Livet med Mathildemyret

Pyha - vi er bare kanontrætte. Vi har været afsted på det andet og sidste adoptionsforberedende kursus, og det har været utroligt spændende, lærerigt og hyggeligt, men også hårdt og superintensivt. Der har været fuldt program på, og vi har undervejs forholdt os til en masse svære spørgsmål, som f.eks. hvordan og hvornår man fortæller et adoptivbarn hele dets baggrundshistorie. Nogle historier er der ikke så mange ben i at formidle, men hvad nu hvis ens adopterede barn fx er nummer tre ud af en søskendeflok på fem, og de andre søskende fortsat bor sammen med mor og far i oprindelseslandet? Eller hvad nu hvis barnet er et hittebarn fundet på en mødding? Eller værre endnu, hvad nu hvis barnet er et resultat af en voldtægt eller et incestforhold? Eller at de har det har ar på kroppen efter den biologiske fars mishandling? Er det rimeligt at sætte sig til dommer over, hvad barnet skal høre om, og hvornår eller har det krav på at kende hele sin historie - også selv om det ikke forstår dybden af den fra begyndelsen? Og hvis man vælger at vente med at fortælle hele historien til barnet er "gammelt nok" - ved man så, hvornår det er det? Vil det ikke komme til at falde som en "bombe" uanset, hvor blidt det formidles, hvis man venter med at fortælle det? Og hvis man ikke siger hele sandheden, vil barnet så fornemme, at man holder noget skjult og begynde at fantasere om det? Visse ting er bare så svære at håndtere at de rumler rundt i knolden i lang tid, og ovenstående er noget vi bestemt ikke er helt afklarede om endnu.
Der var selvfølgelig også mindre tunge emner og en masse hyggeligt samvær med nogle helt utroligt dejlige, varme og åbne mennesker. Det har på alle måder været to berigende og bevægende weekender, og jeg skriver nok lidt mere om dem i løbet af de næste par dage. Lige nu skal jeg vist mest af alt have bearbejdet de mange indtryk.