Livet med Mathildemyret

Hold da helt op som der lige pludselig kommer gang i sagerne nu. Netop idag er de to første familier rejst til Vietnam for at hente deres poder hjem. Det er langt tidligere end forventet og en supergod nyhed, der bragte stor glæde i det lille hjem.

AC annoncerede nyheden på deres hjemmeside idag, og lancerede ved samme lejlighed en særlig venteliste over, hvem der kan rejse ud og hente barn. Det er et supergodt initiativ, der gør det muligt at følge med i, hvordan det skrider frem med formidlingerne. AC fortæller også lidt om de nye procedurer vedr. formidlingen, og vi glæder os særligt over, at det for fremtiden er meningen, at de kommende forældre besøger barnet på børnehjemmet i dagene før overdragelsesceremonien. Det giver mulighed for, at der kan etableres kontakt i barnets kendte og trygge omgivelser. Som vi ser det, er det et kæmpe fremskridt, og vi glæder os til, at få lov til at lære Lillemyr at kende på hjemmebane, samt at få mere kendskab til de mennesker og den hverdag, der har præget Lillemyrs første tid.

I sidste indlæg brokkede vi over ACs mangelfulde kommunikation. Denne gang vil vi istedet runde af med en kæmpestor ros for et supergodt informationsniveau vedr. Vietnam-formidlingen på hjemmesiden på det seneste. Især glæder vi os over det fantastisk gode initiativ med udrejseoversigten. Supergodt gået :-)

Sikke en dejlig nyhed, der var på ACs hjemmeside idag. Det lader til, at de første børn allerede kan hentes hjem i begyndelsen af oktober og ikke først ved årsskiftet som hidtil antaget. Man regner med, at der kan hentes to børn om ugen, og AC arbejder på, at det bliver flere, da der jo lige nu er en "pukkel" på over 40 børn, der venter. Hvis det "kun" kommer til at dreje sig om to børn om ugen begyndende fra oktober, så burde de sidste af de børn, der venter nu, være hjemme hos deres nye familier ved vinterferie-tid, såvidt jeg kan regne ud. Det ville være skønt, hvis det kunne gå endnu hurtigere, men det vigtigste er, at der nu ser ud til at komme hul igennem. Det lader til, at den nye procedure - og måske også det overvældende antal af børn og forældre - har givet lidt kuk i rækkefølgen i Vietnam, og man kan således ikke regne med, at børnene kan hentes hjem i kronologisk venteliste-rækkefølge. Det er selvfølgelig træls for de familier, der står øverst på listen, men jo også meget forståeligt, når man tænker på, at det er en helt ny procedure, der skal indkøres i Vietnam. Hvor er det altså bare en skøn nyhed at begynde ugen med. Hvis vi er rigtigt superduper heldige, så kan vi allerede få Lillemyr hjem til næste sommer, men der kan nu også komme til, at gå en hel del længere. Det er iøvrigt ret pudsigt, at tænke på, at Lillemyr meget muligt er undfanget og måske endda allerede født på nuværende tidspunkt. Det er meget svært og abstrakt at forholde sig til, men også en dejlig tanke.

Ellers er der vist ikke så meget nyt herfra. Vi venter stadig på Peters nye pas, og en vielsesattest på engelsk. Vi mangler også at få taget de billeder af os selv og boligen, der skal sendes afsted sammen med vores sag til Vietnam.

