Livet med Mathildemyret

Vi er netop blevet de lykkelige forældre til en underskøn lille pige med de fineste træk, udtryksfulde øjne, skønt sort strithår og den dejligste kysseklare mund :-)

I skal ikke holdes på pinebænken, så her kommer straks de hurtige facts:

Hun hedder Nguyen Thi Huong (sidstnævnte er fornavnet og vil blive bibeholdt evt. sammen med mellemnavnet og så tilføjet et mere danskklingende fornavn).

Hun blev født den 8. juni 2006 (samme dag som dette indlæg blev skrevet og hvor May-Britt og Anders fik deres lille August Sibusiso i forslag).

Hun bor pt på Mai Linh - sammen med venneparrets (Dorte og Bo) lille dejlige datter.

Da hun blev født vejede hun 2,9 kilo og var 49 cm lang. Vi ved ikke hvor stor hun er nu, men vil tro, at det står i de papirer vi forhåbentlig modtager med posten i morgen.

Og nåh ja – fik vi fortalt at hun er fantastisk vidunderlig og knuselskedejlig??? ;-) Vi har allerede fået mailet 10 billeder af den lille frøken dejlighed. Da vi er endnu ikke helt afklarede mht. publiceringen af fotos i dette åbne "forum", så må I (i hvert fald indtil videre) nøjes med at tage vores ord for, at hun er ganske usigeligt underskøn :-)

Lidt forhistorie til det lykkelige øjeblik
Slutspurten har været slem, for det har jo trukket noget så gevaldigt ud og vi blev efterhånden mere og mere nervøse for, hvad der mon var galt (fx helbredsproblemer eller totalt koks i papirerne...). Det viser sig, at det var billederne, der var problemer med. De første AC modtog ca. midt i juni var der ikke navn på og da der var billeder af flere børn (vist nok to styks), så anede de jo ikke, hvem der var Lillemyr og hvem der var en anden families lille baby… (ik’ så fikst!) Da der så skulle fremsendes nye billeder, var der åbenbart tekniske vanskeligheder, så derfor trak det ud.

Vi ringede i går for at spørge til om der var nyt, men der var de nye billeder endnu ikke dukket op. Igen i dag tillod vi os at ringe, for vi var simpelthen nødt til at have lidt afklaring inden weekenden. Vi fik info om, at billederne nu heldigvis var kommet og videresendt til pædiater, men at hun først havde tid til at skrive rapporten i weekenden, så vi ville få bragt Lillemyr i forslag på mandag… Uha hvor spændende!!! Heldigvis fik vi ved samme lejlighed at vide, at helbredet var fint. Vi var således glade og lettede, men også udmattede ved tanken om endnu en weekend i uforløst tilstand… Vi ringede derfor knapt 10 minutter senere, fordi vi havde besluttet, at vi ville spørge til køn, alder og hvad vi ellers kunne få af info med det samme (sagsbehandleren indikerede i første samtale, at det var en mulighed) og der fortæller hun så, at hun netop har modtaget pædiaterens rapport!!!! (den supereffektive pædiater er dagens helt i skysovs). Hun skal bare lige have et øjeblik til i ro og mag at læse papirerne igennem og vil herefter ringe os op for at bringe barn i forslag…

GISP og GOSH! Hvor blev vi overraskede og helt ovenud glade i låget!!! Jeg gav mig forvildet og forvirret til at blive vasket og få tøj på, mens Peter gav sig til at rigge det nyindkøbte videokamera til, da der jo pludselig var en ganske uventet mulighed for at videodokumentere det glade budskab (det var sq ret kvikt tænkt midt i det følelsesmæssige kaos – ikke mindst fordi vi slet ikke har prøvet at bruge skidtet før). Præcis klokken 14.05 blev vi ringet op og fik fortalt, at vi havde fået en lille pige...

Vi er bare SÅ boblende glade, ved siden af os selv-agtigt rundt på gulvet…

NØJ – hvor er det altså fedt!!!

