Livet med Mathildemyret

Allerførst rigtig godt nytår til alle – lad os håbe for alle, der går og venter, at 2005 bliver et børnerigt år :-)

Det bliver en længere epistel i denne omgang, så sæt dig godt til rette og snup en kop kaffe.

Efter en længere pause med skriverierne her på Lillemyrs side, så er tiden og lysten nu igen til det. De seneste måneder har været præget at stor travlhed på studiefronten, idet jeg har knoklet med en eksamensopgave, som heldigvis er afleveret nu *YES* og Peter skriver løs på sit HD-speciale. Ved siden af har vi jo begge to jobs, og vil selvfølgelig også gerne have tid til at være sammen med familie og venner, så der er blevet prioriteret benhårdt på det seneste, og det er så bl.a. gået ud over opdateringerne af denne side. Hvis der er læsere, der bekymret spørger sig selv, hvordan vi dog vil passe et barn ind i dette travle liv, så kan jeg straks berolige med, at det vil vi slet ikke. Vi har valgt at knokle ekstra meget på nu for så til gengæld holde lav profil med de job- og studiemæssige ambitioner i de første år som familie. Det har sin charme med fart på hverdagen, men vi glæder os usigeligt til at komme ned i børnetempo, og give plads til at der kan blive studeret snegle, sunget børnesange, hygget med at ”hjælpe” mor og far i køkkenet osv. Og nej, vi bilder os ikke ind, at det bliver hygge, leg, fryd og gammen hele tiden, men vi tror indtil videre på, at vi ved at sætte gode rammer for vores liv og ved at være bevidste om, hvordan vi prioriterer, kan øge sandsynligheden for, at hverdagen generelt bliver god og hyggelig for alle parter. Det er teorien, nu må vi se, hvordan det kommer til at fungere i praksis :-)

Det skrider stadig OK frem med hjemtagelser af børn fra Vietnam. Det går selvfølgelig ikke så hurtigt, som de ventende familier kunne ønske sig, og der er da også gået kludder i det med at hente i kronologisk rækkefølge - dette plejer ellers at køre ret stringent i Vietnam. Der er vist også kun blevet bragt et enkelt barn i forslag, siden jeg skrev sidst, så vi er ikke rykket så langt på ventelisten, men der er rygter om, at der snart sker noget på den front.
I den årlige status over formidlingen skrev AC den 6. januar på deres hjemmeside:
De 40 første familier med børn i forslag fra Vietnam er nu godt i gang med at hjemtage børnene. 24 børn er allerede enten forenet med deres nye forældre eller lige ved at blive det. Vi håber, at de næste otte familier, som fik børn i forslag i oktober og november kan rejse ud efter deres børn i løbet af april - maj 2005. Der står p.t. 35 familier på venteliste til Vietnam, og det er meget passende i forhold til vores forventninger til det kommende års formidling.
Ifølge ACs udmeldinger, og som vi selv har kunnet tælle os frem til ved at følge flowet på det seneste, så ser det ud til, at vi kan hente Lillemyr til efteråret. År 2005 burde således være året, hvor den lille trold gør sit indtog. Der er dog blot tale om prognoser og såfremt og ifald, men vi håber og beder til, at det kommer til at holde nogenlunde.

Selv om vi har haft nok at se til, så fylder adoptionsforberedelserne mere og mere i vores liv efterhånden. Det er ikke så meget på det praktiske plan, men snarere mentalt og følelsesmæssigt der sker en masse. Vi læser dagligt, hvad der er af nyheder på mailinglisten Adoption-fra-Vietnam (der er en veritabel guldgrube af information og supergod til udveksling af tanker og idéer), AdoptionZone bliver også lige checket (det er en god og hyggelig privat informations- og debatside om adoption), og så skal vi naturligvis også liiige se, om AC har nyt at byde på. Disse daglige input giver anledning til mange tanker og gode snakke, og er for os en stor hjælp i forhold til at forberede os på vores kommende familieliv og til at håndtere den lange ventetid. Når der ikke er hormoner, der raser i kroppen og en stor mave, der minder om det forestående barns komme, så må der jo andre remedier til, og for os er Internettet altså ret genialt i den henseende.

