Livet med Mathildemyret

Der sker lidt hele tiden. Idag er der kommet gæstebog til, så du/I kan skrive en lille hilsen og evt. spørgsmål samt ros og ris til siden her. Vi glæder os rigtig meget til at høre fra jer. Du kommer til gæstebogen ved at følge linket i venstre side eller ved at klikke her.

Ellers er der ikke så meget nyt på adoptionsfronten udover, at jeg lige har fået en god lang adoptionssnak pr. telefon med en, der har en skøn lille dreng fra Vietnam. Her i ventetiden betyder det helt utroligt meget at høre andres erfaringer med adoption og få svar på nogle af de mange spørgsmål, der løbende melder sig. Allerede på dette tidlige tidspunkt i processen har vi fået knyttet mange gode kontakter til andre adoptanter, der enten er i venteposition ligesom os eller som har fået deres guldklump(er). Jeg har sikkert sagt det før, men det kan ikke siges for tit; at det er en yderst berigende proces at adoptere, og vi føler at vi "vokser" og lærer hele tiden.

Idag fik vi tilmeldt os formidlende organisation, og efter lange og svære overvejelser faldt valget på ...... tadadada..... AC. Af forskellige grunde var det bare et rigtigt svært valg at træffe for os, og nu hvor vi har gjort det, er vi superlettede, føler os sikre på vores valg og kan faktisk ikke rigtigt forstå, hvorfor det i grunden var så svært at tage den beslutning.

Vi (Peter) har også været et smut forbi Frederiksberg Kommune idag for at aflevere vores anmodning om iværksættelse af fase tre vedlagt de krævede kursusbeviser og en kopi af kvitteringen for indmeldelse i AC.

Når vi har modtaget bekræftelser på, at vores indmeldelse i AC og vores anmodning til kommunen er registreret, så er der sikkert ro på i et par måneder igen, hvorefter vi skal igang med samtalerne i fase tre (en samtale på kommunen og en hjemme). Det er på baggrund af disse samtaler, at der dels træffes afgørelse om den endelige godkendelse og dels udarbejdes en socialrapport, der skal oversættes og sendes til afgiverlandet.

Lige nu trænger vi også til en lille pause i forløbet, for at fordøje de mange inputs fra kurserne og bare nyde at vi nu er kommet over endnu en hurdle. I ventetiden kan vi jo øve os i at bage kage, så vi har noget at servere for kommunens "sags-mutter", og en grundig oprydning ville måske heller ikke decideret skade vores sag, men vi spritter sq ikke nøglehullerne af! (-: Faktisk tror (ved) jeg, at sagsmutter er temmelig ligeglad med bunker på skrivebordet og et par nullermænd i krogene, men som hos alle andre adoptanter jeg har hørt om, ender vi sikkert alligevel med at drøne rundt og fikse op herhjemme inden vi får besøg.

Det er ingen, der skal sige, at det er kedeligt at adoptere (-:

Pyha - vi er bare kanontrætte. Vi har været afsted på det andet og sidste adoptionsforberedende kursus, og det har været utroligt spændende, lærerigt og hyggeligt, men også hårdt og superintensivt. Der har været fuldt program på, og vi har undervejs forholdt os til en masse svære spørgsmål, som f.eks. hvordan og hvornår man fortæller et adoptivbarn hele dets baggrundshistorie. Nogle historier er der ikke så mange ben i at formidle, men hvad nu hvis ens adopterede barn fx er nummer tre ud af en søskendeflok på fem, og de andre søskende fortsat bor sammen med mor og far i oprindelseslandet? Eller hvad nu hvis barnet er et hittebarn fundet på en mødding? Eller værre endnu, hvad nu hvis barnet er et resultat af en voldtægt eller et incestforhold? Eller at de har det har ar på kroppen efter den biologiske fars mishandling? Er det rimeligt at sætte sig til dommer over, hvad barnet skal høre om, og hvornår eller har det krav på at kende hele sin historie - også selv om det ikke forstår dybden af den fra begyndelsen? Og hvis man vælger at vente med at fortælle hele historien til barnet er "gammelt nok" - ved man så, hvornår det er det? Vil det ikke komme til at falde som en "bombe" uanset, hvor blidt det formidles, hvis man venter med at fortælle det? Og hvis man ikke siger hele sandheden, vil barnet så fornemme, at man holder noget skjult og begynde at fantasere om det? Visse ting er bare så svære at håndtere at de rumler rundt i knolden i lang tid, og ovenstående er noget vi bestemt ikke er helt afklarede om endnu.
Der var selvfølgelig også mindre tunge emner og en masse hyggeligt samvær med nogle helt utroligt dejlige, varme og åbne mennesker. Det har på alle måder været to berigende og bevægende weekender, og jeg skriver nok lidt mere om dem i løbet af de næste par dage. Lige nu skal jeg vist mest af alt have bearbejdet de mange indtryk.

