Livet med Mathildemyret

Med ferien lige rundt om hjørnet, ville vi have helt styr på, hvor langt sagen efterhånden er nået, så vi ikke kommer til at smutte til Nordjylland søndag for at returnere allerede mandag eller tirsdag. Peter ringede derfor til den søde sagsbehandler på AC idag igen. Hun tog som altid henvendelsen rigtig pænt og er bare så dejlig at tale med. Det eneste nye hun kunne fortælle var, at vores regodkendelse nu er faxet over til dem og at den allerede er sendt til oversættelse. Herefter skal den et smut forbi sagsmama på Frederiksberg for at få en underskrift på den vietnamesiske version. I samtalens løb blev det også klart, at AC normalt også modtager papirerne pr. mail, inden de dukker op i fysisk form. Det plejer at ske samtidig med afsendelsen pr. kurér fra Vietnam, så der burde altså komme et forvarsel, inden det for alvor er tid til barn i forslag.

Det var altså rigtig rart at få styr på, hvad der sker - eller rettere ikke sker -lige nu. Det giver ork til at pakke og forberede ferien, for når papirerne end ikke er afsendt fra Vietnam, så kan det vel aller aller tidligst blive midt i næste uge, vi bliver ringet op. For en sikkerheds skyld blev vi bedt om at tage de papirer, vi får brug for ved barn i forslag, med til Nordjylland, så vi lynhurtigt kan få dem ekspederet til Århus, hvis og i fald der skulle ske noget i løbet af ugen...

Det er mega-magnum TRÆLS, at vi fortsat skal svæve i uvished og efterhånden er forventningsboblerne skiftet ud med en mat og sært tom fornemmelse, fordi vi nok ikke rigtig kan rumme mere spænding. Det bliver bare SÅ godt at komme væk en uges tid. DMI har heldigvis lovet kanonflot vejr og vi glæder os i den grad til at flade ud blot iført bar røv og viklers.

I ren desperation over, at vi ikke kan få Lillemyr at se endnu eller få noget som helst info om den lille trold, så gav jeg mig til at lave et billede selv. Jeg blev inspireret af et sjovt Kina-skannings-billede på Zonen og gav mig så ellers til at manipulere løs. Temmelig sjovt skulle jeg hilse at sige - og det nappede vel også sådan cirka en time af ventetiden ;-)

Her er, hvad vores kære venner og familie netop er blevet belemret med. AK ja, de stakler må lægge ryg, øjne og ører til meget med et totalt venteskruk par som os i omgangskredsen...



PS
Og nåh ja, så blev vi forresten regodkendt på samrådet idag. Vi var helt paf, da sagsmama ringede her til aften, for vi havde utroligt nok glemt det begge to. En ellers ikke helt ubetydelig detalje i fht. adoptionen...

Sikken en energi jeg pludselig har. Ryggen er efterhånden ved at være helt på plads, jeg er kommet mig over influenzaen og imorges da jeg vågnede, følte jeg mig for første gang i lang tid frisk på at tage fat igen. Det er ganske enkelt en vidunderlig fornemmelse! Og der er heldigvis nok af dag at tage af, for vi spilder ikke tiden med at sove længe her på matriklen for tiden. Om aftenen væter vi totalt udmattede omkuld og går i en nærmest coma-agtig søvntilstand. Om morgenen vågner vi begge to før vækkeuret og er straks oppe og hoppe. Udtrykket spændte som fjedere er lige i øjet her :-))

Morgenkaffen er indtaget, jeg har ryddet lidt op, sat vasketøj over og nu også fået skrevet en lille epistel på Lillemyrs side. Resten af dagen er helliget hårdt tiltrængte huslige sysler afbrudt af en frokost hos Irena-mor et par husnumre længere nede ad vejen.

Hvis det er sandt, at godt begyndt er halvt fuldendt, så kan det ikke gå helt skævt idag.

Idag var jeg til frisøse og fik lettet hårpragten og bagefter fik jeg indkøbt flere lækre og lette bommuldsgevanter til såvel madame som monsieur. Vi kunne begge to godt bruge en fornyelse af sommergarderoben og da vi jo satser kraftigt på en tropetur til efteråret, så var der slet ingen undskyldninger for at undlade at shoppe... ;-)

Peter blev udstyret med hele fire nye lette skjorter, et par tynde t-shirts og en bommuldssweater. Undertegnede "nøjedes" med to tunikaer, en t-shirt og en lille fiks top. Uhmmm... det er fedt med nyt hår og nyt tøj! Det allerfedeste var dog, at jeg idag var både feberfri og rimeligt mobil på samme tid. Sikken jeg pludselig kan finde ud af at sætte pris på min krop, som jeg ellers mest bander af for tiden, fordi den tilsyneladende er lavet af samme materiale og udfra samme princip som selvoppustelige madrasser og airbags. Ikke noget piv over det idag! Vi draperer bare et stykke lækkert stof fikst udover dellerne... :-)

PS
Et STORT tillykke til Faster Søs med fødselsdagen!

Vi har gennem de seneste par uger forgæves set os om efter champagneglas af plastic i forskellige supermarkeder. Det lader til, at de er rippet af folk, der fejrer nyudsprungne studenter for tiden. Vi har imidlertid ikke helt nok af de fine krystalglas til en større champagnefejring, så der skulle gerne findes en pæn håndfuld af de billige snarest. Peter besluttede, at idag SKULLE det bare lykkes og han kløede på, indtil han endelig støvede hele tre pakker op i Føtex på Nordre Fasanvej. Han hastede i køen og fik smidt glassene på båndet. Lige inden han skulle betale kom han i tanke om, at beholdningen af kondomer vist er lidt vel lav i husstanden - og vi skal som bekendt IKKE rissikere noget! - så han mumlede noget om, at han da også hellere måtte få sådan en portion med, mens han fik fundet en pakke og rakt den til kassedamen. Indkøbet af tre pakker champagneglas, 10 kondomer og intet andet gav åbenbart interessante associationer hos de medhandlende, så der blev grinet skævt og udvekslet sigende blikke.

