Livet med Mathildemyret

Idag blev det bekendtgjort på ACs side, at "En familie på Vietnam-listen har accepteret barn". Nu er det således ganske vist, at vi er på førstepladsen. Lige kort efter blev den månedlige opdatering af ventelisterne udført, så nu står vores nummer oven i købet lige ud for plads nummer 1 på listen. Indrømmet: når alt kommer til alt, er det noget pjat at gå op i, om ens nummer nu også er synligt på rette plads på ventelisten eller ej. Det gør jo ingen som helst forskel i praksis, om vi rent fysisk kan se ændringen eller ej. Psykologisk set betyder det imidlertid noget sådan at kunne se sig selv - eller rettere sit nummer - klatre op ad listen. Det er vel lidt ligesom at se maven vokse, hvis man skal sammenligne med en graviditet.

Jeg ringede iøvrigt til AC i formiddags for at spørge, om de har hørt noget nyt om Lillemyr. Men desværre )-: Der er altså stadig ikke nogen som helst indikation af, at der skal til at ske noget konkret i vores sag. Der er ikke blevet mailet nye billeder af barn / børn fra Vietnam (åbenbart almindeligvis det allerførste der sker) eller kommet papirer på nye børn for den sags skyld. Selv om det selvfølgelig er træls (og jo gu er det da det!), så glæder vi os over, at vi fra flere pålidelige kilder har fået bekræftet, at der ER børn på børnehjemmene. Det handler således "bare" om at få lavet papirarbejdet iorden, så de bliver klar til at blive bragt til adoption. Den vished giver en dejlig ro i maven og plads til, at glæden over den forestående glædelige begivenhed kan boble lige så stille.
NØJ - hvor vi altså glæder os :-)

1000 tak for alle de dejlige hilsner, hep og tillykker med førstepladsen, vi har fået. Jeg kan slet ikke fortælle jer, HVOR meget det varmer og opmuntrer. Jeg vil godt afsløre, at vi begge har knebet en lille tåre (eller ti ;-) ) i ny og næ over al den betænksomhed og indlevelse i "projekt Lillemyr", vi oplever fra nær og fjern. Det er ganske enkelt helt vidunderligt :-)