Livet med Mathildemyret

Vi nyder stadig at være kommet ud af de måske egnedes rækker. Nu hvor det efterhånden for alvor er gået op for os, at vi ER godkendte, så glæder vi os for alvor. Vi må jo nok tilstå, at vi ikke har været så kvikke til helt at fatte budskabet. Det var faktisk først lørdag, hvor vi var til Vietnam-træf sammen med godt 50 vietnam-adopterede børn og deres forældre, at det sådan rigtigt gik op for os, at vi nu godt kunne tillade os at glæde os til at det bliver vores tur. Det hjalp at skulle sige ordene "vi er lige blevet godkendte", hver gang vi skulle præsentere os selv i løbet af dagen, men mest af alt så hjalp det at opleve alle de skønne familier. Det var som at se vores familedrømme materialiseret, og flere gange i løbet af dagen fik jeg en klump i halsen ved tanken om, at det snart er vores tur. Det er som om, at det først er nu, vi tør tro så meget på det, at forventningens glæde kan få lov til at strømme frit. Vi var begge dybt betagede af alle de skønne unger, der udover at være noget så utroligt kønne også var fantastisk charmerende, og umiddelbart virkede glade og harmoniske. Som Peter sagde, efter vi havde været der et kvarters tid og siddet og kigget på ungerne, så var det rigtig rigtig svært at finde noget som helst at klage over :-) Siden vi valgte Vietnam, har vi på intet tidspunkt vaklet, og valget føles bare mere og mere rigtigt for os, så nu er det bare med at komme på listen hurtigst muligt (vi venter stadig på, at AC får tilsendt socialrapport mv. fra Frederiksberg Kommune Grrrrrrrr, men vi har dog selv netop idag fået et brev om at vi er godkendte).

En del af ventetiden går som bekendt med papirnusseri, og vi er af AC lige blevet gjort opmærksomme på, at det er problematisk, at Peter benytter et adresseringsnavn (mit pigenavn) udover sit "rigtige" efternavn. Grunden til, at det overhovedet er blevet sådan, er, at mens jeg godt kunne tage Peters navn i forbindelse med vielsen, kunne han ikke formelt tage mit. Derfor endte vi med den mellemløsning, at der for Peters vedkommende blev tale om et adresserinsnavn, der godt nok er opført i folkeregisteret samt står på diverse oficielle dokumenter (f.eks. i passet), men altså ikke på alle. Det er desværre stadig ikke muligt, at han tager navnet til sig som sit eget, og for at der ikke opstår forvirring vedr. dette i Vietnam, skal vi nu beslutte os for ét navn og så få rettet alle papirer, så det konsekvent er dette, der bruges. Vi foreslog ellers, at vi blot sørgede for en attest, der fortæller, at begge navne bruges, men det lader ikke til, at det er smart, da det istedet kunne give anledning til mere forvirring. Det er godt nok træls for at sige det på godt jysk, men vi må jo bare igang med det. Lige nu er vi ved at finde ud af, hvordan vi kommer lettest og billigst om ved det. Vi kan ikke forestille os, at vi er de eneste med dette problem, så hvis nogen har erfaringer eller gode input mht. dette, så hører vi meget gerne fra jer.