Ak ja, hvor er det skønt, når man sådan kan more og underholde omgivelserne - uanset om det så er med (eller mod sin) vilje ;-)

Det er nu godt to uger siden sidst, og jeg vil jeg kaste mig ud i endnu en omgang status.

Barn i forslag? Desværre endnu ikke )-:
Vi er stadig nummer ½ (nu hvor billedet af Lillemyr er ankommet til AC, og der er papirer på vej, så føles det som om, vi er rykket et pænt stykke længere end nr. 1) og vi er efterhånden ved at udvikle et mindre telefontraume, for hver gang den ringer om dagen på hverdage sidder hjertet vupti helt opppe i halsen, nærområdet afsøges febrilsk for blok og pen og vejret trækkes dybt, inden der tilkæmpet roligt svares. Det er selvsagt en smule anstrengende, men heldigvis har det indtil videre ikke været forfærdelig skuffende, at det ikke var AC i røret.

Noget nyt om formidlingen? Nej. Og så alligevel. Det var tid til det ugentlige AC-tjek idag (vil ikke ringe oftere for ikke at forstyrre men MÅ på den anden side også lige høre lidt til sagen løbende). Lillemyrs papirer er endnu ikke kommet til landet, så på den måde gav opkaldet jo ikke nyheder, men den trælse ikke-nyhed gav jo trods alt en afklaring af, at vi godt kan lade skuldrene synke ned på plads og tage de næste dages telefonopringninger lidt mere afslappet. Det er simpelthen bare så dejligt at få en afklaring af, hvor vi og sagen står nu og her -uanset hvad meldingen er.

Humør? Stadig for det meste OK, men der er tydeligvis tiltagende tendens til irritabilitet og sprængfarlighed - så pas på ;-)

Energi og overskud? For mit vedkommende er det længe siden energibarometeret har været SÅ lavt, som det er i øjeblikket. Udover at langtidsventestressen tærer, så har den nys overståede influenza gjort et grundigt indhug i ressourcerne og jeg slås pt. oven i købet med et hold i ryggen, som jeg 7-9-13 håber og beder til MEGET snart vil slippe helt. Det er blevet bedre end i weekenden, men jeg er stadig ikke særlig mobil og kan ikke rigtig foretage mig noget som helst praktisk. Det er edderbroderemig bare rigtig træls at være så sølle og JEG GIDER DET IKKE MERE!!!

Søvnproblemer? Heldigvis ikke. Pt. er det ryggen der bestemmer, hvor længe der kan ligges for mit vedkommende.

Nye ting til Lillemyr? Nixen. Vi har istedet koncentreret indkøbsindsatsen til gode sager, der kan nydes, når vi forhåbentlig snart kan fejre "barn i forslag" med familie og venner. Udover 12 flasker bobler og lidt forskellige snacks, så har vi været en tur forbi den skønne Vietnamkøbmand på Amager og forsynet os med diverse interessante specialiteter.

Hvad ellers? Der er fælles ferie i horisonten, for Peter går fra på fredag (og ikke sidste fredag, som jeg i min tidligere febervildelse har fået sagt til flere. Peter syntes naturligvis, det lød skæppeskønt, at jeg sådan havde bevilget en ekstra uge...). Vi indleder ferien med at tage til en interessant - og med garanti enestående på disse kanter - Vietnam-koncert med Niels Lan Doky og flere vietnamesiske hotte topnavne i Pumpehuset lørdag den 1. juli. Vi glæder os rigtig meget både til den musikalske oplevelse og til at dele den med to hold gode "Vietnam-venner" fra fase-2-kurset. Dagen efter sætter vi kurs mod Nordjylland, hvor vi vil feriere i Peters søster og svogers skønne sommerhus igen samt hænge ud med familien i en uges tid. I fald vi får barn i forslag mens vi er på ferie, så er vi jo tæt nok på AC i Århus til, at vi straks kan køre ned og hente papirer og billeder, så der ikke skal gå en postdag med det. Det vil også betyde, at vi får mulighed for at fejre begivenheden med Peters dejlige familie (vi tager selvfølgelig lidt bobler og vietnamguf med just in case...). Det trælse vil i så fald være, at vi hurtigt bør vende næsen hjemad, for der er diverse papirer (bl.a. en engelsksproget lægeattest), der herefter skal bringes iorden hurtigst muligt. Vi havde håbet, vi kunne være på forkant og få klaret disse sager nu, men det må åbenbart først gøres, efter der er bragt barn i forslag, da lægeattesten skal være absolut spritny, når sagen sendes retur sammen med accept af barn.

Lige siden jeg første gang hørte om idéen med at lave en livsbog til sit adopterede barn, har jeg været hooked på den. Jeg har faktisk allerede forsøgt at gå lidt igang med projektet, men det har været på skrømt og er ikke rigtig blevet til noget, for "projekt barn" har indtil nu simpelthen været for abstrakt og langt ude i fremtiden til, at jeg har kunnet gå helhjertet ind i det.

Nu hvor jeg har jeg fået fat i "Lifebook-bibelen" og hvor opringningen om Lillemyr er lige om hjørnet, så er der imidlertid fornyet interesse for projektet og idéerne veritabelt vrimler, efter jeg her til morgen læste de første kapitler og skimmede siderne med eksempler.



Beth O'Malley:
Lifebooks - Creating a Treassure for the Adopted Child.

Man kan læse en masse om bogen og om emnet i det hele taget på www.adoptionlifebooks.com

Temmelig pudsigt finder jeg for et øjeblik siden tilfældigt ud af, at Adoption & Samfund i Københavns Amt netop har annonceret en lifebook-aften. Det kommer til at foregå onsdag den 13. september fra kl. 19 - 21.30 i Glostrup.