Idag var vi til orienteringsmøde hos DanAdopt i Birkerød. Det var meget informativt, og der var en rigtig god atmosfære. Vi er dog stadig i tvivl om, vi skal vælge dem eller AC, så vi går lige og tygger lidt på de forskellige informationer, vi har fået og læser om forskellige menneskers erfaringer med de to organisationer. Om en uge - når vi har været på 2. kursus - er det tid til at tilmelde os et af stederne, for at kunne komme til at påbegynde 3. fase i godkendelsesprocessen. Vi har iøvrigt lige talt med vores sagbehandler, der kunne meddele, at der desværre er 3 måneders ventetid på overhovedet at komme igang med fase 3, og at vi skal regne med, at det herefter tager ca. 2 måneder med de to samtaler (1 på kommunen og 1 hjemme hos os) og den efterfølgende udfærdigelse af socialrapport. Vi er altså fremme ved efteråret, før vi - forhåbentligt - er godkendte. Først herefter kan vi komme på venteliste til Vietnam, og pt. regner man med ca. 1 års ventetid til barn i forslag fra Vietnam, og herefter ca. 2-4 mdr. inden man kan tage ud og hente. Der kommer altså først barn til huse om ca. 2 år (og måske senere hvis der opstår bøvl undervejs), så man får søreme øvet sig i at vente i dette system! Det er da godt, at vi fortsat forstår at værdsætte tosomheden og de fordele den giver - det der med at sove længe i weekenden, smutte i biffen når man har lyst og sårn. Nævner det lige så de læsere, der er forældre, ved hvad jeg snakker om (-:
Hov forresten - var nær ved at glemme, at vi lige har set den skønneste udsendelse på TV2 om to hold bedsteforældre, der skal i lufthavnen for at tage imod lille Jonas fra Thailand for første gang. Det var rigtig skønt at mærke bedsteforældrenes store glæde ved det nye familiemedlem - og han var da også helt ufatteligt kær og charmerende den lille Jonas (og jeg fik naturligvis knebet en tåre undervejs *S*). Udsendelsen hedder "Jonas", varer 2o min. og er en del af serien: "Livets landevej". Jeg ved ikke, om den bliver genudsendt, men man kan læse om den her.

Hvorfor adoption?
Allerede inden vi flyttede sammen, var vi enige om, at vi var så sikre på hinanden og på ønsket om børn, at der ikke var nogen grund til at bruge prævention. Vi var altså ikke vældigt produktionsorienterede fra begyndelsen, men lod blot tilfældet råde. Efterhånden blev vi dog mere målrettede i vores anstrengelser, og da det ikke gav resultat, besluttede vi i foråret 2003 at få tjekket fertiliteten. Det viste sig, at mht. Peters sædceller så er der nok af dem, og de er i fin form, mens det for Dortes vedkommende så mindre godt ud (forsnævring / blokering af æggelederne samt for kort cyklus). Vi (Dorte) blev tilbudt ydereligere "eftersyn" i form af operation. Dette valgte vi dog at overveje sommeren over, imens vi fortsatte forsøgene på egen hånd. Denne beslutning vakte tilsyneladende nogen forundring, men blev dog accepteret, og Dorte fik tilbudt en "ægløsningssprøjte" for at optimere chancerne - omend der tydeligvis ikke var den store tiltro til projektet. Vi valgte at tage imod tilbuddet, selv om vi egentligt begge to er ret "økologiske", hvad børneproduktion angår og af forskellige årsager ikke er så vilde med hormoner, teknik osv. Med det manglende held, der havde været hidtil, mente vi dog godt, at vi kunne trænge til lidt hjælp, og det lykkedes rent faktisk at blive gravid denne gang, men men men... det var en graviditet udenfor livmoderen, som skulle fjernes (graviditeten altså). Det var intet mindre end en rædselsfuld omgang, hvor vi kom i klemme mellem to forskellige læger og deres opfattelser af, hvad der ville være bedst: kirugisk abort (kikkertoperation) eller medicinsk abort i form af kemo. Der var fordele og ulemper ved begge indgreb, og efter grundig og god information fra en læge, besluttede vi, at vi ønskede operationen, primært for at der ved samme lejlighed kunne blive kigget på æggelederne. Dorte blev da også kørt til operation, men denne blev aflyst pga. en akut operation, der kom i vejen. Dette var naturligvis frustrerende, men forståeligt og helt OK. Problemet var bare, at der i mellemtiden var kommet en anden læge på vagt, som satte sig kraftigt imod operation. Hun var meget pågående og insisterende, og vi var sårbare og udmattede, så vi endte faktisk med at føle os pressede til at tage imod kemo-aborten. Det var både en rædselsfuld situation på hospitalet og efterfølgende; resten af sommeren skulle vi holde os i nærheden af hospitalet, hvis nu der skulle gå noget galt undervejs... og fordi der skulle tages blodprøver flere gange udentligt for at se om graviditetshormonet faldt og Dorte bare blødte og blødte og havde det ad h...... til osv. Det lykkedes heldigvis med aborten, og vi kom rimeligt hurtigt ovenpå igen. Sjovt nok tog det ikke så hårdt på os, at graviditeten ikke var levedygtig, mens mødet med sundhedssystemet havde været så barskt, at den lille lyst, der måtte have været til at forsøge os med en "uøkologisk graviditet" var helt forsvundet.

