Livet med Mathildemyret

"Se feltet - en lang lunte på vej til eksplosion" lød en kommentar fra Mader ved Tour de France i 1995. Vi håber, det er et lignende scenarie, der er taget hul på ved Vietnamformidlingen. I hvert fald fortsætter de gode takter, for der er igen idag kommet børn i forslag. Det er to piger, der begge er født i oktober i år, så det er nogle helt små pus. Vi er SÅ glade både på familiernes og egne vegne, og håber, at pigerne meget snart kan blive hentet hjem. For os betyder det, at vi nu nr. 7 på listen, og i cykelsportens verden er PAR NUMMER SYV jo intet mindre end legendariske, så vi er sikre på, at der er held ved denne placering. Vi er dog helt og aldeles indstillede på lynhurtigt at give 7-er-værdigheden videre til næste hold på listen ;-)

Det kan sagtens være, at der igen kommer en længere periode med stilstand, og det forsøger vi at forberede os på, men samtidig så begynder vi heldigvis efterhånden at turde tro på projektet igen og forventningens glæde har atter vundet indpas. Vi er simpelthen bare så glade i låget idag, og det er skønt!

Apropos at turde glæde sig, så læste jeg for nylig denne lille og tankevækkende artikel om emnet på Adoption og Samfunds hjemmeside. Da jeg ikke kan linke direkte til den, har jeg tilladt mig at kopiere den ind:


Juletid
Af Lene Thystrup Knudsen

Særligt julen var en tid, hvor barnløsheden "stod i lys lue". Vi havde for en menneskealder siden besluttet at holde jul hver for sig, med hver vores mødre, indtil vi selv fik børn!. Vi blev ved år efter år. I stedet for den gamle familiefølelse, opstod en tomhedsfølelse, når jeg som 36 årig, holdt jul hjemme hos mor, fordi jeg endnu ikke havde min egen familie. I mange år har jeg siddet i kirken juleaften og grædt mine bitre tårer, "til næste jul - måske?"

Tilfældigt faldt jeg over en svensk artikel om at turde glæde sig, imens man venter på adoption. Hovedbudskabet er så rigtigt - slip lidt af glæden løs i ventetiden - der ER et barn i den anden ende af papirjunglen. Når man ikke tør glæde sig, er det fordi man har så mange blå mærker, lige der hvor glæden sidder. - Men glæd jer alligevel over de store oplevelser I snart skal få. Det heler og lindrer smerten indeni. Glæd jer til det første møde og tiden frem-over, sammen med det barn, som skæbnen har bestemt til jeres familie. Det er spild af liv, når man ikke tør glæde sig, ikke tør tro på drømmen? - For der er jo et barn til jer - i sidste ende!

Nu er det snart 1 1/2 år siden vi rejste ud og hentede vores lille solstråle. Hun sad glad og tillidsfuld i sin lille seng - rakte ud efter os og sagde kækt - hej! - Da brast alle forsvarsværker!

Det er nu lillejuleaften på ny, og her stråler af jul på en helt ny måde. Vi går rundt og nusser om juletræet og forberedelserne. Den første jul i familiens eget skød bragte stærke følelser frem. De sidder lige der, hvor smerten sad før - men nu er det glæde og kærlighed, der præger billedet. En af sidegevinsterne ved at adoptere er, at man aldrig tager barnet og kærligheden for givet. Hver eneste ting ved julen, som før mindede mig om mit savn, minder mig nu om min store lykke. Vores drøm gik i opfyldelse, ligesom den vil gøre for jer - Tag nu springet, og slip lidt af glæden løs allerede nu.

Glæd jer!

December 97

Så blev det endelig "snart" og "lidt" viste sig at være to børn i denne omgang - for der er skam udsigt til, at der er flere på vej :o) Det med flere nye børn er indtil videre baseret på mails og billeder fra de familier, der lige nu er i Vietnam for at hente deres små guldklumper. De har spottet 9-10 små poder, hvoraf nogle må være blandt de, der allerede er blevet matchet til forældre i Danmark, nogle bliver muligvis ikke frigivet til adoption, men mindst et par stykker af dem må givetvis være på vej i forslag. Noget andet positivt er, at det lader det til, ventetiden fra barn i forslag til udrejse oven i købet er for nedadgående for tiden. Det er jo alt sammen helt forrygende dejligt.

