Livet med Mathildemyret

Det er snart tre uger siden sidst, så her kommer endnu en omgang status.

Barn i forslag? 0

Noget nyt om formidlingen? Absolut intet! Og det tærer ret hårdt på os, at vi nu for længst har overskredet de udmeldte forventede tre uger fra billedmodtagelse til papirankomst. Peter beskriver det meget godt, når han sammenligner det med, at man løber et marathonløb og bedst som man udmattet er ved at nå målstregen, så bliver den flyttet et ukendt antal kilometer længere frem. Det er således som sædvanlig ikke selve ventetiden, men uvisheden og de bristede forventninger, der gør nas.

Humør? Det har ærlig talt været noget sløjt hos os begge, siden vi kom hjem fra sommerhusferien for en uge siden )-:

Energi og overskud? Vi føler os drænede, og slæææber os igennem diverse praktiske opgaver, så det går ret langsomt fremad med istandsættelsen...

Søvnproblemer? Vi sover heldigvis begge fint, men føler os bare ikke specielt udhvilede, når vi vågner.

Nye ting til Lillemyr? Babunia (alias Lillemyrs skønne bedstemor af polsk oprindelse) har hjembragt de sødeste sæt tøj fra Polen. Der er både noget i pige- og drengeudgave. Hun har også købt nogle fine pegebøger med polske undertekster - heldigvis har historierne vist ikke mere med kompliserede plots, end vi nogenlunde kan gætte os til indholdet :-)

Hvad ellers? Akut behov for plads til piv! Vi trænger bare sådan til, at det er OK at hælde en smule vand ud af ørene engang imellem. Spørgsmålet: "Er der noget nyt?" hører vi ret ofte, og det er helt fint. Det bliver imidlertid sjældent fulgt op af et: "og hvordan går det med at vente for tiden?" Enten af misforstået hensyn eller fordi folk (vel forståeligt nok) efterhånden ikke rigtig orker at høre mere om projektet, før der kommer nye hard facts på bordet. Vi kan jo ikke tvinge nogen til at lytte til vores udgydelser (vi forsøger dog at bringe snakken på bane, så vi i hvert fald indikerer, at der er et behov og at det er et helt OK område at bevæge sig ind på). På det seneste (hvor behovet indrømmet har været ret stort) så har der dog lidt for sjældent været rum til den slags snakke, og vi har det begge sådan, at hvis vi hører bare et eneste "herre gud - op med humøret - nu er det jo lige før - udsagn" mere, så rissikerer vi simpelthen at eksplodere (så er I da advaret ;-) ). Af samme grund orker vi simpelthen ikke at være alt for sociale for tiden, og når vi endelig er det, prioriterer vi for alle parters skyld, at det er sammen med folk, der kan håndtere vores hudløshed, behov for følesnak og tendens til at fælde en tåre uden nævneværdigt forvarsel.

Well, well. På trods af humørudfald og frustrationer, der bobler og altså VIL ud, så formår vi heldigvis også at hygge og nyde livet. Vi holder fyraften hver dag sidst på eftermiddagen og rykker så i haven med grill, bålfad, lanterner i træerne og lange snakke eller et par gode bøger. Vi får som regel også passet enten en lang gåtur eller en halv times visualisering ind i dagens program, og det fungerer genialt som ventil for stresshormonerne. Vi formår heldigvis også at glæde os over, at vi nu faktisk MÅ være ganske umanerligt tæt på - men lad nu for F..... være med at flytte den målstreg længere væk!