Livet med Mathildemyret

Der sker en masse nyt med den lille skønne trunte og hendes samspil med os dag for dag. Indledningsvist var vi en kende bekymrede for, om hun nu var for nem, overtilpasset og ikke rigtigt kunne give ordentligt udtryk for egne behov, for både under besøgene på Mai Linh og de første dage sammen med os her på hotellet var hun næsten for mild. Vi var jo helt bekymrede for, om vi kunne komme til at tromle det lille myr fuldstændigt uden hun fik sagt fra. Heldigvis er hun nu begyndt at give meget mere tydeligt udtryk for, hvad der passer hende og hvad der absolut ikke gør. Hun kan således være en rigtig lille broksisse, når hun er for træt, sulten, har hård mave, en bøvs der sidder på tværs, gerne vil have selskab eller noget helt syvende, som vi måske ikke lige kan regne ud. Så kan der både komme småpjevs (som i de første dage) men dæleme også temmeligt høje og skingre indianerhyl (hun bliver selv helt forskrækket engang imellem og kiiigger efter hvem eller hvad, der mon sagde dén høje lyd :-)). Nogle vil måske synes, det er træls med sådan et højlydt brokkeri, men vi glæder os faktisk i den grad over, at hun har en mening om tingene og tydeligt giver den til kende (det kan selvfølgelig godt være vi ikke har helt samme holdning til den sag, når hun er 15 år og højlydt insisterer på at få lov til at være ude heeeeele natten, for det må aaaaaaaalle de andre ;-)).

For det meste er hun dog en tilfreds og glad lille trold. Hun elsker at se på, hvad der sker omkring hende og hun hygger sig noget så forrygende både på egen hånd og sammen med os. Hun er vild med at nusse tæt og smådimse med os og bliver efterhånden også mere og mere glad for flyveture og anden lidt mere vild leg (det lader til at det er noget helt nyt for hende). At blive puslet og vasket er ligeledes kæmpe hit. Hun elsker også, når vi "gymnastikker" sammen med hende og hjælper hende forsigtigt op at sidde / ned at ligge ved at holde hendes hænder. På Mai Linh og de første dage her kunne hun næsten ikke holde hovedet selv på vej op og ned, men det er hun dæleme skrap til efterhånden.

Det værste vi kan byde hende er for hurtige skift samt for mange stimuli i form af nye steder og mennesker, der kommer for tæt på. Nogle gange siger hun klart fra undervejs, men andre gange kommer reaktionen først bagefter i form af uro i kroppen (blikket flakker hvileløst rundt og hun mosler uroligt ligesom i små ryk) eller ligefrem længerevarende skrigture. Hun kan dog klare mere og mere uden at det bliver for meget. Ture rundt på hotellet er efterhånden nærmest hverdag for hende nu og ture i nærområdet siddende trygt i bæreselen er også helt OK, når de blot ikke er for lange eller hyppige. Når vi kommer hjem til Frederiksberg er vi derfor også helt indstillede på, at den kommer til at stå på hjemlig hygge i tresomhed det meste af tiden i en længere periode. Vi hygger os heldigvis godt med at være hjemme og i lavt gear, så det bliver garanteret heller ikke noget problem for nogen af os.

Det føles helt fantastisk, at vi på så kort tid allerede har lært hinanden så godt at kende. Vi fornemmer, at Mathilde er tryg ved os og vi føler os mere og mere sikre i forældrerollen. Jeg nyder at opleve Peter som far og vi har indtil videre været rigtig gode til at samarbejde (det må vist være "hvedebrødsdagene" ;-)). Det er skønt sådan at få hinanden mere og mere "ind under huden" som familie alle tre og det er en fornøjelse at tænke på, at rejsen sammen blot lige er begyndt.

Sikke en masse baby- og familiesnak... Det må I leve med, for det er pt. det eneste vi for alvor har på tapetet herude - når vi da ikke lige bliver bidt af slanger og tilbringer dagene med at nærstudere stedets sundhedsfaciliteter ;-)