Livet med Mathildemyret

Du behøver hverken pas, billet eller økonomisk udlæg til andet end internetforbindelse.

Læn dig tilbage, smæk benene op, klik her og her.

Go' tur :-)

sådan helt og aldeles officielt

Nu er vi sådan helt rigtigt rykket den ene plads opad, da det af ventelisten på ACs side idag fremgår, at nummer to nu har accepteret barn i forslag. Mon ikke andenpladsen for alvor er i hus i løbet af et par dage. Vi håber...

Vi er spændte på, om vi kommer til at rykke direkte fra andenpladsen og i mål, eller om vi kommer til at skulle holde skansen som nummer et i en periode, inden telefonen ringer. Vi tør i hvert fald under ingen omstændigheder være uden telefonkontakt med omverdenen for tiden.

Hmmm...
For at være på den sikre side skulle vi måske anskaffe os et par af disse her:

Det er endnu uofficielt og ubekræftet fra ACs side, men fra yderst pålidelig kilde har vi erfaret, at vi skal gøre os klar til at indtage andenpladsen på listen...

* Tremmeseng - tjek
* Babydyne + sengetøj - tjek
* Have-barnevogn til at middagslure i - tjek (tak T, H og C :-) )
* Handy sitt - tjek (tak søster :-) )
* Spisegrej der tåler lidt af hvert - tjek (tak niecer :-) )
* Et pænt udvalg af bamser, bøger, legetøj mv. - tjek (tak til flere :-) )
* Et blandet men endnu begrænset udvalg af tøj i forskellige størrelser - tjek
* Det løse (prøver på diverse bleer, en enkelt sut med mørnet gummi, en brugt babyalarm af tvivlsom kvalitet og lignende vigtige sager) - tjek

Resten... Øh... endnu ikke helt på plads, men der er lavet lister, tænkt og researchet, så bare kom an - vi skal nok blive klaro...

PS
Selv om vi har fået, lånt og klat-indkøbt en del ting efterhånden, så mangler der tydeligvis stadig en hel del, og vi tager med kyshånd imod gode aflagte sager (ikke mindst tøj) og giver naturligvis også gerne en skilling for dem...

Idag er det præcis 2½ år siden, vi postede ansøgningen om adoption. Jeg har lige genlæst indlægget fra to-års-dagen. Dengang skrev jeg blandt andet: "For tiden virker Lillemyr nærmest som en abstrakt ønskedrøm". Sådan er det heldigvis ikke nu. Vi tror igen helhjertet på, at der nok skal komme et barn ud af anstrengelserne - sådan et rigtigt et af kød og blod, der holder os vågne om nattet, leverer lortebleer i lange baner og gør os syge af bekymring over de mindste ubetydelige småting. Det er rigtig rart, at vi nu atter for alvor tør tro på projektet, men det ubehagelige ved, at det føles mere konkret er, at bekymringerne ligeledes er begyndt at rykke tættere på, for TÆNK NU HVIS...

- vi bliver totalt overpyldrede og pakker det stakkels barn ind i vat
... eller hvis vi i modsat fald slet ikke magter at beskytte det mod hverdagens utallige farer i form af rengøringsmidler, farvestoffer, lange snore i tøjet, uisolerede strømførende ledninger, phthalater, dimser der kan sætte sig fast i halsen, solskoldning, overdrevent sukkerforbrug og lignende uhyrligheder... for slet ikke at tale om narko, promillekørsel og bungy-jump...

Eller...

- det stakkels barn ender med at skulle være vores projekt fremfor sit eget, og skal forsøge at leve op til alle de lyserøde eller -blå forestillinger om drømmebarnet, som vi har opbygget gennem ventetiden
... eller hvis vi i modsat fald slet ikke magter at involvere os i barnet for alvor, fordi vi efter så mange år i tosomhed efterhånden er blevet så tilpas satte og egoistiske, at vi simpelthen ikke magter at varetage andre behov end vore egne...

Eller...

- barnet slet ikke bryder sig om os og får et hæsligt liv
... eller hvis vi ikke kan finde den betingelsesløse kærlighed frem...

Eller...

TÆNK NU HVIS... det viser sig, at vi simpelthen bare bliver totalt lousy forældre...