Efter "udrensningen" i forgårs har vi været i meget bedre humør og haft mod på såvel istandsættelse som ventetid og socialt samvær. Igår knoklede vi således særdeles flittigt med slibning af træværk og andet godt dagen igennem og havde besøg af kusinen og kæresten om aftenen. Det var skønt både at være produktiv, i højt humør og at have gæster. Vi endte med at sidde i haven og skvadre det halve af tropenatten i havelysenes blafrende skær. Nøj hvor var det hyggeligt, og nøj hvor har vi haft ondt i håret idag, fordi vi jævnligt liiige skulle have en gin & tonic / rødvin / øl mere ;-) Men ingen piv herfra for aftenens hygge, grin og afslapning var uden tvivl det hele værd.

Idag har vi ikke været særligt produktive, for alting har taget såååå lang tid ;-) Vi fik dog klaret dagens vigtigste projekt, som var at få ringet til AC for at høre om der var nyt. Og det var der søreme! :-) Alle papirer er i landet og pædiateren har lige nu Lillemyrs helbredspapirer til gennemsyn. Det viser sig imidlertid, at de billeder, der blev mailet til AC midt i juni, ikke kan bruges i fht. lægens bedømmelse. Dels fordi der åbenbart ikke er en angivelse af, hvem der er Lillemyr og hvem der er baby på vej i forslag til den næste familie på listen (måske er det forklaringen sidste uges kryptiske melding om, at der ikke var matchet barn til os endnu? - altså at AC ikke vidste, hvilket barn vi var matchet med). Dels fordi billederne nu er så gamle, at pædiateren gerne vil have friske af slagsen. Der er da også taget nye billeder, og de skulle åbenbart have været mailet til AC igår, men de var endnu ikke nået frem, da vi talte med dem i eftermiddags, og det skyldes vist tekniske vanskeligheder. Nu burde det altså være SÅ tæt på, at vi bliver ringet op! Det kan være imorgen, på mandag eller måske først om en uge, hvis teknikken bliver ved med at drille. Hvis pædiaterens ønske om nye billeder mod forventning bunder i en helbredsbekymring som skal af- eller bekræftes ved et nærmere fotostudie (oh skræk - oh ve!!!), så er det ganske umuligt at forudse noget som helst. Heldigvis er vores hjerner mere eller mindre gået i tilt pga. langtidsspænding, varme og tømmermænd, så vi spekulerer og forventer pt. ikke så meget. Vi har købt lidt gode friske sager i form af bær og frugt, som kan serveres sammen med de allerede indkøbte våde og tørre varer i fald det allerede bliver imorgen eller mandag, vi kan hidkalde folket til fejring af den glædelige begivenhed. Det er dog bestemt ikke, fordi vi føler os spor overbeviste om, at det nødvendigvis kommer til at gå så hurtigt. Vi er bare forberedte på lidt af hvert (og melon, kirsebær og deslige kan man jo altid spise sig ud af), men forventer altså ikke noget.

Hvor er det fantastisk, at papirerne er i landet og oven i købet hos pædiateren samt at der endda er et friskt foto på vej. Uf, hvor er vi spændte på opringningen, der afslører navn, køn, alder, størrelse, helbred osv. så vi kan finde ud af, hvem vi går og venter på. Hvem vi skal sylte ind i kærlighed og kærtegn ad libitum. Hvem der for altid vil være en ganske særlig person i vores liv. Hvem der skal være vores søn eller datter...

Vi er høje, møre, matte, glade, trætte og boblende spændte på en gang. En sær cocktail - ikke mindst når den er iblandet såvel tømmermænd som tropevarme :-)

Dagen idag har været hård at komme igennem. Vi var begge rimeligt trætte af det hele lige fra morgenstunden, men håndterede det på hver vores måde og havde svært ved at rumme den andens reaktioner og sårbarhed. Det måtte selvfølgelig clashe og eftermiddagen er da også gået med gråd og tænders gnidsel. Det er selvfølgelig ikke særlig fedt, men det er nu endt ret godt med, at vi begge fik forløst en masse indestængte følelser - ikke mindst Peter der ellers på det seneste primært har forsøgt at skubbe frustrationerne fra sig og blevet mere og mere indebrændt. Vi gik en lang tur her til aften, hvor vi fik snakket og grinet en masse og formåede at finde fælles fodslaw i venteriet igen. Det har vi hidtil været rigtig gode til og jeg tror og håber, at dagens grundige udrensning har givet os styrke til at komme konstruktivt videre og bevare gejsten her i slutspurten på trods af, at venteriet trækker sådan ud.