Der er altså ingen af os, der nogensinde har været varme på hormoner og alle de øvrige ting, der skal til i forbindelse med fertilitetsbehandling (det tærer på kroppen, psyken, sexlivet, parforholdet osv.). Der er heller ingen af os, der føler noget som helst behov for at reproducere egne gener eller for at opleve graviditet og fødsel - og Dorte havde sjovt nok allerede som teenager tænkt meget på adoption som en oplagt mulighed. Det var altså for os begge to ret ligetil og meget naturligt at vælge adoption. Sådan er det bestemt ikke for alle, men vi har på intet tidspunkt følt, at adoptionen var en nødløsning eller at det har været forbundet med sorg, ærgelse og afsavn. Vi var intet mindre end boblende lykkelige og følte os meget "gravide" (det lyder så sært med vordende), da vi havde besluttet os for adoption, og det eneste, der af og til har givet et lille stik er, når vi har fornemmet, at andre ikke har kunnet dele glæden med os på helt samme vilkår, som hvis det havde været et biologisk barn, der var på vej; når nogle f.eks. spørger om vi da ikke liiige skulle prøve fertilitetsbehandling, alternativ behandling eller ... først (underforstået at det trods alt ville være bedre med et bio-barn) eller når vi fornemmer, at folk holder lidt igen med at dele deres glæder og sorger vedr. deres graviditeter og børn med os af fare for at pirke til et ømt punkt. Vi ved, at det er venligt ment, og vi har fuld forståelse for reaktionerne og de tanker, der ligger bag, men kan alligevel ind imellem godt blive en anelse sårede over det - ikke mindst på vores kommende børns vegne, da de jo helst ikke skal opleves som andensortering!

Kort sagt ser vi adoption som en naturlig og ligeværdig proces: vi ønsker os et barn, men har svært ved at få det ad biologisk vej - barnet er alene i verden og mangler forældre - sammen bliver vi en familie forhåbentlig til gensidig gavn og glæde.
Indtil videre har adoptionsprocessen oven i købet også i det store hele været en meget berigende og udviklende proces.

Valg af land og formidlende organisation
Nu befinder vi os så midt i fase to - skal afsted på det næste kursus om en uge - og inden vi kan komme videre i processen, skal vi have valgt organisation. Det med at vælge land er gået ret smertefrit. Vi brugte metoden: vælg først fra med hovedet og vælg herefter til med hjertet. Dvs. at vi først udelukkede alle de lande, hvis krav vi alligevel ikke opfylder. Da det var gjort, sad vi tilbage med en pæn håndfuld lande og her valgte vi så med hjertet, da det jo er intet mindre end et ekstra fædreland, vi vælger. Det er utroligt vigtigt for os, at vi tænker positivt om det sted, vores kommende børn kommer fra, så vi kan bidrage til, at de forhåbentligt kommer til at føle sig glade for og stolte over deres rødder.