Ovenstående betyder ikke, at vi kun fokuserer på de negative aspekter og helt har glemt at glæde os, men snarere at glæden er iblandet en pæn portion bekymring for, om vi nu slår til. Vi trøster os med, at det vist er meget naturligt at have det sådan, og at vi lige så godt kan vænne os til at børn og bekymringer går hånd i hånd for de fleste forældre.

Den mest påtrængende bekymring er, om vi nu også har kræfter og overskud til at blive forældre. Det er en nærliggende tanke i og med, vi har følt os noget så udmattede og kraftløse i lang tid. Når en mindre bunke vasketøj mentalt set kan antage dimensioner ala Everest og når alene tanken om turen til Fakta lige rundt om hjørnet kan give åndenød (nåh ja - sådan næsten da, men overdrivelse... ;-)), så giver det naturligt nok anledning til bekymring om rimeligheden i at lade os varetage et lille barns tarv. Heldigvis kan vi forstå på andre adoptanter, der har ventet længe, at en helt ubeskrivelig stor træthed er en ganske almindelig følgesvend i adoptionsprocessen, og nok så væsentligt at det heldigvis går over igen.

Nok om det, for på trods af træthed og bekymringer, så har vi det faktisk fint, og humøret fejler heldigvis ingenting. Vi er stadig i sving med at fikse residensen op, men har også taget os tid til en superhyggelig mini-påske-ferie i tosomhed. Vi benyttede os af et godt tilbud på Hotel Munkebjerg, og nød at blive vartet op og forkælet til den store guldmedalje. På trods af at vi kun var afsted i et enkelt døgn, så føltes det faktisk som en lille ferie. Vi fik snakket om alt muligt andet end adoption, læst knaldroman, gået tur i skoven, danset til svulstige latino-klassikere i natklubben, spist god mad (især morgen buffeten var mums) - kort sagt slappet af og ladet op. Det var noget så skønt, og nu er vi så atter i sving med malerruller og deslige. Det er desværre for meget sagt, at det er med fornyet energi, der bliver taget fat, men vi hygger os helt klart meget mere med det nu, hvor vi har haft en lille pause.

Hrmf!!! Idag opdaterede AC ventelisterne på hjemmesiden, og vi er stadig nummer 4, så der er ikke noget nyt på den front. Vi havde dog heller ikke hørt om, at der skulle være bragt nye børn i forslag, så vi forventede staus quo og blev heldigvis ikke skuffede, meeen det kunne da have være skønt, hvis vi var blevet positivt overraskede...

Jeg er iøvrigt bare SÅ glad og rørt over de dejlige kommentarer, som digtet Tanker til Lillemyr har affødt. Jeg har løbende i processen skriblet lidt af den slags, men har aldrig rigtig haft modet til at "sende det i æteren" før, så det har virkelig betydet meget for mig, at det er blevet modtaget så positivt. MANGE TAK for det :-)

Jeg kan ikke huske, om jeg har nævnt det før, men hvis man er til adoptionsdigte og diverse fortællinger om hhv. at adoptere og at være adopteret, så er det værd at læse en antologi, som Koreaklubben for nylig udgav. Den hedder Adoption - en proces, et liv, en skæbne og er skrevet af såvel adopterede som adoptanter. Den er udgivet i elektronisk form og kan hentes ganske gratis her.

Det bliver ikke til mere skriveri for nu, da jeg er træt og mør. Vi har begge fri i disse dage og knokler løs med at male og rydde op. Det er hyggeligt at sysle side by side, det er skønt løbende at opleve forvandlingen fra skrot til slot, men det giver mildest talt en sund og naturlig træthed, der gør, at vi begge to sover fortrinligt om natten for tiden.

Er du mon tilstede i verden nu?
Måske som mikroskopisk embryo?
Hvis du er født, hvem passer dig så?
Kan du smile, kan du rulle, kan du gå?
Er du baby eller tumling? Pige eller dreng?
Er du spinkel eller rund? Kort eller lang?
Er du til lege med spænding og fart?
Eller mere til at hygge roligt og rart?
Endnu ansigtsløs, uden historie, alder og køn.
Men du, vores kommende datter eller søn,
har lært os, at man kan savne nogen, man end ikke kender.
Blot ved tanken om din væren i verden flammen brænder.

