Livet med Mathildemyret

Yes, så kom vi endelig ind i juni - måneden hvor vi forhåbentligt kommer igang med fase tre af godkendelsesforløbet. Siden jeg skrev sidst, har vi heldigvis genvundet såvel humør som tålmodighed, så nu tager vi det igen rimeligt køligt og glæder os bare over, at vi snart kan komme videre i forløbet. Det har dog været ret utroligt på egen krop at mærke, hvor stærke følelser, der er forbundet med barnløshed og familiedannelse. Vi har hørt andre fortælle om, hvor hårdt det har været for dem at opleve familie, venner, kollegaer etc. få børn, mens de selv er blevet svigtet af storken den ene gang efter den anden. Vi har hidtil heldigvis kunnet prise os lykkelige over, at vi har været forskånet for at opleve det belastende at følge andres børnefamilieliv, men nu har vi altså også oplevet snerten af, hvordan det er, når man føler sig overhalet. Vi er glade for, at vi nu føler os ovenpå igen, og at det er glæden over at være sammen med venner og families børn, der præger samværet fremfor frustrationen over endnu ikke at have børn selv. For at undgå for mange følelsesmæssige rutschebaneture i fremtiden forsøger vi mentalt at indstille os på at skulle vente i MEGET laaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaang tid.

Det er godt, vi er kommet ovenpå igen, for hver eneste dag kommer der nu spændende nyt om Vietnam-formidlingen tikkende ind i mailboksen - og det er ærligt talt dejligst, når man helhjertet kan leve sig ind i glæden over de mange små pus, der har fået nye forventningsfulde forældre. Der kommer løbende oplysninger om børnene, billeder af dem (det er klart det mest interessante) og udvekslinger af rejsetips i forbindelse med at de nye forældre skal planlægge deres livs rejser til Vietnam efter poderne. Vi følger især med hos Grete og Bjørn, der er blevet forældre til lille dejlige Vuong Thi Quy, der netop fyldte 1 år i forgårs. Hun ser bare så sød ud den lille trold - sådan lidt betuttet og med en helt masse fint sort hår. Vi "fandt" Grete og Bjørn via deres hjemmeside, Vejen til Blyp, og kontaktede dem med en masse dumme spørgsmål om Vietnam (de tog en rekognosceringstur dertil, da de havde valgt at adoptere derfra), godkendelsesforløb, formidling osv. Siden har vi holdt kontakten, og det er bare superhyggeligt. Vi har også fået en hel del andre gode adoptionskontakter, og nyder i fulde drag at have muligheden for at snakke adoption med andre i samme båd, når der er behov for det. På søndag får vi særlig rig lejlighed til at snakke adoption, da vi skal mødes med dem, vi var på adoptionsforberedende kursus med for nogle måneder siden. Det er en flok dejlige og varmhjertede mennesker med god humor, så vi glæder vi os temmelig meget til at se dem igen.