Iøvrigt passede det ikke, da vi for nyligt skrev, at landevalgsgebyret er på 22.600 kroner. Det var det beløb, som AC bad os om at indbetale i det brev, hvor de informerede os om, at vi var kommet på ventelisten. Et par dage efter fik vi et nyt brev fra dem, hvor de bad om flere penge, da de åbenbart har glemt at få rettet brevet til med det nyeste gebyrbeløb (det er pt. på 23.300 kroner). Vi har fuld forståelse for, at der kan ske fejl, men vi har allerede oplevet tilstrækkeligt med småfejl i breve fra AC til, at vi fra nu af checker alt grundigt. AC ønskede os f.eks. tillykke med godkendelsen, inden vi overhovedet var kommet igang med fase 3, og udover det forkert angivne beløb var der en del andre dumme småfejl i det seneste brev. Vi glæder os over, at det lader til, at AC har helt styr på at klare alt det væsentlige vedr. formidlingen af børn, og vi har grundlæggende tillid til dem, men den dårlige skriftlige kommunikation er et irritationsmoment, og det får AC til at fremstå utjekkede og uprofessionelle - hvad vi grundlæggende faktisk ikke tror, de iøvrigt er.

Afslutningsvis kan vi da lige fortælle, at vi stadig er jublende lykkelige over at være på ventelisten - ikke mindst på en dag som idag, hvor det faktisk ser ud til, at det snart kommer til at rykke :-)

Jubiiiiiiiiiiiiiiiiiiii - idag blev ventelisterne på ACs hjemmeside opdateret, og for første gang kan vi se vores nummer på Vietnam-ventelisten.
Det er bare så STORT :-)
Vi kendte godt placeringen, og der er absolut intet, der har rykket sig ifht. det vi har fået oplyst pr. brev og telefon, da vi kom på listen, men det gjorde heldigvis ikke fornøjelsen mindre. Det føles som om, at vi nu endeligt er rigtigt med.

Igår ringede og mailede vi til AC - var der nogen der sagde livrem og seler? :-) - for at checke, om de også havde modtager socialrapporten og havde sat os på Vietnam-ventelisten som aftalt. Det havde de, og de ville straks sende et brev til os, om hvad nummer på ventelisten, vi er samt en masse info om adoption fra Vietnam. Vi ventede derfor med længsel på posten i formiddags (vi havde begge to fri idag), og søreme ja, der kom en stor konvolut fra AC, som vi straks flåede op. Vi er nummer 30 på ventelisten - og sikkert snart nr. 22, da der vist om kort tid kommer 8 børn mere i forslag. Det er en stor lettelse endelig at være med på listen, og at vi nu kan gå igang med at indsamle de ting, der skal bruges til en klargøring af vores sag, så den kan sendes til Vietnam. Vi er blevet bedt om at sende fotos af os selv samt af hjemmet både ude og inde. Mht. dokumenter så skal der på nuværende tidspunkt indsendes kopi af fødsels- og dåbsattest og af begges pas (Peter skal lige have et nyt med det korrekte navn i først) samt en original vielsesattest på engelsk. Disse ting går vi straks igang med at fremskaffe, og landevalgsgebyret på 22.600 kroner blev allerede indbetalt i formiddags. De ting man selv kan gøre, kan jo lige så godt blive klaret hurtigst muligt, så man ikke rissikerer at forsinke sagsgangen unødigt.

Udover informationen om, hvor på ventelisten, vi er placeret, og hvilke dolumenter vi skal fremskaffe, så indeholdt kuverten en masse gode informationer om Vietnam generelt og om procedure mv. vedr. adoption fra Vietnam. Hæftet (20 A4-sider klipset sammen) sluttede af med en miniparlør med nogle vietnamesiske ord og fraser. Det er naturligvis vældigt godt, men vi har bare ingen anelse om, hvordan vi skal udtale noget af det, så vi hyggede med at prøve at sige bl.a. "bac co khoe khong?" på forskellig vis. Om vi nogensinde ramte den rigtige betoning, så en vietnameser ville forstå, at vi spørger: "Har du det godt?" er vist tvivlsomt. Morsomt var det i hvet fald, og vi overvejer kraftigt at melde os til et begynderkursus i vietnamesisk, så vi kan få lært en lille smule, inden vi skal ud og hente Lillemyr. Vi kan begge to lide at lære nye sprog, og det gør som regel alting lidt nemmere at kunne kommunikere bare en lille smule på det lokale sprog, der hvor man befinder sig i verden. For Lillemyr vil det måske også være rart, hvis de besynderlige mennesker, der henter ham/hende på børnehjemmet kan sige bare lidt, der minder om noget kendt. Om vi nogensinde kommer ud over stadiet med at kunne sige og forstå de mest enkle ord og fraser er nok tvivlsomt, da vietnamesisk ligesom thai er et enstavelses tonesprog. F.eks. kan én stavelse udtales med seks forskellige tonefald, der giver hver sin betydning. Jeg har gennem årene tilkæmpet mig nogle gloser på thai, og det har været svært at komme videre fra det superbasale niveau til noget, man kan bruge i en samtale, så ambitionsniveauet mht. vietnamesisk er ikke højt, men lidt af sproget fra familiens nye fædreland skal vi da have lært. Dagens tekst slutter derfor naturligvis på vietnamesisk med "tam biet" (farvel) & "cam on" (tak)