Vi ved, at der i dit liv vil være skift og svære savn.
Du vil få nyt land, nye forældre og tillige nyt navn.
Forhåbentlig er din forhistorie fyldig og fortalt ærligt.
Men måske er der huller, som vil pine dig særligt.
Hvem mon du ligner? Hvorfor kunne du ikke blive?
Hvem har passet dig som spæd og holdt dig i live?
Når fortiden spøger og fylder dine tanker,
vil vi af al magt forsøge at være dit anker.
Vi vil prøve at huske, hvordan det er at elske og savne,
når man hverken kender ansigt, historie eller navne.
For du har lært os, at man kan savne, nogen man ikke kender,
så blot ved tanken om deres væren i verden flammen brænder.

Vi er bare noget så rørte og taknemmelige over alle de søde og varme hilsner, der er strømmet ind fra nær og fjern efter det sidste ventetidsfrustrerede indlæg. Det hjalp mig meget at få skrevet om de tanker og følelser, der rører sig, og den respons indlægget affødte satte gang i en enorm forløsning hos os begge to. Vi fik tudet, skældt ud, snakket og grinet. Det var bare så skønt!!! Den udrensning betød, at jeg endelig kunne sove ordentligt, så jeg snuppede lige en skraber på 12 timer (og nej det er ikke en slå fejl :-) ), og Peters humør er tydeligvis steget adskillige grader. Her til aften gik vi på indisk restaurant og videre på café for at hygge og hænge ud, og det var lige hvad vi trængte til.

En million-milliard mange gange tak for jeres støtte, I er en imponerende backing group :-)

Lad mig indlede med en advarsel:
Dette indlæg er alenlangt og har desværre ikke helt den begejstrede tone, som har præget de forrige. Det skal jeg være den første til at beklage, men hvis jeg skal holde mig til sandheden - og det skal man jo - så bliver dagens menu på bloggen et indlæg i den sur-søde genre. Consider yourself warned! Hvis du vælger at fortsætte læsningen og lægge øjne til dagens tekst, så hjertelig velkommen til.

Og nej - der er ikke sket noget, der pludseligt sætter adoptionsprocessen i stå, trækker den ud eller andet ubehageligt. Der er såmænd blot tale om en af de sædvanlige mentale og følelsesmæssige dyk, der vist nærmest er uundgåelige i så langstrakt en "graviditet". Det var faktisk helt uhyggeligt, da jeg for nylig fik regnet mig frem til, at det efterhånden er 14-15 år siden, jeg begyndte at føle mig skruk. I de første år var det ikke problematisk at vente, men mit uopfyldte ønske om at få børn kom efterhånden til at frustrere mere og mere, fordi min daværende kæreste overhovedet ikke ønskede børn. Da Peter og jeg så fandt hinanden for syv år siden, kom der heldigvis helt andre boller på suppen, og stort set fra day one har vi følt os sikre på, at vi ville både hinanden og børn. De seneste godt og vel fire år har indsatsen vedr. ”Projekt Lillemyr” været ihærdig og målrettet, og nu hvor målstregen efterhånden er i sigte, begynder benene at syre til. Vi veksler således mellem glæde over snart at være i mål med barn nummer et og frustration over, at det virker nærmest uoverstigeligt at klare den sidste strækning (og vi tør slet ikke tænke frem til nummer to endnu). Vi er simpelthen venteslidte, så efterhånden skal der nogle gange bare en bittelille ting til før, vi føler, vi er ved at vælte af pinden. Det er vel ret logisk og forståeligt, men f...... også hårdt og træls. Jeg reagerer med at bliver overvældende TRÆT uden alligevel at kunne sove ordentligt, og for tiden lykkes det kun at få 4-6 timers søvn i døgnet (de, der kender mig, vil vide, at det er aaalt for lidt til en sovetryne som mig). Jeg har svært ved at finde ork til at lave noget, så jeg gør, hvad jeg absolut skal og ikke så meget mere i disse dage. Heldigvis lykkes det mig faktisk i rimelig grad at bevare optimismen og humøret. Peter har også af og til svært ved at få sovet nok, men er dog noget bedre til den sag. Han har også mere energi og får faktisk lavet en del. For ham kniber det imidlertid jævnligt med at bevare optimismen og humøret. Det er som udgangspunkt rigtig godt og smart, at vi rammes på hver sin måde, for det betyder jo, at vi kan supplere hinanden. Således er Peter primus motor i fht. at levere energi til at få klaret det praktiske mht. istandsættelse af lejligheden, mens jeg leverer overblik og optimisme samt klarer de huslige gøremål. Selvfølgelig giver det også af og til gnidninger, når begge parter er flossede i kanten og reagerer på hver sin måde, men i det store hele fungerer det heldigvis rigtig fint.

