<$BlogRSDUrl$>

søndag, april 03, 2005

Forberedelser 

Det kriller godt i maven for tiden, og tankerne om Lillemyr fylder efterhånden temmelig meget. Vi glæææder os bare SÅ meget, og er ikke blevet mindre skruk af, at vi netop idag har været til "forældremøde" med den gruppe vi var på fase 2 kursus sammen med sammen med. Et par fik allerede i december deres to piger fra Sydafrika, og de to næste par skal rejse til Kina efter hver deres lille pige IMORGEN!!!. Nøj hvor det rykkede i forældreinstinkterne og lysten til at blive forenet med Lillemyr at være sammen med nogen, der er så tæt på... Vi glæder os rigtig meget til at høre om deres oplevelser, når de er vel hjemvendt med tøserne.
På Vietnamfronten skulle der - som nævnt sidste søndag - være ved at ske noget igen. Den forløbne uge er desværre gået uden, at der har været hverken hjemtagelser eller børn i forslag, men vi har store forhåbninger til, at den kommende uge bringer børn. Vi ved ikke noget om, hvor mange børn, der er på vej i forslag, og vi er ærlig talt meget spændte. Vi håber, naturligvis på, at vi tager et ordentligt hop på ventelisten, og at vi efterhånden kan få et bedre billede af, hvor lang tid, der går, inden det bliver vores tur. Spændingen bliver ikke mindre af, at par nr. 3 på ventelisten også er fra vores kursusgruppe, og vi glæder os umådeligt meget til at følge deres forening med guldklumpen. For vores eget vedkommende er der jo et pænt stykke vej endnu, men vi har efterhånden stor trang til, at Lillemyr får køn, alder og navn, og bliver til et "rigtigt barn" fremfor en abstrakt forestilling. Det vil også gøre Lillemyrs mors shoppingeskapader lettere, da det er lidt svært at købe børnegear, når man ikke ved, om barnet er 7 eller 27 måneder eller om det er en pige eller en dreng. Det har dog ikke afholdt mig fra løbende at købe forskellige sager. Noget af det første jeg begyndte at købe var adoptionsrelevante børnebøger, og pt. består samlingen af: "Lillerød har to mødre", "An Mei's forunderlige rejse", "Pyret", "Pyret får en lillebror"og "När du föddes i Vietnam". Lidt legetøj er det også blevet til. Her er det især bløde sager, der dominerer samlingen: Bamse og Kylling i små og store versioner, en sjov giraf-øgle far vandt til Lillemyr i Tivoli i sommers og så en supersød og blød lille dukke med smukt langt sort hår.
På det seneste har jeg givet mig selv lov til også at give mig i kast med genbrugsbutikkernes store og gode udvalg af billige børnesager. I fredags gav et besøg i en af mødrehjælpens butikker en rigtig fin høst i form af en velfungerende Phillips babyalarm, en naturfarvet strikket bommuldstrøje, et par gule og grønne smækbukser, to sæt hvidt babysengetøj med broderi og en lækker vaskbar baby-dundune. Hele molevitten til den beskedne sum af 175 kroner. Det er altså både superbilligt og noget så hyggeligt at gå på genbrugsshopping.
Nu skulle man jo mene, at ovenstående er rigeligt i fht. at forberede sig på Lillemyrs komme, men jeg har søreme også fundet sysagerne frem og har givet mig i kast med at sy en lille bluse (ca. str. 2 år) i unisex-farver og -model. Jeg arbejder også i det små med at lave et Life-book til Lillemyr. Det er en særlig slags hjemmelavet Barnets Bog, der bl.a. skal hjælpe barnet med at bygge bro mellem tiden før og efter adoptionen, og med forholde sig til sin egen historie som adopteret. Jeg er dog kun i den helt indledende fase med bog-projektet, og har ærlig talt lidt svært ved at få hul på det for alvor.
Lillemyr har også fået en masse gode sager fra de to dejlige kusiner (der jævnligt spørger til projektet, og den yngste af dem har lige udbedt sig titlen storesøster-kusine og informeret om, at det skal være til en lillesøster-kusine). Pigerne har netop hjembragt en masse sødt service med Disney-motiver fra Thailand, og har herudover ryddet op og videregivet/udlånt de ting, de selv er blevet for store til at lege med.
Det har været en kæmpestor glæde og befrielse at give los og kaste mig over de forskellige praktiske børneforberedelser. For Peters vedkommende er det dog pt. lidt svært, for han er mindst ligeså skruk, men har supertravlt med eksaminer og hovedopgave på HD-studiet ved siden af jobbet. For tiden er han derfor henvist til sidelinjen, men han får hhv. stjerner og fugt i øjnene, når jeg løbende fremviser nye sager til lilletrolden.

Comments:
Kære dorthe og Peter

Det der med redebygning og at samle udstyr til huse er endnu vigtigtere for kommende adoptivforældre end for kommende biologiske forældre, for vi har ikke en voksende mave som det synlige bevis på det barn som vokser indeni og efterhånden fylder hele vores bevidsthed. Så vi må synliggørende den kommende familieforøgelse på andre måder...

Samme dag som vi blev matchet med lillebror, gik pigerne og jeg på shopping og hjembragte en bluse med riddere på, samt en lastbil med kran og anhænger. Lastbilen har haft ærespladsen inde i stuen, lige indtil i onsdag, hvor den langt om længe blev udskiftet med billedet af den kære lille dreng.

Så fortsat shopperiet. Må jeg anbefale Professor Bamses Billedbog, som godt nok ikke har noget med adoption at gøre, men som er god, når barnet skal have gang i sproget. Der er mange små låger man kan gå på opdagelse bag. I det hele taget er føle-sansebøger som regel et hit.

Fortsat god fornøjelse!

Mange hilsner, Annike
 
Send en kommentar

This page is powered by Blogger. Isn't yours?