Siden sidst har vi i øvrigt haft den overvældende store glæde at få lov til at tage imod lille superskønne Emmeline Quy, mor-Grethe og far-Bjørn i lufthavnen, da de vendte hjem fra Vietnam den 30. december. Hun er altså en gudeskøn lille trold, der allerede har stor succes med at charmere sig frem i verden (og som heldigvis også kan finde ud af at sige tydeligt fra, når det hele bliver for meget, ved vi fra hendes mor og far). Ved velkomstseancen i lufthavnen checkede hun jævnligt, at mor og far var lige i nærheden og kastede sig så ellers – efter ganske få sekunders forbehold – ud i at charmere de fremmødte med smil og kastede sig utrætteligt ud i en ”jeg kaster flaget på gulvet og I samler det op for mig – leg” alt imens hun tronende i klapvognen og guffede æble, som hun i øvrigt også tilbød udvalgte tilstedeværende små stykker af. Vi var forberedt på gråd og tænders gnidsel, så vi kunne næsten ikke finde ud af at kapere al den livlighed. Hyggeligt var det i hvert fald, og det var overmåde dejligt for os at få lov til at opleve en komme-hjem-situation i lufthavnen uden at være hovedpersoner i seancen. Det gav anledning til at gennemleve nogle følelser og få en god snak om Lillemyrs kommende indtog i familien. Interesserede kan se billeder af dejlige Emmeline Quy og følge den lille familie på deres egen hjemmeside her.

På søndag er der igen adoptionsoplevelser på programmet, for der skal vi mødes med dem, vi var på kursus med. Vi bliver vist ca. 17, og hvis vi er heldige, får vi lov til at hilse på de to første børn, der er kommet til i vores gruppe. Det er et par søstre fra Sydafrika på hhv. 6 mdr. og 2 år, der ser noget så søde ud. Der er vist ikke andre fra gruppen, der har fået børn endnu og ej heller børn i forslag, så vidt vi ved. Dog burde det være lige på trapperne for Kina-folkene. Det er virkelig dejligt at få lov til at følge hinanden igennem processen. Udover vores almindelige ”hvad er der sket siden sidst – snak”, så er vi så heldige, at Katrine fra Vietnam Landegruppen har lovet at komme og fortælle om at lave en Life Book til sit barn. Hun har researchet emnet grundigt, og har skrevet en rigtig god artikel om det til ACs blad. Den blev bragt i AC Focus i april 2004, og har man ikke bladet kan artiklen findes på ACs hjemmeside (klik: "artikler" - "adopterede" - "04-2004 Life Book - en bog til dit barn"). Vi glæder selvfølgelig os rigtig meget både til hyggeligt samvær og til Katrines indlæg.