På deres spritnye og fine hjemmeside kan man læse følgende om arrangementet:

Katrine Nordland holder en temaaften, om hvordan man kommer i gang med at lave en lifebook til sit barn.

Katrine er aktiv i Vietnam-landegruppen, har selv 2 børn født i Vietnam og har skrevet om Lifebook på AC´s hjemmeside.

Er der interesse for det, laver vi denne aften grupper til fremtidige workshops.

Katrine er efterhånden lidt af en "vietnamveteran" og hun er også yderst velbevandret udi lifebooks. Hun har researchet emnet grundigt, lavet lifebooks til sine egne børn og skrevet den eneste danske artikel om emnet (jeg har i hvert fald aldrig hørt om andre). Den er yderst læsværdig og Katrines forslag til en disposition gør det overskueligt at gå igang med projektet på egen hånd. At hun også kan formidle og inspirere mundligt kan jeg personligt garantere, for vi havde hende ude for netop at fortælle om lifebooks til et arrangement med vores fase-2-kursus-gruppe.

Jeg har lige tilmeldt mig, og glæder mig til flere gode input, nu hvor jeg er mere klar til at gøre brug af dem i praksis.

Læs Katrines artikel her og se hendes forslag til disposition af lifebook her.

... er vist ordet, der bedst beskriver min tilstand pt.

Influenzaen spøger stadig og i kombination med panodil, hostesaft og forsovethed gør den verden til et nærmest surrealistisk sted at være.

Jeg er heldigvis nået ud over det punkt, hvor det er rigtig influenza-ubehageligt, for nu er det mere sådan noget zombie-agtigt noget, hvor det føles som om kraniet er fyldt ud med vat, jeg sejler lidt småbims og balancemæssigt udfordret rundt og har en million-milliard løse tanker, der ligesom ikke rigtig vil samle sig.

Hvorfor får det mig mon til at tænke på min hippi-tilværelse i Østen i slutningen af 80'erne? ;-) OK, helt så sjovt er det måske ikke, men en spøjs oplevelse det er det i hvert fald.

Og nåh ja - det jeg egentlig ville sige med dette indlæg er, at der vist ikke kan forventes seriøse indlæg her på bloggen så længe jeg ser sådan cirka således ud:



PS
Det mest sære og på sin vis også positive ved, at jeg er så splattet og spacet, er, at jeg slet ikke føler mig så højspændt og utålmodig. Jeg vil dog tro, at det vender tilbage med fuld kraft lige pludselig...

Ved midnatstid, da vi var på vej i seng, begyndte det vist først for alvor at gå op for os, at det rent faktisk er ganske snart, det er nu. Jeg havde behov for at gøre "projekt barn" mere konkret, så jeg bad Peter om at give sine bud på topnavnet pt. til hhv. en pige og en dreng.

Vi har for længe siden påbegyndt en liste med navne, som vi løbende har føjet nye favoritter til. I lang tid har der været en klar fører blandt drengenavnene, men pigenavnet har der været flere ligeværdige kandidater til. Jeg blev derfor ikke spor overrasket over, at drengenavnsfavoritten kom på banen igen, men han overraskede mig totalt ved uden et splitsekunds tøven og med et fast blik at give sit helt klare bud på et pigenavn, der aldrig for alvor har været i spil før. Det viste sig, at navnet var dukket spontant op nogle timer tidligere, da han tænkte på vores kommende barn. Han var vist også selv blevet ret paf over denne temmelig pludselige navne-åbenbaring. Jeg var heldigvis straks enig i, at det er et pigenavn af allerfineste slags og foreslog en lille udbyggelse af det, som straks blev godtaget.

Nu har vi således både et drenge- og et pigenavn på banen og så må tiden vise, om vi mener, at et af dem kan passe til Lillemyr i praksis. Udover at se om Lillemyr ligner en ... eller en ... så handler det også om, hvordan det danske navn lyder sammen med det eller de vietnamesiske navn(e), som Lillemyr beholder.

Hvad ... / ... dækker over vil vi indtil videre tillade os at holde for os selv, men jeg vil godt løfte sløret for, at navnene åbenbart ikke er så originale og unikke, som vi umiddelbart troede, for mange andre har åbenbart fået samme idé, viser Danmarks statistiks seneste navnehitliste. Er det ikke typisk, at bedst som man tror, man er vældig original og genial, så viser det sig, at man blot er en simpel kopist... :-)

Den udbredte popularitet skal nu ikke afholde os, og den kan måske endda være en fordel i fht., at Lillemyr, der jo allerede kommer til at skille sig ud udseendemæssigt og mht. at være adopteret, ikke også behøver at gøre det navnemæssigt.

Hvis du er i hopla til en omgang navneleg, så prøv at klikke ind på Danmarks Statistik, hvor der udover lister over populære navne i forskellige år også er mulighed for fx at taste sit eget navn ind og finde ud af, hvor mange man deler det med samt for at sammenligne to navnes popularitet. Ret sjovt.

Denne fine lille guide med gode råd om navngivning er også værd at kaste et blik på. Vi har udover de forhold, der er ridset op i artiklen, også tænkt over, at det ikke skal være så pæredansk, at det slet ikke kan udtales udenfor landets grænser (har især haft fokus på, at det kendes eller i hvert fald kan udtales på engelsk) og at det i tråd hermed også gerne må afspejle den internationale familiedannelse, der ligger bag.

Hvad navnes betydning og udbredelse angår internationalt set, kan man finde interessant info på Behind the Name. Både ... og ... er med i deres omfattende samling, og så kan nysgerrige sjæle ellers bare give sig til at gætte løs ;-)

Vores valg af navne gjorde faktisk, at dagens gode nyhed blev mere konkret og nærværende, og da vi kom i seng lå vi lidt og talte om ... / ... og det var en ret speciel og kildrende fornemmelse ikke blot at bruge det abstrakte "Lillemyr" om vores kommende barn.