Sidst fortalte jeg om, at der lige nu er flere familier i Vietnam for at hente børn, og det lyder til, at det for alle er gået imponerende godt med besøg og første møde med poderne på børnehjemmene, overdragelsescermonier og den første tid som nysammenførte familier. Det har været yderst berigende for os at få lov til at følge dem på sidelinjen via mailinglisten og hjemmesider. Det kan vel nærmest betragtes som en slags fødselsforberedelse - altså bare uden gispeøvelser, blodig fødselsfilm og sårn :-). Det har dog også været lidt svært for os at have dem i Vietnam, for det har desværre ikke givet os helt den afklaring, vi havde sat næsen op efter mht. info om "nye børn". Det er så ganske og aldeles vores egen fejl, at vi har sat forventningerne for højt, og vi burde vel efterhånden have lært det, for nøj hvor har det efterhånden givet os mange knubs, når verden ikke helt opfører sig, som vi synes, den skal. Og når vi så endda, som tidligere nævnt, efterhånden er ret så venteslidte, skal der ikke skal så meget til, før det føles, som om verden vælter. I grunden er meldingerne fra såvel de udrejste familier som AC ganske positive, for der skulle i hvert fald være 2-3 børn på vej i forslag (ifølge AC "et par"). Men når man nu er nummer fire, så melder ønsket om en fintælling sig med voldsom kraft, for det er bare for nervepirrende ikke at vide, om vi kommer med i "næste runde" eller ej. For os betyder det egentlig ikke så meget, om der går nogle måneder mere eller mindre, inden vi får Lillemyr i forslag, men vi har efterhånden bare SÅ meget brug for en afklaring af, om det er lige op over eller om vi skal indstille psyken på flere måneders ventetid endnu inden OPRINGNINGEN. Det er, som jeg vist efterhånden har skrevet en hel del gange, ikke ventetiden som sådan, men snarere uvisheden, der er ulidelig. Det er hamrende opslidende, at være totalt alert, hver gang telefonen ringer på hverdage mellem kl. 8 og 18, for det kunne jo være... Vi ville så gerne kunne være mere cool omkring det, og sige: "det sker, når det sker, og indtil da vil vi ikke bekymre os om det". Men det magter vi bare ikke for tiden, og det er sq rigtig træls.

For nylig genlæste jeg ACs vejledning til vordende adoptivfamilier´: "Den bedste start", og fandt faktisk en del trøst i kapitlet "Humørsvingninger i ventetiden", hvor der bl.a. står:

"Midt i glæden over, at man er kommet på ventelisten, eller at man har accepteret et barn i forslag, er der nogen, der kommer i krise - især i forbindelse med adoption af deres første barn. Det kan opleves meget skuffende. Nu hvor drømmen om et barn er tæt på at blive til virkelighed, er der jo kun grund til at føle glæde og lettelse!
Man kan sammenligne disse faser med så meget. En far har beskrevet tiden før barn i forslag med at stå i en kø, hvor man er bundet på hænder og fødder, og hvor man har bind for øjnene og høreværn på. Det er ikke rart at stå der, og man glæder sig voldsomt til i det mindste at få høreværnet og øjenbindet af. Det sker, når man får barn i forslag. Men man kan ikke forestille sig, hvordan det er stadig at stå bundet og ubevægelig - nu med en viden om, hvem det er, man på ubestemmelig tid er forhindret i at storme i møde. Det kan være så stressende og pinefuldt, at man føler sig fysisk syg, får galoperende hjertebanken, oplever humørsvingninger, er overvældet af mismod, føler sig handlingslammet, sover dårligt og har svært ved at koncentrere sig om sit arbejde."
Tjaee – jeg må jo nok erkende, at det lyder nærmest skræmmende bekendt ;-). Desværre – men ikke overraskende – står der også, at der ikke er anden kur mod venteveerne end at få sit barn, og det er således bare om at holde ud. I den forbindelse lyder så følgende kloge ord:

