Livet med Mathildemyret

Alle Mathildemyrets papirer er nu på plads. I dag hentede de to fædre småpigernes visaer, så vi må tage dem med hjem til Danmark (hvor vi som bekendt ikke lukker hvem som helst ind for nu at sige det mildt...) og de har endda fået arbejdstilladelse, så nu må vi se, hvad vi kan finde, som sådan et par små størrelser kan rive i ;-)

Det er temmelig vemodigt, at vores ophold her i Vietnam nu lakker mod enden. Vi har virkelig nydt at være her og gad bestemt godt snuppe en måneds tid eller mere herude – men vil jo også gerne hjem til jul med familien og sårn. Vi bor aldeles skønt her på Oriental Palace med den fedeste udsigt over West Lake, får lækker mad hver dag enten bragt fra eller indtaget på et af de utallige spisesteder i omegnen og er simpelthen vilde med Hanoi og den vietnamesiske kultur. Som alle andre nybagte er vi temmelig overvældede og noget udmattede både af de praktiske opgaver og ikke mindst af alle de følelser sådan et lille pus afstedkommer og det er simpelthen genialt at begynde sit familieliv under så optimale forhold som her. Vi kan være sammen alle tre i en længere periode end de fleste, rengøring og madlavning skal vi ikke bekymre os om, vi er omgivet af imødekommende og hjælpsomme mennesker, vejret er væsentligt bedre end derhjemme (om end hundekoldt efter tropeforhold – ikke mindst inden døre da der ikke kan sættes varme på så vi putter os i tæpper når det er koldest) og vi kan undervejs få en på opleveren ude i byen, når lejligheden bliver for trang. Vi har i høj grad nydt at være herude sammen med den anden danske familie og det er skønt vi bor så tæt på hinanden, for vi hygger os rigtig godt sammen og støtter hinanden i stort og småt i hverdagen, så selv om vi bor i hver sin ende af landet, vil jeg tro vi nok skal finde ud af at mødes efterfølgende, for det giver et særligt skæbnefællesskab at have delt så unik en oplevelse som denne.

Det går stadig rigtig fint med Mathilde Huong. Hun sover og spiser fortsat godt, men har altså jævnligt lidt problemer med den lille mave. Heldigvis har vi efterhånden fået styr på de tricks, der virker, og giver dagligt en portion blommemos (vi har ikke kunnet opdrive sveskemos), masserer den lille mave og løfter hende op med knæene foldet helt op til hagen ved bleskift, så der kan komme gang i sagerne (tænk sig at en væsentlig del af ens livsindhold pludselig kan blive at skabe passage for en lort… *ruller med øjnene*). En stor del af sin vågne tid bruger lillepigen på at øve sig i at trille, fange tæer, tygge på alting indenfor rækkevidde og så udstøder hun jævnligt nogle indianerhyl af en lydstyrke og varighed så især moren bliver helt bekymret engang imellem. Der er også af og til også perioder med en del pjevs, hvor hun presser ting kraftigt mod gummerne, så vi antager, der er en tand på vej og forsøger at lindre med køle-bidering samt lidt bedøvende gele på gummerne (et naturmiddel købt på apoteket og det virker med det vuns!). Ellers må man sige, at hun bare trives og vist har fundet sig ret godt til rette med, at hun nu er ”landet” hos os og vi er bare SÅ glade for den lille skat!!! Vi kan stadig slet ikke rigtig fatte, at den lille dejlighed nu virkelig er vores datter . Forældreskabet er præcis lige så fantastisk, overvældende og skønt samt benhårdt, bekymrende og aldeles udmattende for os, som vi gennem årene har kunnet opleve på sidelinjen hos andre nybagte. Vi føler os boblende jublende lykkelige og nyder familielivet i fulde drag, men bekymringer om ditten og datten, løbende aflæsning af Mathildemyrets behov og forsøg på at tilfredsstille dem samtidig med at vi for en stor del forståeligt nok må gå på kompromis med vore egne gør os lidt matte i koderne, da alt jo endnu er så nyt. Så på trods af at vi nyder forældrerollen i fulde drag – og ikke mindst at opleve hinanden som hhv. far og mor (Peter er fantastisk omsorgsfuld og ved slet ikke alt det gode han skal gøre for sin datter og moderen husker han faktisk for det meste også at tænke på – men nu i anden række forståes ;-)), så må vi erkende, at det også tærer lidt på os. Vi glæder os til at få flere og flere rutiner på plads, så vi ikke hele tiden skal opfinde den dybe tallerken. Noget andet der har tappet en ordentlig portion energi er selvfølgelig Peters temmelig uheldige møde med slangen. Forskrækkelsen har sat sig i kroppen, for de timer hvor vi ikke anede, hvad udgangen på historien ville blive, var så aldeles skrækindjagende og forfærdelige for os begge to, at vi stadig går og ”tygger lidt på oplevelsen”.

Dagene herude går lynhurtigt. Udover at hygge med den skønne Mathilde, så er der jo forskellige praktiske ting, der skal ordnes og dem har vi i det store hele fordelt mellem os. Peter tager sig således af indkøb, flaskerengøring og morgenhygge med Mathilde (mens mor liiige snupper en ekstra time – aaaahhhhhhhh). Jeg ordner vasketøjet, rydder op efter os og klarer nattevagten med to natflasker og sutteindføring efter behov. Vi forsøger også at give hinanden lidt fri ind imellem og i dag var det således Peters tur til en frieftermiddag. Efter miseren med slangebiddet og den efterfølgende indlæggelse på SOS Klinikken, tør jeg dog ikke sende ham af sted på egen hånd længere ;-) så han tog på tur med Flemming (manden i den familie vi er herude sammen med). De tog først et smut på den danske ambassade for at få lavet visum til småpigerne og gik så ellers på lokal restaurant og indtog nudelsuppe samt Tiger Beer og rundede eftermiddagen af med et besøg på Hærens Museum. Kort og godt en rigtig drengetur. Mathilde og jeg hyggede herhjemme imens. Det passede os begge godt, for lillepigen har det fint med småture ind imellem, men der skal stadig aldeles ikke være for mange nye indtryk ad gangen og jeg nyder i høj grad at tusse rundt med hende herhjemme og når hun sover sine lure får jeg læst en masse og slapper godt af med det.

Ikke flere ord herfra i denne omgang. Det er midt om natten og jeg burde sove ligesom Mathilde og Peter (det går det nu generelt også OK med for tiden), for i morgen tager vi hul på pakkeriet og skal vist også en tur i byen for at have købt de sidste småting vi gerne vil have med hjem og uha, hvor er her altså mange flotte ting! Vi er noget spændte på, hvor meget kufferterne kommer til at bugne og hvad vægten siger, når vi checker bagagen ind på søndag…