Livet med Mathildemyret

Vi nyder stadig at være kommet ud af de måske egnedes rækker. Nu hvor det efterhånden for alvor er gået op for os, at vi ER godkendte, så glæder vi os for alvor. Vi må jo nok tilstå, at vi ikke har været så kvikke til helt at fatte budskabet. Det var faktisk først lørdag, hvor vi var til Vietnam-træf sammen med godt 50 vietnam-adopterede børn og deres forældre, at det sådan rigtigt gik op for os, at vi nu godt kunne tillade os at glæde os til at det bliver vores tur. Det hjalp at skulle sige ordene "vi er lige blevet godkendte", hver gang vi skulle præsentere os selv i løbet af dagen, men mest af alt så hjalp det at opleve alle de skønne familier. Det var som at se vores familedrømme materialiseret, og flere gange i løbet af dagen fik jeg en klump i halsen ved tanken om, at det snart er vores tur. Det er som om, at det først er nu, vi tør tro så meget på det, at forventningens glæde kan få lov til at strømme frit. Vi var begge dybt betagede af alle de skønne unger, der udover at være noget så utroligt kønne også var fantastisk charmerende, og umiddelbart virkede glade og harmoniske. Som Peter sagde, efter vi havde været der et kvarters tid og siddet og kigget på ungerne, så var det rigtig rigtig svært at finde noget som helst at klage over :-) Siden vi valgte Vietnam, har vi på intet tidspunkt vaklet, og valget føles bare mere og mere rigtigt for os, så nu er det bare med at komme på listen hurtigst muligt (vi venter stadig på, at AC får tilsendt socialrapport mv. fra Frederiksberg Kommune Grrrrrrrr, men vi har dog selv netop idag fået et brev om at vi er godkendte).

En del af ventetiden går som bekendt med papirnusseri, og vi er af AC lige blevet gjort opmærksomme på, at det er problematisk, at Peter benytter et adresseringsnavn (mit pigenavn) udover sit "rigtige" efternavn. Grunden til, at det overhovedet er blevet sådan, er, at mens jeg godt kunne tage Peters navn i forbindelse med vielsen, kunne han ikke formelt tage mit. Derfor endte vi med den mellemløsning, at der for Peters vedkommende blev tale om et adresserinsnavn, der godt nok er opført i folkeregisteret samt står på diverse oficielle dokumenter (f.eks. i passet), men altså ikke på alle. Det er desværre stadig ikke muligt, at han tager navnet til sig som sit eget, og for at der ikke opstår forvirring vedr. dette i Vietnam, skal vi nu beslutte os for ét navn og så få rettet alle papirer, så det konsekvent er dette, der bruges. Vi foreslog ellers, at vi blot sørgede for en attest, der fortæller, at begge navne bruges, men det lader ikke til, at det er smart, da det istedet kunne give anledning til mere forvirring. Det er godt nok træls for at sige det på godt jysk, men vi må jo bare igang med det. Lige nu er vi ved at finde ud af, hvordan vi kommer lettest og billigst om ved det. Vi kan ikke forestille os, at vi er de eneste med dette problem, så hvis nogen har erfaringer eller gode input mht. dette, så hører vi meget gerne fra jer.

Så lykkedes det endeligt!!! Igår ved 18-tiden ringede sagsbehandleren, og fortalte, at vi er blevet godkendte - YES - og at vi vil få socialrapport og formel godkendelse tilsendt hurtigst muligt :-)
Pyh - hvor er vi glade og lettede. Nu er hele den del med at være under lup overstået, og da det både hare været langvarigt (10½ måned) og af og til temmeligt frustrerende, så føler vi lige nu, at en stor byrde er løftet af vores skuldre. Fra nu af behøver vi ikke længere operere med "om" vi bliver forældre, men kan nøjes med at forholde os til, "hvornår" vi bliver forældre. Selv om der fortsat er laaaang vej igen og masser af beaukrati, så føler vi, at vi netop har passeret en af de vigtige milepæle undervejs. Vi fejrede godkendelsen med champagne og fiskedeller igår - en lidt spøjs kombination måske, men det kan faktisk godt anbefales :-) Udover at være glade og lettede, så følte vi os temmeligt trætte og lidt som i en zombie-tilstand. Vi havde forventet, at vi ville juble og ringe rundt til venner og bekendte for at annoncere den gode nyhed. Det blev dog kun Faster Søs, vi fik snakket med, da hun selv ringede for at spørge, om vi havde fået besked. Ellers hyggede vi os i al fredsommelighed med lidt småsnak om de tanker og følelser (eller mangel på samme), som meddelelsen udløste, skrev en fællesmail til familie og venner, så en actionfilm i flimmeren og mæskede os altså i fiskedeller og champus.
Idag er det for alvor ved at gå op for os, at vi rent faktisk ER godkendte, og glæden bobler nu lige så stille i hele kroppen. Efter at have skubbet adoptionstankerne lidt væk i en periode, så fylder de igen. Jeg har for første gang i lang tid været inde på ACs hjemmeside for at læse nyt om formidlingen, og glæder mig til snart at surfe en tur rundt på favoritsiderne om adoption, for at se, hvad der er kommet af nyt.

Her til formiddag meddelte vi AC, at vi nu er godkendte og gerne vil på Vietnam-ventelisten, så det kan ske hurtigst muligt. Jeg går ud fra, at man først bliver sat på listen, når de har modtaget den formelle godkendelse, men ved det faktisk ikke (glemte at spørge). Jeg har iøvrigt lige checket ventetidsskemaet, og kan se, at der pt. forventes ½-1 års ventetid til barn i forslag og herefter 5-6 måneders ventetid til udrejsen. I allerheldigste fald kan vi altså hente Lillemyr om et år, men der kan sagtens gå meget længere. Nu må vi se. I hvert fald er godkendelsen nu endeligt i hus :-)))

Så er der kun cirka tre timer til, at adoptionssamrådet går igang med det møde, hvor de skal beslutte, om de vil godkende os som forældre til et udenlandsk adoptivbarn. Vi har taget ventetiden fra sidste fase 3 samtale og indtil nu ganske roligt, og har beskæftiget os med alt muligt andet end adoption. Det har været helt dejligt at skubbe det lidt i baggrunden i en periode, men fra vi vågnede imorges har sommerfuglene basket ivrigt omkring i maven, for selv om vi er temmeligt overbeviste om, at det bliver en godkendelse (Peter har allerede lagt champagnen på køl), så tør vi ikke for alvor tro på noget, før vi har fået en melding fra sagsbehandleren. Vi ringede i formiddags for at spørge om, hvornår vi kunne regne med at få besked, og hun sagde, at hun ville ringe til os iaften, hvis hun kunne nå det og ellers imorgen. Det er altså lidt for spændende lige nu...