Vi blev på den baggrund hurtigt sikre på, at det er fra Asien vores guldklumper skal komme, da det er en verdensdel, der fascinerer os begge - og for Dortes vedkommende oven i købet et hjørne af verden, hun har rejst meget i. At vi har Vietnam som første prioritet og Indien som andenprioritet skyldes, at vi synes, at begge steder har fantastisk kultur og er befolket af utroligt smukke mennesker. Herudover talte det bestemt også på plussiden, at vi har hørt og læst en masse godt om både de vietnamesiske og indiske børnehjem, der formidler børn til Danmark.

Det er iøvrigt en MEGET underlig situation at skulle vælge, hvorfra i verden ens barn skal komme, for når alt kommer til alt, vil vi jo bare gerne have et barn, og det med landevalg gør det altså en kende postordreagtigt. Men der SKAL jo vælges, og det er en meget personlig beslutning, da sym- og antipartier ifht. forskellige verdensdele og lande naturligvis er meget forskellige. Man bliver undervejs nødt til at konfrontere sin indre svinehund, og se på, hvilke tanker og holdninger, man i grunden har vedr. forskellige lande og racer for at sikre, at man ikke rissikerer at havde forbehold ifht. ens barns baggrund og udseende. Nu hvor vi har valgt, er det så bare at håbe og bede vi til, at vores omgivelser - nære såvel som fjerne - tager kærligt og tolerant imod vores børn med alt, hvad de nu har med sig af baggage og baggrund.

AC versus DanAdopt
Det næste store spørgsmål er valg af formidlende organisation, og vi kan vælge mellem AC International Børnehjælp og DanAdopt. Som vi ser det, er der fordele og ulemper ved begge organisationer, og vi undersøger på livet løs for tiden, så gode råd og erfaringer fra folk, der kender organisationerne modtages naturligvis med kyshånd.

Vores adoptionsproces indtil nu:

September/oktober 2003 tager vi endelig beslutning om adoption, skaffer og udfylder diverse skemaer og formularer, får helbredstjek hos lægen osv.

Den 9. oktober 2003 er vi til info-møde for kommende adoptanter hos Adoption og Samfund.

Den 15. oktober 2003 indsender vi vores ansøgning om godkendelse som adoptanter.

Den 30. oktober 2003 bliver vi ringet op af vores sagsbehandler og indkaldt til første samtale.

Den 6. november 2003 er vi så til fase 1 samtale på rådhuset (en rimeligt lang og omstændelig omgang).

Den 3. december 2003 er vi til info-møde hos DanAdopt.

Den 4. december 2003 får vi telefonisk besked om, at vi er godkendte i fase 1 - YES! (-:

Den 5. december 2003 får vi brev om godkendelsen.

Den 17. januar 2004 er vi til infomøde hos AC.

Den 28. - 29. februar 2004 er vi på første del af det adoptionsforberedende kursus - og det var kanongodt!

Den 12. marts 2004 er vi igen til infomøde hos AC - vi er lidt tungnemme og havde brug for en opfriskning (-:

Den 15. marts 2004 er vi til møde om landevalg mv. hos DanAdopt.

Den 20. - 21. marts 2004 er vi på anden del af det adoptionsforberedende kursus - og det var faktisk endnu bedre end første gang!

Den 22. marts 2004 tilmelder vi os formidlende organisation: AC International Børnehjælp og afleverer anmodning om iværksættelse af fase tre til Frederiksberg Kommune.

Den 28. juni 2004 er vi på rådhuset til den første af de to fase 3 samtaler. Det var en længere samtale bl.a. om opvækst, tidligere forhold etc. Vi skulle omkring rigtig meget, og det blev lidt hektisk undervejs, men forløb dog OK.

Den 15. juli 2004 har vi hjemmebesøg (dvs. den anden fase 3 samtale). Vi havde naturligvis shinet pænt op, og snakkede om forventninger til barnet, tanker vedr. opdragelse osv. Det forløb faktisk ganske rart og hyggeligt.

Den 22. juli 2004 får vi samtalereferaterne til gennemsyn, og bortset fra enkelte småting kan vi godt godkende dem.

Den 26. august 2004 får vi mundtlig besked om at vi er GODKENDTE - HURAAAAAAAA...

Den 31. august 2004 får vi en skriftelig bekræftelse på, at vi er godkendte.

