Livet med Mathildemyret

Dagen idag har været hård at komme igennem. Vi var begge rimeligt trætte af det hele lige fra morgenstunden, men håndterede det på hver vores måde og havde svært ved at rumme den andens reaktioner og sårbarhed. Det måtte selvfølgelig clashe og eftermiddagen er da også gået med gråd og tænders gnidsel. Det er selvfølgelig ikke særlig fedt, men det er nu endt ret godt med, at vi begge fik forløst en masse indestængte følelser - ikke mindst Peter der ellers på det seneste primært har forsøgt at skubbe frustrationerne fra sig og blevet mere og mere indebrændt. Vi gik en lang tur her til aften, hvor vi fik snakket og grinet en masse og formåede at finde fælles fodslaw i venteriet igen. Det har vi hidtil været rigtig gode til og jeg tror og håber, at dagens grundige udrensning har givet os styrke til at komme konstruktivt videre og bevare gejsten her i slutspurten på trods af, at venteriet trækker sådan ud.

Da vi den 20. juni fik info fra AC om, at de havde modtaget billeder pr mail, gav vi os selv og hinanden lov til at tro på, at vi ville få bragt barn i forslag indenfor de udmeldte cirka tre uger og det er de skuffede forventninger, vi nu betaler prisen for. Idag har vi derfor aftalt, at vi som hidtil vil forsøge at lade være med at forvente noget indenfor en konkret tidshorisont og istedet blot nøjes med at håbe. Det giver færre skuffelser og gør dermed livet lettere.

PYH - hvor har det været hårdt! Og pyh - hvor det lettede!
Det føles nærmest som om, sjælen er blevet højtryksspulet, rystet, banket og poleret, så den nu er en smule øm, men ren og blank. Mon det var det de gode gamle grækere mente med katharsis eller sjælelig renselse? I hvert fald føler vi os nu begge klar til atter at vente videre i fællesskab og god ro og orden indbyrdes ;-)