til familielivet :-)

Ovenpå sådan et par ”lortedage” glæder vi os efterhånden til at komme ud af vagten. Allerhelst ville vi transmogryffe os hjem til Frederiksberg blot ved at trykke på en knap, da lange flyveture ikke står højt på ønskesedlen hos nogen af os og da vi naturligvis er noget spændte på, hvad Mathilde mon siger til at være næsten et helt døgn undervejs på rejse. Heldigvis følges vi med Marianne, Flemming, Didde og Emma hele vejen. Det er rigtig dejligt, vi har hinanden til at holde med selskab og til at støtte os op ad om nødvendigt (begge dele har vi gensidigt været rigtig gode til under hele opholdet og det er simpelthen fantastisk skønt med sådan nogle dejlige rejse- og skæbnefæller).

Jeg vil se at få pakket videre, så vi er klar til at daffe herfra i morgen eftermiddag Hanoi-tid.

Efter en shoppingtur rundt i den noget støjende gamle bydel siddende i bæreselen hos far er det skønt at komme ind på en fredelig restaurant og blive sluppet fri.




Ikke mindst når man kan få lov til at ligge og råhygge på puderne, mens man filmer med mor og far samt fanger futter, triller og gumler i det medbragte legetøj. (Er der nogen der ved, om der også er en børnevenlig café i københavnsområdet med siddepuder på gulvet?)




Vi hygger nu allerbedst herhjemme og mors og fars kæmpestore seng er bare sååååååå dejlig at mule rundt på. Bare nu Mathildemyret - og vi andre ;-) - kan vænne os til 1½ mandssengen hjemme på Frederiksberg...




Hvor er arbejdstilsynet, når man skal bruge dem???
Disse gæve gutter er igang med at male facade og altaner på vores hotel. Det er næsten ikke til at holde ud at se på, når de hænger og dingler på deres siddebrædder lige ud for vores vinduer i 8. sals højde, når de balancerer på altanens rækværk mens de strækker sig farestruende for at kunne nå overkanten eller når de kækt springer fra altan til altan uden nogen som helst form for sikkerhedsgrej. De griner og snakker lystigt sammen, imens de flittigt svinger penslerne og min mave vender sig 117 gange blot ved synet af dem, for jeg har så meget "højderespekt", at jeg ikke engang tør kigge ud over kanten af rækværket på altanen. Pyha...

Far og Mathilde nyder livet på altanen. Det var inden vejret slog om og man stadig kunne lune sig i solens stråler.



Mathilde elsker både sine flasker med mælk samt den daglige dosis grød og frugtmos - og så selvfølgelig den fine klapvogn fra Filippa, Dorte og Bo. Det er skønt at sidde her og overskue verden - især hvis man bliver trillet lidt imens. Mange tak for køretøjet og også for fiffet med at lade Mathildemyret sidde i det, når det er tid til skemad. Så er det nemlig klart nemmest at styre, for den lille trunte vil så frygteligt gerne hjælpe til, men er bare ikke altid helt enig med mor og far om, hvordan det skal foregå ;-)




Mathilde er rigtig glad for sin seng og sover noget så godt. Det er et værre gammelt vakkelvornt monstrum og afskærmningen med lagner på siderne måske ikke det kønneste, men det virker!



Det er fedt at have den bærbare med og vi nyder løbende at kunne, om vi mon er heldige at finde en hilsen eller to hjemmefra i indbakken. SKYPE telefoni er intet mindre end genialt og her er Peter igang med den store palaver med hr. Svendsen i Ringsted. Og tænk sig: det koster gratis! Og det er vist meget godt med al det pjatrøv de to sludrechatoller kan få fyret af i sådan en snak ;-)



Og så er der lige endnu et julebillede af den lille familie.

Alle Mathildemyrets papirer er nu på plads. I dag hentede de to fædre småpigernes visaer, så vi må tage dem med hjem til Danmark (hvor vi som bekendt ikke lukker hvem som helst ind for nu at sige det mildt...) og de har endda fået arbejdstilladelse, så nu må vi se, hvad vi kan finde, som sådan et par små størrelser kan rive i ;-)