Da vi den 20. juni fik info fra AC om, at de havde modtaget billeder pr mail, gav vi os selv og hinanden lov til at tro på, at vi ville få bragt barn i forslag indenfor de udmeldte cirka tre uger og det er de skuffede forventninger, vi nu betaler prisen for. Idag har vi derfor aftalt, at vi som hidtil vil forsøge at lade være med at forvente noget indenfor en konkret tidshorisont og istedet blot nøjes med at håbe. Det giver færre skuffelser og gør dermed livet lettere.

PYH - hvor har det været hårdt! Og pyh - hvor det lettede!
Det føles nærmest som om, sjælen er blevet højtryksspulet, rystet, banket og poleret, så den nu er en smule øm, men ren og blank. Mon det var det de gode gamle grækere mente med katharsis eller sjælelig renselse? I hvert fald føler vi os nu begge klar til atter at vente videre i fællesskab og god ro og orden indbyrdes ;-)

Der er desværre ikke så megen skrivekløe i disse dage, men jeg har fået mig selv overtalt til at skrive lidt alligevel både for dokumentationens, læsernes og min egen skyld.

I fredags ringede vi til AC for at høre, om der var nyt og det var en lidt kryptisk samtale, der afslørede, at de har modtaget "lidt papirer" (måske ikke alt???) og at der ikke er matchet barn til os endnu. Hvad det helt konkret betyder, aner vi ikke, for det er i Vietnam matchningen foregår og det må vel efterhånden have fundet sted??? Måske betyder det ganske enkelt, at de bare ikke er klar til at bringe barn i forslag til os endnu, fordi de mangler nogle vietnamesiske papirer, stempler eller noget... Vi er helt afklarede med, at AC ikke kan/vil/må afsløre mere og at infoen derfor var så kryptisk og høfligt affærdigende, så der ikke var lagt op til yderligere konkrete forespørgsler. Ikke desto mindre er det da en sær og frustrerende uforløst situation at stå i. Vi blev imidlertid meget glade og lettede over, at det blev indikeret, at "noget" trods alt var ankommet og at der således sker noget i vores sag. Det er faktisk også lykkedes os at afholde os fra at dyrke diverse skrækscenarier, der kunne forklare den ekstra ventetid og den kryptiske forklaring (fx helbredsproblemer så barnet ligger udenfor almen godkendelse, totalt papirkaos der kan trække sagen ud i månedsvis og andet i den dur). Vi har sat ord på de bekymringer, som samtalen og den ekstra ventetid umiddelbart har givet anledning til og så ellers været gode til at lade dem fare. Det meste af tiden lykkes det os i det store hele at være konstruktive og optimistiske, men situationerne hvor vi kommer på kant med hinanden pga. overflow af frustrationer er ikke blevet færre eller blidere selv om vi begge to virkelig strenger os an. Det er en velkendt og meget forståelig psykologisk mekanisme, der sætter ind, men det gør det ikke mindre frustrerende og lige nu er jeg faktisk mere træt af de situationer end af adoptionssagen, der er den dybere årsag til dem. Nu lyder det måske som om, vi snerrer og hakker dagen lang, men sådan er det heldigvis ikke. Vi er jo begge to herhjemme for tiden og ferierer, mens vi får ordnet diverse praktiske ting og sager. 95% af tiden går det fint - også når vi tapetserer sammen og andre samarbejdstestende aktiviteter ;-) - men de sidste 5%, hvor vi har sammenstød over totalt latterlige ting, sætter bare et stort præg på humøret og overskuddet, og idag er en rigtig rigtig skidt dag for mig. Jeg føler mig most, udkørt, ked og tom indeni. Jeg går såmænd ikke og bekymrer mig som sådan eller tænker over projekt Lillemyr eller andet konkret. Jeg er bare generelt, udefinerbart og diffust træt af det hele lige nu... )-:

PS
Ovenstående er naturligvis clearet med gemalen, der iøvrigt er ganske forrygende dejlig og højt elsket - når han altså ikke lige er "dum" ;-)) (og det er vist ganske gensidigt)

I Tour De France har de køredage og hviledage. I Tour De Lillemyr er der ventedage og mærkedage - og desværre langt flest af de førstnævnte.

