Livet med Mathildemyret

På det seneste er det knebet noget med at leve op til min egen målsætning om at skrive i dagbogen minimum en gang om ugen. Lige som sidst, hvor der var lidt vel langt mellem indlæggene, skyldes det en cocktail af travlhed og sygdom - denne gang var det dog kun mig virusen slog ned på. Nu må jeg da have opbrugt min kvote af skranteri for i år.

I søndags var vi sammen med de folk, vi var på adoptionsforberende kursus med. Vi har løbende holdt kontakt via nettet, så vi vidste godt lidt om, hvor langt vi hver især var i processen, men det var skønt at ses igen og få lidt mere at vide om, hvad der rører sig af tanker og følelser hos de forskellige. Som tidligere nævnt er vi helt klart havnet i den langsomste kø; Frederiksberg har vist aldrig været kendt for hurtig sagsbehandling på adoptionsområdet, men i et langt stykke tid har der så oven i købet været underbemanding. Vi er de eneste fra kurset, der end ikke er påbegyndt fase tre. De fleste er enten blevet godkendte eller regner med at være meget tæt på at blive det. Det er som tidligere nævnt naturligvis frustrerende for os at føle os overhalede, men det var utroligt dejligt at snakke med de andre om det. Folk, der selv har været barnløse igennem en årrække og brændende ønsker sig børn, kan naturligvis i særlig grad leve sig ind i frustrationen over, at det hele bare sådan går i stå, og at der ikke i det mindste er en mødedato at se frem til. Vi satser dog kraftigt på, at sagsbehandlerens forsikring om, at vi kan komme til samtale tre måneder efter vi indsendte anmodningen om iværksættelse af fase tre holder stik. Til Skt. Hans er der lige præcis gået tre måneder, og på mandag eller tirsdag vil vi prøve at få booket en tid, så vi kan komme videre (sagsbehandleren havde lovet os at kontakte os for at aftale tid ca. 14 dage før, hun har mulighed for et møde).

Mht. de andre fra kurset, så var det ret interessant, at vi havde valgt vidt forskellige lande og verdensdele som leverandør af guldklumperne. Der findes i forvejen en hel del landegrupper, hvor man kan mødes med andre, der har adopteret / er adopteret fra samme land, men det ville være skønt, hvis vi kan holde fast i dette blandede forum også, både for at følge og støtte hinanden videre, og for at vores børn kan spejle sig i familier med vidt forskellige sammensætninger etnisk set.

Afslutningsvis vil jeg nævne, at jeg lige for nylig stødte på en pragtfuld hjemmeside Rejsen til Bolivia hvor man kan følge Rikke og Morten, der lige nu er afsted for at hente deres skønne tvillingepiger, Maria Guadalupe og Christina Margarita. Pigerne er to år og tilsyneladende dejligt fyldt med energi og gå-på-mod. Man kan følge den nye families hverdag via daglige rejsebreve, billeder og videoklips. Det er en temmelig fantastisk oplevelse at få lov til at være på sidelinjen og følge denne særlige tid.