"Det bedste, du kan gøre, hvis du føler, at du er inde i en før-adoptionskrise, er at anerkende det. Symptomerne er i fysikken, der overreagerer med at gå i alarmberedskab. Du er ikke ved at blive sindssyg, du er ikke en skrøbelig plante, der ikke kan tåle livets vindstød, du er ikke en irriterende adoptant. Du er et menneske, placeret i en svær periode af dit liv, og det er naturligt, at din krop og psyke reagerer. Snak med din partner om det, snak med din adoptionsnetværksgruppe om det, og du vil opleve, at mange kan nikke genkendende til din beskrivelse. Benævn følelserne, når de er der. Gør, hvad du kan, for at undgå at sætte dig i særligt belastende situationer på dit arbejde og i dit liv i øvrigt. Mange gør desværre det modsatte: de vil helt i bund med opgaverne både på jobbet og hjemme, så de planlægger at yde 150%, før de får barn. Det kan de færreste klare."
Tell me about it! Vi er på den ene side vældig glade for al vores istandsættelse og gøren klar til Lillemyrs komme, men samtidig bidrager det jo til yderligere belastning, at der ikke er så meget tid til at holde fri og lade batterierne op. Af samme grund har vi også besluttet, at vi tager den lidt med ro og primært arbejder på lejligheden, når vi har hele og sammenhængende fridage.
Nok om venteveer for nu. AC har meldt ud, at deres næste blad ”AC Focus” netop får ventetid som tema. Det glæder jeg mig rigtig meget til at læse.

Og så til noget mere positivt. Sidst fortalte jeg, at Rikke og Peders forening med lille skønne Esther Vu, kan følges på deres hjemmeside. Der er imidlertid også en anden af Vietnam-familierne, der inviterer interesserede til at følge deres familieforøgelse. Det er Helle, René og deres dejlige knægt Jonathan, som I kan besøge ved at klikke lige her.

Jeg vil runde dagens maratonindlæg af med ACs seneste status over formidlingen fra Vietnam, som de lagde ud på hjemmesiden den 31. marts:

Formidlingen fra Vietnam

Vi har lykkeligvis nu fået bekræftet, at der skulle være ankommet et par nye børn til centrene, og at vi vil få dem i forslag, så snart papirgangen og formaliteterne er afsluttet. Mere ved vi ikke på nuværende tidspunkt.

Børn i forslag
Her i første kvartal af 2006 har vi kunnet bringe 3 børn i forslag. Vi håber derfor, at der kommer lidt mere gang i formidlingerne i andet kvartal af 2006, så vi kan få indfriet vore forventninger til 2006 om at få i alt godt tyve børn i forslag fra Vietnam.

Vi har 28 ansøgere på venteliste til Vietnam, hvilket er passende i forhold til vore forventninger til formidlingerne.

Udrejser
Alle 5 familier, som fik børn i forslag i november 2005 er nu forenet med deres børn. Ester på billedet herover er sammen med sin mor og far ved at forberede sig på at forlade Vietnam og rejse hjem til Danmark. Der gik omkring 4 måneder for disse familier fra godkendelse af barnet i Danmark til afholdelse af ceremonien i Vietnam, og vi håber, at vi kan forvente samme stabilitet omkring udrejserne fremover.

Tusind tak til de seje for at holde ved helt til vejs ende :-). Hvis der oven i købet er læsere med tid, lyst og ork til at give os et par optimistiske ord med på vejen, måske opmuntre med en vittighed eller andet godt, så vil vi sætte usigelig stor pris på det. Alene det at vide, der bliver fulgt så meget med i ”Projekt Lillemyr” er skønt. Det er faktisk helt overvældede, at se hvor mange, der dagligt besøger siden i betragtning af, at der ofte er så langt mellem indlæggene og at der i så lang tid ikke rigtig er sket noget aktivt i vores proces. Vi takker varmt for interessen, og er MEGET glade for den kontakt, vi får med adoptanter, folk i fertilitetsbehandling og andre gennem Lillemyrs side. Det er simpelthen guld værd med udvekslinger af forskellig art og et godt netværk :-)