Livet med Mathildemyret

Idag er det præcis 2½ år siden, vi postede ansøgningen om adoption. Jeg har lige genlæst indlægget fra to-års-dagen. Dengang skrev jeg blandt andet: "For tiden virker Lillemyr nærmest som en abstrakt ønskedrøm". Sådan er det heldigvis ikke nu. Vi tror igen helhjertet på, at der nok skal komme et barn ud af anstrengelserne - sådan et rigtigt et af kød og blod, der holder os vågne om nattet, leverer lortebleer i lange baner og gør os syge af bekymring over de mindste ubetydelige småting. Det er rigtig rart, at vi nu atter for alvor tør tro på projektet, men det ubehagelige ved, at det føles mere konkret er, at bekymringerne ligeledes er begyndt at rykke tættere på, for TÆNK NU HVIS...

- vi bliver totalt overpyldrede og pakker det stakkels barn ind i vat
... eller hvis vi i modsat fald slet ikke magter at beskytte det mod hverdagens utallige farer i form af rengøringsmidler, farvestoffer, lange snore i tøjet, uisolerede strømførende ledninger, phthalater, dimser der kan sætte sig fast i halsen, solskoldning, overdrevent sukkerforbrug og lignende uhyrligheder... for slet ikke at tale om narko, promillekørsel og bungy-jump...

Eller...

- det stakkels barn ender med at skulle være vores projekt fremfor sit eget, og skal forsøge at leve op til alle de lyserøde eller -blå forestillinger om drømmebarnet, som vi har opbygget gennem ventetiden
... eller hvis vi i modsat fald slet ikke magter at involvere os i barnet for alvor, fordi vi efter så mange år i tosomhed efterhånden er blevet så tilpas satte og egoistiske, at vi simpelthen ikke magter at varetage andre behov end vore egne...

Eller...

- barnet slet ikke bryder sig om os og får et hæsligt liv
... eller hvis vi ikke kan finde den betingelsesløse kærlighed frem...

Eller...

TÆNK NU HVIS... det viser sig, at vi simpelthen bare bliver totalt lousy forældre...

Ovenstående betyder ikke, at vi kun fokuserer på de negative aspekter og helt har glemt at glæde os, men snarere at glæden er iblandet en pæn portion bekymring for, om vi nu slår til. Vi trøster os med, at det vist er meget naturligt at have det sådan, og at vi lige så godt kan vænne os til at børn og bekymringer går hånd i hånd for de fleste forældre.

Den mest påtrængende bekymring er, om vi nu også har kræfter og overskud til at blive forældre. Det er en nærliggende tanke i og med, vi har følt os noget så udmattede og kraftløse i lang tid. Når en mindre bunke vasketøj mentalt set kan antage dimensioner ala Everest og når alene tanken om turen til Fakta lige rundt om hjørnet kan give åndenød (nåh ja - sådan næsten da, men overdrivelse... ;-)), så giver det naturligt nok anledning til bekymring om rimeligheden i at lade os varetage et lille barns tarv. Heldigvis kan vi forstå på andre adoptanter, der har ventet længe, at en helt ubeskrivelig stor træthed er en ganske almindelig følgesvend i adoptionsprocessen, og nok så væsentligt at det heldigvis går over igen.

Nok om det, for på trods af træthed og bekymringer, så har vi det faktisk fint, og humøret fejler heldigvis ingenting. Vi er stadig i sving med at fikse residensen op, men har også taget os tid til en superhyggelig mini-påske-ferie i tosomhed. Vi benyttede os af et godt tilbud på Hotel Munkebjerg, og nød at blive vartet op og forkælet til den store guldmedalje. På trods af at vi kun var afsted i et enkelt døgn, så føltes det faktisk som en lille ferie. Vi fik snakket om alt muligt andet end adoption, læst knaldroman, gået tur i skoven, danset til svulstige latino-klassikere i natklubben, spist god mad (især morgen buffeten var mums) - kort sagt slappet af og ladet op. Det var noget så skønt, og nu er vi så atter i sving med malerruller og deslige. Det er desværre for meget sagt, at det er med fornyet energi, der bliver taget fat, men vi hygger os helt klart meget mere med det nu, hvor vi har haft en lille pause.