Det er temmelig vemodigt, at vores ophold her i Vietnam nu lakker mod enden. Vi har virkelig nydt at være her og gad bestemt godt snuppe en måneds tid eller mere herude – men vil jo også gerne hjem til jul med familien og sårn. Vi bor aldeles skønt her på Oriental Palace med den fedeste udsigt over West Lake, får lækker mad hver dag enten bragt fra eller indtaget på et af de utallige spisesteder i omegnen og er simpelthen vilde med Hanoi og den vietnamesiske kultur. Som alle andre nybagte er vi temmelig overvældede og noget udmattede både af de praktiske opgaver og ikke mindst af alle de følelser sådan et lille pus afstedkommer og det er simpelthen genialt at begynde sit familieliv under så optimale forhold som her. Vi kan være sammen alle tre i en længere periode end de fleste, rengøring og madlavning skal vi ikke bekymre os om, vi er omgivet af imødekommende og hjælpsomme mennesker, vejret er væsentligt bedre end derhjemme (om end hundekoldt efter tropeforhold – ikke mindst inden døre da der ikke kan sættes varme på så vi putter os i tæpper når det er koldest) og vi kan undervejs få en på opleveren ude i byen, når lejligheden bliver for trang. Vi har i høj grad nydt at være herude sammen med den anden danske familie og det er skønt vi bor så tæt på hinanden, for vi hygger os rigtig godt sammen og støtter hinanden i stort og småt i hverdagen, så selv om vi bor i hver sin ende af landet, vil jeg tro vi nok skal finde ud af at mødes efterfølgende, for det giver et særligt skæbnefællesskab at have delt så unik en oplevelse som denne.

Det går stadig rigtig fint med Mathilde Huong. Hun sover og spiser fortsat godt, men har altså jævnligt lidt problemer med den lille mave. Heldigvis har vi efterhånden fået styr på de tricks, der virker, og giver dagligt en portion blommemos (vi har ikke kunnet opdrive sveskemos), masserer den lille mave og løfter hende op med knæene foldet helt op til hagen ved bleskift, så der kan komme gang i sagerne (tænk sig at en væsentlig del af ens livsindhold pludselig kan blive at skabe passage for en lort… *ruller med øjnene*). En stor del af sin vågne tid bruger lillepigen på at øve sig i at trille, fange tæer, tygge på alting indenfor rækkevidde og så udstøder hun jævnligt nogle indianerhyl af en lydstyrke og varighed så især moren bliver helt bekymret engang imellem. Der er også af og til også perioder med en del pjevs, hvor hun presser ting kraftigt mod gummerne, så vi antager, der er en tand på vej og forsøger at lindre med køle-bidering samt lidt bedøvende gele på gummerne (et naturmiddel købt på apoteket og det virker med det vuns!). Ellers må man sige, at hun bare trives og vist har fundet sig ret godt til rette med, at hun nu er ”landet” hos os og vi er bare SÅ glade for den lille skat!!! Vi kan stadig slet ikke rigtig fatte, at den lille dejlighed nu virkelig er vores datter . Forældreskabet er præcis lige så fantastisk, overvældende og skønt samt benhårdt, bekymrende og aldeles udmattende for os, som vi gennem årene har kunnet opleve på sidelinjen hos andre nybagte. Vi føler os boblende jublende lykkelige og nyder familielivet i fulde drag, men bekymringer om ditten og datten, løbende aflæsning af Mathildemyrets behov og forsøg på at tilfredsstille dem samtidig med at vi for en stor del forståeligt nok må gå på kompromis med vore egne gør os lidt matte i koderne, da alt jo endnu er så nyt. Så på trods af at vi nyder forældrerollen i fulde drag – og ikke mindst at opleve hinanden som hhv. far og mor (Peter er fantastisk omsorgsfuld og ved slet ikke alt det gode han skal gøre for sin datter og moderen husker han faktisk for det meste også at tænke på – men nu i anden række forståes ;-)), så må vi erkende, at det også tærer lidt på os. Vi glæder os til at få flere og flere rutiner på plads, så vi ikke hele tiden skal opfinde den dybe tallerken. Noget andet der har tappet en ordentlig portion energi er selvfølgelig Peters temmelig uheldige møde med slangen. Forskrækkelsen har sat sig i kroppen, for de timer hvor vi ikke anede, hvad udgangen på historien ville blive, var så aldeles skrækindjagende og forfærdelige for os begge to, at vi stadig går og ”tygger lidt på oplevelsen”.