Den 7. september 2004 modtager vi med posten social- og samrådsrapporten fra Frederiksberg Kommune. Juhuuuuu - så kan vi endelig komme på venteliste :-)

Den 8. september 2004 kontakter vi AC for at checke, om de også har modtaget rapporten fra Frederiksberg Kommune. Det har de, og vi er kommet på Vietnam-ventelisten som nr. 30 :-) Fra nu af kan vi altså følge vores sagsnummer på ventelisten på ACs hjemmeside.

Den 19. juni 2005 er der ikke epokegørende nyt, men her kommer en mellemtid. Det tager desværre længere tid end forventet, men nu er vi da blevet nr. 14 på ventelisten.

Den 14. september 2005 melder AC ud på hjemmesiden, at de må nedtone forventningerne til formidlingen fra Vietnam fra 35 børn årligt til 20. De åbner for skift af venteliste og opfordrer til, at de, der ikke står øverst på listen, skifter til et nyt land. Vi er nr. 16 og i tvivl om, hvorvidt det kan betegnes som "øverst". Der er STOR frustration både over den lange ventetid og over det mulige tab af Vietnam som familiens andet fædreland. Da vi ringer til AC næste dag, bakker sagsbehandleren heldigvis op om vores ønske om at forblive på Vietnam-listen.

15. oktober 2005 er det præcis to år siden, vi indsendte vores ansøgning og vi er nr. 11 på ventelisten.

Den 22. november 2005 er vi langt om længe kommet med i TOP TI, da vi er nr. 9 på listen :-)

Den 28. november 2005 rykker vi to pladser frem og bliver således PAR NUMMER SYV ;-)

Den 3. februar 2006 rykker vi frem på 4. pladsen. UHA - hvor det begynder at blive spændende...

Den 28. april 2006 indtager vi andenpladsen. Mon vi kommer til at rykke direkte i mål fra plads nr. 2?

Den 14. juni 2006 bliver vi endelig NUMMER 1 :-) Så er det slut med at rykke frem og tilbage på listen. Nu skal vi blot træde over målstregen - og det må gerne være SNART!

Den 20. juni 2006 ringer vi til AC for at spørge til nyt og får at vide, at Lillemyr nu er "landet i deres mailbox" - eller et billede af den lille trold i hvert fald ;-) Papirerne er endnu ikke nået frem, og der kan gå op til tre uger endnu.

Kære familie, venner, medadoptanter og andre interesserede læsere

Allerførst hjerteligt velkommen til (-:

I dette første indlæg er en præsentation af os, og det vi vil med denne net-dagbog, vist på sin plads.

Vi er:
Peter, 39 år, arbejder som projektleder og læser ved siden af jobbet en HD i organisation og ledelse.
Dorte, 35 år, specialklasselærer på deltid og igang med en kandidatuddannelse i pædagogisk psykologi.
Vi har kendt hinanden i fem år, boet sammen i de seneste tre af dem og blev gift den 20. juli 2002.
Vi bor på Frederiksberg sammen med vores dejlige kat i en lejlighed med en lille have til.

Og hvad er det så, vi vil med denne weblog?
Vi vil dele vores overvejelser, glæder, frustrationer, tanker, erfaringer osv. vedrørende adoption med familie, venner, medadoptanter og andre interesserede.

Som bekendt har adoptivforældre en drægtighedsperiode så lang som en elefants - det tager i gennemsnit cirka 2 år, fra ansøgningen indsendes, til der kan hentes barn - og i denne periode er der en masse praktiske ting i form af formularer, faser, procedurer og lignende samt en masse overvejelser, valg og følelser, der adskiller sig fra at få barn ad biologisk vej. Når man ikke selv er midt i det, kan det sikkert af og til være svært at følge med, så et af vores formål med denne weblog er at invitere jer med indenfor. Et andet vigtigt formål er, at nogle af disse skriverier måske på et tidspunkt kan være af værdi for vores kommende børn, der herigennem måske bedre kan forstå noget af det, der gik forud for vores adoption af dem. Vi skriver også dette af egoistiske årsager; for at få bearbejdet tanker og følelser samt for sidenhen at kunne huske, hvad der egentligt skete hvornår. Og endelig håber vi, at vores tanker og erfaringer kan være til gavn for andre, der enten overvejer eller er igang med en adoptionsproces, idet vi selv har haft utrolig megen glæde af at læse andres adoptionsberetninger.

Rigtig god læselyst (-:

De bedste hilsner fra

Peter & Dorte

PS
Det er Dorte, der er "skriverkarl", så i teksten er "jeg" = Dorte (-: