Livet med Mathildemyret

…både med helbredet og med adoptionen.

Hvad førstnævnte angår, så kan jeg efterhånden holde ud at være i min krop, så længe jeg blot sørger for nok af ”dope” (læs: panodil) og holder mig nogenlunde i ro.

Hvad sidstnævnte og unægtelig langt mere interessante sag angår, så resulterede en opringning til vores søde sagsbehandler på AC idag i den skønne information om, at der nu er ved at ske noget… :-)
Der er tikket billeder ind på mailen hos AC, men der kan dog sagtens gå en måneds tid eller så, før der sker noget konkret i vores sag. Først skal alle papirer være helt klar, så skal de på betryggende vis fragtes hele vejen fra Hanoi til ACs kontor i Århus og herefter en tur omkring den danske pædiater, inden vi som sidste led i kæden kan få besked om Lillemyr.

Vi ved altså endnu intet om den lille trold (de må meget forståeligt ikke fortælle os noget som helst før der bringes "barn i forslag", som det så grimt hedder...). Det er heldigvis helt OK for os. Det føles bare rigtig rigtig rart at vide, der endelig er gang i noget konkret. Vi har det stadig ret OK med at vente og formår at bevare humøret i den pæne ende af skalaen. Vi er som nævnt sådan cirka titusinde gange før temmelig udkørte af at være i topspændt tilstand, men forventningens glæde bobler livligt løs, og vi ved jo, at det sker før eller siden (en af de fantastiske ting ved adoption er jo netop, at der er børnegaranti). Efter dagens gode nyhed er boblerne større og livligere end ellers og den stakkels Peter, der er på arbejde og skulle forestille at lave noget, fandt pludselig sig selv siddende og flytte formålsløst rundt med ikonerne på computerens skrivebord. Det havde han åbenbart gjort et pænt stykke tid, for de var grundigt blandet og nu kan han ikke finde en dyt. Ak ja, det er ikke sådan at bevare koncentrationen, når man ved, at man snart skal være far :-)

Det eneste vi er kede af i fht. dagens melding er, at vi efterhånden godt kan regne ud, at det vist ikke er realistisk at pønse på fælles henterejse med venneparret. I stedet kan vi jo håbe på, at Lillemyr kommer fra samme børnehjem som deres lille dejlige datter, så de kan overbringe gave samt kys fra mor og far i Danmark, når de er derude – og mon ikke vi også kunne lokke dem til at tage en stump video samt et billede eller ti af den lille guldklump?

Vi oplever for tiden, at det bliver mere og mere nærværende for vores omgivelser, at der rent faktisk er et barn på vej til os. Især meldingen om førstepladsen satte gang i en sand sværm af skønne lykønskninger. Vi har modtaget så mange, at vi følelsesmæssigt nærmest har kunnet bade i dem på samme overdimensionerede vis som Joakim Von And i alle sine millioner i pengetanken.
Da vi var til familiefest i Jylland sørgede min bror og svigerinde for at få hylet os godt ud af flippen fra start (de er dog for længst tilgivet ;-)), da de trak os til side for at overbringe store tillykke-knus samt en flot flagpyntet flaske champagne fra dem og de to superskønne nevøer. Jeg blev så rørt, at mascaraen måtte kæmpe en brav kamp for at blive hængende på vipperne (og jeg får en klump i halsen bare af at skrive om det her). Da de derhjemme havde snakket om, hvordan de mon bedste kunne markere begivenheden, så sagde ældste-nevøen uden tøven, at der selvfølgelig skulle champagne til. Jo, jo - han er skam en ung mand (12 år) med sans for stil og kvalitet :-)
En tillykke-SMS underskrevet ”bedsteforældrene” senere efterfulgt af knus og en skøn og sjov gul bamse med en lille rygsæk på fra min far og hans søde veninde trak dæleme også vand.
Søsteren min og de to niecer, der har levet sig mindst 110% ind i projektet hele vejen igennem og har heppet og sukket højlydt i kor med os undervejs, har sendt adskillige hilsner i anledning af førstepladsen.
Peters to pragtfulde og ligeledes ivrigt medlevende storesøstre (den yngste af dem kendt som ”faster Søs” i kommentarbokse og gæstebog her på siden) har ligeledes udnyttet flere kommunikationsveje for at juble med os og lykønske grundigt og godt.
Irena, der nærmest er som en mor for os og som derfor naturligvis også bliver bedstemor til Lillemyr (kaldet Babunia da hun er af polsk oprindelse), er også ovenud lykkelig for, at den lille trold snart er på trapperne. Hun har annonceret, at der netop er hjembragt diverse gode sager til den lille trold fra den seneste Polens-tur. Vi har endnu ikke set, hvad det er, men glæder os til det – og over tanken i sig selv :-)
Det er også strømmet ind med hilsner fra anden familie, venner, bekendte, medadoptanter fra Zonen og Vietnam-listen samt fra diverse læsere på Lillemyrs side. Vi er usigeligt taknemmelige for al den positive respons. Det betyder langt langt mere for os, end jeg evner at give udtryk for, så jeg vil nøjes med TAK!