Dagene herude går lynhurtigt. Udover at hygge med den skønne Mathilde, så er der jo forskellige praktiske ting, der skal ordnes og dem har vi i det store hele fordelt mellem os. Peter tager sig således af indkøb, flaskerengøring og morgenhygge med Mathilde (mens mor liiige snupper en ekstra time – aaaahhhhhhhh). Jeg ordner vasketøjet, rydder op efter os og klarer nattevagten med to natflasker og sutteindføring efter behov. Vi forsøger også at give hinanden lidt fri ind imellem og i dag var det således Peters tur til en frieftermiddag. Efter miseren med slangebiddet og den efterfølgende indlæggelse på SOS Klinikken, tør jeg dog ikke sende ham af sted på egen hånd længere ;-) så han tog på tur med Flemming (manden i den familie vi er herude sammen med). De tog først et smut på den danske ambassade for at få lavet visum til småpigerne og gik så ellers på lokal restaurant og indtog nudelsuppe samt Tiger Beer og rundede eftermiddagen af med et besøg på Hærens Museum. Kort og godt en rigtig drengetur. Mathilde og jeg hyggede herhjemme imens. Det passede os begge godt, for lillepigen har det fint med småture ind imellem, men der skal stadig aldeles ikke være for mange nye indtryk ad gangen og jeg nyder i høj grad at tusse rundt med hende herhjemme og når hun sover sine lure får jeg læst en masse og slapper godt af med det.

Ikke flere ord herfra i denne omgang. Det er midt om natten og jeg burde sove ligesom Mathilde og Peter (det går det nu generelt også OK med for tiden), for i morgen tager vi hul på pakkeriet og skal vist også en tur i byen for at have købt de sidste småting vi gerne vil have med hjem og uha, hvor er her altså mange flotte ting! Vi er noget spændte på, hvor meget kufferterne kommer til at bugne og hvad vægten siger, når vi checker bagagen ind på søndag…

Mathilde var bare rigtig god til at muntre far op, da han var indlagt på SOS Klinikken.



Så er vi klar til, at far kommer hjem. Mathilde er klædt fint på i kjole fra Lea, Lisa og Jan samt mammelukker fra Astrid og for første gang med navnesutten i dutten.



Idag er det bl;sende og meget koldt, så Mathilde iklædt polargearet og klar til at tage på tur. Mor skal lige have tyk trøje og tørklæde på, men far holder varmen i skjorteærmer, da lillepigen i bæreselen fungerer perfekt som varmedunk. Vi skal hen i templet, hvor Peter i forgårs kom i karambolage med slangen.



Det var præcis her - lige midt midt på cementunderlaget - det skete. Peter trådte et skridt baglæns for at få rette motiv i kassen og fik så - sikkert til lige stor forskrækkelse for begge parter - jokket på det på det krybende kræ.



Vi havde taget kager og chokolade med som tak for hjælpen til den søde nonne. Hun var tydeligvis MEGET glad for at se Peter igen, for hun havde været temmelig bekymret. I alle de år, hun har passet templet, er hun ikke en eneste gang stødt på slanger, men hun fortalte, at nogle andre i templet kendte mere til det krybende liv på stedet og havde erklæret, at Peter var "a very very lucky man!". Jo tak sådan føler vi det bestemt også, for det kunne være gået så grueligt galt! (på klinikken har de også samstemmende kaldt Peter helt fantastisk heldig og de mener, at slangen nok ikke har fået ordentligt fat, da der er et skrabemærke, der sikkert stammer fra den ene hugtands vej ned ad anklen. Slangen har således måske slet ikke fået sprøjtet gift ind eller i hvert fald meget lidt).




Peter tænder røgelse og takker Buddha & co.



Så er den store slangetæmmer gået i aktion igen. Det lykkedes at være i nærkontakt med (vand)slangen uden at blive bidt - han blev ikke engang våd ;-)



Turen rundes af på Hotel Sheraton, der ligger lige i nabolaget. Mathildemyret nød at mosle og savle på den fine brokadesofa, mens mor og far fik tropedrinks og rigtig lækker mad.



Herude juler vi skam også. Det første julefoto af den lille familie er taget i hotellets forhal, hvor der er pyntet noget så fint op. Udenfor er der desuden tre smukke rensdyr i jern omviklet lyskæder, som vi nyder at kigge på hver aften. Juleriet er det dog lidt svært at forholde sig til lige nu. Ikke så meget fordi vi er i troperne (her er jo hundekoldt en del af tiden), men nok især fordi det nyslåede familieliv er så stort at fatte og forholde sig til.



Far har rigget et yderst populært "aktivitetsstativ" til ved hjælp af en garderobestang, to spisestuestole og noget snor lavet af snoede plastikposer. Man er vel spejder!

Der sker en masse nyt med den lille skønne trunte og hendes samspil med os dag for dag. Indledningsvist var vi en kende bekymrede for, om hun nu var for nem, overtilpasset og ikke rigtigt kunne give ordentligt udtryk for egne behov, for både under besøgene på Mai Linh og de første dage sammen med os her på hotellet var hun næsten for mild. Vi var jo helt bekymrede for, om vi kunne komme til at tromle det lille myr fuldstændigt uden hun fik sagt fra. Heldigvis er hun nu begyndt at give meget mere tydeligt udtryk for, hvad der passer hende og hvad der absolut ikke gør. Hun kan således være en rigtig lille broksisse, når hun er for træt, sulten, har hård mave, en bøvs der sidder på tværs, gerne vil have selskab eller noget helt syvende, som vi måske ikke lige kan regne ud. Så kan der både komme småpjevs (som i de første dage) men dæleme også temmeligt høje og skingre indianerhyl (hun bliver selv helt forskrækket engang imellem og kiiigger efter hvem eller hvad, der mon sagde dén høje lyd :-)). Nogle vil måske synes, det er træls med sådan et højlydt brokkeri, men vi glæder os faktisk i den grad over, at hun har en mening om tingene og tydeligt giver den til kende (det kan selvfølgelig godt være vi ikke har helt samme holdning til den sag, når hun er 15 år og højlydt insisterer på at få lov til at være ude heeeeele natten, for det må aaaaaaaalle de andre ;-)).

For det meste er hun dog en tilfreds og glad lille trold. Hun elsker at se på, hvad der sker omkring hende og hun hygger sig noget så forrygende både på egen hånd og sammen med os. Hun er vild med at nusse tæt og smådimse med os og bliver efterhånden også mere og mere glad for flyveture og anden lidt mere vild leg (det lader til at det er noget helt nyt for hende). At blive puslet og vasket er ligeledes kæmpe hit. Hun elsker også, når vi "gymnastikker" sammen med hende og hjælper hende forsigtigt op at sidde / ned at ligge ved at holde hendes hænder. På Mai Linh og de første dage her kunne hun næsten ikke holde hovedet selv på vej op og ned, men det er hun dæleme skrap til efterhånden.

Det værste vi kan byde hende er for hurtige skift samt for mange stimuli i form af nye steder og mennesker, der kommer for tæt på. Nogle gange siger hun klart fra undervejs, men andre gange kommer reaktionen først bagefter i form af uro i kroppen (blikket flakker hvileløst rundt og hun mosler uroligt ligesom i små ryk) eller ligefrem længerevarende skrigture. Hun kan dog klare mere og mere uden at det bliver for meget. Ture rundt på hotellet er efterhånden nærmest hverdag for hende nu og ture i nærområdet siddende trygt i bæreselen er også helt OK, når de blot ikke er for lange eller hyppige. Når vi kommer hjem til Frederiksberg er vi derfor også helt indstillede på, at den kommer til at stå på hjemlig hygge i tresomhed det meste af tiden i en længere periode. Vi hygger os heldigvis godt med at være hjemme og i lavt gear, så det bliver garanteret heller ikke noget problem for nogen af os.

Det føles helt fantastisk, at vi på så kort tid allerede har lært hinanden så godt at kende. Vi fornemmer, at Mathilde er tryg ved os og vi føler os mere og mere sikre i forældrerollen. Jeg nyder at opleve Peter som far og vi har indtil videre været rigtig gode til at samarbejde (det må vist være "hvedebrødsdagene" ;-)). Det er skønt sådan at få hinanden mere og mere "ind under huden" som familie alle tre og det er en fornøjelse at tænke på, at rejsen sammen blot lige er begyndt.

Sikke en masse baby- og familiesnak... Det må I leve med, for det er pt. det eneste vi for alvor har på tapetet herude - når vi da ikke lige bliver bidt af slanger og tilbringer dagene med at nærstudere stedets sundhedsfaciliteter ;-)

... eller Slangetæmmeren fra Hanoi kunne overskriften lige så godt have været.

Vi har haft et rigeligt begivenhedsrigt døgn - ikke mindst Peter! - og så endda på Mathilde Huongs første halve fødselsdag. Inden jeg beretter videre, vil jeg skynde mig at undrstrege, at alt er endt godt, så på trods af dramatikken i den følgende historie behøver I altså ikke at bekymre jer!