Ventedagene bruges som bekendt for tiden på at shine residensen op og det rykker langsomt men sikkert fremad både med istandsættelsen og humøret - for mit vedkommende i hvert fald, for Peter, der er en handlingens mand, har vist brug for, at der bringes et barn ind i sagen, før humøret for alvor vender.

Igår udkom ACs blad "AC FOCUS" og det var fyldt med hård men yderst interessant læsning om at miste et barn, man har i forslag. Det er et skræmmescenarie for alle vordende adoptanter, og her blev da også fældet en del tårer under læsningen af de personlige beretninger. Jeg læste og tudede mig igennem det igår, og da jeg kom ind i stuen imorges, sad Peter med næsen i bladet og snøftede med tårene trillende ned ad kinderne. Det sker heldigvis meget sjældent, at man mister sit barn, men det er tragisk, når det sker og ifølge ACs Susanne Dencker er der "... meget tabu, ensomhed og manglende forståelse forbundet med at miste et barn, som man har i forslag." og "Det er endnu mere tabuiseret og skyldbetynget at give et barn, som man allerede har fået overdraget tilbage." Vi føler så uendelig meget med de mennesker, der hvert år rammes af den forfærdelige situation og vi håber så inderligt, at vi bliver forskånet!

I samme blad står der under "Nyt fra giverlandene":

Vietnam

Formidlingen fra Vietnam kører lidt trægere end forventet. Vi har indtil videre kunnet bringe 6 børn i forslag fra Ha Táy provinsen til vores ventende familier og håber snart at kunne bringe yderligere et eller to børn i forslag. Hermed halter formidlingen lidt bag efter de 20 børn i alt, som vi forventer at kunne placere i 2006, og vores prognose for ventetid er derfor stigende.

Det er jo ikke så gode nyheder om formidlingen generelt, men tænk sig at Lillemyr er nævnt i bladet som barn på vej i forslag. Det luner i hjerterne hos de vordende forældre :-)

Idag arbejdes ihærdigt videre herhjemme, men imorgen er en festdag, der skal fejres på behørig vis, for det er vores 4-års bryllupsdag - og tænk om det også skulle vise sig at blive dagen for afsløringen af Lillemyrs identitet...

Allerførst mange tak for opmuntrende kommentarer, hilsner og snakke :-)

Det har virkeligt været skønt at føle sig hørt, rummet og forstået. Det var pludselig blevet for surt, uoverskueligt og "Palle alene - agtigt". Den tunge følelse er heldigvis ved at lette lidt, og vi er i løbet af dagen blevet bedre til at få fokus tilbage på det positive: at det er sol, sommer, ferie og faktisk må være ganske tæt på, at vi endelig får opringning om Lillemyr. Vi er, som Grethe (mor til underskønne Emmeline Quy fra Vietnam) så poetisk udtrykte det, da jeg talte med hende idag, nu så tæt på, at vi efterhånden kan begynde at lugte lort i bleen, og det er selvfølgelig derfor vores forældrehormoner nu er så ustyrlige og overaktive ;-)

Dagen idag har Peter brugt på at rense maling af endnu en dør (det kan heldigvis gøres udendørs i solen og har efterhånden givet en rigtig lækker kulør - mums). Han har tydeligvis behov for at kanalisere energi og frustrationer over i diverse gøremål for tiden, og når han holder fri fra dem, så er han aldeles fordybet i tykke bøger med historiske udredninger om 2. verdenskrig. Jeg har derimod svært ved at koncentrere mig om det samme ret lang tid ad gangen og idag har jeg været temmelig uproduktiv på det praktiske plan. Pludselig var det blevet aften og jeg kan ikke helt sige, hvad jeg har lavet ud over løbende at sørge for mad og drikke til den solbrune og hårdtarbejdende Adonis samt føre hyggelige telefonpassiarer. Det føles heldigvis helt OK at have taget en slapper - og så gik der da en dag med det ;-)

Det er snart tre uger siden sidst, så her kommer endnu en omgang status.