Uha, hvor bliver det spændende at se, om vi skal have gang i drenge- eller pigenavnet - og om de valgte navne overhovedet passer til Lillemyr...


PS
Tilføjer lige her på falderebet Bibliotekernes Netguides links om navngivning.

…både med helbredet og med adoptionen.

Hvad førstnævnte angår, så kan jeg efterhånden holde ud at være i min krop, så længe jeg blot sørger for nok af ”dope” (læs: panodil) og holder mig nogenlunde i ro.

Hvad sidstnævnte og unægtelig langt mere interessante sag angår, så resulterede en opringning til vores søde sagsbehandler på AC idag i den skønne information om, at der nu er ved at ske noget… :-)
Der er tikket billeder ind på mailen hos AC, men der kan dog sagtens gå en måneds tid eller så, før der sker noget konkret i vores sag. Først skal alle papirer være helt klar, så skal de på betryggende vis fragtes hele vejen fra Hanoi til ACs kontor i Århus og herefter en tur omkring den danske pædiater, inden vi som sidste led i kæden kan få besked om Lillemyr.

Vi ved altså endnu intet om den lille trold (de må meget forståeligt ikke fortælle os noget som helst før der bringes "barn i forslag", som det så grimt hedder...). Det er heldigvis helt OK for os. Det føles bare rigtig rigtig rart at vide, der endelig er gang i noget konkret. Vi har det stadig ret OK med at vente og formår at bevare humøret i den pæne ende af skalaen. Vi er som nævnt sådan cirka titusinde gange før temmelig udkørte af at være i topspændt tilstand, men forventningens glæde bobler livligt løs, og vi ved jo, at det sker før eller siden (en af de fantastiske ting ved adoption er jo netop, at der er børnegaranti). Efter dagens gode nyhed er boblerne større og livligere end ellers og den stakkels Peter, der er på arbejde og skulle forestille at lave noget, fandt pludselig sig selv siddende og flytte formålsløst rundt med ikonerne på computerens skrivebord. Det havde han åbenbart gjort et pænt stykke tid, for de var grundigt blandet og nu kan han ikke finde en dyt. Ak ja, det er ikke sådan at bevare koncentrationen, når man ved, at man snart skal være far :-)

Det eneste vi er kede af i fht. dagens melding er, at vi efterhånden godt kan regne ud, at det vist ikke er realistisk at pønse på fælles henterejse med venneparret. I stedet kan vi jo håbe på, at Lillemyr kommer fra samme børnehjem som deres lille dejlige datter, så de kan overbringe gave samt kys fra mor og far i Danmark, når de er derude – og mon ikke vi også kunne lokke dem til at tage en stump video samt et billede eller ti af den lille guldklump?

Vi oplever for tiden, at det bliver mere og mere nærværende for vores omgivelser, at der rent faktisk er et barn på vej til os. Især meldingen om førstepladsen satte gang i en sand sværm af skønne lykønskninger. Vi har modtaget så mange, at vi følelsesmæssigt nærmest har kunnet bade i dem på samme overdimensionerede vis som Joakim Von And i alle sine millioner i pengetanken.
Da vi var til familiefest i Jylland sørgede min bror og svigerinde for at få hylet os godt ud af flippen fra start (de er dog for længst tilgivet ;-)), da de trak os til side for at overbringe store tillykke-knus samt en flot flagpyntet flaske champagne fra dem og de to superskønne nevøer. Jeg blev så rørt, at mascaraen måtte kæmpe en brav kamp for at blive hængende på vipperne (og jeg får en klump i halsen bare af at skrive om det her). Da de derhjemme havde snakket om, hvordan de mon bedste kunne markere begivenheden, så sagde ældste-nevøen uden tøven, at der selvfølgelig skulle champagne til. Jo, jo - han er skam en ung mand (12 år) med sans for stil og kvalitet :-)
En tillykke-SMS underskrevet ”bedsteforældrene” senere efterfulgt af knus og en skøn og sjov gul bamse med en lille rygsæk på fra min far og hans søde veninde trak dæleme også vand.
Søsteren min og de to niecer, der har levet sig mindst 110% ind i projektet hele vejen igennem og har heppet og sukket højlydt i kor med os undervejs, har sendt adskillige hilsner i anledning af førstepladsen.
Peters to pragtfulde og ligeledes ivrigt medlevende storesøstre (den yngste af dem kendt som ”faster Søs” i kommentarbokse og gæstebog her på siden) har ligeledes udnyttet flere kommunikationsveje for at juble med os og lykønske grundigt og godt.
Irena, der nærmest er som en mor for os og som derfor naturligvis også bliver bedstemor til Lillemyr (kaldet Babunia da hun er af polsk oprindelse), er også ovenud lykkelig for, at den lille trold snart er på trapperne. Hun har annonceret, at der netop er hjembragt diverse gode sager til den lille trold fra den seneste Polens-tur. Vi har endnu ikke set, hvad det er, men glæder os til det – og over tanken i sig selv :-)
Det er også strømmet ind med hilsner fra anden familie, venner, bekendte, medadoptanter fra Zonen og Vietnam-listen samt fra diverse læsere på Lillemyrs side. Vi er usigeligt taknemmelige for al den positive respons. Det betyder langt langt mere for os, end jeg evner at give udtryk for, så jeg vil nøjes med TAK!

