Livet med Mathildemyret

Hvorfor adoption?
Allerede inden vi flyttede sammen, var vi enige om, at vi var så sikre på hinanden og på ønsket om børn, at der ikke var nogen grund til at bruge prævention. Vi var altså ikke vældigt produktionsorienterede fra begyndelsen, men lod blot tilfældet råde. Efterhånden blev vi dog mere målrettede i vores anstrengelser, og da det ikke gav resultat, besluttede vi i foråret 2003 at få tjekket fertiliteten. Det viste sig, at mht. Peters sædceller så er der nok af dem, og de er i fin form, mens det for Dortes vedkommende så mindre godt ud (forsnævring / blokering af æggelederne samt for kort cyklus). Vi (Dorte) blev tilbudt ydereligere "eftersyn" i form af operation. Dette valgte vi dog at overveje sommeren over, imens vi fortsatte forsøgene på egen hånd. Denne beslutning vakte tilsyneladende nogen forundring, men blev dog accepteret, og Dorte fik tilbudt en "ægløsningssprøjte" for at optimere chancerne - omend der tydeligvis ikke var den store tiltro til projektet. Vi valgte at tage imod tilbuddet, selv om vi egentligt begge to er ret "økologiske", hvad børneproduktion angår og af forskellige årsager ikke er så vilde med hormoner, teknik osv. Med det manglende held, der havde været hidtil, mente vi dog godt, at vi kunne trænge til lidt hjælp, og det lykkedes rent faktisk at blive gravid denne gang, men men men... det var en graviditet udenfor livmoderen, som skulle fjernes (graviditeten altså). Det var intet mindre end en rædselsfuld omgang, hvor vi kom i klemme mellem to forskellige læger og deres opfattelser af, hvad der ville være bedst: kirugisk abort (kikkertoperation) eller medicinsk abort i form af kemo. Der var fordele og ulemper ved begge indgreb, og efter grundig og god information fra en læge, besluttede vi, at vi ønskede operationen, primært for at der ved samme lejlighed kunne blive kigget på æggelederne. Dorte blev da også kørt til operation, men denne blev aflyst pga. en akut operation, der kom i vejen. Dette var naturligvis frustrerende, men forståeligt og helt OK. Problemet var bare, at der i mellemtiden var kommet en anden læge på vagt, som satte sig kraftigt imod operation. Hun var meget pågående og insisterende, og vi var sårbare og udmattede, så vi endte faktisk med at føle os pressede til at tage imod kemo-aborten. Det var både en rædselsfuld situation på hospitalet og efterfølgende; resten af sommeren skulle vi holde os i nærheden af hospitalet, hvis nu der skulle gå noget galt undervejs... og fordi der skulle tages blodprøver flere gange udentligt for at se om graviditetshormonet faldt og Dorte bare blødte og blødte og havde det ad h...... til osv. Det lykkedes heldigvis med aborten, og vi kom rimeligt hurtigt ovenpå igen. Sjovt nok tog det ikke så hårdt på os, at graviditeten ikke var levedygtig, mens mødet med sundhedssystemet havde været så barskt, at den lille lyst, der måtte have været til at forsøge os med en "uøkologisk graviditet" var helt forsvundet.