Barn i forslag? 0

Noget nyt om formidlingen? Absolut intet! Og det tærer ret hårdt på os, at vi nu for længst har overskredet de udmeldte forventede tre uger fra billedmodtagelse til papirankomst. Peter beskriver det meget godt, når han sammenligner det med, at man løber et marathonløb og bedst som man udmattet er ved at nå målstregen, så bliver den flyttet et ukendt antal kilometer længere frem. Det er således som sædvanlig ikke selve ventetiden, men uvisheden og de bristede forventninger, der gør nas.

Humør? Det har ærlig talt været noget sløjt hos os begge, siden vi kom hjem fra sommerhusferien for en uge siden )-:

Energi og overskud? Vi føler os drænede, og slæææber os igennem diverse praktiske opgaver, så det går ret langsomt fremad med istandsættelsen...

Søvnproblemer? Vi sover heldigvis begge fint, men føler os bare ikke specielt udhvilede, når vi vågner.

Nye ting til Lillemyr? Babunia (alias Lillemyrs skønne bedstemor af polsk oprindelse) har hjembragt de sødeste sæt tøj fra Polen. Der er både noget i pige- og drengeudgave. Hun har også købt nogle fine pegebøger med polske undertekster - heldigvis har historierne vist ikke mere med kompliserede plots, end vi nogenlunde kan gætte os til indholdet :-)

Hvad ellers? Akut behov for plads til piv! Vi trænger bare sådan til, at det er OK at hælde en smule vand ud af ørene engang imellem. Spørgsmålet: "Er der noget nyt?" hører vi ret ofte, og det er helt fint. Det bliver imidlertid sjældent fulgt op af et: "og hvordan går det med at vente for tiden?" Enten af misforstået hensyn eller fordi folk (vel forståeligt nok) efterhånden ikke rigtig orker at høre mere om projektet, før der kommer nye hard facts på bordet. Vi kan jo ikke tvinge nogen til at lytte til vores udgydelser (vi forsøger dog at bringe snakken på bane, så vi i hvert fald indikerer, at der er et behov og at det er et helt OK område at bevæge sig ind på). På det seneste (hvor behovet indrømmet har været ret stort) så har der dog lidt for sjældent været rum til den slags snakke, og vi har det begge sådan, at hvis vi hører bare et eneste "herre gud - op med humøret - nu er det jo lige før - udsagn" mere, så rissikerer vi simpelthen at eksplodere (så er I da advaret ;-) ). Af samme grund orker vi simpelthen ikke at være alt for sociale for tiden, og når vi endelig er det, prioriterer vi for alle parters skyld, at det er sammen med folk, der kan håndtere vores hudløshed, behov for følesnak og tendens til at fælde en tåre uden nævneværdigt forvarsel.

Well, well. På trods af humørudfald og frustrationer, der bobler og altså VIL ud, så formår vi heldigvis også at hygge og nyde livet. Vi holder fyraften hver dag sidst på eftermiddagen og rykker så i haven med grill, bålfad, lanterner i træerne og lange snakke eller et par gode bøger. Vi får som regel også passet enten en lang gåtur eller en halv times visualisering ind i dagens program, og det fungerer genialt som ventil for stresshormonerne. Vi formår heldigvis også at glæde os over, at vi nu faktisk MÅ være ganske umanerligt tæt på - men lad nu for F..... være med at flytte den målstreg længere væk!

Resultat: 0 nyheder og en portion moralsk opbakning.

Nu har vi dæleme stået en hel måned som nummer et, og vi har for længst overskredet den forventede tre ugers ventetid på papirer fra Vietnam efter ACs modtagelse af billeder pr. mail. Det er ærlig talt rigtig træls at blive ved med at vente, vente og vente, men der er jo ligesom ikke så meget andet at gøre.

Det var lidt nedslående at se vores nummer på listen stadigvæk, da AC opdaterede ventelisterne idag. Og nu vi er ved tidsmålinger og jubilæer af den kedelige slags, så kan jeg da også lige nævne, at vi nu netop har rundet de 1000 dage, siden vi indsendte ansøgningen om adoption. Det er sq rimeligt lang tid at være gravid!