Igår eftermiddags tog Peter lidt alene på tur til et nærliggende tempel (Tay Ho Pagoda), hvor han ville fotografere, mens Mathilde og jeg passede sagerne herhjemme. Desværre var han så uheldig at træde på en slange midt på fortovet (vist en lille jordfarvet sag der var cirka tommelfinger tyk og i stil med en snog). Den blev sikkert mindst lige så forskrækket som ham, og hakkede ud efter ham. Desværre lykkedes det den at få sat hugtænderne i ham. Han blev MEGET forskrækket og fik det straks rigtig dårligt. Heldigvis lader det til, at det blot var forskrækkelsen, der slog ham ud. Han var alene, da det skete, men fik hurtigt bevæget sig videre og fik hjælp fra en rigtig sød nonne, der forsøgte sig med førstehjælp (men vist ikke lige af den slags der står om i de danske førstehjælpsbøger, for det var noget med at forsøge at massere giften ud, smøre med pebermynteolie og endelig rense med jod). Herefter ringede Peter hjem til mig, der beordrede ham afsted i taxi til den internationale SOS klinik aldeles omgående!!! (ambulancer gør de desværre ikke helt så meget i på disse kanter). Mathilde og jeg fløj ud af døren - efter lige at få pakket det allervigtigste babygrej og sørget for en lynhurtig tør ble samt en tiltrængt flaske i expresfart. PYH - hvor gik det stærkt for jeg havde aldeles forfærdeligt med ikke at være ved siden af ham og var ærlig talt temmelig bange! Da vi nåede frem til klinikken var Peter dog mystisk nok stadig ikke dukket op??? Vi ventede i over en halv time - det føltes som år... Det viste sig, at den taxa, nonnen så sødt havde sørget for (men desværre ikke taget med i sammen med ham), havde kørt ham til en SOS Børnelandsby istedet for til SOS Klinikken (og undervejs iøvrigt havde et sammenstød med en scooter i en rundkørsel - ingen mennesker kom noget til, men skaderne skulle grundigt besigtiges og diskuteres, inden de endeligt kunne drage videre...Grrrrrr...). Ved SOS Børnelandsbyen valgte Peter at stige ud, da han ikke kunne få forklaret chaufføren, at det var forkert adresse. Ingen talte engelsk, men han fik da lånt en telefon på børnebyens kontor og ringet til vores hotel, der heldigvis kunne give ham den nøjagtige adresse på klinikken (jeg havde kort underrettet dem inden afgang i fald vi fik brug for dem som forbindelsesled - STOR tak til Mathildes morfar, der er pensioneret officer fra hæren og gennem hele min opvækst har indprentet mig, at man skal have både nødplan A, B og C ;-)) og kom så afsted i en ny taxa, der heldigvis fandt frem til klinikken, hvor Mathilde og jeg skyndte os at få flået ham ud af taxaen og ind til en læge (nu var der efterhånden gået 1½ time siden biddet, så der var da godt, der ikke var tale om en kobraslange!)

Nu er han heldigvis grundigt undersøgt på kryds og tværs på SOS Klinikken og har været indlagt til observation natten over. Klinikkens ekspert i slangebid blev straks hidkaldt og Peter blev udspurgt om slangens udseende, hændelsesforløbet, symptomer osv. Han har fået taget diverse blodprøver (ALT er OK), benet har været bundet stramt ind fra ankel (hvor han blev bidt) til øverst på låret, han har været tilkoblet en monitor der måler puls, blodtryk osv. (hans puls og blodtryk var tårnhøjt de første timer efter) og har fået et ekstra stivkrampe-stik for en sikkerheds skyld. Han er blevet passet rigtig godt på af en hollandsk læge, der virker både yderst kompetent og meget empatisk samt af en vietnamesisk mandlig sygeplejerske med en ret skør og skæv humor (han kunne fx slet ikke forstå at Peter ikke ville have slange-ragout til aftensmad - det synes han ellers ville være SÅ pasende ;-) Det blev til pasta, cola og chokolade milk shake istedet og det landede vist på et tørt sted så appetitten fejlede i hvert fald ikke noget).

Peter har heldigvis ikke haft spor ondt på noget tidspunkt eller været særlig skidt tilpas bort set fra lige da det skete. Han er forståeligt nok stadig en kende rystet over oplevelsen, men nu altså udskrevet og erklæret i fin form. Vi har skullet love at holde os i Hanoi weekenden over (havde nu heller ikke andre planer), men det er vist blot for en ekstra ekstra sikkerheds skyld.