Der er altså ingen af os, der nogensinde har været varme på hormoner og alle de øvrige ting, der skal til i forbindelse med fertilitetsbehandling (det tærer på kroppen, psyken, sexlivet, parforholdet osv.). Der er heller ingen af os, der føler noget som helst behov for at reproducere egne gener eller for at opleve graviditet og fødsel - og Dorte havde sjovt nok allerede som teenager tænkt meget på adoption som en oplagt mulighed. Det var altså for os begge to ret ligetil og meget naturligt at vælge adoption. Sådan er det bestemt ikke for alle, men vi har på intet tidspunkt følt, at adoptionen var en nødløsning eller at det har været forbundet med sorg, ærgelse og afsavn. Vi var intet mindre end boblende lykkelige og følte os meget "gravide" (det lyder så sært med vordende), da vi havde besluttet os for adoption, og det eneste, der af og til har givet et lille stik er, når vi har fornemmet, at andre ikke har kunnet dele glæden med os på helt samme vilkår, som hvis det havde været et biologisk barn, der var på vej; når nogle f.eks. spørger om vi da ikke liiige skulle prøve fertilitetsbehandling, alternativ behandling eller ... først (underforstået at det trods alt ville være bedre med et bio-barn) eller når vi fornemmer, at folk holder lidt igen med at dele deres glæder og sorger vedr. deres graviditeter og børn med os af fare for at pirke til et ømt punkt. Vi ved, at det er venligt ment, og vi har fuld forståelse for reaktionerne og de tanker, der ligger bag, men kan alligevel ind imellem godt blive en anelse sårede over det - ikke mindst på vores kommende børns vegne, da de jo helst ikke skal opleves som andensortering!

Kort sagt ser vi adoption som en naturlig og ligeværdig proces: vi ønsker os et barn, men har svært ved at få det ad biologisk vej - barnet er alene i verden og mangler forældre - sammen bliver vi en familie forhåbentlig til gensidig gavn og glæde.
Indtil videre har adoptionsprocessen oven i købet også i det store hele været en meget berigende og udviklende proces.

Valg af land og formidlende organisation
Nu befinder vi os så midt i fase to - skal afsted på det næste kursus om en uge - og inden vi kan komme videre i processen, skal vi have valgt organisation. Det med at vælge land er gået ret smertefrit. Vi brugte metoden: vælg først fra med hovedet og vælg herefter til med hjertet. Dvs. at vi først udelukkede alle de lande, hvis krav vi alligevel ikke opfylder. Da det var gjort, sad vi tilbage med en pæn håndfuld lande og her valgte vi så med hjertet, da det jo er intet mindre end et ekstra fædreland, vi vælger. Det er utroligt vigtigt for os, at vi tænker positivt om det sted, vores kommende børn kommer fra, så vi kan bidrage til, at de forhåbentligt kommer til at føle sig glade for og stolte over deres rødder.

Vi blev på den baggrund hurtigt sikre på, at det er fra Asien vores guldklumper skal komme, da det er en verdensdel, der fascinerer os begge - og for Dortes vedkommende oven i købet et hjørne af verden, hun har rejst meget i. At vi har Vietnam som første prioritet og Indien som andenprioritet skyldes, at vi synes, at begge steder har fantastisk kultur og er befolket af utroligt smukke mennesker. Herudover talte det bestemt også på plussiden, at vi har hørt og læst en masse godt om både de vietnamesiske og indiske børnehjem, der formidler børn til Danmark.

Det er iøvrigt en MEGET underlig situation at skulle vælge, hvorfra i verden ens barn skal komme, for når alt kommer til alt, vil vi jo bare gerne have et barn, og det med landevalg gør det altså en kende postordreagtigt. Men der SKAL jo vælges, og det er en meget personlig beslutning, da sym- og antipartier ifht. forskellige verdensdele og lande naturligvis er meget forskellige. Man bliver undervejs nødt til at konfrontere sin indre svinehund, og se på, hvilke tanker og holdninger, man i grunden har vedr. forskellige lande og racer for at sikre, at man ikke rissikerer at havde forbehold ifht. ens barns baggrund og udseende. Nu hvor vi har valgt, er det så bare at håbe og bede vi til, at vores omgivelser - nære såvel som fjerne - tager kærligt og tolerant imod vores børn med alt, hvad de nu har med sig af baggage og baggrund.

AC versus DanAdopt
Det næste store spørgsmål er valg af formidlende organisation, og vi kan vælge mellem AC International Børnehjælp og DanAdopt. Som vi ser det, er der fordele og ulemper ved begge organisationer, og vi undersøger på livet løs for tiden, så gode råd og erfaringer fra folk, der kender organisationerne modtages naturligvis med kyshånd.