Jeg har ondt i hovedet og har det bare generelt ad h...... til )-:
Feberen har raset natten igennem, og jeg har skiftevist rystet af kulde og været ved at koge over. 3 x skift af svedgennemblødt sove-T-shirt er det blevet til.
Jeg har sovet on-off siden ved 20-tiden igår, men tror og håber, det er ved at klinge af nu.
Æv, altså! Det er bare SÅ træls at være syg )-:

Så står der familiefest i Jylland på programmet, og vi er ved at få os pakket sammen til det. Det bliver skønt at fejre den dejlige onkel, der fylder 70 år og at ses med familien, der bor spredt rundt hid og hid i landet.

Vi glæder os også til turen derover og tilbage igen, hvor store-niecen på 12 år kører med os. Hun er genialt godt selskab og sikken vi skal hygge - ikke mindst på hjemvejen, hvor vi nok indlægger en omgang picnic. Måske endda på stranden, hvis vejret ellers er til det.

Det bliver rart at komme på tur og væk fra det herhjemme, hvor der er 1000 ting, der skal gøres og et net, der liiige løbende "skal" tjekkes for adoptionsinfo.

Den debattråd på Adoptionzone, som jeg fortalte om igår, er blomstret lystigt videre. Der er bl.a. kommet gode råd på banen om, hvordan man kan få ventetiden til at gå med hyggelige aktiviteter. Der er fx udbredt enighed om, at der er MANGE gode timer at hente i selskab med Colin Firth som Mr. Darcy i BBCs "Pride and Prejudice". Der omtales bl.a. en scene, hvor manden er iført våd skjorte. Og der er vist også en masse andet godt i den filmatisering, men fik jeg altså ikke lige fat på.... Det druknede vist i savle og slurpe-lyde ;-)
Ham... øh den (serien) altså MÅ jeg altså bare se. Jeg har heldigvis allerede fået arrangeret et DVD-lån, så nu der lagt op til hele 301 minutters savleri på sofaen :-)

En anden mulighed for lystigt tildsfordriv, der også blev foreslået, finder man på dette link. Husk at tænde for højtaleren og se så at få et rigtig godt grin :-))

Igår indledte jeg dagen med at snurre forvirret rundt om mig selv på nogenlunde samme ukonstruktive og tåbelige vis som en hund, der jagter sin egen hale. Jeg havde en dejlig lang sommerferiedag foran mig, men de planer jeg havde lagt for den (diverse praktiske opgaver herhjemme kombineret med afslapning og læsning i solen) kunne jeg ligesom ikke rigtig finde ro eller overskud til at tage fat på. Jeg begyndte først lidt halvhjertet på ditten og så på datten. Da jeg endelig erkendte, at denne forvirrerede flagren ikke ledte nogen vegne hen, satte jeg mig til computeren (hvor det stort set altid er godt at være for en netnørd som mig ;-) ) og gav mig til at forfatte et frustreret indlæg til Adoptionzone. Det var imponerende forløsende og befriende at få sat ord på min "tilstand" og al den varme og konstruktive feed back, jeg modtog, fra de andre "zonister" gav et boost af energi og overskud (TAK alle I kloge og kærlige kvinder :-) ). Pludselig kunne jeg både få klaret det ene og det andet, og jeg nød i fulde drag at være produktiv og aktiv. Jeg fik dog ikke lige sat mig ned for at pause med bog eller blad, for nu kørte det jo lige så godt. Jeg oksede således løs til jeg drattede udmattet omkuld ved midnatstid, hvor alt var fryd og gammen - lige indtil jeg vågner et par timer senere og bruger resten af natten på at:

døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje - døse - vende - dreje...

I think you got the picture ;-)

Klokken 6 gad jeg ikke ligge der mere, og nu har jeg sat mig for, at jeg vil prøve BÅDE at være aktiv OG få slappet lidt af undervejs. Hvem F..... kunne også regne ud, at det var nødvendigt at have balance i tingene??? ;-)

Konklusionen må være, at man vist bare ikke kan vinde hver gang - men vende det kunne jeg da! ;-)

For de interesserede, der ikke er med på ZONEN (har jeg sagt, at det er et fantastisk sted? ;-) ) følger her gårsdagens frustrerede indlæg - dog uden svar, da de er skrevet i et lukket forum. Mht. svarene kan jeg dog opsummere, at ventestress (desværre) så ganske absolut ikke er et ukendt fænomen, omend det kan antage forskellige former.


VENTESTRESS

Jeg må lige af med lidt af den enorme mængde sitrende spændingsenergi, der bobler og drøner rundt i kroppen, og som åbenbart blokerer for, at jeg kan finde ud af at foretage mig noget som helst fornuftigt for tiden. Det kommer så til at gå ud over jer ;-)

Vi har siden begyndelsen februar, hvor vi rykkede ind i top 5 på ACs Vietnam-venteliste, i højere eller mindre grad befundet os i en uforløst spændingstilstand. Da vi i slutningen af april røg op på andenpladsen, så blev det endog MEGET spændende og nu hvor vi er nummer et og oven i købet ved, at der rent faktisk er børn på børnehjemmene, så er det næsten ulideligt at vente længere. Det er på den ene side rigtig dejligt at vide, at Lillemyr nu helt sikkert er i verden og lige nu rent faktisk befinder sig på et af ACs to dejlige børnehjem i nærheden af Hanoi. Det giver på sin vis til ro i maven, boblende glæde og STOR optimisme - der skal sq nok komme et barn ud af det her! På den anden side så har vi jo lige så lidt barn nu, som vi havde for 2,8 år siden, da vi indledte processen, og vi er megameget mere slidte og møre. Vi er lige nu begge to mest af alt trætte af at være trætte! Vi forsøger, at hive os selv og hinanden op ved hårrødderne og få lavet noget af det, vi har sat os for af såvel praktisk som social og hyggelig karakter, men nøj hvor det holder hårdt!