For os betyder det, at vi nu endelig er kommet i TOP 10 (vi er nr. 9). Det er en STOR milepæl efter i så lang tid at have rykket frem og tilbage på en 14-17 stykker. Så snart rygterne om to børn i forslag blev verificeret på ACs side, åbnede vi den flaske champagne, der efterhånden alt for længe bare har ligget og ventet på at levere bobler til fejringen af TOP 10-indtoget. Den havde heldigvis ikke taget skade af at ligge og vores glæde og lettelse over placeringen var vist proportional med ventetiden, så boblerne steg os hurtigt til hovedet, forplantede sig til resten af kroppen og gav en dejlig let og løfterig fornemmelse; vi er på vej, vi kan begynde at ane målet ude i horisonten og vi tror på, at vi nok skal holde distancen, selv om der efterhånden er tendens til lidt sidestik og syre.

Fra nu af forsøger vi at forberede os på lidt af hvert. Hvis de gode takter holder, kan det måske pludselig gå overraskende hurtigt, men der kan også sagtens komme en længere stilstandsperiode igen. Mentalt er det svært både at indstille sig på tålmodighed og på parathed til rimelig hurtig udrykning. Vi kan mærke, at der efterhånden er tæret godt på ressourcerne, så der skal arbejdes på sagen. Positive meldinger som nu giver imidlertid brændstof til igen at skrue op for energien og forventningens glæde.

Også på TV er der adoption på programmet. Idag havde BRUNCH på TV2 LORRY et indslag om en ny bog, der netop er kommet på gaden. Den hedder kort og godt Adopteret og indeholder bidrag fra 21 børn og unge, der fortæller om, hvordan det er for dem at være adopteret (der er en fin anmeldelse af den på ACs side). I den anledning blev bogens redaktør, Birgit Madsen der selv er adoptivmor, og en af bidragyderne, 17-årige Mika der er adopteret fra Sri Lanka, interviewet. Det var et godt indslag, som kan ses her. Bogen er kommet på ønskesedlen, og jeg håber meget, den kommer til at ligge under træet, så jeg kan smide mig på sofaen i juleferien, for simultant at fordøje den og konfekten.

I aften kl. 20 er det DR, der får os klistret til skærmen med opfølgningsprogrammet Når Storken svigter - to år efter. På næste tirsdag sender de anden og sidste del af opfølgningsprogrammet. Vi glæder os rigtig meget til det, og det er lidt sjovt at tænke på, at sidst vi fulgte familierne, var vi mentalt et helt andet sted; vi havde lige indledt adoptionsprocessen og gik og tumlede med godkendelse, valg af organisation og land osv. Selv om vi jo desværre ikke - som vi nok dengang havde forventet - har Lillemyr i hus endnu to år efter, så er vi helt klart et andet sted i processen og er mange overvejelser, frustrationer, glæder, erfaringer og ikke mindst superskønne adoptions-bekendtskaber rigere :-)

Så er ACs ventelister opdateret igen og vi er som forventet på 11. pladsen. Der burde være børn på vej i forslag. I hvert fald har AC gennem noget tid meldt ud, at der snart ville ske lidt igen. Hvor snart og hvor lidt - eller forhåbentlig meget - er vi selvfølgelig noget spændte på.

Ellers er seneste nyt herfra, at jeg har valgt at kvitte jobbet fra årsskiftet for atter at kaste mig ud i det vilde studieliv. Altså sådan noget med fredagsbar, natteroderi på hverdage und so weiter så vidt jeg husker - og nåh ja - og så lige lidt med smalhals på SU, bøger, opgaver og eksaminer :-)
Jeg synes, det er uendelig vemodigt at skulle sige farvel til kolleger, børn og forældre på skolen, men da det er et temmelig krævende job, der ikke har levnet megen plads til studierne, så glæder jeg mig også rigtig meget til at få ro til at komme videre med dem. Nu hvor det har stået så meget i stampe med adoptionen, så er det faktisk også tiltrængt, at der sker noget på en anden front.
Så fredagsbar und so weiter here I come...