Sidst jeg opdaterede siden nævnte jeg, at vi samme aften – altså den 8. oktober - skulle til en temaaften om familiedannelse og holdninger til børn i Vietnam arrangeret af Vietnam Landegruppen. Det var både hyggeligt og meget interessant. Vi indledte aftenen med at tage ud og spise vietnamesisk sammen med de andre tre par fra vores kursus, der skal adoptere fra Vietnam (det ene af parrene står vi lige under på ACs venteliste, så vi krydser selvfølgelig fingre for at kunne rejse ud og hente børn sammen). Vi mødtes på Restaurant Saigon på Retortvej i Valby. Det er et lidt pudsigt sted, der minder om en krydsning mellem vietnamesisk restaurant og dansk bodega. Maden var en lidt blandet fornøjelse, og der var bestemt ikke sparet på olien ved tilberedningen, men nogle af retterne var alligevel helt i top (bl.a. fisk i kokos - uhmmm). Betjeningen skal desuden have ros for stor venlighed, og selskabet var der naturligvis intet at udsætte på ;-) Vi hyggede os så godt, at vi nær var kommet for sent til foredraget.
Der var overvældende interesse for arrangementet, så det store lokale i Valby Medborgerhus var propfyldt. Aftenens indlæg var da også meget interessante. Antropologen, Hanne Mogensen, leverede det strukturerede overblik, mens Van Khanh, der er herboende vietnameser samt pædagog og tolk, bidrog med inside-forståelsen af tingene. Det var især interessant at høre noget om årsagerne til bortadoption. Ifølge Hanne ved man ikke så meget om, hvem der bortadopterer og hvorfor, men man ved, at det - som så mange andre steder i verden - ofte er børn fra etniske minoritetsgrupper (f.eks. bjergstammer), der bortadopteres. Det er sandsynligvis også ofte ugifte kvinder samt meget fattige familier, der tyer til bortadoption. To-barnspolitikken, der blev indført i begyndelsen af 90'erne, er også årsag til, at en del familier vælger enten abort eller bortadoption for at holde børneantallet nede. To-barnspolitikken promoveres bl.a. ved at associere små familier med det moderne, civiliserede og oplyste, mens store børneflokke kobles med noget gammeldags og feudalt. Det er borgernes ansvar at deltage i familieplanlægningsprogrammet, og om end der fortsat fødes mere end to børn pr. familie, så er der faktisk stor opbakning til familieplanlægningspolitikken. Vietnameserne vil nemlig generelt meget gerne bidrage positivt til samfundet. Hvad dette angår, er de påvirkede både af konfutsianismen og kommunismen, da det indenfor begge tankesæt anses for vigtigt, at det enkelte menneske gør sit allerbedste for at perfektionere samfundet. Der gøres meget for at tilbyde prævention (især spiraler), men alligevel er der ofte uønskede graviditeter, og da abort ses som et præventionsmiddel, der kan benyttes uden moralske skrupler, så er der ca. to millioner aborter årligt. Det, synes jeg, er chokerende mange, og det antages faktisk, at de fleste kvinder når at få foretaget en abort i løbet af den fødedygtige alder. Selvom vietnameserne generelt støtter op om familieplanlægningspolitikken, er det desværre ikke kun argumentation, der benyttes for at "overbevise" og sikre nedbringelsen af børnetallet. På trods af at man ikke officielt vedkender sig det, så er der utallige eksempler på straf for ikke at overholde to-barnspolitikken. En almindelig kendt straf er at betale 200 kilo ris i bøde for at få det tredje barn, og det er også almindelig kendt, at job og/eller forfremmelser indenfor det offentlige kan hænge i en tynd tråd, hvis man ikke holder sig til de foreskrevne to børn. På baggrund af ovenstående bliver det meget forståeligt, hvorfor nogle vælger den frygteligt svære løsning at bortadoptere. Det anskues ofte som noget, der er bedst for alle parter: samfundet der skal sikres mod overbefolkning, familien der kan miste såvel status som få en alvorlig straf og ikke mindst barnet, som man mener, kan få bedre muligheder et andet sted. I Vietnam er der ikke tradition for at tage børn til sig, som man ikke er i familie med, og derfor er det stort set kun til udlandet, der adopteres. Heldigvis er både piger og drenge i høj kurs i Vietnam, og det mest efterstræbte er at få en af hver. Det kan også gå med to drenge, men to piger er ikke helt så godt - en enkelt dreng skal der altså helst være. I den forbindelse kan jeg nævne, at der, såvidt jeg er orienteret, bortadopteres lige mange drenge og piger fra Vietnam, men at der via AC formidles mange flere piger end drenge. Der er ikke nogen, der har kunnet svare på, hvorfor det forholder sig sådan. Hos Danadopt er kønsfordelingen imidlertid cirka fifty-fifty. Det er da lidt besynderligt. Nå, men nok om det. Aftenen bød også på en masse andre gode informationer, der gav et indblik i vietnamesisk kultur og tankegang. Jeg ved, at succesen vil blive gentaget i Århus lørdag den 19. februar, og kan varmt anbefale arrangementet. Interesserede kan læse mere om det på Vietnam Landegruppens hjemmeside.

Tirsdag den 26. oktober var vi så igen til Vietnam-foredrag. Denne gang foregik det på Christianshavns Medborgerhus og havde det ikke som sådan noget med adoption at gøre, idet det var Thorkild Høyer, der fortalte om sine erfaringer som leder af 3 års dansk bistandsarbejde med retlige reformer i Vietnam. Han er en fantastisk vidende og temmelig underholdende mand, der har sine meningers mod, så det var en yderst berigende aften. Jeg vil ikke komme nærmere ind på aftenens indhold her, men i stedet henvise til bogen ”Vietnam – fra kommandostyre mod retssamfund”, som han har redigeret og desuden selv leveret et interessant indlæg til. Den er bestemt værd at give sig i kast. Interesserede kan i øvrigt læse en god anmeldelse af den på Vietnam Landegruppens hjemmeside.

Søndag den 28. november stod der både adoption og Vietnam på programmet, da der var hyggearrangement i Vietnam Landegruppen. Gitte og Hans Jørgen lagde hus til, og nogle af de garvede Vietnam-adoptanter fortalte samt viste video fra deres henterejser, mens deres små poder futtede rundt og afledte os effektivt med deres charme og sørgede for hyggelig underlægningsstøj. Herudover var der almindelig hygge med livlig snak om Vietnam og adoption. Det var en supergod eftermiddag. Der er også her sørget for et tilsvarende arrangement i det jyske (søndag den 16. januar i Mårslet ved Århus). Det ville godt nok også være dejligt med endnu en omgang vietnam-adoptions-hygge i Københavnsområdet igen snart – hermed en opfordring til Katrine, Barbara, Hans Jørgen og I andre flittigmåse i bestyrelsen, hvis I læser med og orker at arrangere mere :-)

PYHA – det var en lang smøre, men nu kan jeg vist heller ikke finde på mere i denne omgang. Jeg vil slutte af med at takke varmt for de mange søde og bekymrede henvendelser, vi har fået, mens siden har ligget stille. Det er rigtig dejligt at vide, at der er nogen, der tænker på os og følger med her på siden.