søndag, december 10, 2006
De seneste par dage i billeder
Mathilde var bare rigtig god til at muntre far op, da han var indlagt på SOS Klinikken.

Så er vi klar til, at far kommer hjem. Mathilde er klædt fint på i kjole fra Lea, Lisa og Jan samt mammelukker fra Astrid og for første gang med navnesutten i dutten.

Idag er det bl;sende og meget koldt, så Mathilde iklædt polargearet og klar til at tage på tur. Mor skal lige have tyk trøje og tørklæde på, men far holder varmen i skjorteærmer, da lillepigen i bæreselen fungerer perfekt som varmedunk. Vi skal hen i templet, hvor Peter i forgårs kom i karambolage med slangen.

Det var præcis her - lige midt midt på cementunderlaget - det skete. Peter trådte et skridt baglæns for at få rette motiv i kassen og fik så - sikkert til lige stor forskrækkelse for begge parter - jokket på det på det krybende kræ.

Vi havde taget kager og chokolade med som tak for hjælpen til den søde nonne. Hun var tydeligvis MEGET glad for at se Peter igen, for hun havde været temmelig bekymret. I alle de år, hun har passet templet, er hun ikke en eneste gang stødt på slanger, men hun fortalte, at nogle andre i templet kendte mere til det krybende liv på stedet og havde erklæret, at Peter var "a very very lucky man!". Jo tak sådan føler vi det bestemt også, for det kunne være gået så grueligt galt! (på klinikken har de også samstemmende kaldt Peter helt fantastisk heldig og de mener, at slangen nok ikke har fået ordentligt fat, da der er et skrabemærke, der sikkert stammer fra den ene hugtands vej ned ad anklen. Slangen har således måske slet ikke fået sprøjtet gift ind eller i hvert fald meget lidt).

Peter tænder røgelse og takker Buddha & co.

Så er den store slangetæmmer gået i aktion igen. Det lykkedes at være i nærkontakt med (vand)slangen uden at blive bidt - han blev ikke engang våd ;-)

Turen rundes af på Hotel Sheraton, der ligger lige i nabolaget. Mathildemyret nød at mosle og savle på den fine brokadesofa, mens mor og far fik tropedrinks og rigtig lækker mad.

Herude juler vi skam også. Det første julefoto af den lille familie er taget i hotellets forhal, hvor der er pyntet noget så fint op. Udenfor er der desuden tre smukke rensdyr i jern omviklet lyskæder, som vi nyder at kigge på hver aften. Juleriet er det dog lidt svært at forholde sig til lige nu. Ikke så meget fordi vi er i troperne (her er jo hundekoldt en del af tiden), men nok især fordi det nyslåede familieliv er så stort at fatte og forholde sig til.

Far har rigget et yderst populært "aktivitetsstativ" til ved hjælp af en garderobestang, to spisestuestole og noget snor lavet af snoede plastikposer. Man er vel spejder!


Så er vi klar til, at far kommer hjem. Mathilde er klædt fint på i kjole fra Lea, Lisa og Jan samt mammelukker fra Astrid og for første gang med navnesutten i dutten.

Idag er det bl;sende og meget koldt, så Mathilde iklædt polargearet og klar til at tage på tur. Mor skal lige have tyk trøje og tørklæde på, men far holder varmen i skjorteærmer, da lillepigen i bæreselen fungerer perfekt som varmedunk. Vi skal hen i templet, hvor Peter i forgårs kom i karambolage med slangen.

Det var præcis her - lige midt midt på cementunderlaget - det skete. Peter trådte et skridt baglæns for at få rette motiv i kassen og fik så - sikkert til lige stor forskrækkelse for begge parter - jokket på det på det krybende kræ.

Vi havde taget kager og chokolade med som tak for hjælpen til den søde nonne. Hun var tydeligvis MEGET glad for at se Peter igen, for hun havde været temmelig bekymret. I alle de år, hun har passet templet, er hun ikke en eneste gang stødt på slanger, men hun fortalte, at nogle andre i templet kendte mere til det krybende liv på stedet og havde erklæret, at Peter var "a very very lucky man!". Jo tak sådan føler vi det bestemt også, for det kunne være gået så grueligt galt! (på klinikken har de også samstemmende kaldt Peter helt fantastisk heldig og de mener, at slangen nok ikke har fået ordentligt fat, da der er et skrabemærke, der sikkert stammer fra den ene hugtands vej ned ad anklen. Slangen har således måske slet ikke fået sprøjtet gift ind eller i hvert fald meget lidt).

Peter tænder røgelse og takker Buddha & co.

Så er den store slangetæmmer gået i aktion igen. Det lykkedes at være i nærkontakt med (vand)slangen uden at blive bidt - han blev ikke engang våd ;-)

Turen rundes af på Hotel Sheraton, der ligger lige i nabolaget. Mathildemyret nød at mosle og savle på den fine brokadesofa, mens mor og far fik tropedrinks og rigtig lækker mad.

Herude juler vi skam også. Det første julefoto af den lille familie er taget i hotellets forhal, hvor der er pyntet noget så fint op. Udenfor er der desuden tre smukke rensdyr i jern omviklet lyskæder, som vi nyder at kigge på hver aften. Juleriet er det dog lidt svært at forholde sig til lige nu. Ikke så meget fordi vi er i troperne (her er jo hundekoldt en del af tiden), men nok især fordi det nyslåede familieliv er så stort at fatte og forholde sig til.

Far har rigget et yderst populært "aktivitetsstativ" til ved hjælp af en garderobestang, to spisestuestole og noget snor lavet af snoede plastikposer. Man er vel spejder!

Comments:
Herlig billedkavalkade. God dag til Jer alle tre. Det kan godt være, at du siger at der er koldt hos jer, men her stormer der 14 pelikaner og regner, uff.
Hejsa
Helle
Send en kommentar
Hejsa
Helle

Fredag den 28. juli 2006 blev vi forældre til den mest vidunderlige lille pige med sort strithår og masser af dejligt spil i øjnene. Hun kunne godt ligne en rigtig lille nysgerrig og pilfingret spilopmager, der med rekordfart får testet børnesikkerheden her på matriklen ;-)
Om gisningerne holder stik, må vi se, når vi får lov til at hente hende hjem. Prognosen siger 3-4 måneder, så vi håber på, vi kan komme afsted i løbet af november.
Lillepigens vietnamesiske navn er Nguyen Thi Huong og hun kommer sidenhen til at hedde Mathilde Huong.
Hun blev født den 8. juni 2006. Hun var 49 cm lang og vejede 2,9 kilo ved fødslen og en måned senere var hun vokset 5 cm og havde taget 1 kilo på. Hun vokser altså som hun skal og er på alle måder i fin trivsel og udvikling.
Mathildemyret bor pt. på børnehjemmet Mai Linh i nærheden af Hanoi, hvorfra ovenstående billede stammer.
Det er ikke materiel luksus, der præger børnehjemslivet, men nomeringen er flot med 2-3 børn tilknyttet én fast plejer. De, der har besøgt børnehjemmene, fortæller om en varm og kærlig atmosfære med masser af kram og voksenkontakt til de små poder.
Vi føler os altså helt trygge ved, at vores lille guldklump nok skal blive passet rigtig godt på, men nøj hvor vi glæder os til at hente hende hjem...