Der hvor det for alvor skrider lige nu, er når jeg er alene. Jeg har sommerferie for tiden, og det varer lidt, inden det bliver Peters tur til den slags. Planen var, at jeg skulle få ordnet nogle praktiske sager herhjemme (havearbejde samt en yderst tiltrængt sortering og oprydning i tøj, bøger, bunker og sårn) samt selvfølgelig få slappet lidt af og hygge med en god bog i solen .

JEG KAN BARE SLET IKKE FINDE UD AF NOGEN AF DELENE! )-:

På trods af en overskuelig og enkel dagsplan, så kaster jeg mig energiløst og distræt over først det ene og så det andet projekt, men kan ligesom ikke rigtig samle mig om for alvor at få gjort noget ved det. Jeg får fx sorteret bøgerne på en reol og deler dem op i fine stakke ("ud", "til opbevaring", "forære væk", "tilbage på reolen" osv.), men så kan jeg pludselig ikke rigtig overskue projektet alligevel eller samle mig om det mere. Og SÅ svært er det jo heller ikke at rydde op! Det er F%$z4\|€~! hamrende træls!

Når jeg så endelig får taget mig sammen til at gribe en bog og en kølig drink for at sidde udenfor i det gode vejr og få læst lidt istedet, så går der sådan cirka 5 minutter (nogenlunde svarende til en læst side i bogen – og jeg aner ikke hvad der stod), før jeg liiige må ordne, hente, gøre, tjekke et eller andet som alligevel heller ikke rigtig bliver til noget.

Det eneste jeg for alvor kan finde ud af (men det er jeg til gengæld også rigtig god til ;-) ) er, at hyggesnakke, hænge ud på nettet (er nærmest blevet fast inventar på Zonen ;-) ), få skrevet lidt mails og lignende aktiviteter i småtingsafdelingen, der ikke kræver det store overblik, energiniveau eller koncentration.

Projekt ”motion og sund mad”, som vi søsatte for nogen tid siden for at passe bedre på os selv, få noget mere energi og overskud samt smide et par kilo eller ti, kører heller ikke for fedt – eller jo fedt kører det på sin vis, men bare ikke på den rigtige måde ;-). I går blev det til 2 x pizza og 0 x motion. Det holder jo ikke rigtig i længden (eller i bredden for den sags skyld ;-) ).

Heldigvis er humøret generelt fint nok nu, men jeg kan mærke, at al den sumpen rundt er ved at give rigeligt med frustration og utilfredshed med mig selv. Jeg er simpelthen nødt til at få brudt den onde cirkel og få sparket mig selv i gang, så der både kan ske noget produktivt og også for alvor blive slappet af i stedet for dette hverken-eller-noget.

Jeg synes, at al dette venteri fylder mere end jeg havde forventet – ikke ”bare” i form af spekulationer og humørudsving men på en mere diffus måde, der ligesom hele tiden er der som en grund-stress. Jeg ved ikke, om det giver mening for jer?

Det ville være skønt at høre lidt om, hvordan I andre har eller har haft det med fx at

være produktive?
koncentrere jer?
være sociale?
sove?
slappe af?
eller???

PS
Det hjalp faktisk en del bare at få sat ord på. Lige nu føler jeg mig OK frisk på at kaste mig over vasketøj og opvask og sætter ved samme lejlighed også lige en rask gåtur afsluttende med en omgang dagligvareindkøb på dagens program. Mere ambitiøs tør og bør jeg vist ikke være lige nu.

Men for nu at være hudløst ærlige, så er det heller ikke gået helt så godt med kur- og motionsprojektet, som vi kunne ønske os.

Imorgen er der imidlertid atter en dag - og den bliver UDEN PIZZA!!!

Idag blev det bekendtgjort på ACs side, at "En familie på Vietnam-listen har accepteret barn". Nu er det således ganske vist, at vi er på førstepladsen. Lige kort efter blev den månedlige opdatering af ventelisterne udført, så nu står vores nummer oven i købet lige ud for plads nummer 1 på listen. Indrømmet: når alt kommer til alt, er det noget pjat at gå op i, om ens nummer nu også er synligt på rette plads på ventelisten eller ej. Det gør jo ingen som helst forskel i praksis, om vi rent fysisk kan se ændringen eller ej. Psykologisk set betyder det imidlertid noget sådan at kunne se sig selv - eller rettere sit nummer - klatre op ad listen. Det er vel lidt ligesom at se maven vokse, hvis man skal sammenligne med en graviditet.

Jeg ringede iøvrigt til AC i formiddags for at spørge, om de har hørt noget nyt om Lillemyr. Men desværre )-: Der er altså stadig ikke nogen som helst indikation af, at der skal til at ske noget konkret i vores sag. Der er ikke blevet mailet nye billeder af barn / børn fra Vietnam (åbenbart almindeligvis det allerførste der sker) eller kommet papirer på nye børn for den sags skyld. Selv om det selvfølgelig er træls (og jo gu er det da det!), så glæder vi os over, at vi fra flere pålidelige kilder har fået bekræftet, at der ER børn på børnehjemmene. Det handler således "bare" om at få lavet papirarbejdet iorden, så de bliver klar til at blive bragt til adoption. Den vished giver en dejlig ro i maven og plads til, at glæden over den forestående glædelige begivenhed kan boble lige så stille.
NØJ - hvor vi altså glæder os :-)

1000 tak for alle de dejlige hilsner, hep og tillykker med førstepladsen, vi har fået. Jeg kan slet ikke fortælle jer, HVOR meget det varmer og opmuntrer. Jeg vil godt afsløre, at vi begge har knebet en lille tåre (eller ti ;-) ) i ny og næ over al den betænksomhed og indlevelse i "projekt Lillemyr", vi oplever fra nær og fjern. Det er ganske enkelt helt vidunderligt :-)

Idag var der endelig "bid" til venneparret, der hidtil har stået lige foran os på listen. I nogen tid har vi (og de naturligvis) vidst, at der var papirer på vej om deres lille guldklump, og idag blev dæleme dagen, hvor de blev ringet op. De har fået sig en dejlig dejlig lille pige, og vi er usigeligt glade på deres vegne - og på hendes for hun har netop ganske uden at vide det fået sig et forrygende skønt sæt forældre :-) Vi har nydt at fejre begivenheden sammen med dem og er lige nu lidt bimmelims af at skåle i champagne.

