Livet med Mathildemyret

Lad mig indlede med en advarsel:
Dette indlæg er alenlangt og har desværre ikke helt den begejstrede tone, som har præget de forrige. Det skal jeg være den første til at beklage, men hvis jeg skal holde mig til sandheden - og det skal man jo - så bliver dagens menu på bloggen et indlæg i den sur-søde genre. Consider yourself warned! Hvis du vælger at fortsætte læsningen og lægge øjne til dagens tekst, så hjertelig velkommen til.

Og nej - der er ikke sket noget, der pludseligt sætter adoptionsprocessen i stå, trækker den ud eller andet ubehageligt. Der er såmænd blot tale om en af de sædvanlige mentale og følelsesmæssige dyk, der vist nærmest er uundgåelige i så langstrakt en "graviditet". Det var faktisk helt uhyggeligt, da jeg for nylig fik regnet mig frem til, at det efterhånden er 14-15 år siden, jeg begyndte at føle mig skruk. I de første år var det ikke problematisk at vente, men mit uopfyldte ønske om at få børn kom efterhånden til at frustrere mere og mere, fordi min daværende kæreste overhovedet ikke ønskede børn. Da Peter og jeg så fandt hinanden for syv år siden, kom der heldigvis helt andre boller på suppen, og stort set fra day one har vi følt os sikre på, at vi ville både hinanden og børn. De seneste godt og vel fire år har indsatsen vedr. ”Projekt Lillemyr” været ihærdig og målrettet, og nu hvor målstregen efterhånden er i sigte, begynder benene at syre til. Vi veksler således mellem glæde over snart at være i mål med barn nummer et og frustration over, at det virker nærmest uoverstigeligt at klare den sidste strækning (og vi tør slet ikke tænke frem til nummer to endnu). Vi er simpelthen venteslidte, så efterhånden skal der nogle gange bare en bittelille ting til før, vi føler, vi er ved at vælte af pinden. Det er vel ret logisk og forståeligt, men f...... også hårdt og træls. Jeg reagerer med at bliver overvældende TRÆT uden alligevel at kunne sove ordentligt, og for tiden lykkes det kun at få 4-6 timers søvn i døgnet (de, der kender mig, vil vide, at det er aaalt for lidt til en sovetryne som mig). Jeg har svært ved at finde ork til at lave noget, så jeg gør, hvad jeg absolut skal og ikke så meget mere i disse dage. Heldigvis lykkes det mig faktisk i rimelig grad at bevare optimismen og humøret. Peter har også af og til svært ved at få sovet nok, men er dog noget bedre til den sag. Han har også mere energi og får faktisk lavet en del. For ham kniber det imidlertid jævnligt med at bevare optimismen og humøret. Det er som udgangspunkt rigtig godt og smart, at vi rammes på hver sin måde, for det betyder jo, at vi kan supplere hinanden. Således er Peter primus motor i fht. at levere energi til at få klaret det praktiske mht. istandsættelse af lejligheden, mens jeg leverer overblik og optimisme samt klarer de huslige gøremål. Selvfølgelig giver det også af og til gnidninger, når begge parter er flossede i kanten og reagerer på hver sin måde, men i det store hele fungerer det heldigvis rigtig fint.

Sidst fortalte jeg om, at der lige nu er flere familier i Vietnam for at hente børn, og det lyder til, at det for alle er gået imponerende godt med besøg og første møde med poderne på børnehjemmene, overdragelsescermonier og den første tid som nysammenførte familier. Det har været yderst berigende for os at få lov til at følge dem på sidelinjen via mailinglisten og hjemmesider. Det kan vel nærmest betragtes som en slags fødselsforberedelse - altså bare uden gispeøvelser, blodig fødselsfilm og sårn :-). Det har dog også været lidt svært for os at have dem i Vietnam, for det har desværre ikke givet os helt den afklaring, vi havde sat næsen op efter mht. info om "nye børn". Det er så ganske og aldeles vores egen fejl, at vi har sat forventningerne for højt, og vi burde vel efterhånden have lært det, for nøj hvor har det efterhånden givet os mange knubs, når verden ikke helt opfører sig, som vi synes, den skal. Og når vi så endda, som tidligere nævnt, efterhånden er ret så venteslidte, skal der ikke skal så meget til, før det føles, som om verden vælter. I grunden er meldingerne fra såvel de udrejste familier som AC ganske positive, for der skulle i hvert fald være 2-3 børn på vej i forslag (ifølge AC "et par"). Men når man nu er nummer fire, så melder ønsket om en fintælling sig med voldsom kraft, for det er bare for nervepirrende ikke at vide, om vi kommer med i "næste runde" eller ej. For os betyder det egentlig ikke så meget, om der går nogle måneder mere eller mindre, inden vi får Lillemyr i forslag, men vi har efterhånden bare SÅ meget brug for en afklaring af, om det er lige op over eller om vi skal indstille psyken på flere måneders ventetid endnu inden OPRINGNINGEN. Det er, som jeg vist efterhånden har skrevet en hel del gange, ikke ventetiden som sådan, men snarere uvisheden, der er ulidelig. Det er hamrende opslidende, at være totalt alert, hver gang telefonen ringer på hverdage mellem kl. 8 og 18, for det kunne jo være... Vi ville så gerne kunne være mere cool omkring det, og sige: "det sker, når det sker, og indtil da vil vi ikke bekymre os om det". Men det magter vi bare ikke for tiden, og det er sq rigtig træls.