På trods af muggeri, brok og nedture, så må man vist sige, at det i det store hele stadig går OK med at bevare humøret og optimismen. Vi klør på med projektet herhjemme, vi har fået hentet internationale straffeattester og så har vi nydt en skøn dag og aften i Tivoli med søsteren og de to pragtfulde niecer. Det er vidunderligt, de sådan er til låns af og til :-)

Da vores læge holder ferie fra på fredag og en måned frem, gav AC lov til, at vi fik lavet engelsksprogede lægeattester før barn i forslag. Idag var vi så et smut forbi lægen. Hun spurgte lidt til hver af os, kiggede i journalen og tjekkede blodtryk (de flotteste hun længe havde set - mon det er noget hun siger til alle sine patienter?). Det gik ganske smertefrit og var endda rimeligt billigt (350 kroner ialt), men vi havde begge kriller i maven før og undervejs, som om vi var til eksamen, for tænk nu hvis der var noget i vejen...

Det er skønt, at det nu er overstået. Imorgen smutter vi en tur på politistationen og får udskrevet internationale straffeattester og mon ikke det går lige så glat? Mig bekendt har ingen af os et synderegister i deres system, så det tager vi helt cool. Det er vist oven i købet det sidste papirarbejde, der skal klares i forbindelse med barn i forslag, og det er skønt at være på forkant med det, så det ikke kan rissikere at trække tiden siden hen.

Nu er det tid til grill, havehygge og et lettelsens suk over at være nået så vidt.

På det seneste har Peter researchet og snakket kamera til den store guldmedalje. Foto er hans store lidenskab (næst efter konen forstås!) og nu hvor Lillemyrs indtog er lige om hjørnet, er vi simpelthen nødt til at have ordentligt grej, der kan forevige det længe ventede og garanteret altid nypudsede trofæbarn ;-)

Vi har hele tiden gerne villet have et videokamera. Et nyt digitalkamera i lommestørrelse er også tiltrængt, da det gamle er begyndt at sætte ud. Det er heldigvis til at betale sig fra, men da Peter tillige er totalt hooked på et spejlrefleks digitalkamera, så begynder det at koste knaster. Det er der imidlertid kommet en genial løsning på, idet vi finansierer hovedparten af fotoudstyret ved at sælge bogudgaven af encyklopædien (vi har den også på CD). På den måde bliver der ryddet godt ud i reolen (vi har efterhånden et massivt "akademikertapet"), så der bliver mere plads til Lillemyrs sager (hvilket især glæder mor, der har ansvaret for at udtænke og organisere den slags) og far får sit længe ønskede legetøj (han smiler saligt blot ved tanken).

Peter har tjekket diverse sager ud på nettet, og idag var vi så i fotoforretning for at se og mærke på grejet. Vi overvejer: Casio Exilim EX-Z60 (digital lommekamera), Canon MV900 (digitalt videokamera) og Konica/Minolta Dynax D5 (spejlrefleks).

Hvis der er nogen, der har nyttige erfaringer med ovenstående modeller eller med fotogrej i det hele taget så giv endelig lyd.

...og vi er atter hjemme i det frederikbergske byliv.

Vi nød at hygge med hinanden, familien og os selv hver især. Solen skinnede fra en skyfri himmel det meste af tiden, og vi var stort set kun inde i huset for at sove. Vi har bestemt os for, at den første sommerferie med Lillemyr også bliver i faster AG og onkel Kurts lille skønne sommerhus. Vi har allerede booket to uger i sommeren 07 (og overvejer endda at forlænge). Der er gode rammer for både forældre og barn, smuk natur, ro og fred samt et par skønne fastre med familier lige i nærheden, der sikkert hellere end gerne vil lære den lille trold bedre at kende. Det er en fed fornemmelse allerede at have planlagt den første familieferie :-)

Vi fik jo ikke brug for den medbragte champagne og ringede i fredags til AC for at spørge, om der var nyt. Det var der desværre ikke, så der ventes ihærdigt videre. Jeg har det rimeligt OK med det for tiden, og nyder feriestemningen, men Peter har haft det mere hårdt med venteriet på det seneste. Det fungerer heldigvis helt fint med at skiftes til at holde gejsten oppe, men gid vi snart ikke behøver det længere...