Vi er naturligvis vældig glade over, at være i første position nu, men er ærlig talt også lidt ØV over, at der ikke var barn med til os i denne omgang. Det er nok lidt ligesom, når sportsfolk, der lander på 2. pladsen ikke lige umiddelbart efter præstationen mener, at de har vundet sølvet, men snarere at de har tabt guldet. Vores utålmodighed lige nu handler både om, at vi ganske enkelt bare er sk... trætte af at vente og om at vi hamrende gerne vil dele turen til Vietnam med venneparret. Hvis vietnameserne, AC, pædiateren, de danske myndigheder, tolken, kurérservicen og hvem der ellers skal i aktion i forbindelse med barn i forslag er oppe på beatet og fremme i skoene, så kan det endnu godt lade sig gøre med en fælles udrejse.

Vi hååååber, krydser fingre og hepper:

KOM NU LILLEMYR!

Det er nu 10 dage siden sidst, så her følger endnu en omgang status.

Barn i forslag? Gider slet ikke svare - og så kan I jo nok selv regne det ud.

Noget nyt om formidlingen? Samme "ikke-svar" som ovenfor.

Humør? I det store hele OK.

Energi og overskud? Hold da k... hvor er vi efterhånden møre, matte og moste!

Søvnproblemer? Overhovedet ikke - og det er bare SÅ skønt!

Nye ting til Lillemyr? Vist nok kun fingerdukkerne fra IKEA.

Hvad ellers? VI GIDER BARE IKKE VENTE LÆNGERE!!!

Det er usædvanligt kort og hårdt denne gang, og det afspejler vist meget godt, hvordan tålmodigheden og energiniveauet har det for tiden.

Som altid: spørg løs alt hvad I lyster. Og hvis nogen har opmuntringer til overs så modtages de med kyshånd ;-)

Og sikken vi har nydt dagen. ZOO-turen var superhyggelig og blev bestemt ikke ringere af, at de to skønne niecer valgte at gøre os selskab. Peter og bedstevennen var vældigt produktive med maleriet imens og hyggede sig vist også ret godt undervejs. Vi rundede dagen af med en omgang fælles aftensmad, og er nu væltet omkuld; trætte, møre, mætte og veltilpasse.

Det var forresten ret sjovt, at det nærmest vrimlede med adoptivfamilier i ZOO idag. En af familierne kendte vi oven i købet, idet der var tale om et par fra vores kursus, der nu har to små skønne piger fra Sydafrika. Lidt sjovt som vi nu spotter adoptivfamilier overalt.

Der er endnu kun 2 navne på vores hoveddør.

Det er sådan cirka 973 dage siden vi indledte adoptionsprocessen - eller rundt regnet 23352 timer.

Vi skal efter al sandsynlighed sove mindst 100 gange mere, inden vi kan få lov til at møde Lillemyr live.

Er der nogen, der har en ten, man kan få lov til at stikke sig på?

Og hvem vil love at vække os fra Tornerosesøvnen, når det engang er Lillemyr-tid?

PS
Dette er forøvrigt indlæg nummer 121 på Lillemyrs side.

... under opbygning i vores gård.
Sammen med en håndfuld af de andre andelshavere i foreningen har vi idag knoklet løs for at skabe gode rammer til leg og hygge for Lillemyr og vennerne - nåh ja og vel også lidt til de voksne ;-). Det var hårdt men hyggeligt, og det skal nok blive rigtig lækkert, når det engang bliver helt færdigt.

Det er en rigtig arbejdsweekend, for imorgen går vi videre med at få malet entré herhjemme. Eller det vil sige, at Peter og bedstevennen tager sig af maleriet. Jeg er blevet sendt ud af huset, for de vil ha' lov til at mandehørme i fred, mens de arbejder. Jeg klager bestemt ikke, for jeg tager istedet en tur i ZOO og nyder det gode sommervejr sammen med bedstevennens kone og datter - både selskabet, lokationen, vejret og ikke mindst arbejdsfordelingen er således helt i top :-)

Som adoptant bedømmes man på ressourcer, rummelighed, helbred, forældreevner etc. Det handler alt sammen om at kunne klare mosten, når først barnet er kommet til.

Ved næste revision af godkendelsesprocedurerne burde man måske overveje at sikre sig, at adoptant-aspiranterne overhovedet har, hvad der skal til, for at nå så vidt.

Jeg forestiller mig noget i den her stil:



Og fik jeg fortalt, at der ikke er noget som helst nyt? Så vi venter om ikke tålmodigt så i hver fald troligt videre.

...spørger vi hinanden. Far, mor og børn eller hvem kommer først?

Ingrid og Lillebror i Kikkassen ku' bare det der. Og det ka' Ikea osse. Vi var et smut derude igår for at købe lidt praktiske og småkedelige sager (bl.a. et mørklægningsrullegardin så Lillemyr ikke bliver vækket ved den gryende morgens første solstrejf ;-) ). Undervejs MÅTTE vi lige en tur igennem børneafdelingen for at se, mærke og drømme. De har altså ret mange fine og lækre sager, og det allerbedste ved det hele er, at vi fattigrøve sq har råd til at købe hele skidtet, hvis vi havde lyst (og plads), så billigt er det :-))

I denne omgang blev det blot til en omgang fingerdukker med vilde dyr. De er bare så fine og sjove - og farlige. Grrrrrr... (bare rolig - det er kun noget vi leger...)