Idag kom posten endelig med de længe ventede rapporter, så nu burde der ingen hindringer være for, at vi kan komme på ventelisten. Da Peter kom hjem i eftermiddags lå de der, og han ringede straks til mig, der stadig er på arbejde, for at fortælle det. Det er bare så skønt at kunne komme på ventelisten, så vi er rigtig "med i gamet". Vi har sagt til AC, at vi vil på Vietnam-ventelisten og de lovede at skrive os på, så snart de modtog rapporterne. Der skulle være fremsendt et eksemplar til dem, som de også har modtaget idag, så alt burde være i sin skønneste orden, meeen vi ringer nu lige og checker imorgen for en sikkerheds skyld - også for at høre, hvad nummer i rækken vi er naturligvis. Fra nu af burde vi altså kunne følge med i, hvor langt vi er nået, når AC opdaterer ventelisterne på hjemmesiden midt i hver måned. Alene det at se sit journalnummer på listen næste gang bliver for fedt. Hvor er det altså bare dejligt, at vi nu er så vidt :-)

Som adoptant får man øvet sig vældigt meget i at vente og i at håndtere bureaukrati. De seneste par dage har været præget af begge dele.

Vi venter fortsat på at komme på venteliste, og det er faktisk lidt træls, da vi troede, at vi kunne komme på venteliste, så snart brevet om godkendelsen dumpede ind ad brevsprækken (det fik vi i fredags). Istedet skal vi vente, indtil AC har modtaget social- og samrådsrapport fra Frederiksberg Kommune. Vi ved ikke præcis, hvornår dette sker, men det bliver sandsynligvis indenfor en uges tid fra nu. I det store spil er et par uger fra eller til jo ikke så væsentligt, men vi
glæææder os til, at vi kan se vores nummer på Vietnam-ventelisten, og følge med i, hvordan vi rykker op, efterhånden som der bliver formidlet børn. Alle ventelister på ACs hjemmeside er blevet opdateret idag, og der er lige nu 28 på Vietnam-listen. Den dag vi fik besked om vores godkendelse, var der 25 på listen, fik vi oplyst pr. telefon, så den vokser støt og roligt, mens vi går og venter.

På det bureaukratiske område er det naturligvis operation navneskift, der har optaget os. Efter at have talt med ACs Vietnam-sagsbehandler, folkeregisteret og statsamtet flere gange fandt vi ud af, at det enkleste er, at Peter sløjfer sit addresseringsnavn. Det betyder, at der er nogle dokumenter, der skal ændres/fornyes (bl.a. passet), men det er vist den enkleste løsning. Når vi så har fået Lillemyr samt forhåbentlig en lillesøster eller -bror, kan Peter igen få sit fulde navn.

Ovenstående småfrustrationer fylder naturligvis lidt i hverdagen, men det overskygger på ingen måde den glæde og lettelse, vi føler ved, at vi nu er godkendte, og skal være forældre. Det er simpelthen så fantastisk dejligt, at det uden tvivl er diverse følelsesmæssige rutchebaneture og al bureaukratiet værd.