Livet med Mathildemyret

Som adoptant får man øvet sig vældigt meget i at vente og i at håndtere bureaukrati. De seneste par dage har været præget af begge dele.

Vi venter fortsat på at komme på venteliste, og det er faktisk lidt træls, da vi troede, at vi kunne komme på venteliste, så snart brevet om godkendelsen dumpede ind ad brevsprækken (det fik vi i fredags). Istedet skal vi vente, indtil AC har modtaget social- og samrådsrapport fra Frederiksberg Kommune. Vi ved ikke præcis, hvornår dette sker, men det bliver sandsynligvis indenfor en uges tid fra nu. I det store spil er et par uger fra eller til jo ikke så væsentligt, men vi
glæææder os til, at vi kan se vores nummer på Vietnam-ventelisten, og følge med i, hvordan vi rykker op, efterhånden som der bliver formidlet børn. Alle ventelister på ACs hjemmeside er blevet opdateret idag, og der er lige nu 28 på Vietnam-listen. Den dag vi fik besked om vores godkendelse, var der 25 på listen, fik vi oplyst pr. telefon, så den vokser støt og roligt, mens vi går og venter.

På det bureaukratiske område er det naturligvis operation navneskift, der har optaget os. Efter at have talt med ACs Vietnam-sagsbehandler, folkeregisteret og statsamtet flere gange fandt vi ud af, at det enkleste er, at Peter sløjfer sit addresseringsnavn. Det betyder, at der er nogle dokumenter, der skal ændres/fornyes (bl.a. passet), men det er vist den enkleste løsning. Når vi så har fået Lillemyr samt forhåbentlig en lillesøster eller -bror, kan Peter igen få sit fulde navn.

Ovenstående småfrustrationer fylder naturligvis lidt i hverdagen, men det overskygger på ingen måde den glæde og lettelse, vi føler ved, at vi nu er godkendte, og skal være forældre. Det er simpelthen så fantastisk dejligt, at det uden tvivl er diverse følelsesmæssige rutchebaneture og al bureaukratiet værd.