Livet med Mathildemyret

Der er desværre ikke så megen skrivekløe i disse dage, men jeg har fået mig selv overtalt til at skrive lidt alligevel både for dokumentationens, læsernes og min egen skyld.

I fredags ringede vi til AC for at høre, om der var nyt og det var en lidt kryptisk samtale, der afslørede, at de har modtaget "lidt papirer" (måske ikke alt???) og at der ikke er matchet barn til os endnu. Hvad det helt konkret betyder, aner vi ikke, for det er i Vietnam matchningen foregår og det må vel efterhånden have fundet sted??? Måske betyder det ganske enkelt, at de bare ikke er klar til at bringe barn i forslag til os endnu, fordi de mangler nogle vietnamesiske papirer, stempler eller noget... Vi er helt afklarede med, at AC ikke kan/vil/må afsløre mere og at infoen derfor var så kryptisk og høfligt affærdigende, så der ikke var lagt op til yderligere konkrete forespørgsler. Ikke desto mindre er det da en sær og frustrerende uforløst situation at stå i. Vi blev imidlertid meget glade og lettede over, at det blev indikeret, at "noget" trods alt var ankommet og at der således sker noget i vores sag. Det er faktisk også lykkedes os at afholde os fra at dyrke diverse skrækscenarier, der kunne forklare den ekstra ventetid og den kryptiske forklaring (fx helbredsproblemer så barnet ligger udenfor almen godkendelse, totalt papirkaos der kan trække sagen ud i månedsvis og andet i den dur). Vi har sat ord på de bekymringer, som samtalen og den ekstra ventetid umiddelbart har givet anledning til og så ellers været gode til at lade dem fare. Det meste af tiden lykkes det os i det store hele at være konstruktive og optimistiske, men situationerne hvor vi kommer på kant med hinanden pga. overflow af frustrationer er ikke blevet færre eller blidere selv om vi begge to virkelig strenger os an. Det er en velkendt og meget forståelig psykologisk mekanisme, der sætter ind, men det gør det ikke mindre frustrerende og lige nu er jeg faktisk mere træt af de situationer end af adoptionssagen, der er den dybere årsag til dem. Nu lyder det måske som om, vi snerrer og hakker dagen lang, men sådan er det heldigvis ikke. Vi er jo begge to herhjemme for tiden og ferierer, mens vi får ordnet diverse praktiske ting og sager. 95% af tiden går det fint - også når vi tapetserer sammen og andre samarbejdstestende aktiviteter ;-) - men de sidste 5%, hvor vi har sammenstød over totalt latterlige ting, sætter bare et stort præg på humøret og overskuddet, og idag er en rigtig rigtig skidt dag for mig. Jeg føler mig most, udkørt, ked og tom indeni. Jeg går såmænd ikke og bekymrer mig som sådan eller tænker over projekt Lillemyr eller andet konkret. Jeg er bare generelt, udefinerbart og diffust træt af det hele lige nu... )-:

PS
Ovenstående er naturligvis clearet med gemalen, der iøvrigt er ganske forrygende dejlig og højt elsket - når han altså ikke lige er "dum" ;-)) (og det er vist ganske gensidigt)