Gårsdagens vietnamesiske koncert i Pumpehuset med Niels Lan Doky og nogle af de aller hotteste vietnamesiske musiknavne har gjort et nærmest uudsletteligt indtryk. I første afdeling var det den mere klassiske og traditionelle vietnamesiske musikstil, der var udgangspunktet, men det blev flot og overraskende nytænkt og mixet på fedeste facon. Ved introduktionen blev etiketten "verdensmusik" hæftet på, og nærmere kan jeg vist heller ikke komme en beskrivelse. Flot, overraskende og stemningsfuldt var det i hvert fald.

Anden afdeling bød også på oplevelser udover det sædvanlige. Her var det moderne vietnampop, der var i højsædet og musikalsk var vi ikke nær så begejstrede for det. Vi var imidlertid dybt fascinerede af de to unge superstjerner, der førte sig frem i bedste 80'er grand prix stil. De var forrygende dygtige, men deres sceneoptræden og påklædning gjorde faktisk det største indtryk på vores selskab. Den kvindlige superstar var en hårdtpumpet lækker sag i et hulkort gennemsigtigt outfit, netstrømper og fetish-agtige stiletter med diverse remme og nitter. Hun havde en fantastisk stemme, der mindede lidt om Anisettes (hende fra Savage Rose, I ved nok). Mimikken og den yderst dramatiske fremførsel af sangene var også af Annisettiske dimensioner, men ellers gav det frække grænsende-til-porno-look også i høj grad associationer til Tina Turner og Danmarks egen labre rock-mama Sanne Salomonsen. Den mandlige sangstjerne havde også et interessant look (lidt ala Thomas Helmig for at blive ved sammenligningerne med dem vi kender), og en yderst dramatisk sceneoptræden, hvor han adskillige gange var på vej ud over scenekanten sådan helt bogstaveligt. Eller nåh ja, sådan så det i hvert fald ud, når han kastede sig frem fx med en finger der pegede anklagende mod publikum i en sang, der måske handlede om, at en eller anden havde gjort den arme mand uret - sikkert i kærlighed når vi nu befinder os i popgenren.

Kedeligt det var det i hvert fald ikke! Musikerne var de samme i begge afdelinger og deres formåen var uovertruffen. Alene det at opleve de originale vietnamesiske instrumenter var fantastisk. Det er fx ganske ufatteligt så meget og så varieret lyd, man kan frembringe på et enstrenget instrument! Også mixet af det traditionelle og det moderne var en forunderlig oplevelse, for det var ikke kun musikalsk. Superstjernerne i anden afdeling havde som nævnt et yderst moderne look (omend med lidt 80'eragtigt præg), mens musikerne var i traditionelle og meget specielle klædedragter. To af mændene var klædt i helt mørke jordbrune bondeagtige og løse dragter med tørklæder i samme kulør bundet stramt om panden, mens en sangerinde havde multicolourerede neonfarvede lange flagrende gevanter på og en interessant puld i håret hvorfra en lang slangekrølle fikst var draperet på den ene side af ansigtet. En yderst pudsig konstellationen af forskellig påklædning og stilmæssigt udtryk var det.

Nok om det. Det var en berigende, smuk, morsom og yderst interessant oplevelse, som vi glæder os over at kunne genopleve i tankerne, når vi lytter til den indkøbte CD, der skulle indeholde en del af numrene fra første afdeling.

Udover koncerten nød vi at være sammen med vores to hold efterhånden rigtig gode "Vietnam-venner" (fra kurset og efterfølgende Vietnam-ventelisten). Hvor er det fantastisk at blive beriget med bekendtskabet af så skønne mennesker, som vi udover at dele vietnam-adoptions-interessefællesskab med også svinger godt med :-)

Ikke flere ord i denne omgang. Nu skal det sidste pakkes og så sætter vi kurs mod Frederikshavn, familie, sommerhus, sol, strand, sand og vand.

Vi høres ved igen om en uge - eller måske før hvis der nu skulle være interessante nyheder at berette... ;-)