Livet med Mathildemyret

I den forgangne uge er det begyndt at rykke lidt igen med Vietnamformidlingen, og det er søreme også tiltrængt, for det har ærlig talt været hårdt, at vi bare har stået i stampe på ventelisten siden januar. Det er stadig ikke så meget selve ventetiden som det er uvisheden, der tærer. Det har været hårdt at skulle se i øjnene, at den tidligere udmeldte prognose fra AC nok ikke kommer til at holde. Jeg ringede i forrige uge til AC for at spørge til, om de stadig forventede det udmeldte antal børn årligt og med den angivne hjemtagelsesfrekvens. Vores sagsbehandler hos AC kunne naturligvis ikke vide noget med sikkerhed (fremtiden er jo som bekendt svær at spå om), men hun mente dog, at vietnameserne nok havde været rigeligt optimistiske, da de i december anslog, at der ville komme ca. 35 børn om året til formidling via AC. Selv om vi jo sagtens selv kunne se, at det gik alt for langsomt i fht. prognoserne, så håbede vi naturligvis, at det blot var en kort overgangsfase, og at der pludselig ville komme gang i sagerne. Det pessimistiske svar på vores henvendelse var derfor hårdt at kapere, men nu har vi fået pusten igen og har indrettet os på, at det nok allertidligst bliver til december, vi kan hente Lillemyr og højst sandsynligt først engang i 2006. For mit vedkommende giver uvisheden særligt problemer i fht. planlægning af studie og arbejde. Den oprindelige plan var, at jeg skulle neddrosle studierne og så begynde at arbejde på fuld tid fra 1. august og frem til vi hentede Lillemyr i efteråret. Efter endt barsel skulle mine studier så have høj prioritet. Som lærer lægges hele ens arbejdsplan for det kommende skoleår jo her i foråret, og jeg har derfor allerede for et stykke tid siden skullet give besked om forventet barselstidspunkt og mine ønsker i fht. næste skoleår. Efter samtalen med AC ændrerede jeg mine oprindelige ønsker og bad om at forblive på deltid, og pt. overvejer jeg, om jeg skal klø på med studierne indtil barslen eller bruge den ekstra tid på den instandsættelse af lejligheden, som vi går videre med til sommer. For tiden er jeg mest indstillet på det sidste, men nu må vi se. Jeg kan mærke, at uvisheden tærer på kræfterne og humørmæssigt veksler jeg mellem, at være vildt glad i låget over, at der er et barn på vej på et eller andet tidspunkt og så at være lidt smådepri over at tidshorisonten er så p.... lang og usikker. Det er svært både at glæde sig og forberede sig mentalt og så at skulle holde lidt igen på samme tid. Jeg må ærligt tilstå, at det for tiden går lidt ud over engagementet og glæden, hvad job og studie angår. For de fleste folk, der ikke selv har adoption tæt på, er det tydeligvis svært at forstå, at uvisheden er så svær at håndtere, så det er simpelthen guld værd at have et godt netværk af andre adoptanter, man kan dele sine tanker og følelser med.

Og så må vi tilbage til de gode nyheder. Der er netop blevet matchet fem nye børn heriblandt et tvillingepar, så vi burde rykke fire pladser på ventelisten ved næste opdatering. Der er tillige fire familier, der har fået besked om, at de nu kan rejse ud for at hente deres børn. Det er noget så dejligt, at det endelig rykker lidt igen. Det mest vidunderlige er, at der var barn til et par fra vores kursus. De har fået den sødeste lille jadeprinsesse på 3 1/2 måned, og hun er bare noget så kær og yndig. Vi har fulgtes med dem gennem hele processen, og de har været så søde løbende at indvie os i billeder, oplysninger, tanker og følelser - det har været næsten som at være der selv :-)

Vi krydser fingre for, at denne uges positive hændelser markerer begyndelsen på et forrygende flow af såvel matchninger som hjemtagelser.

Jeg vil slutte af med at takke varmt for de gode input og skønne hilsner vi får såvel som kommentarer her på siden som via mail. Det er så helt utroligt dejligt :-)