På de to bagerste rækker (minus søhest) ses Lillemyrs lille vilde ZOO.
Hmmm.. Mon ikke den snart skal udvides med den farverige og fantasifulde oceanske afdeling? I think so :-)

Dagens motto:
Man skal lege så længe man lever!

...ringede jeg til AC for at høre, om der var nyt om Lillemyr, da vi jo vældig gerne ville udnytte muligheden for at få fragtet en lille ting med til den lille trold, når næste hold rejser i weekenden. Men desværre )-: Der var ikke noget som helst nyt om guldklumpen, så vi slår koldt vand i blodet (forsøger i det mindste) og venter spændt videre.

Vi glæder os istedet usigeligt over, at Anders og May-Britt (alias Tante Krea - min gode medsøvnløshedsramte natteven, der jævnligt har lagt søde kommentarer her på siden i sene nattetimer :-) ) netop har fået besked om, at der er en lille dreng, der venter på dem i Sydafrika. Det er bare SÅ dejligt! Vi ønsker et kæmpestort tillykke og glæder os til at følge med på sidelinjen.

... når tårerne vælter ud blot ved synet af små fine sommersandaler til børn i en ugebladsreklame?

Nu er alt vedr. regodkendelsen samlet sammen og afleveret til hattedamen. Vi slap heldigvis for at skulle det store helbredstjek igennem igen igen (på trods af, at den sure drage i lægens forkontor insisterede og jo ganske afgjort mente, at "det da var det mindste, vi kunne gøre!!!" Say what???). Det næste samråd er i slutningen af måneden, men vi håber faktisk ikke, vi behøver at vente så længe, før vi får brug for regodkendelsen... ;-) Vi er blevet lovet, at hvis der er barn i forslag til os inden da, så vil de lave et lyn-samråd via telefon. Det burde altså forløbe ganske uproblematisk.

Lige nu er et "hente-hold" netop hjemvendt fra Vietnam og et nyt på vej afsted. Det er skønt, der er flow i sagerne, og vi nyder de løbende billeder og bulletiner. Og åh - hvor vi håber, vi kan nå at få Lillemyr i forslag, inden de næste rejser, så vi måske kan få en lille bamse sendt med ned til den lille trold som en allerførste gave fra mor og far, der glæder sig ganske usigeligt :-)

DMI lover sol og vi er inviteret i sommerhus ved Køge strand :-)



Så det næste døgns tid vil vi være travlt optaget ;-)

En vietnamesisk kaffebrygger skal helt klart skrives på listen over gode sager, vi skal erhverve os i Hanoi.

At vietnamesisk kaffe smager skønt, har vi allerede tjekket grundigt ud og det lyder heldigvis til, at det er nemt at bruge sådan en bryggefætter.

Skulle det glippe med at få plads i kufferten, så kan den erhverves online her og mon ikke en af de lokale vietnamesiske købmænd også er leveringsdygtige.

Det er et af livets store og evigt aktuelle spørgsmål. Her på matriklen er det tid til førstnævnte. Vi har holdt snor i kalorieindtaget og opgraderet motionsindsatsen, og i løbet af de seneste par uger er de første kilo røget :-)

Motivationen er i top og vi klør ihærdigt på - i hvert fald indtil armene igen er lange nok til at nå kagefadet ;-)

Siden sidst:

Barn i forslag? 0,00 dut.

Noget nyt om formidlingen? Der er som nævnt spottet et par nye børn på det ene af de to børnehjem, men ifølge AC, som 1'erne kontaktede igår, er der ikke noget konkret på tapetet endnu. Vietnameserne plejer dog at være rimeligt hurtige til at få papirerne klar, så børnene kan stilles i forslag, såååå mon ikke der snart sker noget...

Humør? Generelt set tip top! Vi er spændte, glade og selvfølgelig noget så boblende forventningsfulde, men også meget hudløse, småirritable og lette ofre for følelsesmæssige rutsjebaneture. Vi er heldigvis gode til hurtigt at få samlet os selv og hinanden op, når humøret har taget sig et dyk. Det aller skønneste er, at vi føler os nærmest nyforelskede i hinanden og i vores liv. Vi blev idag enige om, at vi vist er det TV2 kalder nærmest lykkelige - og det er jo ikke så ringe endda ;-)

Energi og overskud? Vi er stadig matte, møre og bliver hurtigt nærmest coma-agtigt trætte. I de seneste par dage har lettelsen over, at vi alligevel ikke var "graviditets-truede", heldigvis givet et enormt løft. Det kan ses herhjemme, hvor projekt redebygning atter skrider fint fremad.

Søvnproblemer? Det er faktisk ikke galt. Peter går stadig i dyyyb coma hver nat, og jeg er søreme også begyndt at bruge natten til at sove :-) Ikke helt så kontinuerligt som jeg kunne ønske, men i langt højere grad end tidligere. Jeg vågner 2 - 4 gange hver nat og må lige bruge lidt tid på at overtale mig selv til at snue videre - det lykkes heldigvis for det meste.

Nye ting til Lillemyr? Det tror jeg faktisk ikke. Sjovt nok går det lidt i bølger med shoppetrangen - og mon ikke det er meget godt både for pladsen og pengepungen, at vi rammer en bølgedal ind imellem? ;-)

Hvad ellers? Vi følger spændte med i de beretninger, som sendes hjem fra de, der netop nu er i Vietnam for at hente. Der er masser af fantastiske billeder og beskrivelser. Det er ren super-substral for vores drømme...
Og nåh ja... Vi er stadig igang med regodkendelsen. Gider bare ikke rigtig skrive om det. HADER DET!!!

Det var ordene herfra for denne gang. Fyr løs, hvis der er andet, I vil vide.

PS
Vi har fået afsat fjernsynet - og fik oven i købet en kæmpestor superflot blomst i bytte, så det var en rigtig fin "handel" ;-)