Mathildemyret har klaret turen i rigtig fin stil og underholdt samt afledte far på skønneste vis på klinkken indtil vi igår aftes smuttede hjem, så hun kunne få ro til at sove, for hun trængte virkelig til sin seng efterhånden, da hun forståeligt nok slet ikke finde ro til at sove på klinikken. Efter hjemkomsten faldt hun omgående i søvn, men sov noget uroligt. Jeg troede først, det var dagens rigeligt mange indtryk, der spøgte (hun reagerer tydeligvis, når der er sket for meget i løbet af dagen, har vi efterhånden fundet ud af), men det var vist (også?) pga. problemer med at komme af med en "bæ", der havde sat sig på tværs. Da hun fik midnatsnatflasken pruttede hun på livet løs, men det var kun luft og selv om vi veeeeentede og veeeeentede (Mathilde klynkede og prøvede ihærdigt) skete der bare ikke rigtig noget. Jeg kastede mig derfor endnu engang ud i mavemassage og holdt hende efterfølgende ind over vasken, så hun kunne "levere" først en omgang halvhårde knolde og så en omgang af mere lind konsistens bagefter (jo, jo - alle detaljer skal skam med og jeg er en smule ærgelig over ikke også at kunne vedhæfte en duft... øh lugtprøve ;-)). Det er ikke så lækkert, mens det står på men altså yderst effektivt og den lille trunte var også denne gang vældig tilfreds med behandlingen hele vejen igennem. Nærmest decideret fornøjet.

Idag har vi bare taget den helt med ro og nydt, at flokken atter er samlet (Peter kom hjem midt på formiddagen og nøj hvor var det altså dejligt!!!). Imorgen går vi ned til templet med en gave til den søde nonne som mange tak for hjælpen . Hun bad iøvrigt også Peter kigge forbi igen, så hun kunne se, at han var OK. Idag har der dog slet ikke været overskud til ud-af-huset-aktiviteter, men imorgen drager vi afsted i samlet flok og holder naturligvis undervejs grundigt udkig efter såvel trafik som kryb og andet farligt djævelskab!!!

Allerførst tusind tak for de mange skønne hilsner og Mathildemyret takker for alle roserne, den seneste billedkavalkade affødte. Vi synes, de er absolut velfortjente, for hun er altså det største mirakel i denne del af solsystemet siden det lille jesusbarn – i hvert fald efter de overlykkelige forældres mening ;-)