For nylig genlæste jeg ACs vejledning til vordende adoptivfamilier´: "Den bedste start", og fandt faktisk en del trøst i kapitlet "Humørsvingninger i ventetiden", hvor der bl.a. står:

"Midt i glæden over, at man er kommet på ventelisten, eller at man har accepteret et barn i forslag, er der nogen, der kommer i krise - især i forbindelse med adoption af deres første barn. Det kan opleves meget skuffende. Nu hvor drømmen om et barn er tæt på at blive til virkelighed, er der jo kun grund til at føle glæde og lettelse!
Man kan sammenligne disse faser med så meget. En far har beskrevet tiden før barn i forslag med at stå i en kø, hvor man er bundet på hænder og fødder, og hvor man har bind for øjnene og høreværn på. Det er ikke rart at stå der, og man glæder sig voldsomt til i det mindste at få høreværnet og øjenbindet af. Det sker, når man får barn i forslag. Men man kan ikke forestille sig, hvordan det er stadig at stå bundet og ubevægelig - nu med en viden om, hvem det er, man på ubestemmelig tid er forhindret i at storme i møde. Det kan være så stressende og pinefuldt, at man føler sig fysisk syg, får galoperende hjertebanken, oplever humørsvingninger, er overvældet af mismod, føler sig handlingslammet, sover dårligt og har svært ved at koncentrere sig om sit arbejde."
Tjaee – jeg må jo nok erkende, at det lyder nærmest skræmmende bekendt ;-). Desværre – men ikke overraskende – står der også, at der ikke er anden kur mod venteveerne end at få sit barn, og det er således bare om at holde ud. I den forbindelse lyder så følgende kloge ord:

"Det bedste, du kan gøre, hvis du føler, at du er inde i en før-adoptionskrise, er at anerkende det. Symptomerne er i fysikken, der overreagerer med at gå i alarmberedskab. Du er ikke ved at blive sindssyg, du er ikke en skrøbelig plante, der ikke kan tåle livets vindstød, du er ikke en irriterende adoptant. Du er et menneske, placeret i en svær periode af dit liv, og det er naturligt, at din krop og psyke reagerer. Snak med din partner om det, snak med din adoptionsnetværksgruppe om det, og du vil opleve, at mange kan nikke genkendende til din beskrivelse. Benævn følelserne, når de er der. Gør, hvad du kan, for at undgå at sætte dig i særligt belastende situationer på dit arbejde og i dit liv i øvrigt. Mange gør desværre det modsatte: de vil helt i bund med opgaverne både på jobbet og hjemme, så de planlægger at yde 150%, før de får barn. Det kan de færreste klare."
Tell me about it! Vi er på den ene side vældig glade for al vores istandsættelse og gøren klar til Lillemyrs komme, men samtidig bidrager det jo til yderligere belastning, at der ikke er så meget tid til at holde fri og lade batterierne op. Af samme grund har vi også besluttet, at vi tager den lidt med ro og primært arbejder på lejligheden, når vi har hele og sammenhængende fridage.
Nok om venteveer for nu. AC har meldt ud, at deres næste blad ”AC Focus” netop får ventetid som tema. Det glæder jeg mig rigtig meget til at læse.

Og så til noget mere positivt. Sidst fortalte jeg, at Rikke og Peders forening med lille skønne Esther Vu, kan følges på deres hjemmeside. Der er imidlertid også en anden af Vietnam-familierne, der inviterer interesserede til at følge deres familieforøgelse. Det er Helle, René og deres dejlige knægt Jonathan, som I kan besøge ved at klikke lige her.

Jeg vil runde dagens maratonindlæg af med ACs seneste status over formidlingen fra Vietnam, som de lagde ud på hjemmesiden den 31. marts:

Formidlingen fra Vietnam

Vi har lykkeligvis nu fået bekræftet, at der skulle være ankommet et par nye børn til centrene, og at vi vil få dem i forslag, så snart papirgangen og formaliteterne er afsluttet. Mere ved vi ikke på nuværende tidspunkt.

Børn i forslag
Her i første kvartal af 2006 har vi kunnet bringe 3 børn i forslag. Vi håber derfor, at der kommer lidt mere gang i formidlingerne i andet kvartal af 2006, så vi kan få indfriet vore forventninger til 2006 om at få i alt godt tyve børn i forslag fra Vietnam.

Vi har 28 ansøgere på venteliste til Vietnam, hvilket er passende i forhold til vore forventninger til formidlingerne.

Udrejser
Alle 5 familier, som fik børn i forslag i november 2005 er nu forenet med deres børn. Ester på billedet herover er sammen med sin mor og far ved at forberede sig på at forlade Vietnam og rejse hjem til Danmark. Der gik omkring 4 måneder for disse familier fra godkendelse af barnet i Danmark til afholdelse af ceremonien i Vietnam, og vi håber, at vi kan forvente samme stabilitet omkring udrejserne fremover.

Tusind tak til de seje for at holde ved helt til vejs ende :-). Hvis der oven i købet er læsere med tid, lyst og ork til at give os et par optimistiske ord med på vejen, måske opmuntre med en vittighed eller andet godt, så vil vi sætte usigelig stor pris på det. Alene det at vide, der bliver fulgt så meget med i ”Projekt Lillemyr” er skønt. Det er faktisk helt overvældede, at se hvor mange, der dagligt besøger siden i betragtning af, at der ofte er så langt mellem indlæggene og at der i så lang tid ikke rigtig er sket noget aktivt i vores proces. Vi takker varmt for interessen, og er MEGET glade for den kontakt, vi får med adoptanter, folk i fertilitetsbehandling og andre gennem Lillemyrs side. Det er simpelthen guld værd med udvekslinger af forskellig art og et godt netværk :-)