Livet med Mathildemyret

Føj for et par trælse dage!

I går ville vi have været ud og købe de sidste småting, vi gerne vil have med hjem (bl.a. nogle julegaver), men det er som om hjemrejseforberedelserne har sat gang i en reaktion hos os begge, så humøret og energien for første gang siden overdragelsen (altså lige på nær den dag med slangen…) var på nulpunktet og vi nærmest slæbte os gennem dagen og udsatte indkøbsturen til i dag. Det blev det dog ikke spor bedre af, for lillepigen har lige siden sidst på formiddagen været noget så pjevset. Hun har kun villet sidde på arm (samt heldigvis bæresele og slynge), har gnedet øjnene i et væk og for første gang i den tid vi har kendt hinanden kun kunnet sove max. 20-30 minutter ad gangen og har jævnligt nærmest stået i flitsbue og storbrokket sig. Heldigvis har hun ikke virket decideret ked af det (vi var ellers en kort overgang bekymrede for, om hun igen havde en reaktion på skiftet – og bekymre sig kan man jo altid… ;-)) snarere utilpas og efterhånden naturligvis temmelig overtræt. Vi forsøgte mavemassage og holden ind over en ble i vasken i flere omgange uden held og afskrev herefter maveproblemer (også fordi hun i nat havde afleveret en ordentlig kage i bleen, så der var l… helt op til nakken i morges - og farmand var den heldige "vinder" ;-)), men så her til aften, da hun var puttet til natten, vågnede hun efter ca. 15 minutter med et hjerteskærende skrig og stod igen i flitsbue. Jeg var (og er) alene på skansen, da Peter er sendt alene på indkøbstur her til aften (den stakkels mand og måske stakkels familie??? - det bliver spændende at se, hvilke julegaver der er til dem i år ;-)) og tog straks den lille forpinte trunte med på badeværelset for at prøve igen-igen. Og, søreme så... Det var alligevel en bæ, der havde siddet på tværs og efter den var afleveret slugte lillepigen begærligt en flaske og sover nu for første gang i dag helt trygt og roligt. Manner hvor kan meget små ting pludselig blive kæmpestore og hvor fik vi os altså lige en hands-on-lektion i, at det kan være rigtig svært at planlægge noget, når man har sådan en lille trold. Det er sådan set ikke nogen overraskelse, men det er bare første gang (men med garanti ikke sidste), vi oplever at måtte aflyse noget, fordi lillepigen ikke er i hopla. I stedet for fælles shopping og lækker afskedsmiddag på restaurant sidder moderen nu her og holder nattevagt, mens hun gumler tørre kiks og forsøger at tage sig sammen til at få pakket videre. Og faderen, han okser sikkert lige nu Hanoi rundt for at få købt alle tingene på sedlen (bl.a. mere blommemos så vi kan holde gang i Mathilde-maven). Velkommen til familielivet :-)

Ovenpå sådan et par ”lortedage” glæder vi os efterhånden til at komme ud af vagten. Allerhelst ville vi transmogryffe os hjem til Frederiksberg blot ved at trykke på en knap, da lange flyveture ikke står højt på ønskesedlen hos nogen af os og da vi naturligvis er noget spændte på, hvad Mathilde mon siger til at være næsten et helt døgn undervejs på rejse. Heldigvis følges vi med Marianne, Flemming, Didde og Emma hele vejen. Det er rigtig dejligt, vi har hinanden til at holde med selskab og til at støtte os op ad om nødvendigt (begge dele har vi gensidigt været rigtig gode til under hele opholdet og det er simpelthen fantastisk skønt med sådan nogle dejlige rejse- og skæbnefæller).

Jeg vil se at få pakket videre, så vi er klar til at daffe herfra i morgen eftermiddag Hanoi-tid.