I skrivende stund er far hos købmanden, Mathildemyret sover middagslur i sin elskede seng og moren hygger sig ved computeren. Vi har indtil videre fundet os fint tilrette med den nye hverdag for os alle tre. Mathilde spiser, sover, tisser, skider, leger, nusser osv. ligesom en lille trunte i hendes alder skal. Hun bliver helt klart mere og mere tryg ved os og ved de fysiske rammer her. Hun er dejligt tydelig i sine signaler og siger klart til og fra, så mor og far kan forstå, hvad der skal til for at sikre lillepigens trivsel. Fx har vi efterhånden erfaret, at tingene indledningsvist skal foregå meget stille og roligt, og så kan der efterhånden komme mere og mere gang i sagerne. Når lillepigen vågner, er det således slet ikke noget hit straks at tage hende op eller stille an med en flaske. Hun vil gerne ligge og dutle lige så stille i sengen for sig selv og siger så selv til med pjevs og brok, når det er tid til selskab og flaske – og så skal det dæleme også være NU!!! Der skal heller ikke introduceres for meget nyt på en gang og det er meget tydeligt, at Mathilde er yderst opmærksom på de fysiske rammer, hun befinder sig i. Efterhånden er hele lejligheden et kendt og trygt område og når man fx døffer rundt med hende i bæreselen herhjemme sludrer og hviner hun som oftest løs (hun har sådan nogle sjove hæse lyde, små skrig og host, hun elsker at sige) og har vældig travlt med at mærke på og nærstudere mors eller far hals, hage, hår osv. Så snart vi bevæger os udenfor lejligheden – bare vi går ud på gangen – bliver hun derimod musestille, holder op med at dutle og kigger sig omkring med stoooooore øjne. Når hun er mæt, veludhvilet og der har været ro på i timerne op til, så virker hun blot nysgerrig og interesseret i fht. sine nye omgivelser, men hvis hun ikke er helt ovenpå, så er det med noget bekymret mine og blik verden ses an. Indtil videre har vi derfor mest opholdt os herhjemme og har blot været på et par korte ture ned i restauranten samt på besøg hos den anden familie, der bor lige ovre på den anden side af vores lille stille vej. Bæreselen er simpelthen genial, når territoriet langsomt og trygt skal udvides, for hovedet vender ind mod mors/fars trygge bryst, og der kan lægges ”tag” over i form af et lille tæppe og pakkes en dyne udenpå, så der skabes en rar og lun hule (det er temmelig koldt her i Hanoi for tiden, så der skal pakkes rigtig godt ind). Efter at have lært lillepigen og hendes behov for rolige overgange at kende er vi mere end lykkelige for, at det blev til to besøg på børnehjemmet, inden overdragelsen og at der var god tid under og efter ceremonien sammen med både den trygge plejer Mai og de spritnye langnæsede forældre. Det har givetvis lettet lidt på overgangen fra det gamle til det nye liv. I fht. at lette overgange har vi også haft god gavn af den sut og sutteklud vi sendte med Dorte og Bo ud til lillepigen. Især sutten er et kært, tryghedsskabende og skattet eje, der har hængt i en lille klud om halsen lige siden hun fik den. På trods af at både de danske sundheds- og babysikkerhedsmyndigheder med garanti ville tilråde det, har vi simpelthen ikke nænnet at tage den efterhånden godt nussede sut og klud af hende tidligere. I dag blev begge dele dog grundigt desinficeret, men hun bliver ked af det, når hun ikke kan finde sutten lige under hagen, så hun får lov til at beholde anordningen lidt endnu – og faktisk gør det hende temmelig selvhjulpen ifht. selv at fange sutten efter behov. Noget andet der tydeligvis har givet tryghed her i overgangen mellem det gamle og det nye liv er, at vi har sørget for at bytte os til såvel den dukke hun har haft hos sig i sengen på Mai Linh og et par godt nussede, Mai Linh-duftende (lugtende ville nogle sige – af modermælkserstatning, lidt gylp og sårn) håndklæder, som hun har været vant til at ligge på og nusse med. Når hun har virket utryg og urolig har det haft nærmest magisk virkning at lade hende nusse med et af håndklæderne. Vi har konsekvent både ladet hende sove på dem om natten samt lagt dem på legetæppet, når hun har hygget der. I dag er de dog også blevet vasket, men det lader til, at være helt OK, da hun nu er betydelig mere tryg ved os og de nære omgivelser her. Vi har også investeret i et par små stråmåtter af den slags, hun kender fra Mai Linh og hun elsker at føle på dem, når hun ligger og leger, så de skal helt klart med hjem. Sassy-bideringene og en ekstradukke af samme slags som den vi gav i bytte på Mai Linh og så en køle-bide-ring til de ømme gummer (vi tror der er tænder på vej) er også kæmpestore hits. Vi har sørget for at holde igen med at vaske lillepigen, så hun længst muligt har bevaret kendt duft og hun har således sit første bad hos os til gode. Det går fint, da det jo ikke er så varmt her for tiden og da hun hverken gylper eller savler en masse. Sit fine tøj fra ceremonien (en hvid dragt i broderi anglaise, små fine sokker med elefanter på og et rigtig fint lille sølv(?)armbånd med rangle) lod vi hende beholde på det første døgn og skiftede herefter det yderste, men lod en lille undertrøje være i et par dage. Efter en overfyldt ble var det dog tid til et totalt kostumeskift og i løbet af de næste par dage kaster vi os også ud i badningen. Det er vores oplevelse, at de nævnte tiltag har hjulpet Mathilde til at føle sig tryg. Om vi har ret i den antagelse, vil vi selvfølgelig aldrig kunne få hverken af- eller bekræftet, men det er rart at vide, at vi i hvert fald har gjort alt, hvad der stod i vores magt for at lette hendes overgang.

Det bliver vist ordene for nu. Da jeg begyndte at skrive var der frokosttid og nu er klokken næsten 22, da der har været en million-milliard små og store afbrydelser i skriveriet undervejs. Det er nu ikke kun Mathilden, der har krævet mors opmærksomhed, for undervejs har der også lige skullet passes et skrædder-hjemme-besøg ind (jeg har prøvet det bestilte tøj herhjemme, da det helt klart er det nemmeste og nøj hvor er det blevet flot!) og en omgang aftensmad i restauranten sammen med den anden familie. De er bare SÅ søde og hyggelige at være sammen med og Mathildemyret nød tydeligvis lidt liv omkring sig efter at have hygget i ro og fred med mor og far i lejligheden dagen igennem – og hun er vild med familiens to skønne piger, både den store på knap 5 år og den lille ny, der er jævnaldrende med Mathilde. Nu sover den lille guldklump trygt og godt i sin seng og jeg vil gå ind til Peter i stuen og få en godnatdrink inden det også er sengetid for os om lidt.

PS
Svar på et par hyppige spørgsmål:
Vi har intet mærket til tyfonen her i Hanoi (det er vist kun den sydlige del af Vietnam, der er ramt)

OG

Vi regner med at holder fast i den oprindelige hjemrejseplan med ankomst i Kastrup om morgenen mandag den 18. december. Nærmere info herom senere.

Netop hjemvendt fra ceremoni



Vi er glade både for mor og for "bedste-dukken" (gave fra bedstemor Irena)



og for far selvfølgelig. Han er bare er SÅ god at putte hos :-)

Det er simpelthen gået over al forventning både med det lille Mathildemyr og med forældreskabet indtil videre. Mathilde virker tryg ved os og er en temmelig mild og tålmodig sjæl lader det til. Hun spiser godt, sover godt og afleverer det hun skal. Første lorteble tog det dog godt og vel 1½ døgn med, så de nybagte førstegangsforældre nærmest klappede og hujede det endelig skete – og grinede gevaldigt af sig selv efterfølgende ;-) Afleveringen kom i stand efter en omgang mavemassage og foregik i håndvasken – ikke så lækkert, men sikken en lettelse for os alle tre :-))

Mathilde er en vældigt observerende og nysgerrig lille trunte. Hun kigger yderst interesseret på, hvad der sker omkring hende og først når hun føler, der er rimeligt styr på verden kaster hun sig ud i at pludre, filme med mor og far, lege med dukken eller bideringene, fange sine tæer og hive strømper af (et STORT hit og ærlig talt temmelig sjovt at se på :-)). Hun skal helt klart have tid og ro til at vænne sig til noget nyt, og trækker sig lidt ind i sig selv, når der er ”overload” på systemet. Selv om hun er rigtig glad for os begge to, så skal et skift fra den ene til den anden fx lige ”varsles” med øjenkontakt for at blive accepteret og den afleverende forælder skal holde sig i nærheden det første minuts tid, men så er alt også helt OK. Det er også helt tydeligt, at hun af og til trækker sig lidt fra verden og at vi i de situationer skal respektere hendes frirum og lade være med at forsøge med øjenkontakt og dikkedik. Hun er heldigvis meget tydelig i sine signaler og rigtig god til at lære os at få gjort tingene på rette vis.

Generelt er humøret fint, men hun kan godt skælde lidt ud, når vi ikke hurtigt nok fatter, hvad der forventes. En enkelt gang har hun grædt for alvor. Det var i går aftes og det varede det meste af en time og var så hjerteskærende, at vi aldrig nogensinde glemmer det. Hun så på os med store angste øjne og synes tydeligvis at det hele bare var for utrygt. Det er en meget forståelig og forventelig reaktion, men kors hvor var det hårdt! Vi følte os bare så onde og utilstrækkelige og måtte lige selv vande høns, da Mathildemyret endelig var beroliget og puttet for natten. Siden da har der ikke været noget som helst ked-af-det-hed. Der kan sagtens komme en tur eller flere til, men hun lader faktisk til at have fundet sig rimeligt godt til rette med sin nye livssituation, og søger mor eller far for trøst og sikkerhed, når verden virker for voldsom. Hun sover imidlertid temmelig meget og det er meget muligt også en måde at reagere på skiftet på.

Indtil videre har vi kun opholdt os her på hotellet og så lige været et kort smut ovre på den anden side af vejen for at besøge den anden familie her til aften. Vi regner med, at det forbliver aktionsradiusen de nærmeste dage. Vi skærmer Mathilde effektivt ved at have hende i bæreselen med hovedet ind mod vores bryst og hovedet tildækket. Hun hygger sig fint derinde i den trange kropsnære hule og snupper nogle gode lure og det er altså noget så skønt at bære rundt med den lille dejlige snullerbasse på den måde.

Ikke mere for nu. Lillepigen er puttet for natten (så må vi se om hun gentager succesen fra sidste nat med at sove igennem) og jeg vil gå ind i stuen til Peter, der netop er blevet færdig med at ordne flasker til i morgen.

Tak for de mange hilsner. Det er bare så skønt at høre fra jer :-)